IDFA: Love Child

Eva Mulvads Love Child kan ses som et studium af det politiske systems produktion af ventetid ind i den enkelte families virkelighed, ind i det enkelte menneskes liv. Her har vi et barn, en mor og en far på flugt og landet i Istanbul og vi har tiden som går. Først mærker jeg det blot ved årstallene som skrives ind i billedet, i eftertanken tvinges jeg til at prøve at huske hvad jeg har set, for jeg må da have set efter, detaljerne, forskydningerne, dramaets tydeligheder.

Ja, de var der, de er der i Eva Mulvads nye værk, men alt dette er ligesom tonet ned i lavmælthed, ned i et smukt halvanden times billede af den menneskelige værdighed som er det politiske systems fjerne opgave, en opgave som vi ofte tror glemmes.

Jeg ser en almindelig familie. Barnet er i begyndelsen forstyrret og urimelig til det irriterende, forstår ikke rejsens karakter af flugt og uafvendelighed, faderen er angst for straffen, pisk på gaden, måske til døden, jeg ser en kort reportage af dette modbydelige på hans telefon, moderen er skrækslagen ved tanken om steningen som ville vente hende.

Deres forbrydelser er affæren, forelskelsen, kærlighedsforholdet, den dobbelte utroskab. Og de er begge mærkeligt skamfulde, for deres moral og deres handlinger er bundet i deres familiers syn på den slags og i deres samfunds, det iranske stats brutale lovgivning og grusomme straffe.

Men det afstår Eva Mulvad fra at lade sin film skildre og tage stilling til. Sammen med Adam Nielsen som har klippet og sin række af assisterende fotografer skildrer hun ventetiden, som FN flygtningeorganisationen producerer. Faderen forklarer og forsvarer over for moderen, manden over for kvinden: de har titusinder ansøgninger at tage stilling til.

Eva Mulvads Love Child er en vibrerende, fint sansende film om ventetid – og filmen er i sin tyste tankerigdom ganske meget mere…