DAFilms launches ”Best Of” 2021

An article by the always competent Vladan Petkovic in Cineuropa – link for the whole text below – gives me the opportunity to praise the DocAlliance platform as so many times before. Due to the pandemic, I guess, DAFilms has had ”a busy year in film for the platform, which has acquired a record number of films and mounted a wealth of retrospectives”. In other words, if I am right, the film lovers have turned to the home screen, small or bigger, as the pandemic have made them stay at home instead of going to the cinema or to the local festival. And/Or the platform has again offered great retrospectives of films by Minervini, Chytilova and Marc Isaacs. Anyway the platform offers superb access to high quality artistic documentaries for very little money.

And these were the best of DAFilms 2021:

Homelands [+] - Jelena Maksimović (Serbia) (2020) 

Point and Line to Plane - Sofia Bohdanowicz(Canada) (2020)
I Was at Home, but... [+] - Angela Schanelec(Germany/Serbia) (2019) 
Those That, at a Distance, Resemble Another [+] - Jessica Sarah Rinland(UK/Argentina) (2019) 
Exemplary Behaviour [+] - Audrius Mickevičius,Nerijus Milerius(Lithuania/Slovenia/Bulgaria/Italy) (2019) 
I Never Climbed the Provincia - Ignacio Agüero (Chile) (2019)
The Filmmaker's House [+] - Marc Isaacs (UK) (2020) 
The Viewing Booth - Ra'anan Alexandrowicz(Israel) (2020) 
Days in Sintra - Paula Gaitán (Brazil) (2007)
The Other Side [+] - Roberto Minervini(Italy/France) (2015) 
The Vodka Factory - Jerzy Sladkowski (Sweden) (2010) 
The Portuguese Woman [+] - Rita Azevedo Gomes(Portugal) (2019) 
Hashti Tehran - Daniel Kötter (Iran) (2016) 
Casa Roshell - Camila José Donoso(Mexico/Chile) (2017)
White on White [+] - Viera Čákanyová(Slovakia/Czech Republic) (2020)
The Kiosk [+] - Alexandra Pianelli (France) (2020) 
Comrades in Arms - Catarina Henriques(Portugal) (2021) 
The Blunder of Love - Rocco di Mento(Germany) (2021) 
Daisies - Věra Chytilová(Czechoslovakia) (1966) 
Extinction [+] - Salomé Lamas (Portugal/Germany) (2018)

https://dafilms.com

https://cineuropa.org/en/newsdetail/419724/ 

Jørgen Vestergaard: Filmliv

Jørgen Vestergaard er enestående i dansk filmkunst. Lige siden han instruerede sin første film i 1963 er han gået sine egne veje som instruktør af dukkefilm, dokumentarfilm og spillefilm. Og hans egne veje førte ham tidligt tilbage til Thisted, hvor hans værksted, atelier, hans familie, rækker af filmfolk i kortere tid og han selv gennem år husedes i en landejendom nær byen.

Fascineret og videnlysten besøgte Jørgen Vestergaard tidligt i sit filmliv sammen med sin hustru de tjekkiske dukkefilminstruktører Jirí Trnka og Karel Zeman og fascineret af mestrenes stop motion metode og hjemme igen begyndte de to at lave dukkefilm, vist nok på den tid som de eneste i Danmark.

Det her fortæller forlaget Knakken i Thisted bag på bindet på sin fornemme udgivelse af en bog på 320 sider som Jørgen Vestergaard har skrevet om produktionerne af sine 60 film til nu. Og der fortælles videre at han selv, hjemme i filmværkstedet med hustruens hjælp med tilskæring og syning af de små kostymer, forstår jeg i min senere læsning, herefter lavede dukkefilm om en række fortællinger af Andersen, Poe og Lorca.

Grand Hjemmebio / Gensyn

GRAND HJEMMEBIO

Kim Foss meddelte for noget tid siden at biografen han leder, Grand Teatret i København ”udvider paletten og nu også tilbyder ’udbringning’ af film til din egen skærm.

På Grand Hjemmebio kan du fange nogle af de gode titler, du ikke nåede at se i biografen. Eller gense de bedste. Udbuddet er – som i biografen – nøje udvalgt efter, hvad vi synes, er det absolut bedste på filmfronten.

Vi tilbyder adgang til et filmkatalog med vokseværk. Vi vil løbende føje nye og spændende film til siden – med ambitionen om at blive dit foretrukne tilflugtssted, når du skal belønne dig selv med en filmoplevelse ud over det sædvanlige.

Der er flydt meget vand i åen siden Grand Teatret åbnede anden juledag 1913. Med over 100 års erfaring med kvalitetsfilm mener vi at ligge inde med nok viden og filmkærlighed til også at favne filmkigningen derhjemme.

Så derfor: Stort velkommen til Grand Hjemmebio! ”, slutter Kim Foss sin indbydelse.

EKSKLUSIVE TITLER

Disse dage Danmarkspremiere på nye eksklusive titler, stort bagkatalog af ældre udvalgte titler som nogle af os ikke fik ser i Grand Teatret dengang kan nu nås i Grand Hjemmebio:

https://www.grandhjemmebio.dk/ 

GENSYN

fælles essay af Sara Thelle, Tue Steen Müller og Allan Berg Nielsen

  Sydjysk landskab med stående kvinde og siddende mand...

7. 11. 2019: Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.

I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.

Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har  gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham. Begge er de tavse i dagenes arbejde og i aftenernes sagte tv-lyd fra det lille apparat oppe på skabet og aviser i stak på stolen: han. Og bøjet i den tykke krydsordsbog: hun. Han let studs, hun let indadvendt begge i en ægte jysk tavshed. Tryg og smuk. Og skildret af Frelle Petersen med kompetent indsigt…

… et drama af dage og nætter, af årstidernes gang (Flaherty / Grierson)

10.11.2019: Filmen vil ikke slippe mig, jeg noterer at den tegner døgnets tid, årets tid, kredsløbets tid med dagsrytmevignetter med solnedgange som i Hundeliv. Det er helt tydeligt. Mindre tydeligt tegnet, men ikke mindre vigtig, er den lineære tid, fortællelinjen, som manuskriptet håndfast, men personinstruktionen diskret, næsten umærkeligt tegner, udviklingen hos de medvirkende, især hos den unge kvinde som lader sig kalde Kris, som klipningen selvfølgeligt sikkert fuldfører i en dramatisk kurve af overvejelser og afprøvninger filmen igennem tilbage til den ufravigelige oprindelige situation. Og Frelle Petersen lader med hende kredsløbets tid vinde over den lineære tid, alt kommer igen, intet forsvinder, det bliver ikke væk, det er stadigvvæk et vækkeur på natbordet i Kris’ værelse som sætter dagene i gang, Kris ejer endnu ikke en mobiltelefon. Til side med dynen, blå arbejdsbukser og hvid bh på, hun ruller gardinet op ser ud i den tidlige morgen. Så arbejdsdagens storternede skjorte.

 Efter lang tid kommer musikken og streger ind og streger under. Det er høst og det er sensommer. Og som i alle rutiner er jeg bundet i årets stadig gentagne tid. Og i årenes, Kris har blidt overtaget onklens plads i førerhuset, hun ser hans kræfter svigte, glad kører hun videre, det er høstarbejdets tid.

Blikket over det storladne landskab i lavt aftenlys afslutter dagene, Kris’ blik forstår jeg...

Amy Berg: Janis: Little Girl Blue 2015 / Janis: Little Girl Blue (grandhjemmebio.dk)

...Just as with Scorsese’s Dylan portrait No Direction Home, Amy Berg owes some of Janis’ finest moments to D. A. Pennebaker. Not only with the strong scenes from his legendary concert film Monterey Pop (1968, filmed by Pennebaker, Leacock and Maysles, probably the most musical trio in film history), the film that sparked off Joplin’s route to stardom... 

  Nearly two hours in company of Janis Joplin, what’s not to like! I was so ready to just lean back and enjoy and I was… disappointed.

 Whoa, slow down, hold your horses! I’m being bombarded with talking heads at a speed so I can’t follow. Too fast a pace when all I want to do is to take my time, hear the music, feel the music and the person I’m about to discover.

 I’m disappointed because I’m sitting in the dark theatre all alert and ready to take in impressions, emotions, sound, images and Music and I’m not getting the cinematic experience I thought I would. And I’m annoyed because I think a big part of my disappointment is a question of the editing. I don’t mind a conventional portrait film, I don’t mind seeing a TV-documentary in a theatre, but I do mind the rushing.

 All the information, all the anecdotes and the archive footage lose sense if I don’t get the time it takes to “meet” the performer and her music. If there is not a moment where I hear something I haven’t heard before, suddenly discover the lyrics of a well-known song or just get to linger on a live performance…

 Having said that, award-winning American filmmaker Amy Berg (the Oscar-nominated Deliver Us from Evil, 2006, about child molestation within the Catholic Church) has made an impressively well-documented portrait of Janis Joplin. It has been a long-term project initiated by the Joplin estate who approached the director back in 2007 and behind the film lays a huge amount of work with archive research, funding and clearing rights.

 Part of Berg’s take on telling the story is a voice-over (the voice of another southern singer/musician Chan Marshall, known as Cat Power) reading Janis’ letters to her family and lovers. Dear family, she wrote continuously throughout the years, giving news to the Texan middle-class nuclear family she came from (the family letters was originally used by Joplins sister Laura in her book Love, Janis from 1992, later turned into a theatre play and a Broadway show). Joplins two younger siblings (Laura and Michael Joplin who manage their sisters estate), old friends, band mates and fellow musicians are looking back. The portrait seems less depressive and dramatic than I thought it would be, and I like that. Lots of life, fun, love and friendships, the story of a strong young woman who at 17, to her own big surprise, discovers she can sing and from then on the rise to fame, but also the beginning of a heroin and alcohol addiction that ends up causing her sudden death.

 Just as with Scorsese’s Dylan portrait No Direction Home, Berg owes some of Janis’ finest moments to D. A. Pennebaker. Not only with the strong scenes from his legendary concert film Monterey Pop (1968, filmed by Pennebaker, Leacock and Maysles, probably the most musical trio in film history), the film that sparked off Joplin’s route to stardom (Pennebaker is there himself to reveal how close Joplin was to not be in his movie!), but also with his footage of Joplin and the band Big Brother and the Holding Company in the recording studio and at concerts (material that Pennebaker and Hegedus have used in their short Joplin-film Comin’ Home from 1991, I now find out from the credits). The recently released Festival Express (2003) by Frank Cvitanovich and Bob Smeaton, documenting the 1970 tour by train through Canada gathering Joplin, Grateful Dead and The Band, is another invaluable source.

 The press material states that no one had ever explored Janis Joplin’s story on film. A quick search and I discover that Howard Alk (The Black Panther film The Murder of Fred Hampton, 1971, and editor on Dylan’s Renaldo and Clara) made the portraitJanis: The Way She was in 1974. I have to see that! I assume that old time conflicts between the estate and Alk must be the reason that the film is not quoted even though important and mostly unique scenes from it are reused in Berg’s portrait. I have promptly ordered the Howard Alk DVD, maybe a second Janis Joplin portrait film review will be coming up soon…

 I found Janis: Little Girl Blue to be out of rhythm, which is no good when we’re talking about Joplin. But please do go see for yourself, you might not agree with me…

Bridgend 2015 / Bridgend (grandhjemmebio.dk)

Vi var i biografen og så Jeppe Røndes ”Bridgend” - redaktørerne af dette site, Allan Berg og Tue Steen Müller ledsaget af sidstnævntes kone Ellen Fonnesbech-Sandberg. Hjemme i kolonihaven talte vi om filmen i timevis, læste Kim Skottes Politiken-anmeldelse og Ralf Christensens fra Information, begge meget rosende. Men noget mangler i deres vurderinger, blev vi enige om. Det kommer her fra Allan Berg:

 ”Jeg drukner i disse voldsomme store drenges uartikulerede støj, men jeg rammes til gengæld præcist af den unge kvindes gennemspillede bevægelse fra distant nysgerrighed over undrende analyse til beslutsom involvering. Jeg ser uundgåeligt, at den unge kvinde er i slægt med den unge kvinde i von Triers ”Breaking the Waves” og med den unge kvinde i hans ”Dancer in the Dark”, i slægt med Tarkovskijs unge kvinder i ”Solaris” og i ”Andrej Rubljov”. Disse kvinder griber alle ind i tilværelsen og trodser den samfundsbestemte skæbne ved at ofre sig selv. Filmene bliver således for mig elegier over denne kvindelige lidelse og offertemaet i Jeppe Røndes film samler sig om denne ene skuespiller, som også er den eneste, der skildres som helt menneske, som når hun låner sin elskede af sit liv og han styrket af dette forlader sin éndimensionelle rolle (i hans tilfælde som fardomineret kordreng), den afgrænsede rolle han og alle andre personer omhyggeligt er tildelt i Røndes overdådigt udstyrede og strengt stiliserede marionetspil...

Den unge kvinde bryder imidlertid ud af dette snoresystem, bryder alle regler og gennemfører suverænt sin rolle i det drama om en frihedskamp, som hedder kvinden og mændene, river sin mand ud af flokken, han er blevet udvalgt fordi han har sunget for hende, han er kunstner og således ægte og sanddru, og som Tarkovskijs nøgne kvinde fra det frie samfund i skoven forfulgt af massakrerende krigere går hun ud i vandet beslutsom, rank og sejrende som en Paionios’ Nike, jeg ser rygvendt. Hun vil hellere tage sit liv end underkaste sig og overgive sig til voldtægten. Hendes elskede og resten af den unge menighed følger hende. ’Hun er stærkere end alle os andre’, havde de sagt om hende.”

I Walk, 2019 / I Walk (grandhjemmebio.dk) 

Når det gælder Jørgen Leth, 2019 er det altid, og i høj grad i denne meget store og aldeles vigtige film, umuligt at skille manden fra værket. Og jeg, som i min ungdom var opdraget i det autonome værks ånd, jeg som dog trods dette har læst biografier og selvbiografier med begejstring, men vist som underholdning, ikke som nøgler til værkerne, jeg anbringer nu tryg I Walk på hylden med verdenslitteratur, de uomgængelige film og bøger: Godards framinger (Asger Leths bemærkning et sted), Herzogs vilde bjergbestigning (synopsens association et sted), Rilkes elegier og Inger Christensens sonetter (mine private tanker undervejs i mit møde med Jørgen Leths nye storværk.

Kære Jørgen, hele tiden mens jeg ser din film og hører din ustandselige, smukke og kloge stemme tænker jeg på Rembrandts tror jeg nok sene selvportrætter, hensynsløst fortvivlede, og skridt for skridt dybere erkendende det som ikke bliver væk, dette vigtige, du skriver til sidst i din seneste bog:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver / ikke væk Jeg skriver det ned så det er der / Så står det der Det behøver ikke være en blank side / Det forsvinder hele tiden / Det skal bare puttes på plads / Det må ikke blive væk / Og det er vigtigt at huske / Tankerne er gode men de forsvinder / De skal indfanges under glas, ligesom insekter / Pilles fra hinanden ligesom insekter

Nej, Jørgen. Du har ret, det bliver ikke væk, for det ligger længere fremme og venter. Din digterkollega Lea Marie Løppenthin kommer dig nemlig til undsætning: "Det var først for nylig, at jeg undersøgte etymologien for det korte, skrappe ord ”væk”: Fra middelaldertysk wech, afledt af weg ’vej’, jævnfør norrønt á veg ’på vej, bort, væk’ beslægtet med vej.

Det lykkelige ved opdagelsen sidder stadig i mig – / Det der er væk, er altså bare nede ad vejen. / Det, der er væk, er bare et andet sted end her."

Løft højre fod og tag med din vilje et skridt frem og løft venstre fod og tag med vilje et skridt frem. Du Går…

 NOTER

 JANIS

 Janis: Little Girl Blue (2015, 103 min.) Production: Disarming Films and Jigsaw Productions. Danish distribution: Camera Film in collaboration with CPH:DOX Premiering in Danish theatres all over the country October 22nd. 2015. DR2 DOKUMANIA I MORGEN AFTEN tirsdag 18. oktober 20.45 og efterfølgende på DR TV. Filmkommentaren.dk review: 4/6 pens.

 Trailer: https://www.youtube.com/watch?v=AYizdG42THg

BRIDGEND

Danmark 2015, 99 min.

 Still: Hannah Murray som den unge kvinde

 SYNOPSIS

 A Bridgend Story (working title) is a film about a teenage girl, SARA, who arrives with her father to a small village in the welsh valleys of Bridgend County that is haunted by suicides amongst its young inhabitants. She falls dangerously in love with one of the youngsters while her dad as the new town policeman tries to solve the mystery. The film is based on true events. (IMDb)

 Kim Skottes anmeldelse: politiken.dk/filmanmeldelser

 Ralf Christensens anmeldelse: http://www.information.dk/537714 

Christian Krönes m.fl.: Ein deutsches Leben

Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer und Florian Weigensamer: Ein deutsches Leben

SYNOPSIS

Brunhilde Pomsel bezeichnet sich selbst als Randfigur. Dabei kam sie einem der größten Verbrecher der Geschichte so nah wie kaum jemand sonst: Von 1942 bis April 1945 arbeitete sie im Reichspropagandaministerium als persönliche Stenographin von Joseph Goebbels. Noch in den letzten Kriegstagen, nach Goebbels Suizid, tippte sie im Bunker Schriftsätze und wurde unmittelbare Zeugin des "Untergangs". In EIN DEUTSCHES LEBEN spricht sie erstmals umfassend über ihre persönlichen Erfahrungen im engsten Zirkel um Hitlers größten Hetzer und Massenverführer, über ihre Zweifel, Ängste und ihr Schuldbewusstsein. Der Film ist zugleich ihr letztes Zeugnis: Im Januar 2017 verstarb Brunhilde Pomsel im Alter von 106 Jahren.

Die im konzentrierten Schwarz-Weiß gehaltenen Interview-Passagen werden durch neu erschlossenes Archivmaterial aus dem US Holocaust Memorial Museum und dem Steven Spielberg Film and Video Archive ergänzt. Ausschnitte aus Nachrichten- und "Aufklärungs"- Filmen der verschiedenen kriegsführenden Nationen vermitteln ganz bewusst einseitige und subjektive Informationen und reflektieren so die Wirkung von Propaganda auf einer zeitdokumentarischen Ebene.

Die Erinnerungen Pomsels sind in Zeiten, in denen Populisten in aller Welt immer mehr Zuspruch erhalten und rechtes Gedankengut vor allem in Europa wieder um sich greift, von beklemmender Aktualität. Ihre Lebensgeschichte beleuchtet die Banalität des Schreckens, konfrontiert uns mit der brisanten Frage nach der Verantwortung des Einzelnen für das politische Zeitgeschehen und ist eine eindringliche Warnung aus der Vergangenheit an künftige Generationen. (Filmens hjemmeside)

NOTATER

Filmen som hel og uantastelig fortælling knækker for mig, da der blandt arkivmellemstykkerne skydes disse voldsomme optagelser ind, disse forfærdende billeder, citater fra registreringsfilm optaget af dels tyske, dels tror jeg nok mens jeg ser det, allierede troppeafdelinger, først af de udsultede døde i Warszawas ghetto, så fra åbningerne af koncentrationslejrene, så fra begravelserne i de store fællesgrave. Jeg føler det som for tidlig en indvending mod Brunhilde Pomsels omhyggelige vidneudsagn, filmens absolutte midtsamlende lag så udsøgt fotograferet og så fornemt klippet.

Jeg bliver jo sat i kvindens sted og må opgive at se filmen som essay og hendes omhyggelige overvejelse af hvordan det gik til at hun kunne fortrænge al viden som var ubærlig. Jeg må forlade den redegørelse og begynde et opgør med mig selv om det faktum, at jeg stadig nu som 78-årig, nu i 2018 undgår visse beretninger om ufattelig grusomhed, dengang i Tyskland og Polen, i dag i Syrien og Irak. Jeg springer artiklerne over, læser ikke bøgerne, ser ikke fotografierne, måske heller ikke filmene – kun disse værker der, som jeg ser det og måske selv forsøger, skyder det kunstneriske erkendelsessystem ind foran rædslen.

2

Jeg burde gennemføre en læsning og en skrivning og en tænkning som de store forfattere. Som Hannah Arendt, som W. G. Sebald – på mit niveau forstås! I det mindste læse deres bøger igen og se hvordan det er de gør. Bruger tænkningen. Jeg burde se Joshua Oppenheimers to film igen – og se godt efter – hvad er det han gør? Indbygger distancen ved humor og accentuering, ved overdocering, ved overdrivelse, tror jeg det er. Gør de under fuld kontrol.

3

Men filmen Ein deutsches Leben står enkel og rå for mig. Og det er godt. Den bringer Brunhilde Pomsels sindrige og i sig selv uangribelige fortælling, denne omhyggelige analyse af det at undvige ubekvem viden og alene konkludere: ”Ich könnte keinen Widerstand leisten, ich bin zu feige.”

