Danske Dokumentarfilm 2017

Jeg har som for et år siden udvalgt de 6 danske dokumentarfilm fra 2017 som jeg i årets løb har været gladest for og fundet vigtigst (som Tue Steen Müller nedenfor på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 / I have chosen 6 Danish documentaries from 2017), de 6 vigtigste film blandt dem jeg har set. De listes her op i omvendt kronologi med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: … when you look away af Phie Ambo.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, ser det efter min opfattelse stadigvæk godt ud for dansk dokumentarfilm. 

 

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

… Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4124/

 

Eva Mulvad: A Modern Man

… Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4042/ 

 

Phie Ambo: … when you look away

Jeg kastes ind i Holger Bech Nielsens energiske rullen mangeverdens teorien op, vi skifter verden hver gang noget bliver målt! Og hvad er bevidsthed egentlig? Han lever i sit arbejdsværelses tavle og kridt verden, i en verden af fascinerende teorier. Jeg er med på besøget og ser med en lille sorg ham slutte sin forklaring før jeg er færdig med at indprente den, med en svamp fjerner han for mine øjne de noterede alternativer. Hos Phie Ambo fæstner sig imidlertid spørgsmålet, hvad er bevidsthed? Kan sindet være flere steder på én gang? Hun reflekterer mildt autoritativ i sin fint underfundige, blødt præcise fortællestemme (ja, filmen er speakbåret i sit afgørende lag ved siden af scenernes samvær i bevægelser og dialoger) og invier mig i Thomas Youngs dobbeltspalte eksperiment fra 1801…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4032/

 

Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind

Jeg kan rigtig godt lide Amanda, jeg kan lide hende i hver eneste replik, bevægelse, stemning, i alle scener fra først til sidst. Amanda Kastrup bygger sit eget kunstværk opmuntret og ved hjælp af Esben Dalgaard, Henrik Bohn Ipsen, Rasmus Steensgård og åbenlyst styret af Nicole Horanyi (det ses af og til i billedet som planlagt element), bygger det og bygger det ind midt imellem Horanyis arrangerede/iscenesatte dokumentarfilm rekonstruktion og hendes andet lag i sin filmkonstruktion, en omhyggelig journalistisk afdækning i tabloidpresse stil. Præcist derimellem ligger Amandas fortælling, hendes vidneforklaring. På det sted fastholder hun urokkelig denne sin helt egen fortællings suverænt litterære værkhøjde…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/

 

Nicolás Nørgaard Staffolano: Danmark ved Ganges

… Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange – alle afgørende præcise – detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3910/

 

Lise Birk Pedersen: Tutti a Casa

… Vil Lise Birk Pedersen med sine værker skildre og fatte den filmiske undersøgelses emne og objekt gennem sine medvirkendes sind, umiddelbart og direkte og ikke ved deres replikker, ikke ved det de siger som jo mest er spontane almindeligheder, som hun her beskriver Luis klassiske, besindige mådehold i gammel anstændig borgerlighed, Marios faglighed i juraens skønhed og retfærdighed som den viser sig i barokmusikkens orden, Albertos uforsonlige robespierreske kynisme i en vrede over undertrykkelsen af sin fattige baggrund af ødelæggelsen af sin smukke by Torino med den vidunderlige FIAT fabrik og Paolas betagne forelskelse i Grillo, hendes skønne naive naturlige kraft når hun taler i bilen, i senatet, på tribunen ved valgmødet, taler med sin krops sprog, sine hænders gestik og sit ansigts lynsnare mimik? Er det det hun vil? Kernen i Tutti a Casa er nemlig ikke Grillos blog, ikke Italiens historie siden oldtiden, ikke den venlige udgave af populisme (hvad det så er). Den er disse fire menneskers spæde voksne liv med den politiske handling.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3793/ 

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog

DEN ANDEN USKYLD

Den trænede læsers (filmlæsers / filmpublikums) læseproces (filmtilegnelse) bør se således ud: 1) at opleve teksten (filmen) umiddelbart og uhildet, 2) at nærme sig teksten (filmen) fra så mange sider som man kan overkomme og med så megen viden og indsigt som muligt – Erik Lunding: ‘den eneste gyldige metode er den pluralistiske’  – dvs. at forstå og vurdere alle detaljer og deres sammenhænge og helheder: tekstens (filmens) udseende og lyd, dens ord, dens billeder og figurer, vers og sætninger (optagelser og scener), dens motiv og holdning og genre, dens helhed – og tekstens (filmens) placering midt i sine kontekster, trådene ud til psykologiske, sociale, historiske og litterære (cinematografiske) sammenhænge, alt det tidsbetingede i den tidløse enestående tekst (film). 3) Når dette er nok, da: at glemme det hele og opleve teksten (filmen) igen, i den anden uskyld som er både forståelse og oplevelse, som er kunstværkets mening og hensigt. (Poul Borum, 1966, frit modificeret ved parenteser af abn, idet Borum jo skrev om litterære tekster)

