Fatima Varhos: Bergmans video 2. afsnit

Så er Alejandro González Iñárritu (Babel og Biutiful) igen kommet til Fårö, som for ham er et af filmhistoriens vigtigste valfartssteder, ja, for netop ham, tror jeg, det allervigtigste. Her er han på stranden, location for Persona, og han er grebet af situationen, og da han er en ukunstlet, helt igennem autentisk medvirkende i Bergmanseriens afsnit 2, gribes jeg pludselig også. 

Iñárritu har forsøgt at finde Bergmans hus engang tidligere. Det mislykkedes, for når han spurgte om vej, ledte de lokale ham på vildspor. Med ét var det gået op for ham, at de beskyttede deres nabo, passede på Bergman. Anekdoten er jo smuk, fordi den på én gang fortæller troværdigt om Bergman og hans forhold til de nærmeste og om denne empatisk ekspressive mexikanske filminstruktør, som har krop og intelligens til at fylde rollen som gæst på Bergmans sted, i hans stuer, blandt hans bøger og så denne videosamling. Han har valgt at besøge huset om natten, han går omkring og kigger, men forsigtigere end den forrige gæst. Høfligere. Ærbødig måske. Han tager sit pendul frem, og ja, det begynder at svinge. Bergman er til stede.

Og sådan er det, Iñárritu ved vist nok meget om Bergman, holder fokus (hvis det er filmens fokus?) og taler om Bergman og om døden, som i del 2 er temaet. Forinden har Woody Allen i sit interview talt om Bergman hele tiden. Og det styrker i mine øjne projektet, som har det diskutable udgangspunkt, at når en instruktørs værk er repræsenteret i Bergmans videosamling, er dette værk og dets instruktør interessant for Bergmanforståelsen. Man har vel tænkt på den måde indirekte at skrive et nyt filmhistorisk essay om Bergmans værk. Men de to andre medvirkende Gus van Sant (Elephant, 2003) og Agnieszka Holland (The Wire, 2004-08) taler, så vidt jeg bagefter huske, kun om deres egne film og så om døden, som de skal. Og de er bestemt spændende bekendtskaber, og så er det jeg kommer på den tanke, at Fatima Varhos idé med sin tv-serie er at skildre samtidens filmkunst internationalt i en række enkeltstudier alene holdt sammen af det forhold, at de (måske tilfældigt) står på videoreolen i Fåröhuset? Altså tredobbelt fokus? Jeg er forvirret, for opmærksomheden skifter, uanfægtet ser det ud til, mellem Bergmanstudium, tema (komedie sidst, døden nu) og de medvirkende instruktørers film.

Imidlertid var det i aftes interessante møder med interessante personer, og de bevæger serien mod et ok for mig. Men der er ikke meget nyt føjet til billedet af den store svenske instruktør, som lægger hus til.

Fatima Varhos: Bergmans video, Sverige 2012. Seks tv-programmer i serie. En række interviews ved Jane Magnusson og Hynek Pallas. 2. afsnit set på SVT1 i aftes. Kan ses på http://www.svt.se/bergmans-video/ 3. afsnit sendes 5. september 21:00.

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821