4

Filmen har en storladen, enkel æstetik. Den skyder dokumentariske arkivstykker ind som ekskurser, som fordybelser, som kollektive erindingsglimt til Brunhilde Pomsels dybt personlige og til fuldstændig ærlig autenticitet litterært finpudset formulerede vidneudsagn. I begyndelsen er det hændelser, vi alle kender, Goebbels taler, også den endelige i Berliner Sportspalast, hvor jeg ved filmens overraskende disposition så indtryksfuldt alene får filmoptagelsernes lydside til sort lærred, hans stemme, som Brunhilde Pomsel opholder sig ved og undrer sig over i sin så besynderligt helt troværdige beskrivelse af denne mand, som alene i sin skuespilkunst viser eller røber sin kyniske modbydelighed i disse så forfærdende sært forførende taler.

Jeg hører alene stemmen og sætningerne, ser ikke billederne. Sådan fornyr dette filmværk disse længst forbrugte historiske optagelser med ny koncentration. Jeg der var immun efter at have set dem for længst og siden alt for mange gange, hører dem nu for første gang, jeg kan ikke lægge dem væk. I denne æstetiserede version er jeg ikke immun, følelsesmæssig. I en nyrenset skønhed tvinger de på ny min opmærksomhed.

5

Jeg tror der er sket det at de fire instruktører er lykkedes med en bearbejdning af de første arkivcitater, men så har givet op – dette kan vi ikke æsteticere, det må vi bare sætte ind, det må vi bringe, det er ukendt materiale, det er enestående… og filmen, deres film, Ein deutsches Lebenbliver de steder tavs. Uden bearbejdningen, uden den nye tænkning, uden den poetiske indsats, er det en tavs film, hvor alene Brunhilde Pomsels testamente lever i sin egen litterære højde. På dette sted altså knækker filmen, tror jeg – fejler som filmkunst og bliver anklage. Jura, international retsfølelse, moralfilosofi? Nej, blot tavs anklage, vender sig mod mig: du har en erkendelsesopgave. Du må selv gøre vores film færdig.

6

Brunhilde Promsel selv er derimod færdig med sit arbejde og kan sammenfatte: Jeg var fej. Jeg gjorde for sent noget for at hjælpe Eva Löwenthal – min bedste veninde. Efter mine fem år i russisk fangenskab kunne jeg blot opsøge arkivet i Berlin og spørge efter Eva. Hun var død i 1945, myrdet i en tysk lejr.

De fire filminstruktørers kunstneriske indsats er, oplever jeg, at de så værdifuldt har filmet og ordnet Brunhilde Promsels erindrings- og afklaringsarbejde – men efter at have gjort det så smukt loyalt, lever de kun delvist og usikkert op til hendes fortælleniveau og intellektuelle klarhed, som alligevel gør deres (alle fem) fælles film enestående, uomgængelig, aldeles vigtig og smuk.

Østrig 2016, 113 min. Blackbox Film & Medienproduktion GmbH Dansk distribution: Camera Film, dansk biografpremiere 25. januar. FILMKOMMENTARENS vurdering: 4/6.

http://www.eindeutschesleben.de/ (filmens hjemmeside)

http://www.sueddeutsche.de/muenchen/fimfest-muenchen (anmeldelse)

http://www.eindeutschesleben.de/interview.html (interview om produktionen)

SYNOPSIS

Selv om Brunhilde Pomsel altid beskrev sig selv som en bifigur, der slet ikke var interesseret i politik, kom hun tættere end nogen anden person på en af de største krigsforbrydere, som verden nogensinde har oplevet. Pomsel, der døde sidste år, var sekretær og stenograf for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. Hendes liv afspejler nogle af de største historiske rystelser i de 20. århundrede, samt hvordan de påvirkede tilværelsen for almindelige tyskere.

I dag tænker mange, at fascismens farer for længst er blevet overvundet, men Brunhilde Pomsel viser tydeligt, at det på ingen måde er tilfældet. I Et Tysk Liv tvinger hun således tilskuerne til at tage stilling til, hvad de selv ville have gjort, og om de ville have ofret deres moralske principper for at fremme deres egen karriere?

Hendes unikke personlige rejse tilbage til fortiden leder frem til nogle foruroligende, tidløse spørgsmål: Har vi overhovedetudviklet os eller er vi stadig uklare omkring vores egen moral og menneskelighed? Og endnu vigtigere: Hvor står vi selv i forhold til disse spørgsmål i dag?(Pressemeddelelse, Freddy Neumann)

Dusan Hanak Retrospective

This is a copy-paste of a press release from DocAlliance's excellent platform DAFilms, written by Martin Černý:

The DAFilms streaming portal is paying tribute to Dušan Hanák, one of the most important Slovak directors, by presenting thirteen digitally restored films in what is the first online retrospective focused on his work. Hanák’s creative start dates to the 1960s, when the Czechoslovak New Wave began to attract interest with the films of Miloš Forman, Věra Chytilová, and Jiří Menzel at the head of the list. He made his first feature-length film – 322 – in 1969, one year after Czechoslovakia was occupied by Soviet-led troops. Despite the exceptional international success of his debut film, his next two works – Pictures of the Old World and Rosy Dreams – were relegated to the censor’s vault for many years. They were not acknowledged until after 1989, when they once again became accessible to public audiences. Originally condemned to be forgotten because of how they depict the raw reality of life under a totalitarian regime, today these films are admired for the filmmaker’s experimentation with documentary methods and how he portrayed life without any embellishment.

Vibe Mogensen: De pårørende

VIBE MOGENSEN: DE PÅRØRENDE blev sendt på TV2 i aftes og den kan nu ses på TV2 Play. Se den!

Jeg så Vibe Mogensens film i forgårs. Jeg er stadigvæk bevæget, imponeret og glad. Generøst blev jeg lukket ind i den lange smertefulde samtale. Fik en syvende stol omkring bordet. Dokumentaren forsvandt i ubønhørlig virkelighed...

Der er kun det rum med bordet og stolene og så psykologen, de fem pårørende, forældre til psykisk syge børn, nærbillederne af deres ansigter og deres fortællinger, som Nanna Frank Møller kærligt og kompetent har klippet til én fortælling om hvad der sker når ens barn rammes af psykisk sygdom.

NANNA FRANK MØLLER OG VIBE MOGENSEN

Tue Steen Müller har på sin Facebookside "...en tilføjelse til ovenstående, en anmeldelse af Vibe Mogensens fremragende Min fars sind, som havde samme klipper, Nanna Frank Møller og samme producer, Vibeke Vogel. Filmen har været vist i udlandet - med succes og med Vibe og Nanna tilstede. Dygtige dokumentarister."

Lisa Blond: Lys på den lukkede

"Lys på den lukkede er en af de mest rørende, fortvivlende og kærlige udsendelser, jeg har set længe", skriver AnneLise Marstrand-Jørgensen på sin Facebookside, "dygtige, empatiske Lisa Blond har fulgt enestående Søren Magnussens arbejde med at skabe bedre vilkår for mennesker på den lukkede afdeling på Rigshospitalet. 

Efter en langvarig indlæggelse samme sted, fik Søren den tanke, at der måtte kunne skabes mere liv og glæde blandt de forpinte psykiatriske patienter. Og så gik han i gang. Med at plante en have fuld af blomster, arrangere kagebord og en lille hvid hest og sørge for en salsafest bag hegnet.

Best of DAFilms 2020

Boris Bertram: The Human Shelter

MoMA Magazine's streaming of Boris Bertram's The Human Shelter 14-20 september, free & worldwide:

https://www.moma.org/magazine/articles/422 

From the Press release by Boris B. Bertram / Creative Alliance:

"The Danish documentary The Human Shelter by Boris B. Bertram, a universal examination of what our home means to us, will be presented in a free online screening by The Museum of Modern Art from September 14-20.

What does our home mean to us? The topic is as relevant as ever. After most of us have been confined to stay at home for the past many months as the global pandemic has swept around the world radically changing our everyday life, now is a good time to reflect on the universal idea of home.

In 2016 the Danish filmmaker Boris B. Bertram documented the exhibition Insecurities: Tracing Displacement and Shelter at The Museum of Modern Art in New York for his film The Human Shelter, curious to examine the question of how we create a home. This was to be the beginning of a longer expedition to four continents visiting the hot spots of a changing world challenged by climate change, migration and growing urbanization.

From September 14-20 MoMA Magazine is streaming The Human Shelterfollowed by the recorded live Q/A with curator Sean Anderson and director Boris B. Bertram, making both the film and the talk available to a broad audience worldwide for free.

Poetically man dwells on this Earth (Friedrich Hölderlin)

Zoom In Zoom Out

And what are your thoughts about that? The moderator of the pitching session - sitting in her home somewhere in North America - asks the sales agent sitting in her home in Zürich Switzerland. The pitching team is from Norway, the project deals with people in Peru. The pitchers are in their homes in Norway, I am watching from my corner chair in a garden house in Copenhagen. Where I have been with my wife since beginning of April, watching the garden come to life with a lot of green but also blue and red flowers – and birds singing you good morning, when the sun rises. Pure Monet.

No complaints from me, this is Covid times and we have to take care. And we do. Even if we can only see the dear small ones very little. 

Restrictions also in the documentary world of course. Films are being screened 

The Digital life of the Documentary Industry

Zane Balcus wrote this essay:

New features of something to come were felt in February during Berlinale. Then only a few people were seen on the streets in face masks, but hand disinfectants were regularly provided in the toilets of the European Film Market (and in sufficient amounts for the huge crowds of attendees). In Prague at the beginning of March, the “new reality” arrived in full force during the week of the East Doc Platform (EDP) and One World Film Festival. The festival was suspended due to the ban to gatherings over 100 people. It was painful for those filmmakers who learned only after arriving in the Czech Republic that their film would not be shown in the cinema (like it was for the team of The Earth is Blue as an Orange, who had had so successful start in Sundance, bookings to almost all spring festivals this year (and I’m sure beyond it), which have now moved online). 

Dafilms stepped in and the festival immediately switched from physical space 

Jørgen Leth læser Ebbe Traberg

Postkort 2: Kære Jørgen. Du ryster mig, du rammer mig så præcist. Nu din Traberg, jeg må give skriften til Mogens Rukov: ”Det er en stor film. Den samler flere af Filmens traditioner. Det er en surrealistisk film. Man kommer til at tænke på Buñuels 'l'Age d'Or' fra 1930, som handler om Roms grundlæggelse, statsmagten, banditter, borgerskab og et seksuelt-sadistisk præsteskabs kristendom. Alt kan ske i denne film, fordi alt kan ske i virkeligheden. Der er så mange logikker, der insisterer på at være reelle. Der er mange logikker, der er faktiske, og som mennesket får gennemført. Det er sjældent, at en film giver plads til dem alle. L'Age d'Or gjorde. Traberg gør.” 

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/421/ (min anmeldelse på Filmkommentaren)

Jørgen Leth læser Morten Nielsen

Postkort: Kære Jørgen, du ophæver tyngdekraften - du svæver. Tue sagde 10 linjer, jeg sagde ok og jeg begynder med, hvad jeg så i forgårs. Du var på den store flyrejse og læste Morten Nielsen så dejligt at hans digtes poesi vred sig fri af min forglemmelse i biografi og danmarkshistorie. Lyslevende i din mund. Men så er der også det at alt skal med i din reportage, tumult før åbning af gaten, jeg bliver nervøs med dig. Men ikke bare det, at du er tro mod den dokumentariske pligt, også mod poesien i dit tidlige værk, i Dansk Litteratur, i Sanct-Hansaften-Spil, i Lyrikporten for ikke så længe siden. Du sætter mig i gang med vigtige gensyn og genlæsninger. Mange hilsner Allan

https://www.facebook.com/J%C3%B8rgen-Leth-54524431421/ (sender live)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3540/ (Lyrikporten)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/427/ (om Sanct Hansaften-Spil)

DocuNotes from a Copenhagen Garden

It’s been a week since I posted on this site. My Mac needed a new battery. But in between the privileged isolation in our garden in Copenhagen with lovely weather and visit of the grandchildren before they today returned to school (which, alas, means that we can’t see them for a long while as they could be surrounded by potential corona virus carriers), we have been watching the four part series on „Hillary”, well made and actually quite interesting to see what the political power game did to a young enthusiastic and engaged lawyer, who wanted especially gender equality change to happen. 

And we have enjoyed Danish icon Jørgen Leth, 83 years in upcoming June, assisted by his son Asger, read Danish poems from his isolation place in Dominican Republic. Every day he has picked poems by Danish poets he likes, now for almost 30 days, totally impressive to see this lovely, always committed artist bringing poetry to us Danes – thousands are watching and listening – to be found on the Facebook page of Jørgen Leth. His new film, „I Walk”, premiered at IDFA 2019, still waits for the cinemas to open in Denmark.

Online possibilities… every day FB friends offer their films to be seen. Producers, directors, national film institutes and festivals of course. Amazing. CPH:DOX Online is still open until the end of this month, so happy to know that the festival managed to sell so many tickets – last number announced was 65.000 – DocuDays in Kiev starts in a few days, online, and the program is as always very strong – and the Nyon festival Visions du Réel goes on now, online, for the audience. Some films can be watched outside Switzerland, some on specific days, some are available only in Switzerland. The festival celebrates the work of Petra Costa, Peter Mettler and Claire Denis with retrospectives and masterclasses. I saw „A Horse has more Blood than a Human” and „We are Russia”, both good political documentaries, the latter about young supporters of the opposition leader Navalny, who was not allowed to run for president. More reportage than creative documentary. I have been granted a press accreditation that gives me access to a Media Library from April 25. I plan to be looking for short films, a priority of the festival.

A week ago there were almost no leaves on the “Documentary Tree” as I call it – I got it as a gift from IDF (Institute of Documentary Films), when I stopped after 8 years as Head of Studies at their Ex Oriente. And now it flourishes. As does the documentary… I long for the big screen, for the theatrical and the festival shows of the documentaries but until then the online initiatives being offered are more than welcome. Use them ! 

https://www.visionsdureel.ch

Wonderful Losers on Vimeo

My dear friend, film director and producer, who if anyone is the one, who follows his film to the audience all over the world, winning audiences and awards, Arunas Matelis has posted this, a xmas gift it is:

If you are not lucky and in your country there are no Losers screenings – Cycling Christmas came early for you ☺ 
NOW THE LOSERS ARE AVAILABLE for your private streaming on Vimeo . Almost in the whole world! Main languages subtitles are included. 

PLEASE SHARE THE NEWS. Make friends happy ! ☺ (including your FB friend- director of the film :) 
www.vimeo.com/ondemand/wonderfullosersfilm

Jargil og Sønderby Jepsen: Julebrødrene

Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens Julebrødrene "er en karakterbåret film, der går tæt på to unikke individer. Samtidig er det en fortælling, der berører almenmenneskelige temaer som ensomhed, løsrivelse, eskapisme, drømme, angst for at miste, længslen efter anerkendelse og efter at bidrage. Og så er det for os en film om at drømme om mere, end man har, og om at kunne mere, end man tror…”, sådan skriver de to instruktører om deres film som havde biografpremiere i Brørup for tre dage siden og tv-premiere på TV2 i går. Den kan nu ses på TV2 Play.

Og selvfølgelig er det en julehistorie som min barndoms i Historiebogen, børnenes julebog, nej, alligevel kun tilsyneladende, for Jargils og Sønderby Jepsens film er langt mere ambitiøs. Men den er altså som historierne i den gamle julebog, en karakterbåren fortælling om menneskenes fælles temaer, den er godt nok naiv som disse historier eller rettere dens to medvirkende mænd er naive, men imidlertid tror jeg, vrai naive.

Inde i filmen er der en fortælling mere om filmens fortælling. Brødrenes mystiske reklamemand forelægger dem en Fugl Føniks historie hvor de og deres drøm går op i flammer, men genopstår som to julenisser i vokskabinet skikkelse og størrelse i en sådan udstillingssal. Det pitch, den synopsis og det treatment køber jeg, for digteren og folkloristen Eske. K. Mathiesen skriver jo at ”den græske historiker Herodot omtaler den egyptiske Føniks og senere forfattere tilføjede brændings- og genopstandelsesmotivet, som de kristne kirkefædre derefter greb og sleb til. Gennem folkebogen Physiologus fik Føniks i middelalderen en plads i kristen dyresymbolik, idet dens sjældenhed, frivillige død, opstandelse og evige liv samt dens kyske forplantning uden parring gjorde den oplagt som symbol for Kristus. ” Sådan er Julebrødrene et nyt magisk juleeventyr om at drømme stort og purpurlysende og – sådan er det også – omhyggeligt helt uden om julekrybbens virkelighed. Den fortælling og dens artefakter er ikke en del af brødrenes univers, det har reklamemanden fattet, og de to museumsbyggere er betagede og rørte over selv at træde ind i metamorfosen. Det er bare én af filmens række af ægte gribende, cinematografisk omhyggeligt skildrede scener, som jeg sådan husker og husker og formes af fra Jargils og Sønderby Jepsens værkrække hver for sig og samlet. Brødrene forstår deres missions omfang og de pointerer herefter udtrykkeligt i deres markedsføring, at de selv indgår som dele af samlingen, når publikum besøger den.

Og det er så hvad der sker i filmen efter al modstanden i flere plotpunkter og –forløb i flere lag nøjagtigt og dygtigt klippet efter den gældende fortællemodel og slutter med: den lykkelige åbning af den gamle gårds forvandling til barnlig drøm med de to auteurs til stede som levende voksfigurer blandt de mekanisk bevægede i en forunderlig leg med virkelighedens virkelighed.

Danmark 50 min.

LITTERATUR OG LINKS

Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen: Julebrødrene, streaming af filmen på TV2 Play:

Link til streaming

Eske K. Mathiesen: Føniks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra

http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81432

FILMKOMMENTAREN.DK: Mira Jargil – samlede blogindlæg om hendes film:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2167/

FILMKOMMENTAREN.DK: Christian Sønderby Jepsen – samlede blogindlæg om hans film.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/499/

Wang Bing on Doc Alliance

... with the title "The Landscape of Chinese Everydayness" - An offer you can’t refuse! DocAlliance keeps on the high quality in its program policy on dafilms.com. This time with 6 of Wang Bing’s documentaries from China. They are long all of them – I am thinking of getting up earlier than normal or go to bed later. It’s a gift to documentary film lovers. Here is what is in the press release from Prague:

Director Wang Bing is a contemporary film star; his films were screened at most world festivals such as Cannes FF, Berlinale, Venice FF, Toronto IFF, FIDMarseille and Doclisboa. Towards the end of 2018, we present a selection of his films online and invite you to meet the master of Chinese cinema whose films capture everyday life in Asia in diverse environments – in a refugee camp, a remote place in the mountains or a factory.

Do not miss Wang Bing‘s six most renowned documentaries which left a mark on modern film history! Our collection includes Ta’ang following immigrants from Myanmar who are forced to emigrate due to ethnic unrest and cross the borders to China with the hope that one day they will be able to come back to their homeland. The film was premiered at Berlinale. The collection further includes the unique 9-hour opus West of the Tracks about the decline of the industrial Tiexi district in China which is critically acclaimed as one of the best and most significant films of today!

Photo: Tobi Sauer.

https://dafilms.com/program/675-wang-bing-retrospective

Ingmar Bergman 100 år /13

Det er altid særligt at læse virkelig lange romaner. Uanset om den strækkes ud over mange uger eller foregår i en hektisk rus, går læsningen fra at være en oplevelse til at blive en tilstand... (Martin Bastkjær i Informations bogtillæg, 12. oktober 2018)

MARGARETHE VON TROTTA: HISTORY AND CINEMA / GESCHICHTE IM FILM

Inde i min optagethed af von Trottas film om Bergman må jeg, igen i en af mine ekskurser, opsøge hendes øvrige film. Især inspireret af den lille scene, hvor hun i en liste over Ingmar Bergmans yndlingsfilm finder sin egen De tyske søstre og fascineret af en scene fra den film hvor de to piger lytter til en præsts prædiken fra den høje prædikestol og ned mod dem på bænken. Som Bergman fortæller at han i sin barndom lyttede til sin far i kirken i Stockholm.

Så blev jeg opmærksom på den her filmede forelæsning, som for mig er en levende filmografis tilblivelse, som jeg trods en forfærdende teknisk kvalitet finder er en gribende fortælling om en instruktørs tumlen med stoffet, baksen tålmodig med at forvandle tekst til cinematografi, lykkes med personligt at leve sig ind til en forståelse af og der dybt indefra skildre fremragende og modige kvinder, hun har lavet biografiske film om og nu i forlæsningerne fortæller om: Rosa Luxemburg (1986), Hanna Weinstein og Lena Fischer i Rosenstrasse (2003), Hildegard von Bingen (2009) og Hannah Arendt (2012).

Von Trotta fortæller under 2017-forelæsningen charmerende og let undskyldende, men tydeligt på engelsk, trods teknikkens vanskeligheder, men for tyskkyndige vil jeg foreslå 2013-versionen hvor hun taler sit eget elegante tysk.

Tyskland 2017, 77 min. og 2013, 83 min. 

Offentliggjort den 11. feb. 2018:

https://www.youtube.com/watch?v=H97nI-A6bow

Margarethe von Trotta at The European Graduate School / EGS. Valletta, Malta. October 24th, 2017. Public open lecture for the students of the Division of Philosophy, Art & Critical Thought. (YouTube)

Offentliggjort den 12. dec. 2013:

https://www.youtube.com/watch?v=OXsx6j_67Ck

Vortrag der Mercator-Professorin 2013 der Universität Duisburg-Essen (UDE): Margarethe von Trotta am 10. Dezember 2013. (YouTube)

http://egs.edu/faculty/margarethe-von-trotta (detaljeret biografi, engelsk)

Margarethe von Trotta fører i forelæsningen kortfattet og vigtigt linjen tilbage til sin barndom og ungdom og til sine første film Katharina Blums  tabte ære, 1975  og Christa Klages anden opvågnen, 1978. Fotografiet fra en optagelse må være fra den tid...

Ingmar Bergman 100 år /9

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele som genudsendtes 1. september på DR P2. Kan fortsat høres som podcast på

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1

Her følger fortsat og stadigvæk med min bedste anbefaling af dette fornemme radioværk mine notater fra udsendelserne tidligere denne sommer:

6

Tina Rømer og Peter Schepelern fortsætter med at tale om musikken i Bergmans værk, nu om filmen To mennesker fra 1949 hvis svenske titel er Till glädje. Den handler om to violinister i et lille orkester og deres kærlighedsliv og den handler om orkesteret. Det er ikke nogen vigtig film i Bergmans værk, men den er central for radioprogrammet fordi den viser at musikere og musik fra begyndelsen har været særligt integreret i det samlede filmværk, og så er der her det at Bergman i sin bog Billeder i tilbageblikket skriver om sit misbrug af musik. Ubehageligt, men nødvendigt at tænke tilbage på i bogens hensynsløse selvopgør. Jeg noterer så her en længere ekskurs til Bergmans tekst:

”… I Helsingborg eksisterede der et overmåde underdimensioneret symfoniorkester, som frejdigt spillede sig gennem den store symfonilitteratur. Så ofte jeg havde tid og mulighed, overværede jeg orkesterprøverne. Som punktum for sæsonen ville man opføre Beethovens niende. Jeg fik lov til at låne partituret af dirigenten Sten Frykberg, og var i stand til at leve med i det lille orkesters og det uhonorerede, men glødende amatørkors dødsforagtende arbejde. Det var en enorm og rørende indsats. Et pragtfuldt oplæg til en film. Det lå snublende nær at omdanne teatermenneskene i min selvbiografiske film (som Bergman havde planlagt om tiden som chef på teatret i Helsingborg) til musikere og give den navnet Till glädje (dansk titel To mennesker) efter Beethovens symfoni…”

”… To mennesker er en håbløst ujævn film, men den har et par troværdige indslag. En god scene er det natlige opgør mllem Stig Olin og Maj-Britt Nilsson. Den er god, fordi Maj-Britt Nilsson spiller så kompetent. Den er ægte, fordi den på en hæderlig måde anskueliggør mine egne ægteskabelige komplikationer. Men To mennesker er også et umuligt melodrama. En skæbnesvanger primus eksploderer i filmens begyndelse, og Beethovens niende symfoni udnyttes skamløst. Jeg har for så vidt intet imod hverken melodramaet eller den såkaldte soap opera. Ugenert følelesladede muligheder skænkes den, som bruger melodramaet på den rigtige måde. Jeg kan som i Fanny og Alexander, tumle mig i total frihed. Jeg må blot hele tiden gøre mig det klart, hvor grænsen ligger til det uacceptable og komiske. Det var jeg ikke klar over i To mennesker. Sammenkoblingen af konens død og Beethovens An die Freude er sjusket og utrolig letsindig…”

Ingmar Bergman 100 år /3

Ingmar has a great feeling for the unique situation of the actor… (Erland Josephson)

SKUESPILLER

Torben Skjødt Jensen havde 4. juli et opslag på sin facebookside om Erland Josephson. Jeg blev interesseret ved hans første begejstring for Ingmar Bergmans film, meget interesseret i hans og Ulf Peter Hallbergs film om Erland Josephsen fra 2006, Spelar du i Kväll, en film jeg til nu intet havde hørt om, og jeg blev dybt er dybt fascineret af det Bergmanafsnit, den monolog, næsten, af Josephsen, som Skjødt Jensen præsenterer i sit opslag ved et link til et You Tube klip, som sidder ved. Klik endelig og se under alle omstændigheder det hele. Link til Facebooksiden længere nede, hvor Torben Skjødt Jensen beretter:

”Den 14.Juli er det 100 års fødselsdag for Ingmar Bergman, og der kommer bla. en ny dokumentar om han op, også her i Danmark, som jeg glæder mig rigtigt meget til at se - jeg blev for alvor smittet af begejstring for Bergmans film da jeg lærte Hans Henrik Lerfeldt at kende tilbage i 1987 (og hans begejstring for den svenske mester havde jo sit eget personlige afsæt i Fanny og Alexander serien/filmen), men tættest på ham kom jeg jo nok da jeg i årene 2003 - 2006 sammen med Ulf Peter Hallberg over en årrække indspillede filmen "Spelar du ikväll?/Are you playing tonight" om Erland Josephson og hele hans liv i skuespilkunstens tjeneste, med udgangspunkt i hans 50 som skuespiller på Dramaten i Stockholm, men også hans samarbejde med store instruktører som netop Ingmar og Tarkovsky.

Filmen blev til på den helt ekseptionelle måde at Peter og jeg over en årrække besøgte Erland i Stockholm og så enten samtalede Peter og Erland eller de havde skrevet en scene med Erland og andre skuespillere som jeg så teknisk instruererede og fotograferede og efterfølgende klippede til vores næste tur: som var vi på en lang og intensiv workshop - og flere gange undervejs oplevede vi når vi kom i hjemmet hos Erland så sad han i sin ugentlige samtale med Ingmar og vendte livet og kunstens væsen - og grinede meget og højlydt. Det havde vi meget morskab ud af.

Olavi Linna: Liv och Horace i Europa

Jeg er opslugt i en tv-serie. Jeg har kameraets tilladelse til uset at være den tredje person på de tos moderne dannelsesrejse og jeg oplever at jeg ser det hele, hører alt. Og selv om en diskret fortællestemme følger og kommmenterer rejsen, er alt mellem de to og mellem dem og det, de ser, aldeles indforstået. Tv-publikum findes ikke, jeg findes ikke. De to er helt alene om monumenterne og artefakterne, skulpturerne og malerierne, teksterne og læsningerne af dem. Ingen vil mig noget, jeg er ikke omklamret, er fri for al henvendelse. Men jeg er til stede, opslugt af et plot, som ikke er sindrig konstruktion, men spontant nærvær og tilstedeværelse. Sæson efter sæson, afsnit efter afsnit.

Sverige, 2017, 6 x 28 min. Medvirkende: Liv Strömquist og Horace Engdahl. Filmkommentarens vurdering: 6/6.

https://www.svtplay.se/video/15866727/liv-och-horace-i-europa

https://www.svt.se/liv-och-horace-i-europa/

Best of DAFilms 2017

… DA standing for DocAlliance, “the creative partnership of 7 key European documentary film festivals…”. We do it again, recommend our readers to sign up for a subscription for this unique quality vod. €5 per month!

“The end of the year is a perfect time for retrospection, evaluation and best of charts. In December, we at DAFilms traditionally give our program selection over to you, our viewers. The Curated Program includes the films that you liked and watched the most in the past year. Plus, as a Christmas bonus, we added a few new films that were successful at festivals and now receive an online premiere at DAFilms!

Our Christmas selection includes a whole range of documentaries. If you love animals, don’t overlook Do Donkeys Act? about the life of donkeys; narrated by Willem Dafoe! However, if you don’t come to DAFilms for animals, watch for instance El Sicario – Room 164, a portrait of a hitman who speaks on camera in strict anonymity…”.

Let me mention some of the gems among the 20 films mentioned in this x-mas greeting: Chris Marker (PHOTO) with “Lettre de Siberie” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3983/) (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3946/), Ognjen Glavonic’s “Depth Two” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3475/),

Salome Jashi’s “The Dazzling Light of Sunset” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3525/). The two latter were both on this site’s “Best of 2016”.

And Viktor Kossakovsky’s “The Belovs” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3371/)

Two classics and two neo-classics, can one put it like that?

www.Dafilms.com

Chris Marker: Level 5 /2

Jeg bruger disse sene efterårsuger al min opmærksomme tid, som næsten alle dage er pinagtig sparsom, til at læse bøger, den ene efter den anden, fra begyndelse til slutning. I går kunne jeg mere end forventningsfuld hente Julie Mendels Relikvie. Og jeg begyndte langsomt forfra, og på side 5 stod der som det eneste et citat i kursiv: " 'A prayer slipped quietly into life without interrupting it' - Fra filmen 'Sans Soleil' af Chris Marker".

Jeg fik en tydelig dårlig samvittighed, jeg har jo disse mange, mange dage svigtet Chris Markers film, som jeg havde været i gang med at se på min langsomme måde og lige så tøvende lave notater til. Jeg var midt i hans Level 5 og havde derefter tænkt at gå i gang med netop Sans Soleil. Nu må jeg lade Relikvie ligge til jeg er færdig med Level 5 og i det mindste har genset Sans Soleil.

Så det blev således ikke ”om lidt” jeg skrev videre. Det bliver måske nu, som er noget senere, meget senere, jeg skriver. Jeg var sidst midt i titelsekvensen og jeg havde forstået, der i kvindens store indledende monolog ved siden af den essayistiske overvejelse om internettets virkelighed befinder sig en kærlighedshistorie. Kvinden siger videre i sin monolog i det samme billede, en collage af storbyoptagelser ved nat og lysende punkter og linjer i en computerskærm:

Chris Marker: Level 5

French computer programmer Laura tackles a challenging video game. She researches World War lI's bloody Battle of Okinawa, the last pre-nuclear face-off between the US and Japan, interviews with Japanese experts and witnesses, including filmmaker Nagisha Oshima, cause Laura to reflect deeply on her own life and human kind. Will she be able to go beyond Level 5? A fascinating humanistic reflection on war, memory and history. (DOCAlliance synopsis)

This documentary uses fiction to address shared memory of the Battle of Okinawa. Laura tries to get to the most difficult stage, level 5, of the computer program left behind by her late husband. In this are revealed statements by Rev. Kinjo Shigeaki, who witnessed the mass suicide at Tokashiki Island; documentary footage of people jumping to their deaths from cliffs on Saipan Island; and the image of a soldier who lost his memory due to the Battle of Okinawa, portrayed in John Houston’s film Let There Be Light, which was banned from public viewing for thirty years. (Chris Markers synopsis)

Chris Markers film, både denne og de andre i den retrospektive serie, bliver tilsyneladende stående tilgængelige på DOCAlliances streaming. Det giver mig mod til at fortsætte mit forsøg på at se og skrive om så mange af hans film som muligt. Jeg vil gøre det på den måde, at jeg lader uregelmæssigheden i dette letsindige foretagende skinne igennem i mine blogindlæg, som jeg pludseligt afslutter på steder, jeg i skrivende øjeblik bliver nødt til, fordi kræfter og tanker svinder...

DOCAlliance /4 LETTRE DE SIBÉRIE

Hov, jeg ser at DOCAlliances retrospektive Chris Marker serie stadigvæk kører på deres streamingtjeneste. Jeg havde ellers belavet mig på at skrive om den post festum nu længe efter den begyndte og vi skrev om den her på Filmkommentaren, Tue Steen Müller en introduktion og jeg om en enkelt af filmene, hvorefter jeg gik i stå. Til nu midt i sommerferien.

For det var med forsigtig tøven jeg nærmede mig Chris Marker og hans film. Han er for mig en myte, den mand som skaffede råfilm til optagelserne i Chile og bagefter fik dem smuglet ud og Sara Thelle fortalte mig engang jeg besøgte hende i Paris, at den nu gamle sky mand handlede på hendes marked og boede der i nærheden med sin kat, som han sendte et portræt af, når en redaktør skulle bruge et af ham, en kat hvis katteliv i lejligheden han lavede film om, film han lagde ud på YouTube, film som jeg så og fascineredes af på grund af myten og auraen og så dette særlige autoritative greb, som jeg mærker hos visse instruktører, og det ikke på grund af myten. Det er jeg sikker på; og Sara Thelle forærede mig nyrestaurerede dvd udgaver af andre, længere og mere ambitiøse film som jeg så, men ikke forstod ret meget af, men blev optaget af nu osgså på grund af myten om disse berømte værker selvfølgelig, men alligevel især på grund af deres konsekvent sikre og gennemarbejdede storhed. Jeg var klar over, der var mesterværker iblandt.

Og så blev Tue Steen Müller og jeg som nævnt for nogen tid siden opmærksomme på DOCAlliances retrospektive Chris Marker serie og jeg tog mig på at at se de film.

Denne og de forhåbentlig følgende blogindlæg er små og spredte notater fra disse gennemsyn, blot en slags kvittering jeg bestemt er forpligtet på. For det var mere omvæltende i mig end det vil lykkes mig endog bare at antyde i det følgende som nu kommer, altså alligevel ikke post festum. Og det er godt, ferietid kan være frigjort tid, tid til at se og læse om det som ikke nåedes aktuelt. Ferietid er fordybelsesforsøgets langsomme tid, reprisens tid, gentagelsens tid. Det kan nås endnu, og det kan kun anbefales, her er linket til streamingen:

https://dafilms.com/program/628-chris-marker 

DOCAlliance /3 DIMANCHE À PÉKIN

CHRIS MARKER: DIMANCHE À PÉKIN

Chris Marker er på optagelse, det er 1955, det er i Kina… Det var jo tidligt efter krigen, så det var tidlige scener fyldt med ærbødighed og håb for den unge revolution han optog. Jeg ved ikke om han var alene, det må jeg have fundet ud af, men jeg ser at Agnes Varda er krediteret for Kinakyndig medvirken. Og det har sat sig smukke spor så det nye Kina det smukke lille essay igennem spejler sig i og på mange mange måder ses fortsætte og udvikle de bevarede elementer af den gamle kultur som Marker lærte at længes mod i sin barndoms billedbøger og fortællinger om drager og kejsere og sværdsvingende atleter og dybt disciplinerede boksekæmpere.

I den velskabte korte film, som kom ud af det som et stykke fejlfri cinematografi, mønstergyldig i samtiden, virker alle elementer kongenialt med Markers mesterligt klassisk akademiske optagelser uden lyd, den gennemtænkte nykomponerede musik af Pierre Barbaud, de muntert præcise lydeffekter ved Arkady (groupe des XXX) lagt på den kunstfærdige lydside af Antonio Harispe i sin tids design, Fracine Gruberts yderst elegante klipning , produceren Madeleine Casanovo-Rodriquez også fra (groupe des XXX), hendes sikre hånd og først og sidst den kloge gennemløbende stemme henover, som Marker har skrevet i sin tænksomt formulerede patos med sommerfuglens lethed.

Chris Marker: Dimanche à Pékin, Frankrig 1956 (restaureret i 2013), 19 min. Kan ses disse dage på:

https://dafilms.com/film/10152-sunday-in-peking

DOCAlliance /2 LA JETÉE

CHRIS MARKER: LA JETÉE

Det var i 2008. Jeg havde været til festival Cinéma du réel, og jeg skulle jo have noget med hjem til min filmklub. Noget fra Paris. Noget rigtigt. Jeg fandt det i Pompidoucentrets butik. En nyrestaureret dvd udgave af den udødelige film om byen, om kærligheden og om døden. Om tiden og om krigen og om det umulige i at undslippe. Dette billede er fra afsnittet om mødet og forelskelsen og foråret i Paris. Det er et still fra location. Jeg havde et andet Paris billede med også. Det er et still fra samme film. Byen lige før udslettelsen.

BIOGRAF

Filmen består af sådanne stills. Den er optaget med Pentax 24x36, bortset fra en enkelt, naturligvis berømt filmscene med øjne som bevæger sig, optaget med et Arriflex 35 mm lånt en enkelt time. Marker kalder det en filmroman. Han hylder i en lille tekst i programhæftet sin barndoms lommebiograf Pathéorama med serier af lysbilleder, ”… mais ces scènes étaint des plans, magnifiquement reproduits, de films célèbres, Chaplin, Ben Hur, le Napoléon d’Abel Gance.” En onsdag aften dengang så vi filmen i FOF filmklubben her i byen. Jeg var en begejstret og forvirret oplægholder, det her var filmhistorie og levende nutid på samme tid, det var noget rigtigt, noget dybt betydningsfuldt og noget mærkværdigt fra min ungdom, og jeg skrev et par notater til min præsentation af La jetée og to Marker film yderligere, som jeg selvfølgelig heller ikke havde forstået ret meget af, det mærkede man tydeligt, mærkede jeg tydeligt.

Adam Papliński: Pitch the Doc

While at the Krakow Film Festival I ran into an old documentary friend, Polish producer Adam Papliński, who invited me to hear more about a new online project that he is launching right now at different festivals around the world: Pitch the Doc. He has received financial support from the EU Media Program and from the Polish Film Institute and the projects is endorsed by EDN, European Documentary Network. On the website of the latter, in an interview with Papliński as ”EDN Member of the Month”, he explains how he got the motivation for this project:

“The official launch of the platform in beta version was publicly announced during the 2017 Berlinale. The idea to launch such an internet service came to my mind 2-3 years earlier… I had received a phone call from a Russian filmmaker that we had selected to pitch a project at one of our events (Dragon Forum, ed.). He explained to me that right now he was on the Barents Sea shore shooting the film and, even though he was honoured by our decision, he could not afford to come. He had no money to pay for accommodation, he had no passport and so on… I found it a real pity that such a good project could not show up on the European market and that around the world there are probably a lot of other outstanding ideas and film projects struggling with similar problems. On the other hand I heard feedback from decision makers that the market lacks fresh new ideas. The obvious place for matchmaking the projects and investors seemed to me to be online, but I was surprised when after several days of surfing I didn't find a site providing an effective solution…”

That well known gap Papliński intends to close with Pitch the Doc, a place where the authors can place their proposal with the key information, we all know: logline, synopsis, treatment, link to trailer etc., all that which is asked for when you go to “live” pitching sessions – and where decision makers can place their demands.

I asked Papliński whether he thought that decision makers would sign up. He answered that several c.editors he had met liked the project very much, as “I am tired of travelling”.

A fine initiative in development, go the website and learn more and read the EDN interview where the Polish matchmaker explains more about Pitch the Doc that has a team of evaluators that is strong: Steven Seidenberg, Pawel Lozinski and Marijke Rawie.

www.pitchthedoc.com

http://edn.network/en/members/edn-members-of-the-month/

DOCAlliance /1 CHRIS MARKER

I had a talk with colleague Allan Berg yesterday. He remembered the time of repertory cinemas, where classics could be seen. Nowadays this is mostly the film historical job for the cinematheques. BUT, we agreed, some vod’s have classics on their repertory and when it comes to high quality, nothing compares to DOCAlliance.

That now launches a scoop: 7 films by legendary master of the essay film, French Chris Marker (1921-2012). Quote from the presentation:

DAFilms presents a cross section of the work of the writer, photographer and explorer, ranging from Sunday in Peking from 1956 through his most renowned documentary essay Sunless and The Pier which inspired Terry Gilliam to make his cult film 12 Monkeys to one of the most famous cyberpunk films Level Five from 1997. Read an interview with Bamchade Pourvali, French film critic and author of Marker’s biography. Le temps de la rétrospective est arrivé!

The films are (English titles): Sunday in Peking (1956), Letter from Siberia (1957), Level Five (1997), Sunless (1983), Junkopia (1981), Description of a Struggle (1960), The Pier (1962). Sunless = Sans Soleil and The Pier = La Jetée being the most famous.

Dear readers, the cost for a monthly subscription to DOCAlliance is 5€!!!

https://dafilms.com/program/628-chris-marker

Nick Fraser to Receive BAFTA Award

My first reaction was ”oh, did he not get that already”, but no. But this year the former BBC Storyville editor is to get it, the Special Award at the British Academy Television Awards 2017. No objections!

Nick Fraser has been a name mentioned on filmkommentaren since we started almost 10 years ago. He has been a clever, often tough commentator at pitching sessions, he has commissioned classics as “Searching for Sugarman” and “Man on Wire”, he has written books and articles on the importance of documentaries in today’s society.

And he has – with Danish Mette Hoffman Meyer, producer Don Edkins and previously Finnish Iikka Vehkalahti – been behind the “Why”-series, like “Why Democracy” and “Why Poverty”, tv documentary series that went all over the world.

A press release came in yesterday from Yaddo, “the global online documentary platform” with Fraser as founder and editor. It was set up in 2016, interesting to see what he can get out of that.

I remember Nick Fraser from the 90’es, when he came to Bornholm to the Baltic Sea Forum. He was enormously positive to the Eastern European documentaries and their makers, and his commitment to Viktor Kossakovsky and his “Wednesday” was very important for this “documentary star”.

Congratulations!  

www.yaddo.com

Dokumania /THE FEAR OF 13 /2

DAVID SINGTON: THE FEAR OF 13

Peter Bradshaws og Geoffrey Macnabs anmeldelser fik mig til at at love mig selv at se filmen. Og jeg nåede det netop lige før den var bebudet sidste dag på DR TV. Det er en bemærkelsesværdig film, dygtigt lavet helt færdig i hver detalje, næsten helt glat, men anstrengelserne har også gjort, at visse løsninger er blevet overgjort gentaget, så sådanne steder træder ud af den rytmiske, den musikalske selvfølge og jeg mærker detaljen som genbrug, mister den nervøse forbindelse.

