Andreas Johnsen: Bugs/ Anmeldelse
Det må være dig, der skriver om Bugs, mailede kollega Allan Berg til mig. Den ”minder mig om en dejlig gammeldags Filmcentralfilm…”, en henvisning til at jeg tilbragte 20 af mine arbejdsår i hedengangne Statens Filmcentral, SFC. Med det i baghovedet gik jeg til pressevisning forleden.
Ja, på en måde er det er en gammeldags film, på den fede måde, som vi fik dem lavet til SFC’s katalog og kolossalt store publikum. Den vil informere, den vil få sit publikum til at tænke, den vil skabe debat. Vel at mærke som en Film med stort F. Og den er lavet til et stort publikum, som den ganske givet vil nå, når den får premiere den 7.september i mere end 50 biografer landet over I samarbejde med DoxBio, som i moderne udgave fører SFC’s biblioteksturnéer videre.
Som Film, hvis vi lige bliver ved den retrospektive sammenligning
et øjeblik længere, er den fordums oplysende speaker væk. Den nødvendige baggrundsviden og de store spørgsmål, som filmen rejser, bliver formidlet af tekster på lærredet her og der, og af situationer, hvor de medvirkende taler sammen eller er ude i felten for at studere og samle insekter. Her bliver der givet informationer, som er nødvendige for at forstå tankerne bag det københavnske “Nordic Food Lab (som) er ét af de steder, hvor man igennem et treårigt forskningsprojekt (Discerning Taste: Deliciousness as an argument for Entomophagy) har forsket I at finde spiselige insekter og at udvikle delikate måder at tilberede tilberede dem på” – et arbejde som primært har været anført af filmens medvirkende: Den skotske kok Ben Reade, den canadiske researcher Josh Evans og køkkenchefen Roberto Flore.” (Entomophagy is the human consumption of insects and arachnids as food,ed.). Citat fra pressemeddelelsen.
Bugs er fuld af informationer på sin rejse jorden rundt, hvor Reade og Evans – og senere Flore – er på (igen et citat fra pressemeddelelsen) “…en atypisk gastronomisk rejse til bl.a. Australien, Mexico, Kenya og Japan, hvor de møder alt fra termitdronninger, delikate honningmyrer, giftige gedehamse og smagfulde langhornede græshopper…”.
Tilbage til den filmiske fortælling. Når den lever på trods af den store mængde informationer – den hopper specielt I starten fra sted til sted med en klipning som undertiden føles hakkende og forstyrrer flowet, hvor jeg ville have foretrukket at flere scener fik lov at leve mere, lidt mere ro – skyldes det de to hovedpersoner kokken Ben Reade og researcheren Josh Evans. De har humor og de er sjove at se på, når de står I Afrikas varme i korte bukser som to skoledrenge, der skal have gravet insekter op af jorden. Den ene, rødhårede Reade, der taler uophørligt, når han ikke propper mad i munden, tilberedt på stedet, den anden Evans med sin notesbog, der skriver ned, hvad der kommer fra de kloge indfødte. De spiser som det naturligste i denne verden insekter. Hvilket 2 milliarder af os gør, siger filmen!
Med de to udvikler filmen sig, fordi de udvikler sig. Filmen skifter perspektiv fra at rejse det banale spørgsmål, “skal vi spise insekter”, eller som filmens plakat siger “kan vi redde verden ved at spise insekter”, til at udtrykke frygt for konsekvensen af (opdrættede) insekter som en del af fødevareindustrien. Det er sigende sekvenser, som udtrykker den frygt. Som da Evans taler for en håndfuld eksperter i Genève. “Nogle spørgsmål”, siger ordstyreren ud i salen, næh det ser ud til at rage dem en høstblomst (kan man i øvrigt spise en sådan?). På det tidspunkt er Evans alene, Reade har fået nok af projektet, fundraising og at det hele nok ender med at de store selskaber som Nestlé overtager, industrialiserer og får profitten. Den historie har vi hørt før.
Der blev klukket meget ved pressevisningen i Grand forleden – og der blev klappet, da filmen var færdig, hvilket jo ikke er sædvanligt, når publikum begrænser sig til at være blaserte filmanmeldere med en kop kaffe i hånden. Filmkommentarens udsendte absolutte lægmand udi insektmad klappede med. Af den underholdende film, som giver lyst til at vide mere om de der små kryb og hvad de kan gøre af godt for øje og mave. Uhmmm, en appetitvækkende film!
En forevisning som sluttede med prøvespisning med italienske Roberto Flore i Grands café, hvor madeksperterne (også mig!) guffede i sig. Spændt på hvad de måtte mene om filmen. Det kommer der sikkert en debat ud af. Som der gør rundt om i verden, hvor instruktør Andreas Johnsen utrætteligt møder frem.
PS. Filmen, som er finansieret af filminstitutioner og –fonde, og tv-stationer i flere lande, har en aldeles fremragende engelsk/dansk hjemmeside: http://www.bugsfeed.com
Danmark, 87 mins., 2016
