Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog

DEN ANDEN USKYLD

Den trænede læsers (filmlæsers / filmpublikums) læseproces (filmtilegnelse) bør se således ud: 1) at opleve teksten (filmen) umiddelbart og uhildet, 2) at nærme sig teksten (filmen) fra så mange sider som man kan overkomme og med så megen viden og indsigt som muligt – Erik Lunding: ‘den eneste gyldige metode er den pluralistiske’  – dvs. at forstå og vurdere alle detaljer og deres sammenhænge og helheder: tekstens (filmens) udseende og lyd, dens ord, dens billeder og figurer, vers og sætninger (optagelser og scener), dens motiv og holdning og genre, dens helhed – og tekstens (filmens) placering midt i sine kontekster, trådene ud til psykologiske, sociale, historiske og litterære (cinematografiske) sammenhænge, alt det tidsbetingede i den tidløse enestående tekst (film). 3) Når dette er nok, da: at glemme det hele og opleve teksten (filmen) igen, i den anden uskyld som er både forståelse og oplevelse, som er kunstværkets mening og hensigt. (Poul Borum, 1966, frit modificeret ved parenteser af abn, idet Borum jo skrev om litterære tekster)

1

Kristoffer Hegnsvad tager i sin bog Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer udgangspunkt i sit møde foråret 2016 med Werner Herzog på The Rogue Film School i München og bruger herefter sin viden om ham og sine læsninger af hans film som illustrationer, billedliggørelser og eksempler i en skildring af Herzogs filosofi om tilværelsen og æstetikken, virkeligheden og den kunstneriske bearbejdelse af den, skriver en Herzogs poetik så at sige ved siden af Aristoteles’ oldtidige essay.

Måske er det formidling mere end undersøgelse, altså mere akademisk undervisning og folkelig oplysning end det er nye læsninger af filmværkerne. Men hvis formidling og fortælling er bogens ambition – ja, så er den velskabt og lykkedes – og jeg tror bestemt det er fortællelysten som driver Hegnsvads tekst så lydefrit og letlæselig. Vil jeg nyere og mere komplicerede læsninger af filmene skal jeg jo blot købe en bog mere og lægge den ved siden af eller i forlængelse af Hegnsvads inden for sin ambition så fine tekst. (5. december)

Werner Herzog

2

Hegnsvads tekst forudsætter – opdager jeg nu – alligevel dejligt indforstået (jeg holder rigtig meget af indforståethed jeg ikke er berettiget til) at jeg har set alle Herzogs film, hvad jeg ikke har, og er fortrolig med dem, hvad jeg følgelig heller ikke er. Han anfører smukt originaltitlerne i kursiv. (Jeg har nu alle mine dvd-kopier af filmene – langt fra en komplet samling – fremme på bordet ved afspilleren plus mine udklip og Cronins Herzog on Herzog og jeg indser at det her kommer til at tage lang tid…)

Jeg noterer som et løfte til mig selv og mit blogindlæg, at jeg bør nævne og kommentere hans læsninger, som jeg er begyndt at standse ved, som jeg efterhånden på vej ind i bogen ser at der i det også er en systematik. Så jeg må engang opregne dem forfra fra først i bogen til sidst. Skelne mellem de søgende læsninger og de påståelige. (9. december)

3

Titlen – uden den for mig endnu kryptiske undertitel – er præcis. Bogen handler om instruktøren, ikke som biografisk person, men som tænkende og iagttagende og handlende menneske, som filosof, som antropolog, som kunstner. Bogen er ikke en række filmlæsninger som konkluderes, den er snarere en konklusion på et studium af Herzog som offentlig person, hvor filmværkerne hentes ind som belæg for fremstillingen, sammenfatningerne.

Hegnsvads undersøgelse gælder således ikke Herzogs film, men hans tænkning, Hegnsvads bog er ikke en filmbog (en undersøgelse af et samlet filmværk), den er en filosofisk monografi over en tænkers tankesystem (hedder det sådan?), en gennemført formidling af egne studier (samtaler, forelæsningsnotater, primær og sekundær litteratur) af dette system, som her eksemplificeres i denne tænkers enkeltværker, i hans film og tekster og andre formuleringer. (9. december)

4

Hegnsvads undersøgelse udvikler sig til at omfatte Herzogs professionelle moral, hans interviewteknik, hans metode for manuskript, for treatment. Jeg er kommet til side 152, et afsnit, som begynder her, hedder ”Formen under pres”, her er undertitlens begreber ”ekstatisk sandhed” og det ”ubrugelige” under behandling: ”Den gådefulde realisme i Werner Herzogs dokumentarfilm forsøger gennem sin form at identificere sig med det ikke-identiske og derved åbne for en mere rummelig ekstatisk sandhed end bogholdersandheden, der forsøger at identificere alting.” Senere i afsnittets fremstilling indkredses det andet begreb. Herzog opererer, skriver Hegnsvad ”med to forskellige karaktertyper. De er enten små ubrugelige som hittebarnet Kaspar Hauser i Jeder für sich und Gott gegen alle og den psykiatriske patient Bruno S. i Stroszek eller store erobrere af det ubrugelige, som Klaus Kinski i hovedrollerne i Aguirre – der Zorn Gottes og Fitzcarraldo.” Jeg er ved at forstå undertitlen, sådan mere middelbart… (10. december)

Werner Herzog under optagelserne til Fitzcarraldo, 1982 

5

Det er en stor og imponerende bog. Jeg burde skrive en rigtig anmeldelse. Indledning, læsning, vendepunkt, konklusion. Det har jeg ikke kræfter til, ikke viden nok til. Her er i stedet for mine notater fra læsningen, lidt læsning ad gangen, nogle af disse decemberdage. Det må være tilladt i bloggenrens løsere format, tæt som den er på dagbogens. Dagene med bogen har været og er rige, hvad jeg har af Herzogs film konsulteres ind imellem, som Cronins store interview og så mine egne notater, især fra to seminarer med Herzog på filmskolen, er ved hånden. Jeg prøver og prøver at få det til at hjælpe til en forståelse af Hegnsvads arbejde i dets litterære sammenhæng. Gentagelser eller nybrud? (15. december)

6

Jeg vil læse Hegnsvads bog færdig. I dag og i morgen. Ikke lave andet. Så skrive om den læsning – ind imellem jeg skriver meget forsinkede julekort…

Først på eftermiddagen, i dag allerede, er jeg pludselig færdig med selve teksten. Jeg har læst hele fremstillingen, nu de sidste fascinerende sider i én uafbrudt optagethed som var det en plotbåret roman. Endnu står tilbage de stringent klare og fornemme afsnit med noter, filmografi, bibliografi, liste over andre Herzogværker, litteraturhenvisninger, billedliste. Det hele, både disse afsnit og den nu helt uomgængelige tekstdel, vil jeg i fremtiden vende tilbage til hver gang Herzog er på tale omkring mig, i mig. Kristoffer Hegnsvad har skrevet en fantastisk bog. (25. december)

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer, 2017, 285 sider. Forlaget Jensen & Dalgaard. Filmkommentarens vurdering: 6/6 

Kristoffer Hegnsvad