VINKLING

Bradshaw og Macnab har for mig begge ret, som de hver for sig ser filmen, kan jeg også se den. Bradshaw: “…For me, he (hovedpersonen red.) feels like a ham actor auditioning for the role of himself in a movie version, he delivers what sounds like an overwritten, over-rehearsed monologue in a breathy-mellifluous voice” og Macnab: ” What is fascinating about Sington's invigorating documentary is that the inmate Nick Yarris recounts his story in his own words. He is formidably articulate, an autodidact who knows how to emphasise all the urgency, suspense, drama and macabre humour in the events.”

For mig var det derfor sådan, at filmens første del stod stærkest, i begyndelsen var hver enkeltdel ny. Men i gentagelserne trættedes jeg. Mere end spænding var det herefter nysgerrighed efter handlingslagets løsning, som holdt mig fast, det i synopsis lovede twist til sidst.

Finn Larsen: The Dump

The Dump – growing mountains of waste in Greenland, is part of the exhibition ”MANS LAND” 2012, Dunkers Kulturhus, Helsingborg, Galleri Pi, Copenhagen and museums in Greenland, now on Youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=cta1-rrX6Xs&feature=youtu.be (The Dump, streaming, ENGLISH version)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3605/ (Om Finn Larsen fotografi og udstillinger)

WASTE

There are 56,700 inhabitants in Greenland, in 18 cities and 50-60 settlements. There is practically no waste management. In the larger cities there are waste combustion systems, but they are undersized and malfunctioning.

Waste disposal management in Greenland is in worse state than it is in Denmark, even though Denmark is no role model. Numerous campaigns want to reduce Greenland to a victim of climate changes. But the majority of Greenlanders does not share this conviction.

The government of Greenland desires room for economic growth and as a result, they agitate the right to increase pollution. Oil drilling and extraction of gold and rare metals are under planning. The economic potential is immense. So are the possibilities of environmental disasters and the risk of expanding al-ready existing social gaps.

The problems Greenland is facing with waste disposal and societal dilemmas are the same, as those of other Nordic and European countries.The distinction is that the problems in Greenland are worse and more evident.

Greenland is no different from any other country. That’s the problem. (Finn Larsen, 2016)

Finn Larsen: The Dump, a journey from north to south of Greenland. Sweden, 2012 (web 2016) 26 min., YouTube.

VOD for Arabic Creative Documentaries

I had the pleasure to meet Palestinian Reem Bader at the Antalya Film Forum earlier this autumn. She told me about the vod platform she was involved in building up. It looks great. Let me quote from the site:

”Welcome to Minaa video on demand VOD, the first in the world to specialize in harboring, streaming and celebrating Arabic creative documentaries. Each month, you will be introduced to creative docs that are new to Minaa collection and invited to join interactive events with directors. As not to miss an event, we encourage you to join Minaa mailing list and its social media channels.

This fall, Minaa is happy to present it’s newest feature: Collections

Nick Fraser to Documentary Streaming Platform

“How Docs Reach the Audience” was the headline of the conference I was involved in here in Saint Petersburg with presentations of several interesting streaming services for documentaries in the Nordic and Russian environment and with only one broadcaster involved, the 24DOC that also includes a vod offer to its viewers.

A clear statement of the fact that classical broadcasting is far from being the only way for documentaries to the audience.

And in comes today the news from realscreen (written by Kevin Ritchie) that legendary commissioning editor Nick Fraser from BBC’s Storyville leaves his job to “commission documentaries for subscription-based streaming service Yaddo, which he has co-founded with producer Lawrence Elman, who serves as CEO…”

“Yaddo is rolling out in Europe at the end of this month and will enter 160 territories, including the United States, in November.

It will initially be available in Austria, Belgium, Denmark, Finland, France, Germany, Ireland, Italy, Netherlands, Norway, Portugal, Spain, Sweden, Switzerland and the United Kingdom. Subscriptions cost US$4.99 per month or €3.99 per month…”

“Being involved in Yaddo is an exciting opportunity to be at the heart of the future of documentaries and how they are created,” says Fraser.

Read the whole article, link below, exciting news, indeed, Fraser can count on a subscriber in Denmark.

http://realscreen.com

Natalie Bookchin: Long Story Short

I read about it in connection with Parisian Cinema du Réel 2016, where it received the main award – and now tireless fighter for artistic qualistic, DocAlliance, offers it for free until July 24, an offer you should not refuse. As I understand the press release from the vod streamer number one in Europe, Bookchin is a very well estimated, often it is called renowned video artist, who started this project in 2011. Here is the film description:

… In Long Story Short, over 100 people at homeless shelters, food banks, adult literacy programs, and job training centers in Los Angeles and the Bay Area in Northern California discuss their experiences of poverty – why they are poor, how it feels, and what they think should be done. Numerous interviews are stitched together to form a polyphonic account of poverty from the inside.

Long Story Short uses the tools and aesthetic forms of the sharing economy to amplify the voices of those most displaced and dispossessed by it. While individuals filmed in separate spaces appear in isolation, mirroring the isolating aspects of the media forms it appropriates, words flow across the screen like musical ensemble, a imaginary collective yet to materialize…

United Stetes,2016, 45 mins.

http://dafilms.com/film/9911-long-story-short/

http://dafilms.com/event/254-long_story_short/

DocAlliance…

We have on this site for years announced the free offers from ”your online documentary cinema”, DocAlliance, the best vod you can find in Europe with a focus on Central and Eastern European documentaries but not only, there is also Jørgen Leth and Nicolas Philibert and many, many others for those of us who want to follow trends in modern documentary.

But… why wait for the free offers when you can have a subscription for a ridiculous low price, read this from the last newsletter from DocAlliance:

“Did you know that our catalogue includes more than 1,400 films, 20 retrospectives of famous directors, and 10 masterclasses by the world’s most noted documentary filmmakers? Enjoy your online documentary cinema at any time. Get an unlimited monthly subscription for 3.99 Euro, or subscribe for only 35 Euro for the entire year!”

Photo: Miroslav Janek, many of his films are to be found on DocAlliance.

www.dafilms.com

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /5

Det må med dette filmværk være tror jeg, som Dan Turell skrev i en foranstillet note i Jørgen Leths Filmmaskinen (1979) om den bog: ”Når disse filmscener udsendes sammenfattet uden fortællestemme er det fordi klipperen ansér dem for en film og én film, en film om tekst, en næsten besværgende fortsat rullende film om tekstens muligheder. Denne film er nært knyttet til en omfattende tekstlig praksis, men er dog lige fuldt en film der lader sig se – og faktisk opleve tekstlig – på sine egne præmisser, så sandt som Jørgen Leth er så tekstlig en filminstruktør som så filmisk en digter.” (Altså frit afskrevet spejlvendt efter Dan Turèll)

Og FILMKOMMENTAREN lader således Jørgen Leth igen på en hvid baggrund og tilsyneladende intet andet præsentere denne dags digter Marianne Larsen, som i den faste lille q&a taler om ”at være opmærksom med det sprog man har i sig” og i oplæsningen som en bonus forærer os nye ord som særmandage, menskagtigheder og tiltågede skibe:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/c0e07b88-efd1-485b-acff-1f7848b24c9c

Jørgen Leth: Lyrikporten - 28 danske digtere, Danmark, 2015. 28 kortfilm, i alt cirka 280 min., Gyldendal http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96521.aspx?id=96521

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /4

Det er på en måde Henning Camre, som har bestemt scenografien. Det er så beslutsomt med dette tilsyneladende absolut minimale setdesign. Det skal findes på, men én gang etableret kan det ses som en selvfølgelighed, når det der filmes er digte. Se nu her, Thomas Bobergs ord, linjer og tekster fylder det hvide tomme lærred omkring sig med mangefarvede ting, scener og landskaber. Der males helt ud i hjørnerne.

FILMKOMMENTAREN lader således Jørgen Leth igen på en hvid baggrund og intet andet præsentere denne dags digter Thomas Boberg:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/388a5362-a170-4203-bc76-33abe4ef1785

Jørgen Leth: Lyrikporten - 28 danske digtere, Danmark, 2015. 28 kortfilm, i alt cirka 280 min., Gyldendal http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96521.aspx?id=96521

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /3

Der er altid regler, så efter oplæsningen skal digteren besvare spørgsmål, jeg ved endnu ikke om det er to hver gang, men Pia Juul svarer Jørgen Leth på disse, hvorfor skriver du digte og hvad kan få dig til at skrive digte. Til det sidste siger hun: ”… det er det knæk der er i Kaalundsgade og det er der hvor Art Taylor banker på i Giant Steps, det er vinden og vejret.”

Men først oplæsningen, FILMKOMMENTAREN lader Jørgen Leth præsentere denne dags digter Pia Juul:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/c7290e00-a132-4804-8ad6-751e5e5fa957

Jørgen Leth: Lyrikporten - 28 danske digtere, Danmark, 2015, ca. 280 min., Gyldendal http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96521.aspx?id=96521

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /2

Filmvisningerne i CINEMATEKET i København med digtoplæsningerne næsten nonstop har ENDNU NOGLE DAGE FREM TIL 17. MAJ. Digtere fra tre generationer læser deres digte, fortæller, hvorfor de digter, og hvad der sætter et digt i gang hos dem.

Det foregår i Bio Benjamin, den lille biografsal bag Restaurant Sult, hvor der også efter 17. maj vises danske film nonstop tirsdag til søndag i tidsrummet kl. 16:15-22 (fredage 17:15-22). Der er ingen pladsreservation; man kan frit komme og gå og forestillingerne er gratis. Til gengæld er visningerne ikke programlagt til bestemte klokkeslæt. Bemærk at biografen lukker kl. 22, også selvom den sidst viste film endnu ikke er slut.

Men Jørgen Leths Lyrikporten - 28 danske digtere ruller i sløjfe i Walk-in-Bio fra 27. april til 17. maj.

Imidlertid er det er jo i København, så her på FILMKOMMENTAREN lader vi Jørgen Leth præsentere denne dags digter Peter Laugesen:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/271d0aec-56f4-47e9-94a7-d726b6a01ab9 (streaming af filmen med Peter Laugesen)

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Walk-in-Bio.aspx (om visningerne i Cinemateket)

Michael Madsen Retrospective For Free

- with this headline on the DocAlliance website: Visual Philosophy of the Unknown. The (unsigned) article on the website is a very fine introduction to an original auteur, who with few films have reached international fame. Here is a full copy-paste:

From mediocrity to alien civilizations, from a theatre theme to 3D technology, from conceptual art to documentary film. Explore the unexpected and original ways of the art world of Danish director Michael Madsen, one of the leading filmmakers of the Nordic cinematic superpower. Watch the director’s film retrospective for free and do not miss your first encounter of the “third kind” via the Czech online premiere of the documentary sci-fi THE VISIT in the week from May 2 to 8!

Jørgen Leth: Lyrikporten – 28 danske digtere /1

Jeg kunne da umuligt dengang tro at Jørgen Leth kunne gentage mesterværket ”Dansk litteratur”. Det kunne han så bare. Her er nogle få scener, tilsammen en færdig film inde i et filmværk som jeg langsomt vil åbne op. Rationerer jeg med én om dagen, er der til en måned, næsten. I dag, premieredagen er mit klare valg:

Jørgen Leth præsenterer Lea Marie Løppenthin:

http://28danskedigtere.gyldendal.dk/#show/346be144-04d4-459b-abc0-f9d6aa647b45

Der er non-stop visninger i Cinemateket:

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Walk-in-Bio.aspx

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=12360

Moskeerne bag sløret /1

Martin Jensen og Irene Sørensen: Moskeerne bag sløret, 2016, TV2 / Dokumentar

Dette still taget ud af en optagelse med skjult kamera vokser sig i disse dage ind i landets politiske historie i en stor diskussion om sindelagskontrol. Manden bag kateteret hedder Abu Bilal Ismail og er imam ved Grimhøj Moskeen, og i en af sine lukkede studiekredse i muslimsk hermeneutik underviser han indbudte troende muslimske kvinder fra denne Århusbydel i Koranens tekster, om dens love og dens fastsættelse af staffe for overtrædelser. Bør en lærer i teologi på grund af diskutable tekstlige udlægninger (meget folkelige, i høj grad diskutable udlægninger på lavt videnskabeligt niveau vil jeg tro), bør en sådan lærer i fremtiden kunne anklages og dømmes for disse fortolkninger? Jeg tror filmens budskab er et ja, og dens journalistiske vinkling peger fra begyndelsen i den retning.

Nagieb Khaja: Syrien: Den Brændte Jord 1-3

Det drejer sig om borgerkrigen i Syrien. Politiken meddeler, at gennem mere end seks måneder har russiske fly bombet syriske byer. Den russiske regering har allieret Rusland med den syriske regering, som er i krig med en række oprørsgrupper og den russiske regering fastholder, at bombningerne kun er rettet mod grupperne Islamisk Stat og Jabat al-Nusra, men for Nagieb Khaja ser virkeligheden helt anderledes ud. I tre korte reportagemontager giver Nagieb Khaja et ellers uset billede af krigens rædsler, der hvor bomberne rammer i Aleppo. Nagieb Khajas modige og fortvivlede værk, hans videooptagelser uden omsvøb og hans dæmpede stemme gør det klart for mig, hvad det her drejer sig om, Nagieb Khaja er mit vidne nu, som Pablo Picasso med sin Guernica værkserie har været min fortolker, når jeg gennem mit liv prøvede at begribe borgerkrigen i Spanien.

DAFilms Portal Celebrates 10 Years

… and you will, as one of the presents from this excellent ”online documentary cinema” vod, be able to watch 5 films for free, three of them by directors Peter Liechti, Viktor Kossakovsky and Sergei Loznitsa… until January 31. More generous offers like this will follow, it is announced on the site.

Also it is interesting to read a short interview with the manager of the vod, Nina Numankadić, here is a quote:

“Today, online distribution is a common thing, but in the beginnings, we were trying to set the rules and see how festival echoes would work, for instance. We were wondering whether presenting films online could endanger the festival or not, whether festival visitors would come anyway or stay athome with their computers, or how the viewers would react if the film was released online before it was released in regular theatrical distribution. However, in the course of time, even those filmmakers who first refused to put their films online, such as Russian director Victor Kossakovsky and Czech director Jana Ševčíková, dispelled their fears and their films are available on our portal today. What was important for us from the very beginning was the quality of the selected films; we were never after quantity…”

Clever words – and test it yourself, browse the list of directors whose works are available: Peter Kerekes, Helena Trestikova, Miroslav Janek… to mention some of the Central European auteurs, but also Kossakovsky, Jørgen Leth, Loznitsa…

Congratulations!

http://dafilms.com/event/236-quiz-10-years/

DocAlliance: From All of Us to All of You

Yes, this is how one the partners, CPH:DOX, of the very generous DocAlliance, ends the year with a Disney quote. And it IS a veeery good present that you should accept. The online platform – after a brilliant series of films by Miroslav Janek – offers 16 films (including a couple of masterclasses) FOR FREE, to be watched until next year, January 3rd.

If you have not seen them already, it is a must to go to Viktor Kossakovsky´s ”Vivan las Antipodas”, and to Eyal Sivan’s 128 minutes ”The Specialist” from 1999, with a quote from the text of the site:

“The incredible trial of an appallingly ordinary man. Drawn entirely on the 350 hours of rare footage recorded during the trial of Adolf Eichmann (photo), in 1961, in Jerusalem, this film about obedience and responsibility, is the portrait of an expert in problems resolving, a modern criminal. The film is inspired from the controversial book by Hannah Arendt : "Eichmann in Jerusalem, report on the banality of evil"”.

And one more to be mentioned, check the rest through the website, link below, a film from 2012 that I did not see yet, by film essayist Peter Mettler, “The End of Time”:

“Working at the limits of what can easily be expressed, filmmaker Peter Mettler takes on the elusive subject of time, and once again turns his camera to filming the unfilmmable.

From the particle accelerator in Switzerland, where scientists seek to probe regions of time we cannot see, to lava flows in Hawaii which have overwhelmed all but one home on the south side of Big Island; from the disintegration of inner city Detroit, to a Hindu funeral rite near the place of Buddha's enlightenment, Mettler explores our perception of time.”

http://dafilms.com

CPH:DOX 2015 Stream fire film gratis

Fra i dag søndag midnat og 48 timer frem kan man streame fire af CPH:DOX's film online. Det er helt gratis og kan benyttes af alle.

CPH:DOX. An exclusive selection from Copenhagen at DAFilms.com On November 16 to 18, we will present a special, only two-day(!) streaming event which will introduce films premiered at Copenhagen’s CPH:DOX festival (held on November 5 to 15). The films are selected across the programme and will be streamed at www.DAFilms.com. The complete programme of CPH:DOX is published on the festival’s official website.

TRAILER:

https://www.youtube.com/watch?v=_keIuPberyE&feature=youtu.be

Masterclasses and DOKLeipzig Films on DocAlliance

Again and again DocAlliance, “Your Online Documentary Cinema”, brings quality to its users, who are hopefully many. This time a series of filmed masterclasses from the Jihlava 2014 festival. I visited one of them last year, the one with Wojtiech Staron, which was great, take that or always interesting Godfrey Reggio. For free until tomorrow included. Then you can pay the small fees that DocAlliance operates with and/or go to watch films from DOKLeipzig, for free from this coming Monday October 19 until November 1^st. The offer includes a slate of animated documentaries, one of many specialities at the Leipzig festival:

Chantal Akerman: La chambre

I går var der to facebookopdateringer og igen i dag en fra en følsom og klog filmproducent jeg ad den vej kender og følger, opdateringer vedrørende Chantal Akerman som døde i forgårs og om hendes arbejder. To nekrologer og et link til hendes film La chambre fra 1972.

Det er hendes første film efter hun har forladt filmskolen i Belgien og er flyttet til New York. Hun er 22 år. Det er et studium i filmscenens væsen. Én eneste optagelse, en panorering langsomt dvælende cirkelformet i værelset først den ene vej så den anden vej til sidst i kortere ruter frem og tilbage til en medvirkende formodentlig hende selv som ligger i en seng og spiser af et æble.

Filmen La chambre viser mig en scene som ikke er en historie, ikke er en del af en historie, ikke er en anekdote, der er ingen pointe, blot en naturlig afslutning. Den filmscene er en skildring af et værelse, et bestemt værelse, ikke et værelse som sådan, men det her værelse, netop som filmens præcise titel siger.

SYNOPSIS

In a 360° circular panoramic shot the camera slowly pans an entire apartment (or house). When it first passes the bedroom there is nobody there but each time it shows the room again Chantal Akerman is sitting on the bed, motionless first, then busy doing something (peeling an orange, eating an orange, etc.). When she is last seen she yawns and lies down on her bed. The camera continues panning but after 10 minutes and 21 seconds the film comes to an end and she can't be seen asleep. (IMDb / by Guy Bellinger)

USA, 1972. 12 min.

https://www.youtube.com/watch?v=8AGakyb3eBU

http://www.newyorker.com/culture/richard-brody/postscript-chantal-akerman?intcid=mod-latest&mbid=social_facebook

Bigert/Bergström: Engaged Cool Duo from Stockholm

DocAlliance and its excellent vod initiative has for years been promoted on this website and here is (a bit late, sorry, but it’s weekend and maybe you have time…) one more copy-paste of a fine offer from “your online documentary cinema” – to watch FOR FREE works by a duo of artists from Sweden until September 20. Go for it:

Mats Bigert (1965) and Lars Bergström (1962) have formed an artistic duo since their studies at the Royal Academy of Fine Arts in Stockholm. Besides documentaries, their work also includes exhibitions, conceptual art and installations in public space. In 1993, they participated in the Venice Biennale with their installation Adrenaline Dream and have exhibited their work across the world ever since. They often deal with current social and climatic issues. Discover the Swedish duo through their films for free!

During their successful career, Bigert & Bergström’s have produced a large

CPH:DOX Rykker Igen: Everyday

Den danske dokumentarfilmfestival har for længst etableret sig som en vigtig udvikler af den dokumentariske filmgenres vilkår i forhold til et kvalitetsudvalg, visninger og tilknyttede events, mange af dem sociale og politiske, distribution på alle ledder og kanter, produktion. I hjem- og udland. Det er ganske enkelt en enestående filmkulturel præstation! Og festivalen skal have ros for hele tiden at sætte focus på det kreative.

Som jeg nu ser det her til morgen, hvor en pressemeddelelse fra CPH:DOX fortæller om "“Everyday" (som) er et projekt, der er sat i verden for at kvalificere vores digitale videofortællinger men i lige så høj grad for at skabe et nyt offentligt rum, hvor alternative, personlige og brugerskabte fortællinger kan indgå og ikke mindst deles og kommenteres. Et projekt der forener det personlige, poetiske og politiske i et nyt format med fokus på nye stemmer og alternativ mediedækning.”

Anne Wivel: Slottet i Italien

Jeg glæder mig rigtig meget til Anne Wivels nye film med Per Kirkeby, Mand falder, som får premiere i DoxBio til november. Som forberedelse ser jeg Slottet i Italien fra 2000.

Det er her også Per Kirkeby, som spiller den store rolle som manden midt i livet, manden i krise. Som spiller rollen som sig selv.