1

Kristoffer Hegnsvad tager i sin bog Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer udgangspunkt i sit møde foråret 2016 med Werner Herzog på The Rogue Film School i München og bruger herefter sin viden om ham og sine læsninger af hans film som illustrationer, billedliggørelser og eksempler i en skildring af Herzogs filosofi om tilværelsen og æstetikken, virkeligheden og den kunstneriske bearbejdelse af den, skriver en Herzogs poetik så at sige ved siden af Aristoteles’ oldtidige essay.

Måske er det formidling mere end undersøgelse, altså mere akademisk undervisning og folkelig oplysning end det er nye læsninger af filmværkerne. Men hvis formidling og fortælling er bogens ambition – ja, så er den velskabt og lykkedes – og jeg tror bestemt det er fortællelysten som driver Hegnsvads tekst så lydefrit og letlæselig. Vil jeg nyere og mere komplicerede læsninger af filmene skal jeg jo blot købe en bog mere og lægge den ved siden af eller i forlængelse af Hegnsvads inden for sin ambition så fine tekst. (5. december)

Werner Herzog

2

Hegnsvads tekst forudsætter – opdager jeg nu – alligevel dejligt indforstået (jeg holder rigtig meget af indforståethed jeg ikke er berettiget til) at jeg har set alle Herzogs film, hvad jeg ikke har, og er fortrolig med dem, hvad jeg følgelig heller ikke er. Han anfører smukt originaltitlerne i kursiv. (Jeg har nu alle mine dvd-kopier af filmene – langt fra en komplet samling – fremme på bordet ved afspilleren plus mine udklip og Cronins Herzog on Herzog og jeg indser at det her kommer til at tage lang tid…)

Jeg noterer som et løfte til mig selv og mit blogindlæg, at jeg bør nævne og kommentere hans læsninger, som jeg er begyndt at standse ved, som jeg efterhånden på vej ind i bogen ser at der i det også er en systematik. Så jeg må engang opregne dem forfra fra først i bogen til sidst. Skelne mellem de søgende læsninger og de påståelige. (9. december)

3

Titlen – uden den for mig endnu kryptiske undertitel – er præcis. Bogen handler om instruktøren, ikke som biografisk person, men som tænkende og iagttagende og handlende menneske, som filosof, som antropolog, som kunstner. Bogen er ikke en række filmlæsninger som konkluderes, den er snarere en konklusion på et studium af Herzog som offentlig person, hvor filmværkerne hentes ind som belæg for fremstillingen, sammenfatningerne.

Hegnsvads undersøgelse gælder således ikke Herzogs film, men hans tænkning, Hegnsvads bog er ikke en filmbog (en undersøgelse af et samlet filmværk), den er en filosofisk monografi over en tænkers tankesystem (hedder det sådan?), en gennemført formidling af egne studier (samtaler, forelæsningsnotater, primær og sekundær litteratur) af dette system, som her eksemplificeres i denne tænkers enkeltværker, i hans film og tekster og andre formuleringer. (9. december)

4

Hegnsvads undersøgelse udvikler sig til at omfatte Herzogs professionelle moral, hans interviewteknik, hans metode for manuskript, for treatment. Jeg er kommet til side 152, et afsnit, som begynder her, hedder ”Formen under pres”, her er undertitlens begreber ”ekstatisk sandhed” og det ”ubrugelige” under behandling: ”Den gådefulde realisme i Werner Herzogs dokumentarfilm forsøger gennem sin form at identificere sig med det ikke-identiske og derved åbne for en mere rummelig ekstatisk sandhed end bogholdersandheden, der forsøger at identificere alting.” Senere i afsnittets fremstilling indkredses det andet begreb. Herzog opererer, skriver Hegnsvad ”med to forskellige karaktertyper. De er enten små ubrugelige som hittebarnet Kaspar Hauser i Jeder für sich und Gott gegen alle og den psykiatriske patient Bruno S. i Stroszek eller store erobrere af det ubrugelige, som Klaus Kinski i hovedrollerne i Aguirre – der Zorn Gottes og Fitzcarraldo.” Jeg er ved at forstå undertitlen, sådan mere middelbart… (10. december)

