Katrine Borre: Mettes stemme
Det begynder naturligvis med Mettes stemme, som fortæller om stemmerne, hun konstant har hørt siden, hun var barn. Bebrejdende, truende, foruroligende… Men så kommer en stemme, som jeg kender fra en tidligere film, Katrine Borres stemme. Det er en stemme, som gør mig tryg. Den har to funktioner, den bærer fortællingen ud af filmen hen til mig, og den er med i filmen, deltager i samværene fra sin position ved kameraet. Jeg ser og hører det, instruktøren ser og hører, er lige ved siden af. Og instruktøren gør tydeligt den plagede Mette Askov tryg, for aldeles og ganske naturligt indforstået accepterer instruktøren og filmen det faktum som et faktum, at Mette hører stemmer, forfølges af dem. Den psykiske lidelse, som lægerne siger det er, har navnet paranoid skizofreni og skal og bliver da også behandlet med medicin. Og jeg forstår med filmen og må acceptere disse nøje beskrevne stemmer. Jeg gør det uden videre, for de er virkelige, i filmen er de lige så virkelige som de landskaber, dyr, personer, rum og ting i rum, som filmen også omhyggeligt gør rede for. Katrine Borre har altså holdt fast i sin metode fra den tidligere film, hun fortæller sin film i en personligt velskrevet speak i jeg-form, og hun snakker med fra kameraets position, livlig, veloplagt, klog. Det er rigtig godt. Storyline er Mette Askovs bevidste og valgte projekter med sig selv på vej ud af lidelsen.
Den kloge og gode ven filmer uvejr. Han er et kæresteprojekt, som filmen følger til dets forlis, men filmen inkluderer hans landskabsoptagelser af naturen i oprør, de bliver selvfølgelige vignetter. Mette Askovs veninde har en dyrebutik. Veninden er også et projekt, et kollegialt og professionelt projekt, som filmen følger. Det bliver den fortælling af almindeligt menneskeliv med arbejde og hverdag og store, men gennemførlige forehavender, som Mette Askov kan skubbe ind som alternativ til livet i bofællesskabet. Et holdbart alternativ, jeg ledes til at tro på. Veninden ser ikke Mette Askov som syg, slet ikke. Og så er der møderne med psykologen, som er et sideløbende behandlingsprojekt, som filmen følger gennem et succesrigt forløb. En vigtig traumatisk oplevelse i Mettes ungdom klarlægges og psykologen forklarer Mette, at hendes reaktioner på den begivenhed er normale, ja, netop normale. Og så er der filmen, jeg sidder og ser, som Mette Askov nævner blandt sine vigtige projekter, da hun opregner dem.
Under hesteterapien viser det sig, at den hest, Mette Askov skal føre, er ganske almindelig tryg ved hende, og gårdens kat søger ganske naturligt hen til netop hende. Katrine Borre noterer det præcist det rigtige sted. Mette er i bedring. Og sådan er filmen en omhyggelig redegørelse, den er klippet i scener (ikke i argumenter), dens form er en serie opmærksomme, lyttende tilstedeværelser, som jeg inviteres til at deltage i. Men der konkuderes ikke på mine vegne. Heller ikke om den psykiatriske forståelse, den er der bare som en stor, stor del af Mettes dage. Den forsigtige, men præcist formulerede undren over medicineringen er bygget ind i dialogen mellem de involverede, her blander instruktøren sig ikke, hun lader os kun lytte med. Først tre fjerdedele inde i filmen røber hun selv i sin fortællestemme en mild undren: hvorfor har lægerne gennem de mange år ikke interesseret sig for Mettes livhistorie? Jeg synes, det er smukt – og stærkt virkende. Det er på sådanne måder en fin og meget vigtig film.
Som Lasse Jensen (Mennesker og Medier) skrev på sin Facebookside: ”Her er et eksempel på en film, der kun er blevet til, fordi instruktøren bare VILLE lave et vigtigt og menneskeligt indspark i psykiatridebatten, selv om hun stot set ikke fik en krone for det… den bør vises i tv.” Katrine Borre har lavet alt selv: instruktion, foto, klip, været med på lydmix og så har hun altså stået for selve produktionen ved sit eget selskab.
Danmark, 2014, 58 min.
Link til katrineborrefilm.com (En række af Katrine Borres film kan streames herfra)
