Julia Margaret Cameron: Portræt
Dette fotografi er plakatmotiv til en udstilling i Musée de l’Orangerie i Paris. Ansigtet er standset i slutpunktet af en bevægelse, måske afvisende, måske reserveret, en bevægelse mod venstre, standset i en profil. En profil som jeg kender i en kendt litterær sammenhæng. Fotografen er Julia Margaret Cameron (1815-1879), hun er blandt de tidligste af dem hvis fotografiske værker i skøn overdådig mængde er ophængt på den store og vigtige udstilling på Orangeriet, Qui a peur des femmes photographes? Optagelsen er fra 12. april 1867, modellen er Mrs. Herbert Duckworth, som levede med sin britiske familie i Sri Lanka. Aftrykket er på albuminpapir efter et negativ af kollodium på våd glasplade og har hjemme på Bibliothèque nationale de France. Cameron er, indrømmer jeg den eneste af fotograferne på udstillingen jeg kendte i forvejen. Nu har jeg til min forbavselse og glæde set fotografier af Mary Dillwyn, Lady Frances Jocelyn, Alice Austen, Frances Benjamin Johnston, Gertrude Kasebier…
De mange fotografier på udstillingen demonstrerer uden om redaktørernes ophængningsdispositioner og fortolkende tekster at det særlige kvindelige blik findes, at så snart kvinderne midt i 1800-tallet gik i gang med at fotografere opstod i fotografiet en særlig følsomhed for scenen, en vemodig tone af en særegen skønhed uanset tema og genre, en fotografisk fastholdelse af visse øjeblikke i iscenesættelser af tilstande og oplevelser i det kvindelige univers. Til de fastslåede Barthes’ske bestemmelser studium og punctum måtte jeg med ét, der i udstillingssalen for mig selv tilføje denne ekstra: scene som så er den imaginære begivenhed før lukkerens forevigelse, et næsten levende billede før det levende billede, en filmscene før filmscenen.
Udstillingen er redigeret af to kunsthistorikere. Begge mænd. De har lagt stor omhu i arbejdet. Men det var fotografierne, der er fra årene 1839-1919, som optog mig og gennem deres omstændelige kemiske og materialemæssige fremgangsmåder så rørende talte til mig med dæmpede stemmer.
PS
Udstillingens plakat udtrykker sig tydeligt med et nutidigt blik under mandlig dominans om kunstformidlingens markedsføring. Julia Margaret Camerons fotografiske portræt af Mrs. Herbert Duckworth fra 1867 er som det ses her ikke kun retoucheret (detaljerne i motivet, lys/mørke balancen, modellens lodrette midtakse i forhold til billedrammen som igen er ændret til oval) det er også ved udstillingens titel manipuleret med en påført association til Virginia Woolf, som selvfølgelig kendte Camerons fotografi, da hun var datter af Mrs. Herbert Duckworth i dennes senere ægteskab og ligheden mellem de to er så slående, at man let tager fejl, og det er når man jævnfører med udstillingens titel selvfølgelig også meningen. Men at få stillet sin berømmelse i vejen for Camerons kunst i et sentimentalt øjemed ville Virginia Woolf næppe have syntes om. Slet ikke at stille sin egen berømte profil foran sin mors tilsvarende skønhed. For en vits’ skyld.
http://www.information.dk/557009
http://www.svd.se/har-korrigeras-den-kvinnofientliga-fotohistorien
Litt.: Roland Barthes: Det lyse kammer, 1980.
