Max Kestner og Roos Prisen

Max Kestner modtog den 31. oktober på dokumentarfilmdagen, branchetræffet i Filmhuset årets Roos Pris. Roos Prisen påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarfilmen i Danmark, og priskomiteen bestod af sidste års prismodtagere, Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen af Claus Ladegaard og Ane Mandrup fra Filminstituttet.og priskomitéen motiverer så smukt valget af Max Kestner på den her måde:
" ’Kunst er, at man gennem et værk lader andre se på verden med kunstnerens blik’. Sådan har årets prismodtager defineret sin metier som filminstruktør. Og hvilket blik på verden, vi beriges af med Max Kestners øjne! Et altid åbent, nysgerrigt, generøst blik med glimt i øjet og en stor overbærenhed over for menneskets fejlbarlighed og dårskab.
Uanset om Kestners hovedpersoner er fabriksarbejdere, raketbyggere, polarforskere, fiktive fremtidsmennesker, børn eller kunstnere som han selv, kredser filmene om grundlæggende filosofiske spørgsmål: Hvordan skal du leve dit liv? Hvad er meningen med det hele? Er alting tilfældigt? Er alting forudbestemt? Hvad er sandhed?
Max Kestner iscenesætter sine film med omhu og sætter en ære i, at også dokumentarfilm er instruerede. Historier er ikke noget, der ligger ude i virkeligheden og venter på at blive hentet ind og fortalt. En god film er et resultat af bevidste valg. Det er et ansvar, man må påtage sig, mener han…”

Vi her på FILMKOMMENTAREN vil gerne deltage i påskønnelsen af Max Kestners til nu samlede filmværk. Vi har skrevet om nogle få af hans film og når jeg kigger efter i mine anmeldelser ser jeg dem faktisk i tråd med priskommiteens samlede oplevelse. Men vi er filmkritikere, og min kollega ser anderledes på det et enkelt sted.

Jeg selv har imidlertid altid været interesseret optaget af Max Kestners insisteren på sin filmiske stils renhed for eksempel i værker som Identitetstyveriet, 2012 (hvor begynder og slutter romanen, hvor begynder og slutter selve dokumentaren?), i Drømme i København, 2009 (lutter ømhed i Henrik Bohn Ipsens kamerarbejde og Anne Østeruds klip), i Rejsen på ophavet, 2004, (flimrende præcist distanceret kærlig ironi i en forbilledlig fortællestemme) og i Nede på jorden, 2004 (en filmhistorisk vigtig, en ærlig filmisk udforskning af den folkelige humors liv herude i virkeligheden). Her følger så citater fra og links til vores alt for få anmeldelser:

SLETTE OMSTÆNDIGHEDER (2018)

Ved siden af detektivromanens story line, som er Kestners observerende kamera i hælene på historikeren, er der en løbende essayistisk fremstilling, som ligger i Kestners venligt distancerede, så smukt docerende fortællerstemme, som huskes fra tidligere film. Og tab nu ikke tråden fra begyndelsen og hør godt efter, for essayet indledes i titelsekvensen til et stort betagende natlandskab under stjernehimlen, hvor Kestners fortællerstemme indleder et foredrag om fraktaler og om gengivelse af virkeligheden fra landskabet over korttegning og landskabstegning til notatet og påpeger, at i alle disse optegnelser er der mulighed for falskneri, fejl og fejltolkning og efter denne roligt alvorlige besindighed og tæt på at spoile (men fortumlet af Nanna Frank Møllers underfundige klip opdager jeg det ikke) vælter Kestner og hans bårne kamera og hans film ind hos detektiv-historikeren Steffen Holberg, som så i den grad tager over som fortæller…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4206/

AMATEURS IN SPACE (2016)

Hele filmen igennem venter jeg på dette. At løfteraketten stiger præcist lodret ud af Jordens tyngde og ind i et ydre rum som regnestykkerne med kridt på laboratoriets sorte tavle har beregnet den skulle, så logistikken i raketten kan vide, at nu skal kapslen, det lille rumskib skydes af for at klare sig selv og senere lande forsigtigt båret af en faldskærm på havets overflade…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3731/

DRØMME I KØBENHAVN (2009)

Filmkommentarens to skrivere var til forpremiere sammen. De så Max Kestners nye film, der får biografpremiere straks i det nye år. De var ret uenige om filmens kvalitet. Se nedenfor:

1) Henrik Ipsen hedder fotografen og det er ham, der skal have ros for sin indsats i en film, som ellers set ud fra sin ambitiøse præmis er mislykket. Ipsen har blik for København og har komponeret billeder, som er frapperende flotte, hvadenten de har de nye glashuse ved vandet som motiv eller er fra baggårdene eller skildrer gader med vidunderlige facader, der vidner om byens mangfoldige skønhed. Max Kestner har på dette område fået, hvad han som instruktør har bedt om. Det går så galt, når han selv skal træde i karakter som instruktør…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/980/

2) Filmen fastholder – og lever næsten – af et kulturtræk, som om lidt er forsvundet. I nogle årtier har gardiner og persienner været borte fra vinduerne om aftenen. Vinduesåbningerne har været oplyste scener for hjemmelivets dramatik og udstillinger af boligernes scenografi. Det er nu ved at være forbi, man ruller ned og trækker for. Byen hyller sig ind igen i utilnærmelighed. Men i sidste øjeblik har Henrik Bohn Ipsen lagt sin skarphed på facaderne og vinduernes oplyste åbninger, hvori Max Kestner har iagttaget og iscenesat billeder af indbyggernes liv. En ung kvinde læser, et par skændes, en kvinde stiger nøgen og våd ud af badekarret, griber ud efter sin mand og indleder forførelsen…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/979/ 

Add comment / tilføj kommentar: