Anne Regitze Wivel: Lige før døden

Jeg ved ikke om de studsede de to unge kvinder, som sad ved siden af mig i Cinemateket forleden aften. For der gik ikke længe efter filmens start før der kom nogle små hulk fra mig. Efterfulgt af øjne der skulle tørres, men det skulle kvindernes øjne også. For mit vedkommende fordi min søster Regitze (!) døde i år og en masse billeder væltede frem i mit hovede i mødet med billederne på lærredet. Men også fordi denne smukke film ramte præcist den stemning af omsorg og nænsomhed, som jeg oplevede på Rigshospitalet akkurat som det skildres her på Bispebjerg Hospital. Hvor er de dog fine sygerplejerskerne og lægerne, når de skal tage sig af mennesker… lige før døden. Hvor får de dog de kræfter fra? Det taler de klogt om. Om at huske.

Anne Regitze Wivel har fået adgang til at filme møder, hvor personalet på den palliative afdeling taler om de patienter, som filmen følger over lang tid, to kvinder og en mand. I situationer som virker så naturlige og kærlige også når deres tilstand forværres.

Det er så den observerende side af filmen, som forløber parallelt med instruktørens personlige fortælling om dengang for 12 år siden, hvor hun nærmest boede på hospitalet, på værelse 9, hvor hendes mand var, lige før døden. Anne Regitze Wivels evne til det poetiske filmsprog – det visuelle og hendes stemme og tekst – træder vidunderligt frem, som det har gjort i alle hendes film. Hun løfter fortællingen fra det registrerende og personlige, blandt andet ved at bevæge sig rundt på Bispebjerg Hospitals område med de mange skulpturer.

Ove hedder manden, som har ondt, men også kræfter til at tale med sygeplejersken og rose den trøje, som hun har strikket, en mand som siger at han har haft et langt og godt liv men som til sidst må give slip. Filmen følger ham til han ligger død på sengen påklædt, klar til at blive lagt i kiste.

Min far hed også Ove, så der kom lige et par hulk mere og nogle flere erindringsbilleder frem.

Den skulle jeg nok ikke have set, sagde jeg til min kone, da jeg lettere rystet kom hjem. Nu, nogle dage senere, er jeg glad for at jeg gik i biografen og for at filmen eksisterer og skal rundt i landet via CPH:DOX. Hvor er den vigtig!

Tak!

Share your love
Tue Steen Müller
Tue Steen Müller

Müller, Tue Steen
Documentary Consultant and Critic, DENMARK

Worked with documentary films for more than 20 years at the Danish Film Board, as press officer, festival representative and film consultant/commissioner. Co-founder of Balticum Film and TV Festival, Filmkontakt Nord, Documentary of the EU and EDN (European Documentary Network).
Awards: 2004 the Danish Roos Prize for his contribution to the Danish and European documentary culture. 2006 an award for promoting Portuguese documentaries. 2014 he received the EDN Award “for an outstanding contribution to the development of the European documentary culture”. 2016 The Cross of the Knight of the Order for Merits to Lithuania. 2019 a Big Stamp at the 15th edition of ZagrebDox. 2021 receipt of the highest state decoration, Order of the Three Stars, Fourth Class, for the significant contribution to the development and promotion of Latvian documentary cinema outside Latvia. In 2022 he received an honorary award at DocsBarcelona’s 25th edition having served as organizer and programmer since the start of the festival.
From 1996 until 2005 he was the first director of EDN (European Documentary Network). From 2006 a freelance consultant and teacher in workshops like Ex Oriente, DocsBarcelona, Archidoc, Documentary Campus, Storydoc, Baltic Sea Forum, Black Sea DocStories, Caucadoc, CinéDOC Tbilisi, Docudays Kiev, Dealing With the Past Sarajevo FF as well as programme consultant for the festivals Magnificent7 in Belgrade, DOCSBarcelona, Verzio Budapest, Message2Man in St. Petersburg and DOKLeipzig. Teaches at the Zelig Documentary School in Bolzano Italy.

Articles: 3870