Allan Berg Nielsen 1940-2024
Fredag døde Allan fredfyldt i skumringstimen. Hans datter Maria var ved hans side. Lang tids sygdom sled ham op.
Det var en gave at kende Allan, som vi gjorde siden slutningen af 1970’erne. Andre kender meget mere til hans virke på Kulturhistorisk Museum, beskrevet i hans Randersbiografien, som er en forrygende flot hjemmeside, en bog, som dokumenterer Allans viden om sin by og dens bygninger, blandt andet Sct. Mortens Kirke, hvor han i mange år var en skattet formand for menighedsrådet.
I slutningen af 1970’erne startede Allan Danmarks første kortfilmbiograf på museet. 16mm ruller blev sendt til Randers og Allan betjente projektoren og viste eksperimenterende film af Kirkeby og Jørgen Leth og mange andre.
Det blev til en filmfestival i Randers og til et venskab, som startede i en fælles passion for filmen, men rakte langt videre. Til rejser i ind- og udland. Til glæden ved mad og drikke. Og bøger. Hvor Tue talte film med Allan, var det bøger, som der oftest blev talt om med Ellen. Når vi besøgte ham i Niels Brocks Gade, var han altid i gang med en to-tre bøger, danske som udenlandske. Han var ikke god til engelsk eller tysk og alligevel læste han Rainer Marie Rilke på originalsproget – og Werner Herzogs erindringer. Der blev snakket og drukket en lille whisky eller to. Eller set film. Kieslowskis franske trilogi…
Allan var ikke glad for at tale til store forsamlinger. Alligevel gjorde han det og vi var både stolte og glade, da han holdt et foredrag i Istanbul for tyrkiske dokumentarister, som var vilde med ham og kaldte ham Alan Delon! Med sin viden og sans for filmisk kvalitet var han en oplagt kandidat til juryposter og han var i Pilsen i Tjekkoslovakiet og i Spanien i jury med Pedro Costa, hvis film han forgudede. Og så var han nærmest fast jurymedlem på Balticum Film&TV Festival fra 1990 og ti år frem. Han havde sit eget faste værelse på købmandsgården i Gudhjem og faldt totalt for de baltiske film, ikke mindst Audrius Stonys korte film.
Allan var medlem af Statens Filmcentrals bestyrelse sammen med bl.a. Erik Sigsgaard og Reimer Bo Christensen, respekteret for sin viden og evne til argumentation. Og det var naturligt, at han blev filmkonsulent i Det Danske Filminstitut efter SFC blev lagt sammen med DFI. Det var hårde år for ham for alle skulle behandles ordentligt, men ikke alle var glade for hans grundighed. Der var protester fra instruktører, nogle ville have ham afsat, men DFI’s Thomas Stenderup og Henning Camre støttede ham; det samme gjorde Jørgen Leth, Anne Wivel og Jon Bang Carlsen.
I de fem år som konsulent – 1998-2003 – boede Allan en del af tiden hos os. Når vi stod op, var han som regel allerede gået på arbejde, men om aftenen stod den tit på rødvin og røde bøffer. De sidste købte Allan hos slagter Thrane i Nansensgade – det var huslejen.
Og så – i 2007 – kom www.filmkommentaren.dk. Det var Allans idé at han og jeg ”gamle drenge” (et udtryk Allan aldrig ville have brugt!) startede den filmblog, som nu bringer hans nekrolog. Han skrev på dansk, jeg på engelsk. Jeg har ikke talt efter, men Allan har nok leveret 1000 tekster, hvoraf mange fik mig til at sige til den beskedne, kloge ven fra Randers: Det er der ingen andre, der skriver bedre end dig. Det er jo poesi! For eksempel om Anne Wivels seneste film, som fik en Bodil i går!
Allan var en sprogets mester og mange har nydt godt af det. Han elskede at skrive, førte dagbog, skrev kærlighedsbreve – og var til det sidste én af få, som holdt fast i at skrive postkort!
Åh, kære kære Allan, vi kommer til at savne dig, du fine menneske!
Foto: Allan i sin båd.
Ellen og Tue, 17.3.2024
