Ingmar Bergman 100 år /6
… Frid (Åke Fridell) fortæller Petra (Harriet Andersson) om sommernattens tre smil. De hjælper Henrik og Anne med at flygte. (Bertil Wredlund i sin filmografi til Bergmans bog Bilder, 1990)
FILMVÆRKER
Cinemateket i København har udsendt en smuk invitation: LØRDAG 14. JULI, er Sommarnattens leende / Sommernattens smil så dejligt på programmet. Det kan jeg godt lide! Jesper Andersen og Lone N. Sardemann skriver i deres indbydelse: ”Vi markerer Ingmar Bergmans 100-årsdag den 14. juli ved at vise komedien ’Sommernattens smil’ og byde på et glas vin i Asta Bar efter filmen.” Videre præsenterer de veloplagt og inspirerende en stor tilbageskuende serie af Bergmans filmværker, mange af dem i nye, restaurerede og digitaliserede versioner. Her er det meste af deres tekst med beskrivelse af hele programmet:
RETROSPEKTIV
Af Jesper Andersen og Lone N. Sardemann
Vi markerer den svenske instruktør Ingmars Bergmans 100-årsdag med en stor retrospektiv fra juli-december med en lang række af hans bedste film – flere af dem i spritnye digitale kopier. I første del præsenterer vi bl.a. hovedværkerne ’Sommernattens smil’, ’Det syvende sejl’ og ’Hvisken og råb’.
Bergmans film præsenteres ikke kronoligisk, og serien er ikke komplet. Den tidligste film i juni-august-programmet er ’Sommerleg’ (1951), som var en af de film, Bergman selv holdt mest af, uden tvivl fordi den er baseret på en selvoplevet sommerflirt, da familien ferierede på Ornö. Jean-Luc Godard skrev i Cahiers du Cinéma, at ’Sommerleg’ var ”verdens smukkeste film”. Den sorgløse komedie ’Sommernattens smil’ (1955) – om advokat-familien Engmans ægteskabelige og udenomsægteskabelige affærer – blev Bergmans internationale gennembrud.
Hans berømmelse blev cementeret med ’Ved vejs ende’ (1957) og ’Det syvende segl’ (1957), der repræsenterer instruktørens mest kreative periode, hvor også hans vigtigste stilistiske bidrag til filmhistorien – den kompromisløse brug af nærbilledet – blev etableret. ’Det syvende segl’ er et opgør med Bergmans egen dødsangst og er en hyldest til livet. Scenen hvor ridderen spiller skak med døden er instruktørens – og måske filmhistoriens – mest citerede og parodiserede.
”Jomfrukilden’ (1960) er et intenst drama om det gode og den onde, uskyld og skyld. Filmen gav Bergman en Oscar for bedste fremmedsprogede film samt kritikerprisen i Cannes. I sit banebrydende kameraarbejde lod Sven Nykvist sig inspirere af Akira Kurosawas ’Rashomon’.
Den smertelige og hjerteskærende ’Hvisken og råb’ (1972) bliver af mange – sammen med ’Persona’ – regnet for en af Bergmans vigtigste film. ”Alle mine film kan tænkes i sort/hvid, undtagen ’Hvisken og råb”, sagde Bergman. Der findes meget få film, hvor værkets dybere indhold er intimt forbundet med anvendelsen af farver.
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/ingmar-bergman-100-ar (Program og billetbestilling)