Den handler også om Anne Wivel og hendes filmkunst. I et interview engang sagde hun ”… Jeg ønsker at filme disse konflikter. Jeg synes ikke en konflikt er en privat ting, den kan deles med alle og enhver. Når jeg har fået de medvirkendes accept, er de altid meget villige, givende og åbne…” Og så fortalte hun om Giselle (1991), hvor balletmesteren Henning Kronstam kommer i en konflikt, som på mange måder minder om Per Kirkebys. Det er Anne Wivel, som i sin instruktion og med sit greb tilvejebringer disse usædvanlige dybder af forståelse, som måske også kommer bag på de to mænd.

Nu skildringen af maleren i det italienske slot. Lyden begynder før billedet. Det er fuglestemmer. Så ser vi malet murværk, brækkede nuancer i rødt og grønt. Og væggen har tydelige og betydningsfulde revner.

FILMCENTRALEN 6 /Claus Bohm

Jeg tager et nyt dyk tyve år ned i filmsamlingen på Filmcentralen / For alle og rammer en af de kloge og tænksomme film af Claus Bohm, nemlig Filosof, en samtale mellem Villy Sørensen, Per Aage Brandt, Hans-Jørgen Schanz og Ole Fogh Kirkeby, fire talking heads, hvad for nogen nok lyder støvet. Men jeg husker fra dengang i 1996, da filmen var ny, at den gnistrede af klarhed, og det gør den selvfølgelig stadig. Jeg skrev dengang denne anmeldelse og ser med fryd, at min tekst forankret i sin tids teknologi er forældet i visse pointer, men filmen derimod er fri af al aktualitet, den handler om dette samværets eufori, som gør mig tør i munden:

Sjældent har jeg set en film, hvor jeg i den grad ønsker at eje en videokopi at spole tilbage i. (Nu har jeg så altså en mulighed mere, streamingen på Filmcentralen!) Selvfølgelig er det flot at se disse kloge, talende hoveder projiceret på lærredet i biografen. Man drukner sig i samgværet, og glemmer selve formuleringen. Og i Bohms film Filosof er det formuleringen det gælder, det er jeg ikke i tvivl om, men da det er film og netop ikke radio, som man automatisk kunne hævde, så er det samværets fysiske eufori, der står som erindring bagefter. Som efter en god bog jeg har slugt i én køre. Når jeg udmattet lukker den indser jeg til min selvbebrejdelse, at jeg ikke husker formuleringerne. Kun samværets berøring, som gjorde mig tør i munden. Og jeg græmmes som min tegneseriehelt, ved som han, at jeg endnu en gang ikke slog til.

Så er det herligt at få fat i båndet for et gensyn, så jeg ved videomaskinens hjælp får noteret, hvad det er Kirkeby, Sørensen, Schanz og Brandt formulerer. Tag nu bare Kirkeby. At se ham tale, se fremstillingens formulering, er at høre sprogets musik, der hvor det er nærmest bestemmelsen. At begribe verden. Kirkeby taler i ubrudte kadencer. Fortryder ingen sætning, retter ikke en detalje. Og Bohms film fastholder enhver frasering, så hvad jeg i fryd glemmer af indholdet, det genkalder jeg på båndet. Claus Bohms arbejde er en god film, radikal og hensynsløs som forestilling, men frydefuld. Generøs som del af en videosamling.

Danmark 1996, 36 min.

Litt.: Claus Bohm: Filosof, 1996. En fin lille bog om filmen, som man ofte ledsagede filmene med dengang på Statens Filmcentral.

Filmcentralens streaming: http://filmcentralen.dk/alle/film/filosof

Om filmen: http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/28588.aspx?id=28588

Om Claus Bohm: http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/7554.aspx?id=7554

FILMCENTRALEN 5 /Jon Bang Carlsen

Ved hjælp af Filmcentalen / For alle kan jeg gå langt tilbage for eksempel i den gamle diskussion om iscenesættelse i dokumentarfilm, og se de i den sammenhæng uomgængelige hovedværker, Jon Bang Carlsens It’s Now or Never og How to Invent Reality fra 1996. Jeg skrev om filmene dengang, og sådan så jeg dem altså ved deres fremkomst:

Når Jon Bang Carlsen i It’s Now or Never lader de medvirkende i Vestirland spille løs, ikke deres egne liv, men digtede liv, ikke i deres egne huse, men i huse, han har fundet velegnede til den særlige stemning, han ønsker i sin film, kunne man hævde, det ikke længere er dokumentarfilm, han laver, men fiktion. Men egentlig er det lige meget, blot det er en enestående oplevelse. For så er alle midler tilladte, skrev juryen i sin begrundelse for at give ham grand prix på Dansk Film Festival i Odense (1996). ”Vi behøver ikke at klassificere et sådant værk som det ene eller det andet. Det er bare en glæde at tage imod med åbent sind”. Som Christian Braad Thomsen fortæller om Karen Blixen i sin film om hende: ”Hun digtede frejdigt om på sandheden for skabe sand digtning.”

Og Bang Carlsen har villet lave et sandt filmdigt om en fattig tilværelse omgivet af stor skønhed på den barske Atlanterhavskyst. Hovedpersonen Jimmy køber en ny ko. Den kan tydeligt ikke lide ham (eller filmholdet?) og vil kun nødtvunget ind i hans gård. Og sådan går det formodentlig også, da han omsider gennem en ægteskabsmægler får kontakt med en kvinde at gifte sig med. Filmen slutter netop som kontakten er etableret. Jimmy har stillet samme nøgterne krav til konen som til koen. Hun skal kunne malke, den give mælk.

FILMCENTRALEN 4 /Uyarra og Christoffersen

Filmcentralen / For alle kan jo gå hen og blive en samling som der trygt kan refereres til og hvorfra filmværkerne til enhver tid langt ud i fremtiden kan hentes frem og bruges af mig, af lånerne, af offentligheden ligesom de litterære værker i de store biblioteker, i dem af dem, som ikke har opgivet at være samlinger. Som da jeg forleden dag via et opslag på Facebook fra Sara Thelle om to artikler af diplomatimedarbejderen Julian Borger i The Guardian om de dramatiske og omhyggelige forberedelser til en retssag mod Bashar al-Assad læste om en af mine dokumentarfilmhelte, den canadiske ekspert i international ret Bill Wiley (FOTO) i Esteban Uyarras og Michael Christoffersens Saving Saddam fra 2008, som netop nu er dybt involveret i den sag. Jeg må jo i denne nye sammenhæng se den film igen. Dengang skrev jeg dette om den:

... Det måtte slutte der på forhøjningen med trappen op. Har nogen mon talt trinene? Bødlen med sort hætte lægger et sort tørklæde om Saddams hals, og derefter løkken, som netop ser sådan ud. Man ser det alt sammen på mobiltelefon-optagelsen. Det er ikke noget smukt billede. Det er forfærdende som den grimme videooptagelse fra retssagen mod Elena og Nicolae Ceausescu. Billedet af dem i overtøj. De sidder i den kolde skolestue, hvor standretten finder sted. Summarisk rettergang.

Denne films hovedperson, Bill Wilay vil forhindre, at noget sådant gentages. Han vil en retfærdig rettergang efter internationalt anerkendte regler, han vil, at drabene hører op, vil afskaffe dødsstraffen som første skridt… (Læs videre) 

In English from FILM Magazine 1 November 2008:

THE CRIME OF CRIMES

by Allan Berg Nielsen

In Saving Saddam, Bill Wiley, a Canadian lawyer, wants to abolish the death penalty. The film is produced by Mette Heide and Michael Christoffersen for Team Productions, the company that produced Milosevic on Trial, about The Hague Tribunal.

There it inevitably ended, on the podium, with the steps leading up to it. Did anyone count the steps? The black-hooded executioner ties a black kerchief around Saddam’s neck, next the noose, which looks just so. The mobile phone video shows all, and it’s not pretty. It’s every bit as horrifying as the ghastly video of the trial against Elena and Nicolae Ceausescu with its unshakable image of the two of them wearing their overcoats in the chilly schoolroom where a military court was hastily convened. The protagonist of Saving Saddam, Bill Wiley, a Canadian lawyer, wants to prevent the same thing from happening again... 

FILMCENTRALEN 3 /Vibe Mogensen

Jeg vælger denne gang Min fars sind, den er fra 2005, jeg havde haft lidt med den at gøre. Dette er hvad jeg skrev kort efter premieren til en visning i Randers:

Det er en meget smuk titel Vibe Mogensen har givet sin film. Den dækker fuldstændig filmens overvejelse og indhold. Jeg har fulgt den fra de første skitseagtige optagelser for nogle år siden – den var længe undervejs, men den har ikke ændret retning, den var og blev denne uro: min fars sind. Filmen har to medvirkende, Vibe Mogensen selv og hendes sindssyge far. Og den handler om dette sind og tanken i titlen. Arven. Er det sådan i en familie, at alt arves? Og er det så også sådan, at vi må vedgå denne arv?

Instruktøren besøger med sit kamera faderen, som bor alene i Randers. Og de bruger samværet til at dykke ned i familiehistorien. De har fotografierne og de mange film, som skyldes faderens store produktivitet altid. Som datteren anerkendende noterer – nu kan hun bruge dem i sit arbejde, i sin undersøgelse og fremlæggelse af historien, hvor faderens og moderens forhold er centralt. Moderen er borte nu. Hvorfor er hun det?

Faderen malede også dengang, og de leder i kælderrummet og i loftsrummet efter et bestemt billede. En fremstilling af en mand og en kvinde som et tohovedet væsen, som siamesiske tvillinger. Og siamesiske tvillinger kan ikke skilles uden, den ene dør, har han læst. Hun kunne ikke leve uden dig, konkluderer datteren om sin mor, men hun kunne heller ikke leve med dig. Du har ret siger faderen sagtmodigt.

Og sådan går deres samvær og deres samtaler videre, datterens og faderens. Kameraet er stadigvæk deres medium, selv om han ikke vil filme mere. Han vil gerne medvirke. Også vise sine følelser, sin sorg, da hun fortæller, at hun skal skilles. Åh, nej – siger han, men han havde anet det. Arven går videre, Sådan også med kærligheden til børnene – som Vibe Mogensen er sikker på hun har, ja, du er god mod dine børn, fastslår faderen, og hun nikker: jeg må jo have lært det et sted.

SYNOPSIS

… ”As an editor I’m trying to find the soul/the spirit of the film”, she (Nanna Frank Møller) said and continued to show material from the masterpiece of Vibe Mogensen, Min fars sind (The Mind of my Father): A grown-up man one day starts to cry, he does not know why, it gets worse, turns into a mental illness bringing him on strong medicine to survive. The daughter, the director, visits him, films him, as he has been filming her on holidays way back before he got ill. I have seen the film several times, every time it moves me immensely. (Tue Steen Müller on The Mind of my father)

FILMCENTRALEN 2 /Li, Aalbæk Jensen, Zappon

Jeg har ikke set Rued Langgaard (1986) af Anker Li, Peter Aalbæk Jensen og Erik Zappon siden filmen var helt ny. Jeg kan kun huske, at jeg godt kunne lide den. Det var smukt, husker jeg, der var nogle rekonstruktioner, som forbavsede mig, faktisk betog mig dengang. Et gardin som viftede for et vindue åbnet ud til en sommerdag, en togrejse i et gammelt tog. Jeg syntes, det var smukt. Og siden dengang netop har jeg kunnet lide Rued Langgaards musik. Det står fast, jeg kendte den ikke før filmen. Nu ville jeg så se efter, om det holder, om filmen holder.

Som årene er gået har jeg digtet om på erindringen. Allerede i første billede afmonteres den, det blidt i sommervinden duvende gardin er en rustik bræddedør i et badehus i svenske klipper og udsigt fra verandaen udenfor til havet og bølgerne langt nede. Og så er der lyden. Det er sådan denne komponists musik lyder, en til tider voldsom, til tider blid evigt gentaget brusen. Det er en gennemarbejdet, effektiv åbning til en film, hvor der er tænkt over hver detalje i forhold til filmens kerne, som er skildringen af komponistens kamp for det romantiske mod det modene, for en forsvindende indsigt mod en fremvoksende, det kan jeg se nu, at det er. Men jeg kan også se, at årene er gået, at de filmiske ambitioner var andre dengang, forbillederne andre, den kunstnerske sammenhæng en anden. Og derved har filmen fået en ny kvalitet, den dokumenterer sin tid dengang midt i 80’erne. Den er blevet filmhistorie.

Komponisten Bernhard Lewkovitch og konservatorierektoren Tage Nielsen er de første medvirkende af den række musikere, venner og familiemedlemmer, i alt 9, som husker Rued Langgaard og som et oldtidigt kor højtideligt og præcist indkredser hans liv og minde og dermed filmens kerne, dens essays tema. De er så alvorlige og fine. De står der i filmbilledet fraværende (også Lewkovitch, der dog som den den eneste ind imellem ser på mig), fraværende fordi de tænker og er indadvendte, nærværende i mandens besynderlige liv og i hans fremmedartede musik. Erik Zappons kamera træffer de medvirkende i deres stemmes indre tanke, og de taler med blikket fjernt mod en horisont uden for billedet, de taler som til sig selv, genkaldende. Med mig som lyttende. Fotografen og instruktøren og klipperen har forbilledligt løst den vanskelige opgave med anbringelse af medvirkende og deres vidneudsagn i et filmisk forløb. Sådan kan det gøres ved at skrive en filmscene til hver, ved at planlægge lys og setdesign til mindste detalje og gennemføre en fotografisk holdning og idé konsekvent. Og så overlade dette materiale til en klipper, som kan værdsætte og bygge på filmscenens langsomme egetliv. Det er her i dette snart tre årtier gamle filmværk gjort simpelt hen tilfredsstillende, og det er lykkeligt at kunne gense det.

FILMCENTRALEN 1 /Ole John

Jeg har lyst til at dykke lidt ned i FILMCENTRALEN FOR ALLE, ned i repertoiret, finde ikke de film jeg har pligt til at se, men lige netop de film, jeg har lyst til at se streamet på min computer. Og lige netop med Filmcentralen lykkes det hver gang, uden problemer, uden forstyrrelser. Ligetil og enkelt. Det er smukt. Som den første vælger jeg Ole Johns Niels Bohr fra 1985. Det er fordi, Per Kirkeby engang skrev, at det bedste man kan gøre det er at læse videnskabshistorie. Jeg tror det var engang han skrev om Wegener og kontinenternes bevægelse. Det råd har jeg så fulgt siden, i hvert fald så længe, videnskabshistorie blev skrevet og filmet af poetiske forfattere og filminstruktører, af digtere og videnskabsmænd og -kvinder. Efterhånden som formidlere og journalister tog videnskabshistorien op blev jeg tøvende, det fangede mig mindre. Ole Johns film om Bohr har således holdt sig fast i min erindring i tredive år og den berører mig mærkeligt mere end forståeligt. Dengang den kom og så nu igen. Den holder, som vi siger.

Filmen har fortællerstemme, og som Iikka Vehkalahti så rigtigt gør opmærksom på: ”… I, for example, do not understand a person who, by principle, says: ’And I don’t use voice over’. It is like leaving out the music! What would such films as Citizen Kane, Sans Soleil or Sound Of Insects be without voice over?” Og som Vehkalahti er jeg derfor ikke modstander af voice-over, jeg er faktisk tilhænger af dette intime, fundamentale element, som betror mig, betror netop udvalgte mig historien. Og jeg kan godt lide fortællerstemmen i Niels Bohr, hører den som forfatterens, som Johns. Den rummer sin tids litterære tone. Det er det, jeg mærker, det er en fortrolighed, som at blive set som publikum.

Det næste jeg lægger mærke til, er en detalje, men ligeså vigtig for mig. De medvirkende får ikke navneskilt på, de er medvirkende, altså skuespillere i en film, og de er ikke vidner i en journalistik. Princippet svigtes dog sært nok ved scenerne med Erik Bohr og med Margareth Growing. Men det gør ikke noget, nu er jeg glad.

Filmcentralen / For Alle:1 års fødselsdag!

Det Danske Filminstituts streamingtjenste Filmcentralen fylder ét år i dag. Vi siger glade til lykke og bliver overrasket, selv om det selvfølgelig er i fødselarens ånd og i overensstemmelse med Filmcentralens inderste vilje, at det er os, som får gave: fra i dag kan vi se en dansk version af Michael Glawoggers markante mesterværk Arbejderens død (Workingman's Death), 2004.

Lars Movin har på Filmcentralen skrevet en fin og nyttig præsentation af Glawogger og af perspektiverne i hans film: "Arbejderens død er et hovedværk i Glawoggers produktion. Filmen er en storslået hyldest til noget så uglamourøst som det fysiske arbejdes historie. Fortællingen er opdelt i fem kapitler, som hver skildrer et sted på kloden, hvor globaliseringen og industrialiseringen ganske vist har sat tydelige spor, men hvor det fysiske arbejde ikke desto mindre fortsat dominerer menneskenes tilværelse... Glawoggers film er drevet frem af essensen i den dokumentariske impuls, altså selve dette at se og undersøge verden for derpå at videreformidle de indsamlede indtryk i en kunstnerisk form. Originale værker, der udtrykker sig gennem ét menneskes sensibilitet og temperament. Og mere eller mindre politiske udsagn, der uden at anvende hverken paroler eller løftede pegefingre taler direkte ind i hjerterne på alle, som ønsker at åbne sig for dem," skriver Lars Movin.

Filmkommentaren siger hjerteligt tillykke til FILMCENTRALEN og tak for de til i dag 509 film på jeres site og nu specielt tak for Glawoggers Workingman's Death, som vi også holder meget af.

Filmcentralens streaming: http://filmcentralen.dk/alle/film/arbejderens-doed/

Lars Movins præsentation: http://filmcentralen.dk/alle/nyheder/naerkontakt-med-livet

IDFA Offers Video Reports

For those of us who were not able to visit the documentary film festival in Amsterdam, the good news is that the festival (link below) is bringing out videos from the festival. You can watch the opening and closing ceremonies but more important is that there are small interviews with directors whose films you might have seen on other occasions.

Three films that I like a lot are there: Maite Alberdi talks about her wonderful ”Tea Time” (photo), you can meet the winner of the festival with ”Of Men and War” Laurent Bécue-Renard and there is a more than one hour long registration of a masterclass with Heddy Honigmann, who had a retrospective at the festival, had chosen her 10 favourite documentaries to be screened  AND showed her ”Around the World in 50 Concerts” as the opening work of the festival. I am looking forward to watch that masterclass – Honigmann is a master and (by the way) her ”Forever” was the first film reviewed here on the filmkommentaren, August 2007... Nostalgia.

http://www.idfa.nl/industry/daily/2014/video-reports.aspx

DocAlliance Offers Kino Maidan Online

Voilá - 5 films for free taken from the upcoming festival programme of One World Romania (see post below)… words from the site of DocAlliance:

…For the eighth time, the international festival One World Romania brings a critical voice as well as a rich film programme to Bucharest. For the third time, you can watch a selection of the best films online. This year, too, we will present films dealing primarily with the questions of democracy, observance of human rights and reflection of various forms of public protests. One of these protests, held at Maidan square in Ukraine, gave the name “Kino Maidan” to this year’s festival edition. As the festival’s director Alexandru Solomon points out in an exclusive interview, the festival celebrates all the Maidans across the world as well as documentary film as one of the best tools to fight injustice…

The films are ”Vitosha” (Bulgaria, Lyubomir Mladenov), ”Waiting for August” (Romania, Teodora Ana Mihai), ”Naked Island” (PHOTO) (Croatia, Tiha K. Gudac), ”The Serbian Lawyer” (Serbia, Aleksandar Nikolic) and ”Outside” (Germany, Romania, Andrei Schwartz).

These films can be watched for free until March 15. Read the descriptions, read the interview with Alexandru Solomon.

http://dafilms.com/

DocAlliance puts Focus on Czech Documentaries

Energetic Andrea Pruchova from DocAlliance invites you to watch 5 new Czech documentaries that compete for the Czech Lion, read what she writes:

“Already this Saturday, February 21, the statuettes of the major Czech film award, the Czech Lion, will be presented to their new holders. These will include the fresh winner of the Best Documentary Film category. The nominees include five renowned and popular films Into the Clouds We Gaze, The Magic Voice of a Rebel, Olga, The Century of Miroslav Zikmund and Václav Havel – Living in Freedom. You have a unique chance to watch all of the nominated films for free or for a small fee from Monday, February 16 to Sunday, February 22! You can also join the vote and choose your own winner of the prestigious award!...”

It’s for free (until this coming Sunday) and if you click below you get an introduction to the films. One has already been reviewed on this site, Olga (photo) by Miroslav Janek, a wonderful work by the Czech master.

http://dafilms.com

http://www.dokweb.net/en/czech-docs/news/where-does-the-czech-lion-live-online-at-dafilms.com!-2646/?

Jon Bang Carlsens hele værk på FILMCENTRALEN/alle

FOF-Randers har også en højskole. Der havde jeg for nogle dage siden et foredrag, som noget pompøst var slået således op i aftenskolens katalog: ”JON BANG CARLSENS FILM - mellem digt og virkelighed. Jon Bang Carlsen har lavet film siden 1974. Titler, som måske huskes er ”Jenny”(1977), ”Ofelia kommer til byen” (1985), ”Før gæsterne kommer”(1986), ”Portræt af Gud” (2001), og han er stadig i fuld gang, hans seneste film er “Just the Right Amount of Violence” fra 2013. Stederne er Danmark, Amerika, Irland og Sydafrika. Jeg vil de to timer fortælle lidt om mine læsninger af hans film og nærmere introducere nogle få af dem og vise CITATER fra dem. Jeg vil pege på links til, hvor man på nettet kan se dem i fuld længde.”

