Dokumania /BOLSHOI BABYLON /2
Jeg så Nick Read’s Bolshoi Babylon, da TV2 Dokumania sendte den i aftes. Jeg havde glædet mig efter, hvad jeg havde læst og bragt som foromtale her, både glædet til filmen som sådan og til at se den navnkundige og erfarne Reads særlige greb om stoffet. Jeg må skrive, at jeg blev skuffet. Ikke over alting, men over en del, først og fremmest over, at den stort tænkte allegori over det særlige ved Rusland og landets sjæl afspejlet i Reads observernede kameras skildring af hele den komplicerede og bevægende verden, Bolshoi Teateret er, som et vældigt mikrokosmos over det russiske makrokosmos. For mig falder den allegori aldeles sammen, ikke i optagelserne, som er smukke og hver for sig tydelige rester af kloge lange scener, ikke i de veloplagte og tilsvarende smukt filmede interviews, som alle er rester af lange, kloge erfaringer og analyser, men af en brutal montage, som i en bestemt journalistisk tv-stil er klippet sønder og sammen, så det kunstneriske indhold svækkes til bortfald, så en tabloidlignende historie mest af sladder står tilbage som fremheskende indtryk.
En cinematogrfisk dokumentarfilm er her forvandlet til en ordinær tv-dokumentar, et shakespearesk drama ændret til en Readers Digest moralisering, direct cinema lavet om til populær collage, en ærlig kunstnerisk ambition sat til side for en kalkulerende journalistik, som synes styret af en svigtende tillid til, hvad vi som tv- publikum formår at forstå i for eksempel en klassisk juxta-position baseret filmfortælling, men som en overfadisk flok skal have alt, selv høj kunst formidlet i underholdende konfettidrys.
Men, men, tilbage er at indrømme, at det er en imponerende flot film, bestemt værd for nysgerrighedens og i hvert fald for balletglædens skyld at se på DR TV.
STILL: Den endelige vinder af magtkampen med Sergei Filin, den nye direktør Vladimir Urin, har sat sig i stolen.
