Per Kirkeby: Geologi er det egentlig videnskab?
Titlens provokation har siddet fast i mig siden jeg så filmen ved dens fremkomst. Det er for mig at gribe tilbage i mit liv og se begyndelsen til den kunstopfattelse, den videnskabsforståelse, som jeg orienterer mig med nu. Per Kirkeby er geolog med istiden som speciale tror jeg nok, og så er det da en udfordring, når han et sted i filmen, stilfærdigt siger, at istiden er en antagelse, en omvæltning for en skolelærer og nybegyndt museumsmand, som kom lige fra geografilokalet og Axel Schous Danske Atlas, et vidunderligt værk, som i imponerende kort og smukke rekonstruktionstegninger forklarer sammenhængen mellem isrande, tunneldale og hovedstilstandslinje og det danske landskab med bakkeøer, moræner og tunneldale. Og jeg troede at dette alt sammen var fakta og bare skulle læres. En antagelse siger han så, kvartærgeologen! Jorden gyngede, måske var der helt andre forklaringer, geologi var ikke længere noget, der var dernede eller dengang, men inde i hovedet på en videnskabsmand, en tanker, muligheder blandt flere, måtte jeg tro. Jeg var dog forberedt. Det begyndte for mig med Flyvende Blade, som jeg nok læste fire-fem år tidligere. Jeg havde først været forundret, blev så fascineret og hurtigt optaget af denne særegne meget personlige blanding af dagbog, notater, breve, biografiske studier, erindringsfragmenter. En essayistik ud over alle de litterære grænser, jeg til da havde mødt. Sådan var også filmene, grænseløse, ustyrlige og skarptskårne med en fast hånd.
Per Kirkeby skriver om nogle af dem i 1995 i en tekst om kunstnere på film, han har lavet film om Asger Jorn og Wilhelm Freddie, dem skriver han om, Jornfilmen er fiktion i instruktørens liv, og Freddiefilmen er en film med den medvirkende malers egen fiktion, og så om den her film: ”… ’Geologi – er det egentlig videnskab?’ er en stump selvbiografi. Det kan man naturligvis i en vis forstand sige om alle en kunstners film, men i denne film er det et direkte motiv. Filmen opsøger et landskab og forsøger at genskabe et miljø i videste forstand, som var afgørende for kunstneren som ungt menneske. Men fiktionen er jo at det drejer sig om en undervisningsfilm. Og hvad så?” Jeg prøver at læse ”opdigtet” i stedet for ”fiktion” og tror, jeg forstår det lidt bedre.
Hurra, Per Kirkebys filmarbejde kan nu delvist, efterhånden vel komplet, ses på Filmstriben. Herefter kan jeg vende tilbage til basis, her til én af søjlefødderne for min langsomme forståelse af, hvad film egentlig er for noget.
Danmark 1980, 41 min. Manuskript: Per Kirkeby, fotografi: Teit Jørgensen, klip: Grete Møldrup, musik: Henning Christiansen, fortællerstemme: Per Kirkeby, produktion: Vibeke Windeløv / Kraka Film, distribution: Filmstriben. Litt.: Per Kirkeby: Hvad skal man egentlig med kunstnere på film? i Fisters klumme, 1995 og Flyvende Blade, 1974.
