Pedro Costa
PEDRO COSTA
Efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en kapacitet af indsigt og erfaring jeg og Marc Recha sad i jury med, Pedro Costa fra Lissabon og dengang lige så meget fra Paris. Det var på festivalen Zinibi i Bilbao november 2003, dokumentarfilm konkurrencen og vi tre havde travlt med at se film og snakke længe om dem.
Omsider om lørdagen fik jeg mulighed for at se en stor del af Costas arbejde som var en præsentation uden for konkurrencen, først hans No Quarto da Vanda som en installation, som en udstilling af en stor del af det optagne materiale, No Quarto da Vanda x 2, i alt 120 min. Det var i en dvd-projektion i en lille udstillingssal over for museets biograf. Og derefter så jeg så den tre timer lange film. Den var berømt, og jeg havde da hørt om den. I Paris eller Amsterdam? I Paris, vil jeg tro. Den havde da vist også været vist på en Natfilmfestival i København.
Men jeg fik den ikke set, og lige nu forbandt jeg den ikke med den mand lige overfor, hvis kloge og lange taler, når han omsider sagde noget, jeg begærligt lyttede til. Sjældent mødte og møder jeg mennesker, som i det præcise udtryk og vældige omfang udtrykker, hvad jeg troede og tror eller ønskede jeg selv tænkte. Costa er et højt begavet, meget følsomt, ansvarligt, præcist og muntert menneske. Og hans film, de to, jeg nu havde set og som jeg nu igen kan se under arkitektur festivalen, No Quarto da Vanda om den hårde virkelighed for en narkoman som bor i et fattigt Lissabonkvarter som er ved at blive fjernet og Où gît votre sourire enfoui? om klippearbejdet ved det tredje gennemklip af Danièle Huillets og Jean-Marie Straubs Sicilia! De to film, indså jeg, hørte nu for mig til de store dokumentarfilm i verden. Det gør de stadigvæk. Sådan er det med Pedro Costas egensindige film.
Det kan jeg få bekræftet når Pedro Costa kommer til København 3. og 4. oktober til arrangementer i Cinemateket i forbindelse med CAFx 2020, Copenhagen Architecture Festival.
NO QUARTO DA VANDA
Hvad er det med Vanda? Det er så let at sige, at hun lever under elendige betingelser og derfor er hun narkoman. Det er ikke helt så enkelt med hende, hun er også marginal inden for den marginale gruppe af hjemløse, som hun med sin mor, søster og lillebror lever iblandt. Og også i familien er hun alene. Det er lige der Costa finder forbindelsen. I en eller anden forstand deler de omverdenstolkning. De forsvinder ind i denne anden forståelse, Pedro Costa i poesiens skarphed, i tilvalget blandt indtrykkene, Vanda Duarte i narkotikaens blidhed, i bortvalget af indtryk – fra den samme virkelighed. I filmen mødes de i hvert fald, de to, i konstruktionen af et Flaherty’sk stedets drama, Vanda drømmende fraværende, Pedro Costa i allerhøjeste grad lysvågen til stede.
På den måde er filmen denne række af scener af tilstedeværelse: Vanda ryster og prøver den ene indsamlede lighter efter den anden, for hun skal bruge en konstant flamme til opvarmning af den narkotika, hun hele tiden ryger. Men der er langt mellem lightere, der fungerer. Alligevel afprøver hun hver gang hele samlingen. Det kunne jo være. Kameraet fastholder i stor ro hele begivenheden. I dens fulde længde. Og filmenn indeholder denne scene i en række af små variationer gennem Vandas døgn. Jeg kan ikke græde mere, jeg ville ønske jeg kunne, jeg tror det ville være lettere.
Portugal 2001, 170 min. Vises 4. oktober 16:00 i Cinemateket / CAFx som skriver: In Vanda’s Room med introduktion af instruktøren Pedro Costa. Costas fragmentarisk fordybede portræt af narkomanen Vanda omgivet af dealer og misbrugere og byfornyelsen, der æder sig ind på slummen.
CAVALO DINHEIRO
Venturas kærlighed er denne hviskende kvindestemme, denne forsigtige berøring, denne ærbødige beskrivelse af hans fingres skønhed. Neglenes form, deres hvidhed… Jeg har engang mødt Pedro Costa. Og efter det møde kan jeg ikke skille hans person fra hans film. I min erindring. I mig er han sine film. Vi var i jury sammen på en filmfestival i Bilbao. Jeg ved derfor, at Pedro Costa er venlig, men urokkelig, alvorlig, kritisk og stærk. Han har gjort stort indtryk på mig, påvirket min oplevelse af filmkunst. For al tid. Og det er selvfølgelig noget, jeg tænker på hele tiden, når jeg ser Horse Money / Cavalo dinheiro.
De interviews med Costa, som jeg læser, er farvet af dette forhold. Uanset intervieweren erobrer Costa rummet og taler med vægt. Det læser jeg gennem referatet. Hans svar har tyngde, den tyngde, at jeg ligesom kender dem i forvejen og alligevel overraskes.
Hans hovedperson Ventura er som Joyce’s Finnegan murer, han er ikke som Finnegan faldet ned fra stilladset og dræbt, i hvert fald ikke han (men vist nok flere af hans arbejdskammerater), men han er død den 23. juni 2013. Det ved jeg. Filmens nu kan være dødsøjeblikket, som Joyce’s romans nu er det wake, som finder sted på byens pub aftenen og natten efter. I dette nu gennemlever Ventura (ligesom Finnegan) sit livs afgørende scener. Disse scener har Pedro Costa skabt i dybt gribende clairobscur filmbilleder som Jacob Riis’ New York fotografier med det pludselige magnesiumlys. Filmens titelsekvens er en næsten lydløs suite Riis-fotografier af mennesker i fattigdom og nød i byens slum. Ventura lever eller har levet sådanne steder i Lissabon.
Pedro Costas Horse Money var en af mine store, store oplevelser under CPH:DOX 2014. En filmisk biografisk tragedie i store, uforglemmelige, langsomme scener af erindringer og samtaler og steders nærvær og uafbrudt autenticitet i og hos medvirkende. Et mishandlet, men rigt levet menneskeliv skildret i Venturas = Joaquim de Brito Varelas nervøst sitrende smertende krop gennem nogle døgn vel i et gammelt hospitals kældre, trapper, gange, sengestuer, undersøgelsesrum afløst af tilbageblikkenes mange steder og hændelser og til sidst i den allerlængste scene lukket inde med befrielseskrigenes og revolutionens erindring og en sort infanterist i en elevator på sygehuset før afskeden med den hvidklædte læge i portåbningen.
Portugal 2014, 104 min. Vises 14. oktober 19:30 i Cinemateket / CAFx som skriver: Cavalo Dinheiro / Horse Money med introduktion af Pedro Costa-eksperten Oscar Pedersen. Med Ventura i hovedrollen og en geografi af opløst tid dykker Costa endnu dybere ned i det fantastiske.
Foto fra Portugal News, August 2019
