Mogens Rukov 1943-2015
ALT KAN SKE I VIRKELIGHEDEN
”Det er en stor film. Den samler flere af Filmens traditioner. Det er en surrealistisk film. Man kommer til at tænke på Buñuels ‘l’Age d’Or’ fra 1930, som handler om Roms grundlæggelse, statsmagten, banditter, borgerskab og et seksuelt-sadistisk præsteskabs kristendom. Alt kan ske i denne film, fordi alt kan ske i virkeligheden. Der er så mange logikker, der insisterer på at være reelle. Der er mange logikker, der er faktiske, og som mennesket får gennemført. Det er sjældent, at en film giver plads til dem alle. L’Age d’Or gjorde. Traberg gør.”
(Om Jørgen Leths ”Traberg”, blogindlæg 02-09-2008)
SANDHEDEN BAGVED DET TILGÆNGELIGE
”Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.
Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier…
Anderledes i filmen. Her er det hele. Også det unævnte, midt i en hverdag, der er helt samtidig og dog så forskellig fra den industrialiserede hverdags samtidighed. Det er en virkning, der kun er opnået som følge af en lille magi, hvis opskrift egentlig er ganske simpel, men som er utrolig vanskelig at følge, som kun sjældent forsøges, og som søger en sandhed, der ligger bagved det tilgængelige. Den er dybt præget af kærlighed. Den vil ikke noget bestemt (hvad der er en del af kærlighedens væsen, en form for hengivelse, en anerkendelse af genstandens egen fænomenologi) og kommer derved til at handle om selve eksistensen…
Som altid når det særegne er på spil, erindres publikum om den skabende bevidstheds unikke karakter. Der er i sidste ende én bevidsthed der er styrende. Hendes respekt er stor.”
(Om Ulla Boje Rasmussens ”1700 meter fra fremtiden”, blogindlæg 25-12-2009)
FOTOGRAFENS ØJE
”Jeg må vel have det sådan, at jeg ikke synes, at billeder er informative. De skal ikke give informationer om fortællingens gang. Der skal ikke være obligatoriske billeder, som filmens informative forløb er afhængige af. Billedserien skal være fri. Den skal være så at sige ikke-narrativ i manuskriptets forstand. Den skal være narrativ kun i billedets forstand…”
(Fra et essay i Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: ”Fotografens øje – Dansk filmfotografi gennem 100 år”, blogindlæg 20-11-2009)
Fotografi af Karsten Weirup: Rukov derhjemme.
