Filmkommentaren

Kun med hjertet kan man rigtigt se

Skrevet den 16-08-2008 17:41:07 af Allan Berg Nielsen

Kun med hjertet kan man rigtigt se

Lattermilde Ulla Boye laver leende film. Også om tunge emner. Fulde af trods alt humør behandler hendes film alvorlige sager og konstruerer verdener, hvor udveje og lyssyn overalt er til stede som konkret iagttaget realitet - og den vamle sentimentalitet og organiserede bedreviden helt ukendte størrelser.

"Ludvig og lidenskaben" fra 1999 er om en enlig mand og hans gennemorganiserede dagligdag, "To må man være" fra 2001 var en folkelig succes på tv vistnok uden lige blandt dokumentarfilm. Det er en række ti minutters film med par som har været gift i mere end et par årtier og stadig er forelskede. Og fulde af mild latter. "Reverie", 2002 er korte sansninger i en græsk landsby, et forelsket smil med kant af smerte og "Dage med Kathrine", 2003 er en hjerteknuser af en biografi over en kvinde som sandelig ikke har haft det let, ikke har det let, det forstår man i hendes overdådighed af begavet og selvironisk fortællekunst, som Ulla Boye har lokket ud af hende. Ja, så det forstås gennem tårer og - ved latter..

På Odense festivalen kan man så se kronen på værket, instruktørens nye film. Den har vi ventet længe på. Og den er værd at vente på. Den kan vist alt det Ulla Boye kan. Og det er en del. Selvfølgelig åbner den i en set scene, set så tydeligt med hjertet, netop som Saint-Exupérys tamgjorte ræv i titlens citat pointerer over for den lille prins. Øjet alene ville ikke se det, Boye og og fotografen Jørgen Johansson ser til os. Det væsentlige er usynligt for øjet, tilføjer jo ræven. Og scenen er så også lyttet af de tre klippere,den er balanceret, den er lang, og alt muligt andet. Den er en lattermild dialog mellem hende og ham i kantinen på Kofoeds Skole. Og det fortsætter bare. Det er en vidunderlig film, en ægte dokumentarisk komedie. Glæd jer!

Ulla Boye: Kun med hjertet kan man rigtigt se, 2008. Kamera: Jørgen Johansson, klip: Mette Esmark, Stig Bilde og Janus Billeskov Jansen, produktion: Koncern www.koncern.dk Sendes på DR2 10. september 23:00. Distribueres senere på Filmstriben www.filmstriben.dk

Tilføjet i kategorierne: Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

6 comments "Kun med hjertet kan man rigtigt se":


herdis jensen skrev den 10-09-2008 09:50:24:
Har desværre ikke set filmen...troede den blev vist igår aftes på DR2???er det muligt at få oplyst om filmen kommer på DR og hvornår???
på forhånd tak

mvh Herdis Jensen

Allan Berg Nielsen skrev den 10-09-2008 10:11:57:
Jeg har lige spurgt på Koncern, som har produceret og selv distribuerer filmen, fik jeg oplyst. De ved ikke noget. Henviser til DR2 og filminstituttet. Så er vi der.. Prøver at finde ud af det.

Allan Berg Nielsen skrev den 10-09-2008 10:24:07:
Nå, let at opklare. Ulla Boyes "Kun med hjertet.." sendes ifølge programoversigten. på DR2 i aften 23:00!

Tue Steen Müller skrev den 10-09-2008 11:58:28:
Læsere af denne hjemmmeside vil kunne se at Allan Berg altid er den forsigtige mand, som nøjes med et ! i forbindelse med placeringen af Ulla Boyes film på DR2 i aften. Jeg har skrevet til DR og bedt om en forklaring på den totale mangel på redaktionel fornemmelse, som udvises når (Allans ord) en folkelig succes som denne placeres på et tidspunkt, hvor arbejdende mennesker er gået i seng! Svaret vil blive bragt her, når det foreligger.

Tue Steen Müller skrev den 16-09-2008 22:22:44:
Jeg skrev følgende til DR og fik hurtigt svar fra Malene Skaaning Andersen.
Ulla Boyes flotte dokumentar fra Kofoeds Skole var programsat til klokken 23 på DR2. Hvorfor det? Filmen fik prisen som den bedste danske dokumentar, blev modtaget med roser i
dagspressen og på www.filmkommentaren.dk - og bliver så vist sent om aftenen, hvor det store brede publikum, som den (også) henvender sig til er gået i seng! Hvorfor dog denne totale mangel på redaktionel fornemmelse?
Hej Tue
Kl. 23.00 er nu også et godt tidspunkt på DR2, hvor vi har mange seere. Lige p.t. er den ikke programsat igen, men det vil den absolut blive og da vil den få et andet sendetidspunkt for
netop at give andre mulighed for at set det.
Venlig hilsen
Malene Skaaning Andersen
Programmet fik 42.000 seere.


Erling skrev den 24-11-2022 10:43:48:
Filmen ligger desuden på Mediestream. Man skal dog sidde på det Kongelige Bibliotek (eller filialer) og benytte en af deres computere for at få adgang. Det kan jeg heldigvis :)

Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
p3
n
x2
q
ay
d
7h
b
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms