Michael Graversen: Mr. Graversen
Ærlig, følsom, kærlig, oprigtig. Ord der karakteriserer filmen om Michael, hans far og hans mor. Svend-Aage og Astrid.
Forløsende, aldrig anklagende… for Svend Aage var der jo ikke, da Michael som barn fik kræft og var gennem mange års behandling. Han drak, det gik ned ad bakke og han mistede sin tøjforretning. Astrid var den, som var på hospitalet hos Michael, som altså nu vender tilbage til sit barndomshjem for at lave en film om sin far , som er tørlagt og har energi – og om sin friske mor som har viet sit liv til hunde og hundetræning og hundekonkurrencer. Huset er fyldt med pokaler, hun har vundet.
Michael er ikke kommet for blot at kigge tilbage, han vil skubbe forældrene i gang, nej sammener et bedre ord, for de har jo ikke meget at tale om, når de sidder der ved middagsbordet. Og Michael vil gerne ind på farens værelse, hvor han opholdt sig meget for sig selv med sin alkohol. Michael spørger om han ikke må komme med ind, men nej… i starten af filmen.
Og Michael inspirerer faren til at købe blomster til Astrid for at fejre deres 40 års bryllupsdag, hvilket også omfatter at besøge kirken, hvor de blev gift. Det viser sig senere at være den forkerte kirke! Det vækker latter. Der er i det hele taget mange fine øjeblikke, hvor man griner med og ikke af de to.
Så filmen har en udvikling. Michaels hensigter lykkes. Også at forældrene flytter fra rækkehuset i Grindsted for at komme nærmere Michael og hans familie med børnebørn på Sjælland. Det kan kun gå godt.
Inden da har Michael kørt forældrene til Odense Sygehus, hvor han opholdt sig så meget under sin sygdom. Det kommer der fine følsomme scener ud af.
Godt at Michael som instruktør ikke maser sig ind i billedet. Der er for mange film, hvor instruktøren insisterer på at være med, her er Michael bag kameraet og blander sig nænsomt. Vi får ikke meget at vide om misbruget og den hårde tid det må have været for Astrid, savner vi det? Næh, der skal også være noget at forestille sig, ig-å, (ikke osse) som de siger i Jylland og som Svend-Aage siger det. Meget usagt, mange pauser, tak for det!
Danmark, 2022, 82 mins.
