Dok Dag 2

Og så var der igen debat om rekonstruktion i dokumentarfilmen. Man gaber lidt for vi har jo hørt derom i mange år. Og i internationale sammenhænge er debatten for længst overstået. Det virker derfor lidt out-dated, når Claus Ladegård, institut-direktør for produktion og udvikling, som oplægsholder deklamerer at det er i orden med rekonstruktion, at det kan man og må man, men… hvor langt kan man gå. Det havde været mere interessant, hvis Anders Østergaard og Anders Riis Hansen havde fået tid til at fortælle forsamlingen, hvordan de havde taget fat på rekonstruktionerne, og hvorfor lige der og med hvilke dramaturgiske konsekvenser.

Anyway, der blev vist interessante klip og det var fint for mig at sammenligne de to fortællemåder, der var valgt i henholdsvis ”Burma vj” og ”Blekingegadebanden”. Hvor den første har et elegant flow i sin fortælling og en mesterlig personlig kommentar, som Jakob Høgel (se nedenfor) kunne have brugt i sin seance om ordenes genkomst, virker ”Blekingegadebanden” meget mere klassisk journalistisk i sin fremgangsmåde: arkivstillbilleder, interviews, arkivlyd, rekonstruktioner osv. osv. En velkendt og i bedste forstand folkelig forståelig måde at gribe fat, hvor ”Burma vj” arbejder meget mere med billedet.

Og så blev lidt statistik præsenteret: Det danske Filminstitut modtog 278 dokumentaransøgninger i 2008, 37 fik støtte. 844.00 DKK var den gennemsnitlige støtte. 3 mio. DKK var det højeste støttebeløb. 48.000 DKK det laveste. Gennemsnitligt produktionsbudget: 2.6 mio. DKK. For undertegnede der har sine arbejdspladser udenfor DK og kan sammmenligne med andre landes betingelser: Dokumentaren har det økonomisk godt i DK