Helle Lyster: Daniels sidste chance

Jeg er blevet dybt optaget af en ny dansk tv-dokumentar, hvor Daniel Hvoldal som er sclerosepatient og hans kæreste Nelly Lisby Nielsen gennem otte måneder er fulgt af et filmhold til og fra og med Daniels egne kommentarer til sin mobiltelefons video som diskret deltagende, men så vigtige vignetter. Det er uafbrudt spændende og hele tiden vedkommende og brugbart. Det er smukkeste folkelige oplysning.

Dokumentarens erfarne redaktør Søren Slumstrup skildrede som tilrettelægger år tilbage sider af lægeverdenen og sundhedsvæsenet kompetent og kritisk, jeg skrev dengang: ”Søren Slumstrup er den venlige dræber, jernnæven i fløjlshandsken. Lægerne burde kende ham efterhånden, men de slemme blandt dem – denne lille ubehagelige gruppe, som han rydder op hos – følger vel ikke med i dette heller. De er så optaget af at tjene penge og dække sig ind, da de laver ulykke efter ulykke, ser det ud til. De øver sig ikke, de efteruddanner sig ikke, de lærer end ikke af deres fejl. Men Slumstrup er efter dem, ærligt inde i filmens billede, så venlig og flot – og tilbageholdende…”

Søren Slumstrup lavede altså på den måde i sin tid, da jeg som filmkonsulent for DFI i et midlertidigt samarbejde var i nærheden af ham og dokumentararbejdet i DR huset i Århus: Den hvide magt, 2004, Læger uden fejl, 2003, Helles sidste dage, 2002. Jeg oplevede tv-journalistikken som en forrygende og særdeles kompetent verden. Men jeg har ikke fulgt hans arbejde siden, har helt og holdent åbenbart været andre steder, hvad der også må fremgå af mine blogindlæg siden her på Filmkommentaren

Men nu ser jeg imidlertid at Slumstrup med den modsatte og lige så vigtige holdning som den begrundet kritiske, nemlig den folkelige oplysning på tilsvarende omhyggeligt videngrundlag som redaktør er involveret i en dokumentar, jeg af mange grunde vældig godt kan lide og som optager mig meget disse dage, Helle Lysters Daniels sidste chance. Her er lægerne og de sundhedsfaglige medvirkende i øvrigt de uangribelige, flittige, trænede, konstant uddannende sig og ærligt fejlerkendende, men uendeligt forebyggende disse… med alt dette altså filmens egentlige helte.

Den som Slumstrup på sin måde ligeledes erfarne Helle Lyster skildrede tilbage i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring. Jeg har som med Søren Slumstrups arbejde ikke fulgt hendes siden, har som nævnt ligesom været andre steder.

Jeg opdager så nu, at helt sådan er det nu ikke i programmet om Daniels sclerose og den lovende stamcellekur. Daniel selv og de medvirkende læger og fortællerstemmen undgår enhver sentimentalitet og de rummer faktisk både tvivlen og angsten, men hele forløbet dementerer begge de følelser og lukker selve optimismen ind. De forsigtige læger, måske tydeligst radiologen, da hun analyserer og sammenligner scanningerne før og efter behandlingen, det er en vidunderlig scene, og den forsigtige fysioterapeut på sclerosehospitalet i Ry, formulerer det ens, når de ser på prøvernes tal, at alt i alt går det den rigtige vej. Daniel selv lægger alle sine kræfter og hele sin opmærksomhed i en sikker tro på behandlingens succes. Her skubbes tvivlen til side, det er så godt at se, og det er Helle Lysters vist centrale ærinde med sin film.

Danmark, 2018, 58 min., DR 1. Filmkommentarens vurdering: 4/6

https://www.dr.dk/tv/se/daniels-sidste-chance/-/daniels-sidste-chance#!/ (streaming)

https://www.dr.dk/presse/daniels-sidste-chance-dr-dokumentar (om dokumentaren)

https://journalistforbundet.dk/sites (om Helle Lyster)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/196/ (om Søren Slumstrup)

 

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821