Eva Mulvad: En familie på flugt

"En ung kvinde, Leila, er flygtet fra Teheran og er nu landet i Istanbul. Med sig har hun sin 4-årige søn, Mani, og sin elsker, Sahand. I Iran har de overtrådt alle regler, for de har haft en hemmelig affære og fået et barn, mens de begge var gift. De har ikke kunnet fortælle sandheden til deres søn, fordi utroskab straffes med døden i Iran. Indtil flugten har sønnen Mani derfor kun kendt sin biologiske far som "onkel". Nu søger den lille familie et fælles håb for fremtiden i Vesten, men samtidig med deres ankomst til Tyrkiet bryder FN's flygtningesystem sammen. Snart er de fanget mellem bureaukrati og frygten for at blive afsløret.

Eva Mulvad har modtaget flere internationale priser for sine film, der blandt andet tæller 'Vores lykkes fjender' (2006), 'Det gode liv' (2011), 'Slottet' (2014) og senest 'Kirsebæreventyret' (2019).

'En familie på flugt' er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og DR."

Dette skriver DFI i sit nyhedsbrev den 9. august i anledning af at Eva Mulvads nye film får premiere under filmfestivalen i Toronto. Jeg glæder mig vildt til at se den film, imellem dens solide lag som fortællelinien kort beskrevet i pressemeddelelsens synopsis også se fotografiets iagttagelsers medfortælling, se karakterernes udvikling, se og høre musikkens sikre transport af min følelse, men især gennem denne stabile og smukke arkitektur at se og mærke den tynde silkehinde af antydede forbindelser og diskret vibrerende viden, som jeg altid finder i Eva Mulvads film. Som et forsigtigt belæg er her et kort citat fra en anmeldelse og et link til dem, jeg tidligere har skrevet om nogle af filmene, her om Vores lykkes fjender (2006):

...Optagelserne fra Afghanistan alene var ikke nok til at skildre Malalai Joyas angst. Rent objektivt formåede de ikke at fortælle, at hun lever i konstant livsfare. ”Det så ikke særlig farligt ud”, fortæller Adam Nielsen, som har klippet filmen.

Men musikken kunne vise det, man ikke kan se, sammen med optagelsernes billede og lyd kunne den genskabe instruktørens sansning på location. Musikken fuldstændiggjorde simpelt hen den dokumentariske hensigt. Genskabte stedets virkelighed, siger Adam Nielsen, og syreprøven er for ham instruktørens fornemmelse af kongruens. Og, må man herefter tro, sådan var det for Malalai Joya dagene før valget, hvor instruktøren og kameraet fulgte hende. Hvad man ser er manipuleret til autenticitet... Læs hele samlingen af anmeldelser her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4486/

Add comment / tilføj kommentar: