Jon Bang Carlsen: I Kærlighedens Navn

This is a Danish language review of the new film by Danish director Jon Bang Carlsen, whose work has been written about on filmkommentaren several times. ”Just the Right Amount of Violence” is a multi-layered, personal documentary in the hybrid form that the director has performed for decades long before that genre became à la mode. The film has already been shown at main festivals like Hot Docs in Canada, DOKLeipzig and idfa, Amsterdam. Today it has its premiere in Danish cinemas.

En enestående film. En mislykket film. Enestående fordi Jon Bang Carlsen igen er den han er, en ener i dansk film, med sin helt egen stemme, altid på vej et nyt sted hen i sin konstante udvikling af sine originale visuelle fortolkninger af en verden, som han forsøger at forstå fra sit eget ståsted, med sine egne erfaringer, i dette tilfælde hans smertefyldte forhold til sin far. Mislykket, som han selv siger i filmen, fordi han aldrig får adgang til det genopdragelsescenter i Red Rock Utah USA, hvortil filmens to uvorne unge bliver transporteret efter at være blevet afhentet i deres hjem, midt om natten, på fædrenes bestilling.

Her er den ydre fortælling, som løber filmen igennem: To velvoksne såkaldte ”transportspecialister”, én af dem hedder Bullet (!), bliver lukket ind i pæne forstadshuse og med fædrene som vejvisere ført til de unges soveværelser. De unge (navnene er Simon og Lucy) bliver vækket og ført ud til den bil, som skal føre dem til den institution, hvor deres genopdragelse skal finde sted. Det er dramatiske optrin, som Jon Bang Carlsen har iscenesat, de unge gør modstand både ved ”kidnapningen” og undervejs på rejsen i bilen. De unge skuespillere som instruktøren har valgt, spiller glimrende, specielt Lucy, hvis historie også omfatter arkivmateriale fra hendes barndom. Om det så er autentisk og knytter sig til den historie, som er Lucys, er ligegyldigt, det

fungerer i den filmiske sammenhæng. Familiebilleder, home-videos som illustrerer lykke.

De dramatiske episoder afbrydes konstant i den kapitel-opdelte fortælling. Bullet fortæller om sin opvækst (”jeg boede på et toilet som 23-årig”) og om sit kidnapper-job, som han vel egentlig ikke synes om. Han siger på et tidspunkt, at det i de fleste tilfælde er forældrene, det er galt med – og vi ser ham med venner og kolleger spille bold på de solbeskinnede strande nær Los Angeles, steder som Jon Bang Carlsen vender tilbage til, smukke er de, som de ligger der, fredfyldte og samtidig nær Englenes By, ”City of Dreams”. Broken Dreams i dette tilfælde. Bang Carlsen føler sig hjemme i disse omgivelser.

Ind imellem de dramatiserede sekvenser og de dokumentariske indslag med Bullet og hans kolleger, er der så et interview med en ung mand, som har været igennem projekt genopdragelse – det er rare sager man hører fra ham – og i et dokumentarisk skype-interview med en far, som sendte sin datter afsted. Hans ansigt ses halvt, hans stemme svarer på Bang Carlsens spørgsmål, inklusiv det penible om farens påståede overgreb på datteren.

Det er et chokerende tema, der gennemspilles: bortførelse med vold, ulykkelige barndomsoplevelser og specielt historien om Lucy er godt gennemført til det øjeblik, hvor man må forestille sig, hvad der sker på den anstalt, som Bang Carlsen ikke kunne komme ind i.

Hovedmotivet i filmen, instruktørens personlige begrundelse for at lave filmen, præsenteres allerede i filmens første sort/hvide familiebillede, hvor en far omfavner sin søn. En far som forlod ham, akkurat som fædrene i filmen svigter, efterladende åbne sår som har svært ved at heles. Alvorligt, men så kan tonen pludselig blive en anden, når instruktøren siger ”fathers run out of battery and lose contact”!

Instruktørens personlige historie bliver berørt billedmæssigt gennem få arkivbilleder, der sættes ind, akkompagneret af instruktørens (engelske) tekst. Igen fylder teksten godt i en Jon Bang Carlsen film, men her virker den balanceret, speaket af ham selv med en ofte sørgmodig stemme. Bang Carlsen er ikke bange for at være patetisk, på nudansk og ganske udansk for nyere danske film ”giver han den hele armen…”

Men der er også glimt af den humor og selvironi, som kendes fra flere af instruktørens tidligere værker, f.eks. i How to Invent Reality, hvor han redegører for sin metode, som han gør her ”I Kærlighedens Navn”, hen mod slutningen, hvor han siger til skuespilleren, der er Martin: “The Worst Thing in Making Films is to Make Focus”.

Og det er helt klart, hvad Jon Bang Carlsen, med sit krøllede hovede fyldt med vidunderlige visuelle påfund og med en fortællestruktur, som går i mange retninger, her har haft det svært med. Hans far havde sikkert ret, når han kaldte ham ”professoren”! Denne anmelder løfter på hatten for de mange fortællelag, mere eller mindre fokuserede er de (jeg ville godt have haft mere selvbiografisk stof, specielt efter at have læst Lars Movins bog om/med instruktøren), og måske kunne man have undværet kapitelinddelingen, som er lidt af en show-stopper, men det er små indvendinger, når man har set en film, som er chokerende i sit amerikanske tema, gribende i sin personlige tekst, en social film fortalt i en essayistisk form. En ener i dansk film er JBC.

Danmark, 8o mins. English title: Just the Right Amount of Violence.  

Share your love
Tue Steen Müller
Tue Steen Müller

Müller, Tue Steen
Documentary Consultant and Critic, DENMARK

Worked with documentary films for more than 20 years at the Danish Film Board, as press officer, festival representative and film consultant/commissioner. Co-founder of Balticum Film and TV Festival, Filmkontakt Nord, Documentary of the EU and EDN (European Documentary Network).
Awards: 2004 the Danish Roos Prize for his contribution to the Danish and European documentary culture. 2006 an award for promoting Portuguese documentaries. 2014 he received the EDN Award “for an outstanding contribution to the development of the European documentary culture”. 2016 The Cross of the Knight of the Order for Merits to Lithuania. 2019 a Big Stamp at the 15th edition of ZagrebDox. 2021 receipt of the highest state decoration, Order of the Three Stars, Fourth Class, for the significant contribution to the development and promotion of Latvian documentary cinema outside Latvia. In 2022 he received an honorary award at DocsBarcelona’s 25th edition having served as organizer and programmer since the start of the festival.
From 1996 until 2005 he was the first director of EDN (European Documentary Network). From 2006 a freelance consultant and teacher in workshops like Ex Oriente, DocsBarcelona, Archidoc, Documentary Campus, Storydoc, Baltic Sea Forum, Black Sea DocStories, Caucadoc, CinéDOC Tbilisi, Docudays Kiev, Dealing With the Past Sarajevo FF as well as programme consultant for the festivals Magnificent7 in Belgrade, DOCSBarcelona, Verzio Budapest, Message2Man in St. Petersburg and DOKLeipzig. Teaches at the Zelig Documentary School in Bolzano Italy.

Articles: 3861