Jeg begyndte foredraget forleden dag med at snakke om, hvor vigtigt det er engang imellem at læse hele værket, den hele Henrik Pontoppidan, hele Josefine Klougart. At se hele værket, Peter Greenaway, David Lynch, Werner Herzog og altså Jon Bang Carlsen. Udbredte mig om mine personlige oplevelser med den øvelse, belærende, det var jo højskole.

LINJERNE

Så kom jeg til linjerne i værket, linjerne i Bang Carlsens værk. Jeg talte først om KVINDERNE, altid stærke, men fulde af hensyn, eller ydmyge, men stolte, jeg talte med udgangspunkt i ”Jenny” og ”Før gæsterne kommer” og ”Næste stop Paradis”,  først om de ældre kvinder i filmene og ud fra den sidste og ”Time Out!” om Bang Carlsens skildringer af unge kvinder. Derefter om hans MÆND, som altid er stærke og hensynsfulde eller stærke og hensynsløse. Vi så på hans steder og landskaber, som blev hans LOCATIONS, Vestjylland, Sjælland, Amerika, Irland, Sydafrika. Gennemtænkningen af spørgsmålet om GUD, troen og tvivlen kunne også følges gennem værket, hvor det spidsedes til i ”Portræt af Gud”:

”Præsten: Det modsatte af tro er ikke tvivl. Det modsatte af tro er vished.

Viktor Kossakovsky Online Retrospective

Yes, of course it is the unique Doc Alliance that brings to us – FOR FREE – seven of Kossakovsky’s film online – UNTIL FEBRUARY 1^ST. It is “the first time that they enter the virtual online world and thus also your computer screens”.

It is indeed fantastic, thanks for that. Some of us will have the pleasure to revisit his work, others will have the chance to follow a great director’s development from “Losev” (1989) to “Vivan las Antipodas” (2011), passing by wonderful “Belovs” (1992), the conceptual “Wednesday” (1997), the declaration of love with “Pavel and Lalya” (1998), “Tishe!” (2002), a from-the-window-look from his appartment in St.Petersburg and “Svyato” (2005), the director’s two year old son discovering himself in the mirror. On top of that the film by Carlos Klein, “Where the Condors Fly” (2012), follows Kossakovsky during the shooting of “Vivan las Antipodas”. The latter it has to be said is available for viewing in” the following countries: Czech Republic, Slovakia, Denmark, Portugal, Great Britain, Greece, Sweden, Lithuania, Latvia, Botswana and all Latin American countries.”

More roses to Doc Alliance – if you enter the website you will also be given competent information about each of the films. My advice for the Kossakovsky (smiling to you from a photo taken at the premiere of Vivav… in Venice) film festival you can make for yourself is to go chronologically.

http://dafilms.com/event/197-Kossakovsky/

Chile Doc on DocAlliance

For those of us travelling to festivals like DOKLeipzig and idfa it has been obvious that something good is happening with documentaries in Chile. Good fims are made and delegations arrive to the festivals to launch films through the ChileDoc, whose executive director Flor Rubina is interviewed for the site of DocAlliance. She says that ”information is ”power”, we an amplify it”. Later on in the fine interview, she says that ”Something that we have definitely improved in the last decade is the cinematography of the films. Visual approach, sound design, and the search for new languages to tell stories are very important to our filmmakers. As I mentioned before, diversity and eclecticism are characteristic of current Chilean documentary production. As any filmmaker, Chilean directors are looking for ways to reach global audiences through small stories that connect them with issues that any human being cares about…”

BUT check it out for yourself on DocAlliance, eight films are free for all until January 18, including the great “The Last Station”. by Cristian Soto and Catalina Vergara.

ChiChiChi – LeLeLe!

http://dafilms.com/news/2015/1/12/ChileDoc_Interview

http://dafilms.com/event/196-chiledoc/

CPH:DOX 2014/ Doc Alliance

Hurry up, Breaking News: CPH:DOX has announced the list of films that will be available for free streaming in cooperation with Doc Alliance. Over the course of 48 hours, on 16 and 17 November, the following five films will be screened online: "Web” (photo), "The Iron Ministry", "Palestine Marathon", “American Interior" and "Me and Dad – No Expectations of Applause". You can read more about the films and stream them on

http://dafilms.com

Michael Madsen free online this week

MICHAEL MADSEN ON DOCS ALLIANCE

Andrea Průchová from Doc Alliance Films writes: I am contacting you on behalf of the portal DAFilms.com with a very pleasant news.

It is our great pleasure to release early films by Michael Madsen online, and even more for free this week until Sunday, November 16th. You can find the films online at the following link:

http://dafilms.com/event/188-cphdox_2014/

The programme includes these films: THE AVERAGE OF THE AVERAGE; TO DAMASCUS; CELESTIAL NIGHT - A FILM ON VISIBILITY and STATISTICS OF COPENHAGEN. After this week of free streaming all the films will stay in our catalogue permanently which we are very happy about.

CPH:DOX ON DOCS ALLIANCE

Please do not overlook a fact that there will be a 48-hours free streaming of 5 documentary films from this year´s CPH:DOX film programme at the end of this week from Sunday, November 16th until Monday, November 17th.

www.DAFilms.com
Join us on Facebook

Doc Alliance members: CPH:DOX Copenhagen, Doclisboa, DOK Leipzig, FID Marseille, Jihlava IDFF

Eastern Europe in the Centre of Documentary Events

Is the headline of the generous invitation made by unique vod DocAlliance, that until November 9 (you better hurry up!) offers excellent documentaries, all nominated for the Silver Eye Award, read more about it on the site that you have to go to in order to have access to five films, for free.

The films are Bahkmaro by Georgian Salome Jashi (her portrait is on the head of filmkommentaren.dk, in the middle), Father and Son by Polish Pawel Lozinski, A Diary of a Journey by Polish Piotr Stasik, Linar (photo) by Russian Nastia Tarasova, I don’t Love You by Pavel Kostomarov and Alexander Rastorguev and Homo Ciris by Slovak Jana Mináriková.

Yes, East Beats West! This selection proves it convincingly!

http://dafilms.com/event/187-silver_eye_award_2014/

Helena Trestikova Free Online Retrospective

Yes, she is a documentary superstar, Helena Trestikova. Filmkommentaren has had many posts about her films, which are shot over decades, always with a warm heart for its protagonists, and a social perspective. Now the DocAlliance gives you an offer you can not refuse:

From September 22 to October 5, 2014, the DAFilms.com documentary portal presents (FOR FREE) the first world online retrospective of unique Czech director Helena Třeštíková under the telling title “A Long Journey”. The works by the popular documentarist who has won a whole range of international awards, including Europe’s highest film award Prix Arte, are introduced on the portal in the form of more than 25 films made since the mid-1970s. Moreover, Czech viewers can vote for their favourite film by the filmmaker at www.dafilms.com and win an invitation to an exclusive film meeting with Helena Třeštíková… A quote from what we have written about Trestikova:

About Helena Trestikova at the Magnificent7 Festival 2013: ...a masterclass with a very well prepared presentation with 11 scenes from her films, through her work of long-time observation. She showed us clips from ”Marcela”, ”Katka” and ”René” (Best European Documentary in 2008) and talked about the ethical questions connected to being so close to her characters, helping them ”outside” the film as well, to get on the right track in their lives. Trestikova said that she did not really consider herself as a filmmaker, more as a chronicler, who has new films coming up this year and has plans to continue to film René and maybe also the family in ”Private Universe”. Deep respect for Trestikova for a constant non-tabloid humanistic focus on people outside the celebrity spotlight.

http://dafilms.com/event/182-retrospective_helena_trestikova/

Fotografiet 175 år

Nicéphore Niépce: Fotografisk optagelse ’heliografi’ af bygninger uden for vinduet i arbejdsværelset i Le Gras 1825.

”Forlydender om, at det var lykkedes at fastholde billeder i et camera obscura, blev bekræftet 7.1.1839 af Pariserobservatoriets direktør Francois Arago. 19.8.1839 offentliggjordes Niépces og Daguerres opfindelse, som den franske stat havde købt… ” (Den Store Danske) Det må være disse begivenheder i 1939 i fotografiets langvarige og komplicerede opfindelses-historie, som har fået FILMSTRIBEN til i sit nyhedsbrev i går at fejre 175 året med et tema om fotografi og fotografer ved at sammenstille og anbefale en række film fra repertoiret. Jeg vil så så benytte anledningen til at pege på e af disse film, som jeg synes særlig godt om, ”Fotografi” af Steen Møller Rasmussen (som i parentes bemærket havde fødselsdag i går):

FOTOGRAFI (2006)

I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om, som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i filmen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: "Det er fandme smukt", og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet. Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: "Se Jordens krumning her ved Livø Bredning" (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør "Fotografi" til ét eneste billede af denne kunsts væsen.

Fotografi

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/film/details.aspx?id=2646376900

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/page/article.aspx?id=1852  

Anne Regitze Wivel: Menneskenes land

Den smukke, velordnede, velfungerende og gratis streamingtjeneste FILMCENTRALEN / FOR ALLE foreslår i sit nyhedsbrev i går, at man ved siden af fodboldfilm skal se film om grønlandske emner: ”Grønland-før og nu. Storslået natur og barske levevilkår – det er to gennemgående elementer i denne samling af film om Grønland. Filmene er lavet i perioen 1955-2013 og handler både om hverdagsliv, ekspeditioner og særlige begivenheder”, hedder det, og jeg kigger listen med de udvalgte titler igennem, og vil anbefale Anne Regitze Wivels ”Menneskenes land” (2006), som jeg holder så meget af. Den handler om et punkts position. Ja, den gør…

Jeg husker endnu fra min tid på filminstituttet den allerførste formulering af filmens synopsis: ”Jeg tror, der mangler en film om Grønland, dette store hvide sted som er skæbneforbundet med Danmark. Alle danskere, der har været i Grønland, har siden et punkt i hjertet, der er helt blødt. Sådan også med mig, der har rejst deroppe to somre for længe siden. Grundstemningen i den film, jeg ser for mig, er det bløde punkts position. Hvor øvelsen går ud på at lade sig rive med, snarere end rationelt at holde igen.”

Instruktøren meddelte altså, at hun gerne ville lave en film om Grønland. Så uoverskuelig som landet og så enkel som sætningen. På én gang. Og det stod med det samme klart for mig: ja, naturligvis. Som en selvfølge næsten. Før jeg hørte begrundelserne, før jeg læste oplægget.

Det var fordi Jette Bang ikke er mere, fordi også Jørgen Roos er død. Og tiden en anden, ikke bedre, men heller ikke ringere. Der var altså stadigvæk filmfolk med kærlighed til virkeligheden bag det smukke navn for landet. Folk med nervøsitet og indsigt og poetisk holdning. Som kunne fortsætte arbejdet med at lave film i den tradition. Som er blevet vores forpligtelse, fordi det land har en vigtig del af vores skæbne knyttet til sig. Der er altså for eksempel Anne Wivel. Jeg bildte mig ind at vide, hvor det her ville bevæge sig hen.

Jeg oplever, Anne Wivels store film hver for sig i deres kerne handler om et omfattende væsen , som hun tager til filosofisk og poetisk behandling: troens væsen, kunstens væsen, tankens væsen. De har hver deres afsides sted: præsteseminarets samtale (Ansigt til ansigt, 1987), balletmesterens indre monolog om kærlighedens forvandlingsformer (Giselle, 1990) og endelig den store digters tekster (Søren Kierkegaard, 1994).

Her kunne det så ske, hun føjede politikkens væsen til. Stedet ville blive den politiske vilje, som den udfolder sig i Nuuk. Men filmen ville også komme til at handle om det grønlandske landskab. Landets mørke og lys. Om et bestemt punkt, som kun Anne Wivel kan skildre på den måde: "alle danskere, der har været i Grønland, har siden et punkt i hjertet, der er helt blødt…" Anne Wivel ville med det her være på vej til en ny stor film. Som ved siden af sin poetiske erkendelse tillige ville blive en omfattende dokumentarisk skildring af det nye Grønland og dets magtelite. På godt og ondt, men mest på godt, forestillede jeg mig.

Filmen var længe undervejs, mange ideer måtte sikkert forlades, nye muligheder kom bestemt til. Den havde premiere februar 2006. Den var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig, men det bløde punkt var bestemt positioneret og skildret. Jeg holder meget af den film.

Danmark, 2006, 81 min.

http://filmcentralen.dk/alle/film/menneskenes-land-min-film-om-groenland

http://filmcentralen.dk/alle/tema/groenland-foer-og-nu?utm_campaign=&utm_medium=Alle&utm_source=Newsletter

Gianfranco Rosi on DocAlliance

Again a generous offer from DocAlliance, concerning Gianfranco Rosi, Italian documentarian, who won the Golden Lion in Venice last year with Bernardo Bertolucci as chair of the jury. This is the text from the vod and view the three great works from the director, for free until May 11:

Untraditional protagonists, perhaps eccentrics, yet always with a clear world view. Such are the people depicted in the documentaries by Gianfranco Rosi. The director uses the camera rather as a microscope, observing the events around him with endless patience and care. In his eyes, seemingly simple and banal stories become urgent and complex accounts of the state of contemporary society. It is the very combination of inner determination and meditative observation, with which Rosi has filmed the everyday lives of Romans living in the vicinity of the major traffic artery Grande Raccordo Anulare for two years, that has charmed the Venice jury.

The surprising and very first documentary winner of Venice is available to viewers from the Czech Republic and Slovakia in an online premiere on Monday, May 5 at DAFilms.cz. For the first time in the portal’s history, the viewers have a unique chance to decide whether and how much they want to pay for the premiere viewing of SACRO GRA. Will they appreciate the Golden Lion by a full fee, a symbolic support or will they use the opportunity of watching the winning film for free? Let’s wait and see!

All the other viewers from across the globe can watch the director’s previous films in a unique online retrospective in the week from May 5 to 11 at DAFilms.com completely for free! Meet a Mexican mass murderer in EL SICARIO, ROOM 164 (2010) while safely seated in your couch at home. Pop out to the North American desert where a group of social outcasts lives in self-imposed solitude in BELOW SEA LEVEL (2008). Last but not least, do not forget to sail the Ganges River with an untraditional guide. BOATMAN (1993) is waiting for you!

http://dafilms.com/

Med præcision og stor entusiasme

”Niels Jensen behandler på sin umistelige lyriske malerbaggrund indforstået Palle Kjærulff-Schmidts 'Der var engang en krig' og når efter et langt tilløb om den tids stemning frem til Claus Loofs fotografi. Som, ja altså, så forunderligt præcist rammer den stemning. ’Så smukt som grålys kun kunne være det i – nej ikke i fyrrerne. Men i tresserne.’ Det var jo Coutards lys…” (Fotografi: Niels Jensen på sit kontor på SFC omkring 1985 fotograferet af Freddy Tornberg)

Forleden dag udkom i Ulrich Breunings redaktion på filmskolens hjemmeside Niels Jensens efterladte forelæsningsmanuskripter. Det synes vi her på Filmkommentaren er en dejlig nyhed. Derfor har vi her samlet hvad vi har skrevet om Niels Jensen og hans arbejde.

EDN Today and Yesterday

The EDN website is a rich source of general information for documentarians around the world. Available, even if you are not a member – which you definitely should be to get all the service provided by the organisation.

For instance the newly published call for projects to be pitched online, this time projects ”From the Opposition”, deadline for submission May 2^nd, check the website, from where this (edited) text is taken:

EDN Online Pitching is a pitching format based on an online video conference, where a limited number of documentary projects are pitched. For this pitching session EDN is calling for documentary projects from the opposition. The submission deadline is May 2, 2014 at noon.

EDN Online Pitching is an initiative where four documentary projects are pitched to a group of leading international financiers and decision makers... each session lasts one hour. This session, which will focus on documentary projects on 'the opposition', will take place on May 23, 2014 at 14:00-15:00 (Central European Time).

With projects from the opposition, we mean documentary projects done by or portraying people, groups or movements forming a social or political opposition. This can for instance be: 

  -  Political oppositions fighting for democratic rights

  -  Armed groups battling suppressing political leaderships

  -  Social movements trying to change current dominant structures.

For this session we plan to have the presence of 4 - 6 financiers and experts with a special interest and experience in human rights, political and current affairs documentaries. So far the following have confirmed their participation:

Iikka Vehkalahti, YLE, Finland

Ryan Harrington, Tribeca Film Institute, USA

This is EDN of today, if you want to hear a bit from the past, EDN has published an interview with its Member of the Month, Tue Steen Müller, who remembers the days of the fax machine in the office in the mid 1990'es.

http://www.edn.dk/

For alle danskere/ 5

Jeg er ved langsomt at lære FILMCENTRALEN / FOR ALLE at kende. Den er ikke Statsbiblioteket eller Det Kongelige Bibliotek, jeg kan ikke bare komme med min seddel over de filminstrktører, jeg har brug for i mit arbejde, og så bare finde deres værker. Men jeg prøver alligevel lige med de seks, som lige disse dage er aktuelle i min verden: Per Kirkeby (1 film og 4 links til film), Jytte Rex (4 film og 2 links), Jesper Jargil (1 film og 4 links), Steen Møller Rasmussen (1 film og 3 links), Ada Bligaard Søby (0 film, men 3 links) og Michael Madsen (1 film, men ikke ”Into Eternity”, som der er link til, og videre links til Netflix og YouBio) Det må jeg så prøve. Men hvor er de vigtige tidlige film ”Himmelnattens kejser” og ”Til Damaskus”?

FILMCENTRALEN / FOR ALLE er altså ikke noget bibliotek eller arkiv, ikke en samling. Jeg ser nu, den er tænkt ind i biografkulturen, det her er ikke til arbejde, det er til oplevelse og underholdning. FILMCENTRALEN / FOR ALLE kaster sig ind i den nutidige webbaserede biografkultur, ind blandt denne kulturs stadigt voksende mylder af streamingmuligheder med gadeskilte, indgange og billetluger. Med programmer og profiler, jeg nødvendigvis må orientere mig i og styre efter. Det statslige ansvar, som er bevaret, er den generøse henvisning til de andre webbiografer ved en effektiv og garanteret opdateret linkservice. Det vil vise sig at blive det, jeg især vil benytte mig af i det daglige.

Og når jeg så i dag tager en filmaften i sofaen, vil jeg kigge på programmet i udhængsskabet, på opslagstavlen: Hvad har jeg lyst til? ”Fede streger til de yngste”? Nej, det tror jeg ikke. ”De udvalgte fra Burma til Danmark”, Katrine Philps film, som jeg bestemt bør se? Lad mig nu lige først se på ”Litteratur på film”. Det viser sig at være et overdådigt program at tage fat på fra begyndelsen med Jørgen Leths hver gang overraskende ”Dansk Litteratur”. Men det bliver nu altså filminstruktørerne og deres værker det gælder denne aften, weekend, ferie i sofaen, ikke digterne i første omgang. Ud over Leth er der Li, Roos, Bohm, Preisler, Johansson, Kestner, Rex, Braad Thomsen, Elling, Poher Rasmussen / Anostoni, Movin / Møller Rasmussen, Holbek Trier, Skjødt Jensen og Østergaard. Imidlertid er denne række vigtige navne ikke i  forgrunden af FILMCENTRALENS tema, de skal hittes frem ved yderligere klik. Men er det selvfølgeligt? Jeg kunne spørge: når litteratur er tema for film, når vi bruger udtrykket forfatterfilm, hvem er så autor? FILMCENTRALEN er vist ikke i tvivl. Jeg er…

Still: Michael Madsen: ”Into Eternity”. ”Vi er som hos Tarkovskij i det smukkeste landskab kontrasteret til det foruroligende i et filmfotografi, som ikke svigter. Det er usvigeligt og sikkert, vi vil blive bragt til en slutning, kompetent. Vi er igen mellem de betydningsladede replikker (det har måske gjort indtryk, at Madsen var via Strindberg i To Damascus) her dybt musikalsk klippet til filmens langsomme dialog af dæmpede stemmer. Den undersøgende (den rejsende, den ukendte, den indtrængende) stiller enkle, ofte naive spørgsmål. Svarene kommer tøvende, de er uafbrudt tænksomme, kompliceret-enkle. Rytmen er uendelig langsom: pause, pause, indholdsmættet udsagn, pause, udsagn igen, pause, pause, pause og sådan videre. Den citerede musik er af Sibelius, Varèse, Pärt, Kraftwerk…”

http://filmcentralen.dk/alle

http://filmcentralen.dk/alle/tema/litteratur-paa-film

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2643/  ("Forfatterfilm, hvem er så autor?", blogindlæg af ABN) 

For alle danskere/ 4

”Vi er allerede ved slutningen. Hun ligger livløs på scenens gulv. Stemmen, den mørke, kompetente mandsstemme siger: ’… og hendes sind bristede, og hun blev vanvittig, og hun døde.’ Heidi Ryum rejser sig med et suk af anstrengelsen. De går omkring på scenen og snakker om forestillingens detaljer, jeg genkender den indre stemme, ser hvem han er, balletmesteren. Som fortæller mig om dette sværeste af alt, kærligheden. Spændet i alder mellem danseren og balletmesteren lover mig, at fryden og smerten fortsætter filmen igennem, livet ud…”

Jeg har som den i den her omgang sidste kærlighedshistorie Anne Wivels ”Giselle” på min liste, min ønskeseddel til FILMCENTRALEN / FOR ALLE. Men nej, den er der ikke. Jeg bliver høfligt henvist til filmstriben.dk, men der kan jeg kun komme til at se den, hvis jeg er en skole. Der er ikke flere links. Jeg prøver så alligevel bibliotek.dk , og de har den på siden, men igen nej, end ikke en VHS kopi fra samlingen på biblioteket i Herning er der, kun en henvisning til et netdokument... altså Filmstriben, hvor den som nævnt ikke findes i gruppen ”Lænestolen”, som er for sådan en som mig. Jeg noterer på min blok, at jeg ikke længere er begejstret.

