Eugene Jarecki: Reagan /2
Jamen, hvad er nu det for noget? Er den ikke kedelig den film? Jeg havde da ventet noget helt særligt og regulært spændende, i hvert fald noget dybt interessant, eller bare lidt interessant af denne film om den præsident, amerikanerne vist nok bedst kan lide. Men jeg så de næsten to timer totalt forvirret af mistet overblik og ganske energiforladt, for det kunne slet ikke vække min interesse.
Jeg er klar over, at det er noget med mig, jeg kan nogen gange have svært ved at forstå journalistiske pointer, vel på grund af manglende relevant paratviden. Men det kan også være noget med formen, Eugene Jarecki har valgt til sin præsidentfilm. Jeg har jo for kort tid siden set Clinton af Barak Goodman, hvor jeg med stigende interesse havde fulgt et shakespearesk drama i fire akter, et kronologisk epos som en islandsk saga og en krønike som fra et dansk kloster i middelalderen genfortalt eller gendigtet af Saxo. Alt det kan jo ikke være sandt på én gang, men det var sandt, mens jeg så det, for sådan så jeg det. Begejstret.
Det fælles for de fire genrer er kronologien. At filmen loyalt gengiver begivenhederne i tidsrækkefølge i samarbejde med min hukommelse, som husker dele af begivenhedsrækken i forvejen, fra andre tekster, fra mit eget liv. Jeg drives af nysgerrighed efter, hvad der sker med mig i mit eget liv. Det er naturligvis derfor, Clinton er min helt. Som en lang række fyrster var det i historiebogen i skolen, hos Shakespeare på biblioteket, i Ingemanns romaner. Min smag er kulørt.
Jarecki vil noget andet. Han vil undersøge Reagan som person, han vil lave en klog film om en statsleder, der iagttages som et objekt, der nøgternt holdes ude fra kroppen og al mulig identifikation, og han vil belære mig med denne klogskab. Han vil ikke lave en kronologisk parafrase, han vil lave en tematisk fremstilling, tage problemstilling efter problemstilling og forholde sig moralfilosofisk til dem. Så han vælger som form det journalistiske essay, men han tør ikke hengive sig til tankedybden i temaerne, som bliver postulater som overskrifter, men han slipper ikke den kronologiske tryghed. For han vælger begge dele, drevet af ambition og af, hvad han tror nødvendigt. Jeg tror, at filmen mister overblikket. Det er derfor, jeg mistede det. Fortællerstemmen er valgt bort som mulighed, forståelsen skal fremgå af vidnernes udsagn i interviewene. Men det lykkes ikke, for af hensyn til filmens fremdrift klippes fremdriften ud af interviewene. Jeg mister interessen, finder Reagan er konstant uinteressant i det han siger, også i de to berømte taler. Jeg mangler min helt. I et essay er essayisten normalt helten, identifikationspunktet. Men her er ingen fortællerstemme, og han er heller ikke til at finde for mig i klippets valg, linje og rytme. Det skulle være en klog film om Ronald Reagan, jeg fangede ikke pointerne, fattede ikke dybderne. Det har nok med mig og mine forudsætninger at gøre, men jeg synes det er en kedelig film, og jeg tror faktisk ikke det er en klog film.
Eugene Jarecki: Reagan, USA 2011, 45 + 55 min. Sendt på DR2 23. og 24. juli.
