Volker Koepp: Holunderblüte
Filmen, som i lørdags vandt hovedprisen på Cinéma du Réel i Paris, er en vidunderlig fortælling om en flok børn og deres frie liv sammen uden mange voksne omkring sig. Jo, de går da i skole, men det er uden for filmens fokus. Og det er godt. De har forældre, som arbejder, eller er gået i hundene, det er vel en forudsætning for børnenes situation, men filmen behandler det ikke direkte. Og det er godt. Det er en slags nutidig Alle vi børn i Bulderby, i et nutidigt landsbysamfund som datidens svenske, men uden voksne altså. Og det er også fint..
Men filmen vil alligevel for meget. Den uddyber børneflokkens sammenhæng med landskabet i smukke naturbilleder, men fortaber sig i det. Den vil stedets historie og topografi, men skildringen knækker over på halvvejen. Den vil studiet af samfundsforholdene. Det, at det engang var en tysk by oplyses i filmens voice-over, men det får ikke betydning for vores opfattelse af disse børn, som alle er russiske i tredje generation, og det får ikke betydning for filmen, som er og bliver børnenes. Og i den enestående serie af lange interviews med børnene, hvor denne viden er indlejret, erobrer disse meget levende medvirkende på hver deres måde optagesituationen, så filmen bliver til “Børnene og kameraet”, og det er dens store, store fortjeneste. Koepps faste greb, at lade kameraet køre og køre – fortæller Tue Steen Müller mig – kaster de smukkeste resultater af sig.
Filmen er således en ok vinder. En fremragende casting, en mere end grundig research og en bevægende historie, bundet i en kompetent instruktion af de livlige og nærværende medvirkende og forstået i et bemærkelsesværdigt kameraarbejde, bærer således en film, som trods (efter min opfattelse) slemme svigt i fortællingens konstruktion og klarhed er i høj grad seværdig og et vigtigt bidrag til denne tilsyneladende uudtømmelige tradition af klassiske kollektive historier som Philiberts Étre et avoir, og på årets Cinéma du réel film som Ciuleis Podul de Flori og Naglowskis og Dubczaks Gugara.
Volker Koepp arbejdede som dokumentarist ved DEFA i Berlin fra 1970 til 1992. Siden er han som selvstændig filminstruktør fortsat med at lave talrige film, senest Uckermark, 2001, Kurische Nehrung, 2001, Dieses Jahr in Czernowitz, 2004 og Söhne, 2007.
Volker Koepp: Holunderblüte, 2007. Fotografi: Thomas Plenert, klip: Béatrice Babin, produktion og distribution: Vineta Film.