Altså ikke bruge mere energi på studiet af den nutidige kærlighedshistorie. Og jeg kigger i min liste over film, jeg har brug for at gense, men af andre grunde, i en anden sammenhæng: hvad med Audrius Stonys ”Alone” og Herz Franks ”Flashback”? Nej. Filmcentralen / For alle rummer kun danske film! Jamen, sådan var det da ikke med den gamle, fysiske Statens Filmcentral, der var der da udvalgte, vigtige importerede film? Og netop de to film ved jeg, Det Danske Filminstitut har indkøbt eller støttet under produktionen, og for ”Flashback”s vedkommende betalt for en dansk version, som endnu findes i VHS kopi, i hvert fald i Herning. ”Flashback” er et ubestridt mesterværk, som i hvert fald bør digitaliseres og indgå i samlingen på Filmcentralen / For alle. Og ”Alone” er uden dialog, den kræver stort set ikke oversættelse. Så tålmod, de kommer, nu de er så langt. Er i huset.

Men, det er klart: jeg kan altså ikke bare ønske. Jeg må gå systematisk til værks som kollega Tue Steen Müller, som fandt ud af, at der er 13 film af Jon Bang Carlsen på Filmcentralen / For alle og blev begejstret. Jeg vil prøve samme øvelse med mine instruktør-helte og -heltinder. Måske bliver også jeg glad. Igen…

Still: Anne Wivel: "Giselle" (1990)

For alle danskere/ 3

Så er FILMCENTRALEN / FOR ALLE åbnet. Jeg går forventningsfuld, men forsigtig i mine forventninger i gang med en liste over lige netop de instruktører og de film, jeg har brug for at gense, som jeg igen forsigtig i forventningerne glæder mig til fra nu al tid at se igen og igen. Og lige nu har jeg altså brug for bestemte, altså helt (af mig) bestemte kærlighedsfilm. Og jeg har held i første forsøg!

Michael Noers ”Vesterbro”er der! Den vidunderlige åbning er der igen. Genset. Den ikke alene holder, den har i mit sind vundet ved at blive gemt. Fra nu er den altså kun et par klik borte. Jeg gemmer resten af filmen til senere. Det kan jeg jo nu! For jeg skal lige se efter noget mere.

Asger Leths og Milos Loncarevic: ”Ghosts of Cité Soleil” er der ikke. Sådan umiddelbart tilgængelig. Øv. Altså ikke gense Lele’s desperat konsekvente kærlighedshandling. Men der dukker nu en fornem service op: det fortælles, hvor jeg så kan se filmen i dansk version. Jeg prøver: den kan lejes som streaming i to døgn hos YouBio for 29 kr., hvis jeg accepterer deres cookies. OK. Det kræver imidlertid planlægning lige at sætte et par døgn af til nærstudier. Men YouBio er heller ikke noget offentligt filmarkiv, det er en kommerciel hjemmebiograf… må jeg indse.

Pernille Rose Grønkjærs ”The Monastery” er der heller ikke. Øv igen, men jeg benytter mig med det samme af den, forstår jeg nu for alvor, vigtige link-service. (Den er vigtig, hvis den passes dagligt. Kan Producentforeningen klare det? De lover dristigt vedligeholdelse!!) Den uforgængelige og smukke smukke skildring af Vigs kærlighed til to kvinder kan jeg finde på YouBio, på Sofarækken og på Netflix. Ok, men, men… min begejstrings rus over genoplivningen af Statens Filmcentral legendariske offentlige samling, og nu som det særlige, for alle danskere, ikke kun skolebørn, ja den rus damper ligesom væk… Det er vist alligevel ikke himlen, det her.

Still: Pernille Rose Grønkjærs ”The Monastery”: "The third actor in the film, the filmmaker with her camera, becomes entangled in a relationship of complex fascinations. The camera gazes at the old man with increasing tenderness and, for his part, he draws the filmmaker into all his deliberations, talking to the camera as if that were the most natural thing in the world. In their long conversations, the small instrument is a prosthesis for memory that, in eagerness and engrossment, is more easily overlooked than a pad on a stenographer's knee, the black octave of note-taking. Grønkjær's film charts the manifold nature of love." 

For alle danskere/ 2

"... en ung kvinde, Lele, fremhæves og der skabes grundlag for en kærlighedshistorie mellem hende og en af bandelederne."

 Streamingtjenesten FILMCENTRALEN / FOR ALLE åbner i morgen på

 http://filmcentralen.dk/alle 

Filmkommentaren ønsker Det danske Filminstitut, Filmcentralen og alle danskere til lykke!!! Nu vil vi alle sammen gå i gang med at undersøge, om vi så nu kan komme til at se netop de film, vi længe har ønsket at se. Vi på Filmkommentaren vil, når det lykkes for os, nok skrive om nogle af dem.

Still: Asger Leth og Milos Loncarevic: Ghosts of Cité Soleil, (2004 / 2007) I et af sine mange lag også "århundredets kærlighedshistorie." 

For alle danskere/ 1

Det Danske Filminstitut, Filmcentralen åbner 10. april 2014 en ny dansk streamingtjeneste, for - som det flot hedder i pressemeddelelsen - alle danskere, som hermed får fri adgang til en række dokumentarfilm og kortfilm, som tidligere har været tilgængelige på filmstriben.dk

På Filmcentralen er der både aktuelle film og klassikere. Der er filmperler for alle: animation for de yngste, prisvindende kortfilm, kunstnerportrætter, film om Danmark og den store verden. Propagandafilm, eksperimentalfilm og debatfilm, der har rykket politiske dagsordener. Film, der får os til at se virkeligheden med nye øjne. Filmene på Filmcentralen er primært danske. Der kommer hele tiden nye film til, og ældre titler bliver fremhævet, når der er aktuel anledning. Filmcentralen bliver desuden en platform, hvor Filmmuseets nydigitaliserede filmarv sættes i spil for nye generationer.

SYNLIGHED OG OVERBLIK

Filmcentralen er dedikeret til kortfilm og dokumentarfilm. Sitet formidler filmenes kvaliteter og relevans med fortællinger om filmene og filmskaberne. På Filmcentralen kan man fordybe sig i en instruktørs værker, læse interviews og instruktørprofiler – eller lade sig inspirere af tematiske samlinger, anbefalinger og nyheder.

På Filmcentralen / For alle kan man se flere hundrede film uden begrænsninger og uden abonnement eller password. Kan filmen ikke ses direkte på sitet, leder Filmcentralen brugeren videre til andre tjenester, hvor filmen kan ses. Det kan være kommercielle tjenester eller bibliotekernes Filmstriben.

OFFENTLIGT- PRIVAT SAMARBEJDE

For Filminstituttet er det afgørende, at så mange danskere som muligt får glæde af den store filmsamling. Direktør på Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen siger: ”Vi har længe arbejdet på at gøre disse film tilgængelige for borgerne. Danske kort- og dokumentarfilm er af enestående høj kvalitet og fortæller vigtige historier. Publikum strømmer til festivaler og events, og mange film opnår høje seertal på tv. Men vi skal have filmene endnu bredere ud. I praksis fungerer det sådan, at hvis en film er i kommerciel distribution, henviser Filmcentralen i et pop up-vindue til det site, hvor filmen kan ses. Denne del af løsningen er udformet i samarbejde med Producentforeningen.” Direktør for foreningen Klaus Hansen siger: ”Filmcentralen / For alle er et eksempel på et godt offentligt-privat samarbejde. Dokumentarfilm og kortfilm gøres tilgængelige for borgerne, samtidig med at branchen fortsat kan udnytte de kommercielle muligheder, der findes med den voksende interesse for danske dokumentarfilm. Disse muligheder er vigtige for dokumentarproducenternes skrøbelige økonomi og dermed den fremtidige produktion af dansk dokumentarfilm.

TO INDGANGE

Ud over Filmcentralen / For alle er der også en indgang til brug i under¬visning. 90 % af landets skoler og gymnasier abonnerer allerede på Filmcentralen / Undervisning, der åbnede i oktober 2013. Her har lærere og elever med UNI-login nem adgang til film og undervisningsmaterialer, der inspirerer til at arbejde analyserende og kreativt med levende billeder.

FILMCENTRALEN / FOR ALLE ÅBNER 10. APRIL 2014

Yderligere oplysninger: Susanna Neimann, kommunikationschef susannan@dfi.dk Tlf. 4119 1540 og Liselotte Michelsen, kommunkationsmedarbejder, liselottem@dfi.dk Tlf. 3374 3566.

Still: Michael Noer: "Vesterbro" (2008) "... århundredets kærlighedshistorie."

Alexandru Solomon and Kino Kombat

I just discovered that it is 20 years ago that I met Alexandru Solomon in Bucharest. My wife worked at DR (Danish Public Broadcaster) and I was at the National Film Board of Denmark. We bought two of his visual experiments/short films for broadcast and non-theatrical distribution. Titles: ”Shriek into the Ear-Drum” (1993) and ”2 x 5” (1993), pretty wild stuff... would never pass through today’s overall filmic normalization, well maybe at art museums and galleries.

Times have changed, Solomon is now an internationally renowned and committed documentarian, who has made several films on politics in his country. His films are made through hifilm, the company of his wife Ada, who produces award-winning fiction films on an international level.

Back to why I am writing this: Kino Kombat is online and for free until March 16, 5 films are available from the current programme of the 7th edition of One World Romania International Human Rights Documentary Film Festival.

You can read more about the films on DocAlliance website, see below, where there also is an interview with Alexandru Solomon, who is the director of the festival. He gives the following answer to ”Why Kino Kombat?”:

“Each year we express the focus of the festival’s current edition through a slogan. In Romania, in the past year we have seen a fresh civic commitment expressing itself in the streets, through protests and gatherings, but also through the arts. We are premiering two Romanian films that portray these demonstrations and we are exhibiting the drawings of Dan Perjovschi, one of the most important artists of our time, who reflected and nourished these protests. “Kino Kombat” stands as recognition of our double pledge – to human rights and to documentary cinema, as one of the best tools to promote human rights in a creative way. The Romanian version of this slogan is “Cine-luptă”, meaning cine(matic)-fight, and our central picture for the 7th edition is the camera-weapon. A weapon that is honest, intelligent and non-violent. The documentaries we select and promote are usually committed to a certain cause but they are not politically correct, they are provocative and have multiple layers, because they are also cinematic.” BRAVO!

http://www.alexandrusolomon.ro/

http://www.hifilm.ro/

http://dafilms.com/event/160-kino-kombat-online/

DocAlliance Offer Films by Peter Liechti

The vod that calls itself “your online documentary cinema”, and very right so, always high quality has this time chosen to present 11 films by a real auteur, Peter Liechti, for free until February16. The text that introduces the director follows below and on the site you will also find the interview that Sevara Pan has made with Liechti for the spring2014 issue that just came out. Pan made earlier a review on filmkommentaren of Liechti’s “Father’s Garden – the Love of my Parents”, which is not part of the retrospective. If you have time for only one film, choose “Sound of Insects”.

DocAlliance: What forms can documentary film take? Really extraordinary ones, as far as films by internationally renowned Swiss director Peter Liechti are concerned. To Liechti, the film medium is an open field entered by other art elements such as music and literary text. Under his directing guidance, plastic documentary images emerge, dominated by a common trait; that of a stream of imagination. Learn more about the power of Liechti’s visual language in a unique online retrospective from February 10 to 16 at DAFilms.com for free!

The online selection of Liechti’s works represents a summary of his films made in more than 20 years. During this time, Peter Liechti, who had originally studied visual arts, has created a specific film language with an emphasis on the powerful combination of long takes, macroscopic details and literary means of expression. In case of Liechti’s films, the label “documentary essay“ is more than fitting. The unique compilation, with its accord of narrative and visually powerful images, is perhaps best represented by the highly suggestive documentary The Sound of Insects: Report of a Mummy, which has received the Prix Arte of the European Film Academy in 2009. The voluntary death of the protagonist, accompanied by a philosophical reflection on the birth and death of life, is captured by means of the miniature movement of individual natural elements.

However, the rest of Liechti’s works deserve attention as well. A specific combination of electronic music and film characterizes Liechti’s debut Kick That Habit. Music has also been the main theme of the appreciated film Namibia Crossings capturing an ethnically diverse group of musicians on tour in the South African state. Whereas music is a strong linking element between the individual protagonists, their cultural differences and bias lead to many a misunderstanding. The director’s personal testimony about the search for his own roots, integrated in the story of his attempt to get rid of his nicotine addiction, is given during the contemplative journey to the director’s native city in Lucky Jack.

http://dafilms.com/event/156-the-power-of-imagination-a-retrospective-of-peter-liechti/

Slovak Documentary Masters Online

… for the first time. This is how the vod DocAlliance presents its christmas present to us viewers. It is quite a generous offer that comes up in collaboration with the Slovak Film Institute that celebrates its 50^th anniversary. If you only have time for one film, you should watch Dusan Hanak’s classic masterpiece “Pictures from the Old World” (photo). Here is the introduction from the site of DocAlliance:

Wild Slovak nature, the harsh life in deserted mountains, the beauty of almost forgotten folk traditions and powerful existential themes resound in the films by four Slovak documentary filmmakers Dušan Hanák, Martin Slivka, Dežo Ursiny and Martin Šulík. Thanks to the Slovak Film Institute, the works by the four leading figures of Slovak cinema are now available to international audiences. In the week from December 16 to 29, DAFilms.com presents a selection of over 20 short as well as feature-length films by unique filmmakers of the Central European region for free.

Founded in 1963, the Slovak Film Institute represents both the oldest and a single local professional film institution to take care of Slovak cinema in a complex way. This cultural institution manages archive collections preserving both early and contemporary Slovak film works. On the occasion of its 50th anniversary, the Slovak Film Institute presents; in collaboration with DAFilms.com, Filmtopia distribution company and with the support of the Slovak Audiovisual Fund; a special selection of 26 films covering primarily the second half of the 20th century and representing four remarkable filmmakers of four generations.

The works by versatile artist Dušan Hanák, who is also renowned on the cultural scene as a screenwriter and photographer, are represented by the highly prized film Pictures of the Old World ranking among the most significant documentaries of Slovak film tradition. Through the film camera, Hanák faces the questions of human existence in its rawest and purest form; manifested in the

Time to Celebrate Documentaries

… say the DocAlliance people, who again are advertising their vod repertory, including several films that can be streamed for free. The reason for celebration NOW is of course that two of the festivals that are part of the Alliance start today (Jihlava and Lisbon), two other (Leipzig and Copenhagen) follow a bit later.

Go to the site below and see what is on the menu – Frederick Wiseman is not (yet) but his new film “At Berkeley” (photo) will be screened in Lisbon and Copenhagen. Here is the text from DocAlliance:

A month full of the best of contemporary documentary film is about to start! Four Doc Alliance partner festivals are inviting both local and international audiences to meet new talented directors, emerging producers and progressive distribution trends. DAFilms.com offers you the unique opportunity to watch selected festival films during special weekly events online for free. Are you going to one of the festivals only? Are you planning your film trip for the spring months? Watch DAFilms.com and enjoy the festival fall in the comfort of your home!

http://dafilms.com/

Walter Woodman and Patrick Cederberg: Noah

Noah is a 17-min. long student film which was showed in the Short Cuts-program at this year’s Toronto Film Festival. Since it is entirely taking place on a teenage guy’s computer screen, it has lately - and logically - been spread on the internet through social networks.

Through a very clever and fast-paced “editing” with zooms and pans plus dialogue, video, pictures and text on-screen, we follow him and his online-behavior. He is Facebooking, Skyping with his girlfriend while surfing and then putting his relationship with her in peril by some quite questionable actions. After a series of events (or non-events, if you’re older than 25) he ends up on Chatroulette.com where he chats with different people at random.

Of course, this is not a documentary but it sure - at times - feels like one with its attention to detail and its pace. The speed really mimics the feeling you get when you’re trying to follow your 15 year old son or your teenage niece trying to show you something on a computer. But it is well worth it, because it is a glimpse of how our means of communications affect our social behavior.

You can argue that the main character is a scatterbrain and has the attention span of a common housefly. And you can say that this is brought on by the computer industry and when WE were young, we certainly had better things to do. But in my and my avatar’s opinion, the real message is that no matter how and through which apparatus or software we as humans interact with each other, we will always bring in our human emotions; our fears, joys, needs and hang-ups. And the film shows it in a way that I so far haven’t seen any well-meaning documentary about the subject do quite as engaging.

Canada, 2013.

The film can be seen here: http://www.fastcocreate.com/3017108/you-need-to-see-this-17-minute-film-set-entirely-on-a-teens-computer-screen

Documentary Conference in St. Petersburg

It’s September 26-27 that an important documentary conference takes place in St. Petersburg. And you can sign up NOW by clicking the link below. It is for free and you can take part in person or via the internet. If you decide to come to St. Petersburg and you need an invitation for your visa application, contact the organisers, use the same link. The organisers are two wonderful people, who fight to better the the documentary conditions in their country: Ludmila Nazaruk and Viktor Skubey, I have previously promoted the website Miradox, link below. And the website for the conference is brilliant, professional and inviting!

So here is their presentation: “The organiser is DoxPro, the International Program for Documentary Professionals based in St. Petersburg Russia. DoxPro works “to facilitate economic and cultural cooperation between Russian and European documentary professionals, to create a wholesome environment for development of documentary as a creative industry in Russia.”

This is a countdown clock to the start of the Conference, which will be held within the frameworks of The XXIII International Documentary, Short, and Animated Film Festival "Message to Man".

We have invited the most advanced experts from the Northern Dimension countries:  Denmark, Finland, Iceland, Norway, Sweden, Estonia, Latvia, Lithuania, Poland, Germany and Russia. They will share with you their unique experience, ideas and information regarding the new reality of documentary industry in the Northern Dimension area, and the existing funding sources for creative documentary projects. (Some names: Iikka Vehkalahti Finland. Jaak Kilmi Estonia. Vera Obolonkina 24Doc Russia. Gints Grube Latvia. Evgeny Grigoryev Russian Doc Guild and Grigory Libergal Russia. Maria Fuglevaag Warsinska-Varsi Norway… and many others, ed. Mikael Opstrup EDN and your blogger will moderate the sessions, short presentations and (hopefully) lively debates.)

Transmedia: what is it, what is to be thought about from a documentary point of view? Crowdfunding: an overview of platforms, what to think about, positive and negative examples. Case studies of crossmedia and webdocumentary projects. New and alternative ways of documentary distribution. These and many other topics will be covered at the Conference.”

Photo from one of previous activities of DoxPro, a meeting between Russian and Finnish documentarians.

www.doxpro.org

http://www.miradox.ru/

http://miradox.ru/1/NWFilm

https://www.facebook.com/groups/370731739707021/  

Adam Nielsens klippekunst

Det Danske Filminstituts Roos Pris 2013 blev i lørdags tildelt filmklipperen Adam Nielsen for, som det hedder i begrundelsen, bag kulisserne med kompromisløshed, alsidighed og unik musikalitet at være med til at løfte kvaliteten af dansk dokumentarfilm.

Det er jeg meget glad for, for Adam Nielsen er min helt, og jeg fejrede begivenheden i aftes ved at se hans og filminstruktøren Tine Katinka Jensens mesterværk ”Solange on Love” (2008), hvor han klipper et intenst og nærværende og i ethvert sekund autentisk materiale nænsomt og håndfast gennem en forrygende parallelhandling og udvikling af 2 + 2 karakterer frem til et vidunderligt digt om kærlighedens fremtrædelsesformer set fra kvindernes vinkel med en mands blik. Et stort sted er noget så sjældent som et fuldendt frieri i en dokumentarisk og aldeles ægte scene.

GHOSTS OF CITÉ SOLEIL (2007)

Jeg mødte første gang Adam Nielsens filmkunst, da jeg så en arbejdskopi af ”Ghosts of Cité Soleil” (2007), som han havde klippet for Asger Leth. Det var en voldsom oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Jeg skrev senere på den baggrund en anmeldelse af filmen, faktisk det første indlæg, jeg lavede her på Filmkommentaren:

Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret...

