Carl Olsson: Vintersaga
Jeg kan ikke lade være: Jeg bevæger mig her til morgen gennem et regnfyldt indre København, det nærmest flyder med vand i gader og stræder, for at komme frem til byens bedste biograf Grand Teatret, hvor der er pressevisning på Carl Olssons nye film, som er i hovedkonkurrence ved CPH:DOX. Hvor herligt det er at sidde i en varm og tør biograf OG se en flot film på det store lærred med en gennemarbejdet lydside og med masser af sne på de præcist komponerede flotte tableauer fra et smukt Sverige befolket af mennesker, som taler med hinanden i dialoger, som er ganske hverdagsagtige. Som når kvinden, som er lastbilchauffør, taler med sin mor, mens hun drøner gennem det sneklædte landskab. Hvordan har du det, hvad laver du, jeg har lige set xxx på tv, jeg stemte på ham, hvordan er vejret osv. Eller som når de to brødre ryger en cigaret udenfor det bageri, hvor de arbejder og taler om at brødre skal holde sammen. Eller som når to mænd sidder overfor hinanden og den ene taler om sig selv som en flink fyr og du kan stole på mig Jörn og kom bare forbi Gällivara om du vil. Words to that effect..
Carl Olsson har valgt ud med omhu. Der er unge piger i bil, som snakker om parfume og spiser en tør cheeseburger. Der er arbejdsmænd i et skur i en havn, som spiser. Der er chauffører på et cafeteria. Men der er også royalister, som spiser fint og synger en hyldest til kongen – og senere ser og hører man en pianist, som fører an da “Du Gamla, Du Fria” synges af en forsamling, man ikke ser. De sidste to er kostelige scener, den satiriske vinkel er klar. Ellers ser jeg filmen som en underfundig kærlighedserklæring fra instruktøren til sit land. En Sveriges-film langt væk fra den som Jan Troell lavede i sin tid, tættere på Roy Andersson i sine opstillinger og ordknappe situationer.
Med sans for det barokke som når den ene af to motorcykelpiger spørger hvad 5% af evigheden er!
Og med en unik sans for det visuelle, jeg har nævnt lastbilen på landevejen, men kunne også fremhæve isbryderen, som kværner gennem det frosne hav eller måske den smukkeste tre-delte sekvens: Et hus i baggrunden, lyset slukkes men kommer igen, da det bliver oplyst af et forbipasserende tog. Huset kommer igen senere i filmen, nu nærmest totalt dækket af sne og toget kører forbi. Og huset kommer igen, en ældre kvinde sidder ved et bord og læser eller gætter krydsord – og toget drøner forbi.
En natklub set udefra, en altan med unge som ryger og snakker med hinanden, et par som boller på et hotelværelse, ikke meget romantik over den akt, men også to som er på ornitologisk udflugt og glæder sig, da de finder de fugle, som de havde ønsket at filme.
Der er mange, mange andre situationer og stemninger, som Olsson får frem i en smuk rytme. Han peger ikke fingre, hans ærinde er at fange en stemning i billeder og dialoger mellem ganske almindelige borgere af forskellige aldre i forskellige situationer, for det meste udenfor hjemmets fire vægge.
Jeg forlod biografen og gik ud i den danske regn godt underholdt og overbevist om at “Vintersaga” har fortjent at være i festivalens hovedkonkurrence. Gå i biografen og se den!
Sverige, 2023, 82 mins.
Still: Final Cut For Real
