Pernille Rose Grønkjær: Hunting for Hedonia

Som altid er jeg glad for fortællestemmen når den er der. I denne film er jeg simpelthen lykkelig ved at blive ført ved hånden i dette tilsyneladende uvejsomme terræn af chokerende oplysninger som hæver sig til landskaber. Ført ved hånden af Tilda Swintons rolige, omhyggelige, aldeles indforståede stemme. 

Som altid er jeg derimod skeptisk ved dækbilleder og vignetter. Imidlertid i denne film har jeg brug for de overdådigt fotograferede sumplandskaber, mangroveskove og isdækkede grene som i deres uoverskuelighed ikke kan tydes i en forståelse, men bliver åh, så velkomne tænkepauser i filmens lange komplicerede tankerækker. Grafikken hjælper også. Den er fornem, de tegnede sekvenser er umærkeligt medfortællende.

Og så er der arkivmaterialet, så flot fundet frem, så omhyggeligt restaureret og anbragt i en ny cinematografisk omgivelse af nye rene levende arkitekturoptagelser fra den fraværende hovedperson doktor Robert Heath’s kontor, laboratorium; og mest indtryksfuldt lige så velovervejet og rystende sikkert uforglemmeligt skildret i hver bevægelse af kameraet: hospitalet. Dette hospital i tiltagende ruinering vil med dette filmværk blive stående som videnskabeligt monument. Og i ruinen er det netop det vigtigste som bliver stående i århundreder, bemærkede Per Kirkeby engang, de bærende og de bårne elementer.

I alt dette er musikken her autoritativ medfortællende og filmens journalistiske fremstilling og dens præcise, nøgne sprog tilføjer Rose Grønkjær disse andre sprog i konstant ligevægt, så jeg forvirret først samler mig til en forståelse af dette voldsomt ufattelige og hvad den viden og praksis medfører, når doktor Kelly Foot, min yndlingsmedvirkende og allerbedste vidne slår fast at ”… your brain is you.” Her sætter jeg midt i min anmeldelse et link til et ganske kort klip med dette rigt charmerende menneske, som var min trygheds fundament på min usikre rejse gennem 90 minutters vildt terræn af ny viden og forståelse af eksistentielle emner som Parkinsons sygdom, epilepsi, depression, psykose og deres mulige nye behandling ved kirurgi, dyb hjernestimulation. Ved alle sine midler en overvældende film.

Men egentlig er konstruktionen en enkel videnskabshistorisk fremstilling, som jeg forstår også ligger i filmens medforfatter Lone Franks nye bog Lystens pioner, en biografi over denne geniale hjerneforsker, Robert Heath som ved diskutable metoder nåede så opsigtsvækkende resultater tilbage i 1950’rne at faglig og politisk modstand lukkede dem ned til fordel for det midlertidige psykiatrisk/psykologisk paradigmeskifte, som jeg lærte af og levede med i min ungdom, men som så nu et halvt århundrede senere her og der og overalt tages frem igen af forskere som dem, der medvirker som vidner i filmen! Altså en forrygende, men almindelig fortælling om tabt, men genfunden viden og kunnen og så med dette værk omhyggeligt genskabt som aldeles brugbar filmkunst.

Det er hvad Pernille Rose Grønkjær kan, og det ved hun godt, så dejligt selvbevidst lige i dette citat: “To me, real life has to be marvellous before it can be cinematic. That only happens when you add an extra dimension: someone’s unique vision. Someone who views the world with intentional eyes. Only then, does the real world become interesting as a cinematic experience.” Og så skriver Pernille Rose Grønkjær følgelig sin Hunting for Hedonia som en cinematografisk oplevelse og jeg skriver bare tak…

Danmark 2018, 90 min.

Hunting for Hedonia bliver vist endnu en gang under CPH:DOX festvalen, søndag 31. marts 14:15 i Grand Teatret. Program og billetter her.

https://cphdox.dk/program/film/?id=888 

SYNOPSIS

Hunting for Hedonia. Bor lykken i hjernen? Og kan man kurere depression med elektroder? Dansk film om hjernens mysterier stiller de store spørgsmål. Hjernen er et af den moderne medicins helt store mysterier. Vi ved mere om, hvad vi ikke ved, når det kommer til dette komplekse organ. Vor viden om hjernen er imidlertid i stor vækst – og det samme er både psykiatrien og medicinalindustrien. Vi nærmer vi os (måske!) endda et punkt, hvor vi ikke blot kan kurere depressioner, men ligefrem øge lykken og måske endda forbedre vores hjerner gennem teknologien. Spørgsmålet er, om vi skal gøre det, bare fordi vi kan? Og hvem bestemmer, hvad der er normalt? Den såkaldte Deep Brain Stimulation blev først udviklet helt tilbage i 1960’erne, men blev siden frosset ud i et stadig mere politiseret forskningsmiljø. Nu er den tilbage, og i mellemtiden har teknologien indhentet visionerne. Pernille Roses film med manus af videnskabsjournalisten Lone Frank ser på udviklingen og stiller de store spørgsmål – og lader de skarpeste hjerner svare på dem. En på alle måder tankevækkende film. (CPH:DOX PROGRAM)

Hunting for Hedonia. Does happiness live in the brain? And can depression be cured with electrodes? A Danish film about the mysteries of the brain asks the big questions. The brain is one of the great mysteries of modern medicine. We know more about what we don’t know when it comes to our most complex organ. Our knowledge of the brain, however, is growing fast and so are the fields of psychiatry and pharmaceuticals. And now we are (maybe!) approaching a point where we can not only cure depressions, but can actually increase happiness and maybe even improve our brains through technology. The question is whether we should do something, just because we can? And who decides what is normal? The so-called Deep Brain Stimulation was first developed back in the 1960s, but has since been left in the cold by an increasingly politicised research environment. Now, it is back, and in the meantime technology has caught up with the visions. Pernille Rose’s film with a screenplay by the science journalist Lone Frank looks at this development and asks the big questions – and lets the brightest minds answer them. A thought-provoking film, in every sense of the word. (CPH:DOX programme)

PS

jeg så filmen i Underværket i Randers i det multibrugbare fornemt råt indrettede auditorium, i CPH:DOX filmenes anledning sat op som café med bordlamper og vinglas – og fuldstændig adækvat til den her films tekniske formfuldendthed upåklagelig billed- og lydgengivelse og kørsel og transmission uden mindste forhindring. Alt var professioneelt håndværk.    

FILMKOMMENTAREN.DK

Tue Steen Müller har skrevet en del om Pernille Rose Grønkjær gennem årene, men til min bekymring har vi blot anmeldt to af hendes film:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3909/ (Den Anden Side, 2017)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/73/ (The Monastery, 2007)