Per Kirkeby: Asger Jorn

Som regel kan jeg ikke lide at læse, hvad instruktørerne mener om deres film, hvordan de udlægger deres film. Det minder mig så meget om facitliste. Og at se film er jo ikke at løse regneopgave, slet ikke at nå frem til det eneste gyldige resultat. Men der er undtagelser, der er for eksempel Bang Carlsen og Leth og Bergman. Og der er Ada Bligaard Søby. Og så er der Per Kirkeby. Når jeg læser deres tekster om deres læsninger og gensyn med egne film (Bergmans ”Billeder” frem for noget) eller deres synopser (Bligaard Søbys tænker jeg på, men hvor er det nu man finder dem?) så sker der det, at teksterne i stedet for at afrunde mit arbejde med filmene: nå det var så det, så lukker vi den bog, udvider og forlænger mit liv med filmene. Jeg får lyst til og brug for at se dem igen. Sådan er det i høj grad med Per Kirkeby. Lad mig derfor begynde gensynet på Filmstriben med ”Asger Jorn” (1977) med hans frygtindgydende tekst ”Jorn – udvortes” (1995), som bare skal læses (min absolutte anbefaling) og så hans elegante lille essay om fiktion ”Hvad skal man egentlig med kunstnere på film?” (1995), hvor jeg her simpelthen citerer hele stykket om ”Asger Jorn”:

”Fiktion. Da jeg lavede min film om Asger Jorn var det mit udgangspunkt. Jorn var død, jeg havde aldrig mødt ham, men han havde været meget nærværende i mit kunstnerliv. Som frastødning og tiltrækning, en fiktion i mit liv. Og der var ikke andre kilder end efterladenskaberne, reportagen var udelukket. Så filmens fiktion var rekonstruktionen af en figur, et liv, bestemt af efterladenskaber og mine spørgsmål. Derfor blev det først og fremmest en film der handler om valg og hvorfor i et liv i en tid som måske var anderledes. Om valgenes mulige suverænitet og mulige uundgåelighed og melankoli. Denne fiktion, denne handlingsgang, skulle opleves som en historie i sig selv, uden legitimering i værkernes berømmelse.

DocAlliance: Laila Pakalnina

Readers might think that I am paid to promote the vod that is run by DocAlliance – I am not, the simple reason it has so many posts on this blog is very simple: It has high quality and is edited with competence and sense for both new upcoming directors and veterans that can give you the possibility to catch up your documentary film history.

So here we go again with Latvian director Laila Pakalnina: 20 films are offered for free until July 28. It is an amazing offer to film students, film directors who look for inspiration and film buffs – to set up your own retrospective with a director, who started her carreer with documentary shorts shot on 35mm, for cinema, most often without dialog: The Ferry (1994), The Mail (1995), The Oak (1997) – going to the playful ”Papa Gena” (2001) and the fantastic nature and man masterpiece ”Dreamland”, not to forget a long documentary from her hand from 2011, ”33 Animals of Santa Claus”. 7 fiction films are on the list for you.

I have just watched two new films by Pakalnina, not in the list, ”Marathon” (photo of director who films with a camera fastened on her head) and ”Chimney”, both of them on their way to festivals around the world, showing that she is still surprising her audience with new precise, atmosphere-filled documentaries.

http://dafilms.com/news/2013/7/15/laila_pakalnina

Per Kirkeby: Ekspeditionen

Jeg fortsætter mine gensyn med Per Kirkebys film, som så lykkeligt er dukket op på Filmstriben. Nu altså Ekspeditionen (1988), som vist nok aldrig har været i distribution, men som jeg sært kender alligevel. Noget af materialet er optaget, da Kirkeby og Teit Jørgensen lavede Geologi – er det egentlig videnskab? (1980)

”Det er om Eigil og mig og Pearyland”, siger stemmen, om det handler den varde, som blev rejst af dem i landskabet der. Forstår jeg, da jeg ser den senere. Det var sommeren 1963 han var med på Eigils ekspedition, og det fortæller fortællestemmen sådan lige ud ad vejen, og stemmen er Per Kirkeby, det kan jeg jo høre, og Eigil er Eigil Knuth, det ved jeg. Billederne er fotografier, stills, som det siges i filmsproget, og de er sært slørede og gamle, det er arkivstof, ja, men helt umanipuleret, upoleret og ikke på nogen måde strammet op. Så fortæller fortællestemmen, altså Kirkeby, at han nu, han er i gang med den her film, må han erklære, at han har mistet lysten til det filmiske, at han vil fortælle om denne personligt skelsættende begivenhed, ekspeditionen i sit liv, som i hans sind vokser som drøm og forestilling og gennemtænkning til hele mytologien om ekspeditionerne i dette grønlandske landskab, hvor døden får sin ikke fortrængte plads, så livet bliver til fylde, det vil han fortælle om i en lysbilledserie. Og jeg forstår, at Teit Jørgensen er sat til at filme lysbillederne, mens Kirkeby viser dem med sit lysbilledapparat på lærredet og ind imellem med sin finger peger på en bestemt linje i det viste landskab, noget, han vil pointeret, som han derefter i sit store værk, akvarellerne og malerierne atter og atter har pointeret.

Og så med ét forsvinder stemmen, og der bliver stille, ikke klodset stille som et lydhul, nej hensynsfuldt stille som ønsket: se nu på de her billeder! Og jeg ser og ser og tror, jeg forstår det ufortællelige og bliver rørt over, at han ved, jeg også har det i mig, indtænker alt det, han ved, jeg ved, alt det, jeg har set og læst. Og netop som det er klart for mig, hvad det er, får jeg belønningen, Hans Andersen (ved jeg senere fra et tekstskilt) spiller tuba, det er filmmusik. Af Henning Christiansen, kan jeg gå ud fra som selvfølge.

Det kan godt være, at det er en forudsætning for, at jeg opfatter den intense skønhed i Kirkebys film (ikke kun den, mange af dem, måske dem alle), at jeg ved lidt om baggrunden for eksempel billedsidens radikalitet. Manden er jo maler og han mener noget med billederne, de er ikke tilfældige eller sjuskede, som jeg først kunne mene, så de kan selvfølgelig ikke uden videre afvises. Men det er for mig nødvendigt at studere deres forudsætninger, som er en helt anden æstetik end den, jeg er vænnet til og til dels skolet i. Det har hjulpet mig meget at læse, hvad han skriver om det. Som nu her om Teit Jørgensens fotografi (i det hele taget), som han beundrer: Tilbage i december 1976 skriver Per Kirkeby om kvaliteten af de mere nøgterne kompositioner, der afspejler en accept af ”procesessens almindelighed”:

”... Forstår fotografen dette, bliver hans billeder hverken platte eller demonstrativt tilbydende (…). Billederne får den klare redegørelse for udstrækninger og rum, figurer og størrelser, den rolige klarhed som bliver erindringens og stedernes magi. (…) Meget få fotografer når denne indsigt i simpelheden, de fleste frygter den faktisk og står på hovedet. (…) Men ud af den fotografiske dokumentation, denne simpelhed, vokser stemninger uden ord. Tænk det lader sig se. Teit Jørgensen er en dansk fotograf der har disse kvaliteter. Hans billeder er ikke demonstrative, men de viser at dette lader sig se. Hans billeder har denne rolige udstråling”

Danmark 1988, 31 min. Manuskript: Per Kirkeby, fotografi: Teit Jørgensen, klip: Grete Møldrup, musik: Henning Christiansen, fortællerstemme: Per Kirkeby, produktion: Vibeke Windeløv / Kraka Film, distribution: Filmstriben. Litt.: Per Kirkeby: Ekspeditionerne i Fisters klumme, 1995. Per Kirkeby citatet er fra teksten Fotografen i Victor B. Andersen's Maskinfabrik, december 1976, side 86. Her citeret via en hjemmeside (uden årstal) om Teit Jørgensens separatudstilling ”Snapshots & Stills” i Galleri Tom Christoffersen.

Per Kirkeby: Geologi er det egentlig videnskab?

Titlens provokation har siddet fast i mig siden jeg så filmen ved dens fremkomst. Det er for mig at gribe tilbage i mit liv og se begyndelsen til den kunstopfattelse, den videnskabsforståelse, som jeg orienterer mig med nu. Per Kirkeby er geolog med istiden som speciale tror jeg nok, og så er det da en udfordring, når han et sted i filmen, stilfærdigt siger, at istiden er en antagelse, en omvæltning for en skolelærer og nybegyndt museumsmand, som kom lige fra geografilokalet og Axel Schous Danske Atlas, et vidunderligt værk, som i imponerende kort og smukke rekonstruktionstegninger forklarer sammenhængen mellem isrande, tunneldale og hovedstilstandslinje og det danske landskab med bakkeøer, moræner og tunneldale. Og jeg troede at dette alt sammen var fakta og bare skulle læres. En antagelse siger han så, kvartærgeologen! Jorden gyngede, måske var der helt andre forklaringer, geologi var ikke længere noget, der var dernede eller dengang, men inde i hovedet på en videnskabsmand, en tanker, muligheder blandt flere, måtte jeg tro. Jeg var dog forberedt. Det begyndte for mig med Flyvende Blade, som jeg nok læste fire-fem år tidligere. Jeg havde først været forundret, blev så fascineret og hurtigt optaget af denne særegne meget personlige blanding af dagbog, notater, breve, biografiske studier, erindringsfragmenter. En essayistik ud over alle de litterære grænser, jeg til da havde mødt. Sådan var også filmene, grænseløse, ustyrlige og skarptskårne med en fast hånd.

Per Kirkeby skriver om nogle af dem i 1995 i en tekst om kunstnere på film, han har lavet film om Asger Jorn og Wilhelm Freddie, dem skriver han om, Jornfilmen er fiktion i instruktørens liv, og Freddiefilmen er en film med den medvirkende malers egen fiktion, og så om den her film: ”… ’Geologi – er det egentlig videnskab?’ er en stump selvbiografi. Det kan man naturligvis i en vis forstand sige om alle en kunstners film, men i denne film er det et direkte motiv. Filmen opsøger et landskab og forsøger at genskabe et miljø i videste forstand, som var afgørende for kunstneren som ungt menneske. Men fiktionen er jo at det drejer sig om en undervisningsfilm. Og hvad så?” Jeg prøver at læse ”opdigtet” i stedet for ”fiktion” og tror, jeg forstår det lidt bedre.

Hurra, Per Kirkebys filmarbejde kan nu delvist, efterhånden vel komplet, ses på Filmstriben. Herefter kan jeg vende tilbage til basis, her til én af søjlefødderne for min langsomme forståelse af, hvad film egentlig er for noget.

Danmark 1980, 41 min. Manuskript: Per Kirkeby, fotografi: Teit Jørgensen, klip: Grete Møldrup, musik: Henning Christiansen, fortællerstemme: Per Kirkeby, produktion: Vibeke Windeløv / Kraka Film, distribution: Filmstriben. Litt.: Per Kirkeby: Hvad skal man egentlig med kunstnere på film? i Fisters klumme, 1995 og Flyvende Blade, 1974.

Impressions from Sheffield Doc Fest

Dagnė Vildžiūnaitė is the producer behind the Lithuanian production company Just a Moment. She has for years had an international focus, and her films have had both national and international success. “Father” by Marat Sargsyan were this year awarded in the festivals in Nyon and Krakow, “How the Revolution Played” by Giedrė Žickytė got the award as the best film at the 9th Vilnius International Documentary of 2012, whereas ”Igrushki” by Lina Luzyte still waits for the international breakthrough, it deserves. Wake up festival people, here is a creative documentary film shot in Belarus that does NOT take the usual ”easy” path with Lukashenko in picture in every other moment!

Dagne sent me a mail a couple of days ago after travels to Moscow and Sheffield. It is always a pleasure to read what she has to tell, she has opinions that go way beyond, what more mainstream producers come up with in the numerous workshops of marketplaces for documentaires around the year. She gave me an ok to post her impressions from the visit to the Sheffield Doc Fest:

… and, yes, before that I was in Sheffield. I thought a lot about what made me feel so "not in place" there. And I made certain conclusions. Almost the entire festival program is consisting of the films talking about our "bad and unfair our world is, full of social problems and heroes who give their lives to change it". I'm totally ok with it and I like many human rights documentaries.

But just next door they are organizing the market that has a strong focus on cross-media, online platforms, teaching that the audience has to be able to choose the content that they want and even influence the story of the film... and of course we also have to make our documentaries shorter and easier for the audience to "swallow", while they are googling the entire world on their computers. And then my question comes - isn't it our job to try to capture the audience that has less and less interest in the world around them? And isn't it that audience that we are making our films about/for in the end? So why not challenge them and bring them back to cinemas to watch films that make them think. Instead of teaching them to push button "stop", when they are not comfortable with the image they see?

But I'm so happy that I have attended one the best lectures in recent years – the masterclass by Walter Murch (it made my trip worth it). After it I suddenly realized one simple thing. There has always been a real interaction between audience and filmmakers. But it was on an intellectual level where the filmmaker raises the question, and an audience leaves the cinema with a gift - a new question, a new understanding, a new inspiration... Now it seems they talk about interactive elements in a purely physical way - audience pushes the button and feels satisfaction of being part of a creative process. We support a lazy audience locked in their rooms by their own choice, not willing to know smth more. And after that we talk with serious faces how bad it is that people end up living in the streets and vote for populists to become their presidents?...

I left Sheffield really scared. The town itself is full of people living in supermarkets and people living on social security payments (or what you call it). So the market and festival in this surrounding was even more symbolic.. But maybe I'm digging too deep?

http://www.justamoment.lt/en/

Nicolas Philibert on DocAlliance

One more generous free offer from ”your online documentary cinema”, the vod DocAlliance, starts tomorrow and runs until June 23:

7 films by Nicolas Philibert, who once wrote the following about his method:

”I feel the need to create a frame for each film, a starting point that I can build upon. This frame consists of the things that I find motivating and exciting when working together with the subjects of the film. When filming starts, the final destination is unknown to me and I don’t know which path I will follow. A lot depends on the things that emerge through work and encounters. Naturally the journey is different with each film...” (A quote from a text for the Finnish Docpoint festival).

Filmkommentaren.dk has posted several texts about the works of the French documentarian. To mention a couple of them – ”La ville Louvre”, ”La moindre des choses”, ”Nénette” and of course ”Etre et Avoir” – all of them available online for two weeks.

Make your own retrospective of films by Nicolas Philibert!

http://dafilms.com/event/125-retrospective-of-nicolas-philibert/

Sønderby J. & Bervald Jørgensen: Blodets bånd /2

Traileren er et chok for mig, det bliver en overvindelse at gå ind i biografen til den film. Så nøgen den må være og så blufærdig på samme tid. Den udstiller ikke, mærker jeg i de effektivt klippede scener, den er bare. Nøgen og blufærdig, ville helst dække sig. Det er en særlig tone i datterens fortvivlede stemme, som siger mig det. Det er så privat, at det gør ondt, gør ondt at komme til at høre, for jeg burde jo gå, det her kommer mig bestemt ikke ved. Men filmen forlanger, at jeg bliver. Sådan vil det også være, men voldsomt manifest ved premieren, for jeg tror faktisk, at den film vil holde, hvad traileren lover.

http://vimeo.com/63647643

Jay Bulger: Beware of Mr. Baker /2

The Guardian to-day: MICHAEL HANN: "Meeting Ginger Baker: an experience to forget. How an onstage Q&A with the great drummer turned into a professional horror show":

Link to guardian.co.uk/music  On Jay Bulgers film "Beware of Mr. Baker".

NFB Wants to launch ”the Netflix of Documentaries”

Realscreen newsletter of yesterday presents interesting news from NFB, National Film Board of Canada, the pioneer film institution in the world, set up in 1939 (parallel to the Danish equivalent, I want you to remember...) and now very much active in finding new ways to get ”high quality auteur documentaries to an international audience”.

From the article: The destination, available on the Web, connected TV and mobile devices in 2014, will offer interactive documentaries and content that is curated, bilingual, and eventually multilingual. The NFB says it is aiming to create “the Netflix of documentaries.”

Using the NFB’s existing investments in digital platforms, systems, infrastructure and content development, the service will launch first in North America and Europe.

Users will be able to access films from around the world, and create their own playlists, which they will be able to share with others. Documentary and subject experts will also guide viewers through the offerings.”

A subscription service of course, sounds great, let it happen and let other providers of quality docs join the initiative.

http://realscreen.com/2013/04/30/the-nfb-launches-pay-multiplatform-service-for-docs/#ixzz2S3vOdjNf

Peter Liechti and Avi Mograbi

For free until May 5 are the new films of two contemporary film artists who have always gone non-mainstream with their own voice and approach. The films of Liechti and Mograbi can be watched on DocAlliance, that has picked them from the Visions du Réel section ”Etat dEsprit”.

”Father’s Garden – The Love of My Parents” (photo) is the film of Liechti (”Sound of Insects”), the description from DocAlliance: After a long absence, Peter Liechti visits his now elderly parents, ready for a close encounter. The stories of their lives and rather difficult marriage are largely presented as a puppet theatre, with the parents, from the lower middle-class, portrayed as hares wearing shirts and aprons. Via the "Punch" character, the rebellious son channels the emotions that overwhelm him in this stunning portrait.

The film of Avi Mograbi is called ”Once I entered a Garden” and has this text: Avi Mograbi and his long-time friend Ali embark on a journey to a land that existed before borders were created. A world that existed, even though most of the people and especially politicians pretend it never did. A world where communities were not divided along religious lines. With a light hand held camera, Mograbi continues to question the history of Israel. Everything is still possible.

Last feature documentary film of Mograbi was Z32, masterpiece.

Both films will be reviewed here asap.

And keep checking DocAlliance, it is a brilliant vod.

http://dafilms.com/news/2013/4/29/visions_du_reel

The Carnation Revolution Films

The DocAlliance does now include 7 festivals with the inclusion of DocLisboa in the group. A welcome gift from Portugal is given to the users of DocAlliance, the vod that calls itself: Your online documentary cinema.

The so-called Carnation Revolution, in 2014 it is 40 years ago it happened, is the theme and 4 good films are available for free today and tomorrow, April 28:

”Good Portuguese People” from 1980, ”Tarrafal: Memories of the slow Death Camp” from 2010, ”25 April – an adventure for democracy”  (2000) and ”Another Country”.

If you only have time for one film you could take the latter, directed by Serge Trefaut. Here is the description:

The red carnations revolution in Portugal also known as the last romantic revolution of the 20th century was, for many, an unimaginable communist threat. For others, it was a lab of dreams and politics, an exciting place for young people and bright photographers and filmmakers. People like Sebastião Salgado, Glauber Rocha (photo), Robert Kramer, Dominique Issermann, Santiago Alvarez, Pea Holmquist, Jean Gaumy, travelled to Portugal and lived there until the party was over. What is left of this experience?

http://dafilms.com/event/119-the-carnation-revolution/

Karla's Arrival - for free

Got a mail from Koen Suidgeest, whose touching film “Karla’s Arrival” has gone all over the world due to the director’s constant commitment and energy. Here it is, and here is the generous invitation to watch the film for free, this week:

Wondering whether you could help out. Today – March 15th – is the 4th birthday of Karla, the baby in my documentary Karla's Arrival. To celebrate, we're offering the film for free for a week through the below link. I am writing to some of my friends in the doc world to see if they wouldn't mind posting this on their own timeline.

Karla's Arrival is about a Nicaraguan teenage girl who lives on the street, is pregnant and plans to raise the baby under a tree in a park. The story starts shortly before birth and follows mother and child for 14 months.

This ITVS supported doc has been seen by some 4 million people, played at 35 festivals, was broadcast in 14 countries and won four international awards.

http://www.karlasarrival.com/screening-room.html

EDN & DocAlliance join Forces

Here is an offer you can't refuse, taken from the EDN website: EDN is happy to announce that all members, who are part of the organization on April 12, will get free access to over 700 documentaries at Doc Alliance Films.

EDN and Doc Alliance Films will offer all members of EDN free access to stream the over 700 documentaries available at the DAFilms.com web site. The offer will be available for current EDN members with a valid membership on April 12 and those joining the organization before this date. The over 700 documentary films at Doc Alliance Films will be available for streaming for three months. The free streaming period will start on April 16 and run until July 16 2013.

DAFilms.com is an online documentary distribution site offering access to a selection of over 700 documentary films from around the world, with an emphasis on European cinema. In addition to offering notable recent films, the website also functions as a film archive of important documentaries. This includes works by masters such as Ulrich Seidl, Jørgen Leth and Peter Mettler. Every month, DAFilms.com expands its catalogue with the addition of up to 20 new titles. The films are selected on the basis of strict dramaturgic criteria, with an emphasis on their social and aesthetic value and signature style. Photo from Michael Glawogger's extraordinary "Working Man's Death", one of many classics at DocAlliance.

http://www.edn.dk/

http://dafilms.com/

Dox Box Global Day for Syria

… is a project initiated by the film festival DoxBox in Damascus where the festival for obvious reasons do not take place. Instead Syrain films have been shown all over the world – and there has been a “soirée thématique” on arte last week. The Danish cph:dox offers until midnight Sunday/Monday free streaming of “professional short films from Syrian filmmakers, but focus mainly on films and videos made by the Syrian people themselves. Films that often circulate and are seen outside of the official media circuit. Therefore we have decided to host this year's event online: Free streaming in support of free speach! “

Hurry up, watch the films – there are a bit more than 3 hours:

http://www.cphdox.dk/d/blog.lasso?s=2012800&show=430&n=430

and go on facebook, write Dox Box Syria Global Day, to see how wide the support is with screenings all over. Bravo!

Photo: Lina al Abed: Damascus, My first Kiss