Janus Metz: Armadillo/7

Ideal 1, Stalker:

“Mange har spurgt, hvad vi havde i tankerne, da vi lavede Armadillo. Og en ting, jeg har tænkt meget på, er det med at være isoleret et sted og ikke rigtig vide, hvem der kigger på hvem. Her har Stalker været en stor inspiration. Man er i en zone, hvor der er heftigt omkring en, men alligevel ser man det aldrig, men fornemmer det kun. Det var mange gange den fornemmelse, vi havde, når vi sad i den lille Armadillo-lejr. Det var jo ikke Armadillo, der omringede hele det store område, men området, der omringede os. Og man var hele tiden beluret.” (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Jeg blev meget optaget af Lars Skrees svar i den lille enquete den dag. Og jeg kom med det samme til at tænke på, at Janus Metz vistnok I Cannes en dag havde sagt, at han opfattede Armadillo som en filosofisk film, og nu så jeg Skree i sin påpegning af konkrete inspirationer holdt sig til de åndelige sider af det filmkunstneriske felt, i sine ambitioner havde han inkluderet poetiske forbilleder. Først nævner han altså Stalker. Og jeg gik til Tarkovskijs poetik og læser igen det Thomas Mann citat fra Der Zauberberg, som Tarkovskij har sat foran sit essay om “det filmiske billede”:

“Wir wollen es so stellen: Ein geistiger, das heisst ein bedeutender Gegenstand ist eben dadurcg ‘bedeutend’, dass er über sich hinausweist, dass er Ausdruck und Exponent eines Geistig-Allgemeinen ist, einer ganzen gefühls- und Gesinnungswelt, welche in ihm ihr mehr oder weniger vollkommenes Sinnbild gefunden hat – wonach sich denn der Grad seiner Bedeutsamkeit bemisst…”

I sin anmeldelse her på Filmkommentaren er Tue Steen Müller på vej mod denne forståelse af “Armadillo”, han tager konkret udgangspunkt i netop et sådant sindbillede: Se på dette billede… Og vi ser, at Skree har filmet denne kriger, som netop for første gang har set, hvad der uden for zonen, set det, som hele tiden har set ham. Tarkovskijs videnskabsmand er rygvendt på vej, Skrees kampvognsfører er filmet en face, vi ser øjnene, som har set “det heftige”.

Litt.: Andrej Takowskij: Die versiegelte Zeit, 1984 (tysk oversættelse 2002)

Still: Andrei Tarkovskij: Stalker (da.: Vandringsmanden), 1979

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821