Claus Bohm: Tiden er Guds hemmelighed
… har undertitlen ”en film om forfatteren Leif Hasle”, om hvem filmen sig drejer, en sympatisk og beskeden ældre herre, som instruktøren lader komme til orde, og han har mange kloge reflektioner at byde på, først på en rejse tilbage til hans barndomsby Århus og så i forskellige sammenhænge i by og på land, i mange tilfælde med fin oplæsning fra hans romaner, som har besættelsestiden som tema, men som rummer både fortid og nutid.
Med andre ord, en behagelig introduktion til et forfatterskab, jeg ikke kendte til, loyalt formidlet af Claus Bohm, som har gjort det til sin genre at introducere gode kunstnere, som ikke rammer kultursidernes forsider.
Problematikken, fra en filmisk synsvinkel, ligger i måden hvorpå Bohm kombinerer sine billeder – han fotograferer selv – og teksterne. Undertiden bliver teksterne meddigtende og fortolkende og får sit eget liv som i en ordløs sekvens med en mariehøne, der udforsker verden. Men undertiden bliver sammenhængen for bastant, et ord fremsiges og vi ser, hvad ordet rummer. Bohms stil kræver en høj grad af præcision og stramhed og den er ikke til stede hele vejen igennem. Hvorfor skal vi f.eks se ligegyldigheder som Hasle på café og restaurant. Men lyst til at læse en af hans bøger fik jeg nu.
