Lé Lé
Familien Lé Lé, mor, far og fire søskende er i restaurationsbranchen. Først i Åbybro så i København, hvor de fire er sammen om at indrette en stor, moderne restaurant. Faderen og moderen har trukket sig tilbage, iagttagende. De kan egentlig ikke lide branchen, røber de,men nu er de der, vistnok fordi moderen har villet det. De kigger på hinanden i filmens gennemgående rundbordssamtale: vi er altså kapitalister, noterer de, muntre på den særlige måde, de egentlig er sørgmodige på. Det er altså en tv-dokumentar om fire kapitalister, som morer sig ved et projekt, som de egentlig helst undlod.
Og dokumentarens opgave er vel så at undersøge hvorfor så det? Jeg synes ikke det lykkes særlig godt. Lad mig prøve at forklare. Historien først. Titlen fastslår, at det er en familiehistorie. Vi får at vide, at moderen er den centrale person, men, men filmen lader hende blive tavs i periferien. Hvorfor det? For at fortabe sig i en række andre tilbageblik og i et parallelt (og dyrt) udblik til Viet Nam. Jamen har researchen svigtet på det der punkt? Eller er man havnet i castingens fælde, hun er ikke nogen god medvirkende? Nu står manuskriptet så uden drama, og da det vigtigste smertepunkt ikke kan belyses vælges at følge den aktive og udadvendte datters feel-good fremstilling, som derefter grundigt undertrykker de tre brødres følelsesmæssige indvendinger. Den journalistiske satsning har haft nålen inde, men har undladt at følge mistanken op. Familiedramaet bliver til et fredeligt fotoalbum.
Lé Lé sælges så i stedet for som den “rå og voldsomme flygtningehistorie”, selv om den mest er bare almindelig og sentimental og fordomsnærende, altså præcis den stempling, som datteren et centralt sted vender sig udtrykkeligt imod. Jeg bryder mig ikke om DR2’s disposition, som ikke alene er ulogisk, men også et svigt af hovedpersonen.
Dan Säll: Lé Lé, 2008. DR2 i aftes.