Werner Herzog under optagelserne til Fitzcarraldo, 1982 

5

Det er en stor og imponerende bog. Jeg burde skrive en rigtig anmeldelse. Indledning, læsning, vendepunkt, konklusion. Det har jeg ikke kræfter til, ikke viden nok til. Her er i stedet for mine notater fra læsningen, lidt læsning ad gangen, nogle af disse decemberdage. Det må være tilladt i bloggenrens løsere format, tæt som den er på dagbogens. Dagene med bogen har været og er rige, hvad jeg har af Herzogs film konsulteres ind imellem, som Cronins store interview og så mine egne notater, især fra to seminarer med Herzog på filmskolen, er ved hånden. Jeg prøver og prøver at få det til at hjælpe til en forståelse af Hegnsvads arbejde i dets litterære sammenhæng. Gentagelser eller nybrud? (15. december)

6

Jeg vil læse Hegnsvads bog færdig. I dag og i morgen. Ikke lave andet. Så skrive om den læsning – ind imellem jeg skriver meget forsinkede julekort…

Først på eftermiddagen, i dag allerede, er jeg pludselig færdig med selve teksten. Jeg har læst hele fremstillingen, nu de sidste fascinerende sider i én uafbrudt optagethed som var det en plotbåret roman. Endnu står tilbage de stringent klare og fornemme afsnit med noter, filmografi, bibliografi, liste over andre Herzogværker, litteraturhenvisninger, billedliste. Det hele, både disse afsnit og den nu helt uomgængelige tekstdel, vil jeg i fremtiden vende tilbage til hver gang Herzog er på tale omkring mig, i mig. Kristoffer Hegnsvad har skrevet en fantastisk bog. (25. december)

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer, 2017, 285 sider. Forlaget Jensen & Dalgaard. Filmkommentarens vurdering: 6/6 

Kristoffer Hegnsvad 

Kissinger and Giedre Zickyte

“It was the last shooting for our upcoming documentary THE JUMP, starring former United States Secretary of State and National Security Advisor Dr. Henry Kissinger. It was a huge honour to have the opportunity to conduct this interview for our film.

THE JUMP is a retelling of a famous Cold War incident in which a Lithuanian sailor jumped from the Soviet onto the US ship and sought political asylum, only to be refused sanctuary and handed back to the Soviets. This incredible story, full of twists and turns, reverberated throughout the world in the 70’s and is still relevant today.”

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

Jeg har på én gang fået et nyt forhold til edderkopper. Det er accepterende, anerkendende, beundrende. Det skyldes Adam Schmedes nye film som endnu kan ses på DR TV:

https://www.dr.dk/tv/se/edderkoppernes-hus/-/edderkoppernes-hus

Jeg må helt bestemt anbefale den film. Se den – og din holdning til edderkopper ændres fundamentalt i løbet af den time filmen varer. Edderkopperne vinder og du beundrer dem herefter. Trods alt.

Og så beundrer du endvidere efter den oplevelse Adam Schmedes’ filmhåndværk skabt i præcision og uendelig tålmodighed. Hver særdeles teknisk vanskelig optagelse er fuldendt og der er ventet og ventet på det rette øjeblik under disse i ordets forstand enestående optagelser.

Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper! Budskabet i filmværket går (trods måske cinematografiske svagheder, som får være) faktisk rent ind hos mig, og dertil kommer, at alt i filmen er fotograferet fra edderkoppernes synsvinkel, og hvad jeg oplever dybt nede i det perspektiv er meget smukt og aldeles rystende.

Danmark 2017, 58 min. Filmkommentarens vurdering: 5/6. Distribution: DR TV.

NATURFILMVÆRK

Jeg har kendt til Adam Schmedes filmarbejde gennem mange år og er altid fornøjet ved at se hans film, for jeg elsker naturfilm og hans film er de bedste naturfilm jeg kender. Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om to af hans film, Kamæleonernes strand og Ishavets kæmpe:

”… Og ud over den sjældne komplette kamæleonbiografi skal man se Adam Schmedes egensindige naturfilmstil forankret i en urystelig opfattelse: de må ikke være som BBC’s naturfilm, de skal være underholdende, de skal være tydelige i deres moralske udgangspunkt og ærlige over for de barske sandheder om naturens orden og denne ordens udsathed. Dette tydeliggøres i en story-line efter bogen og en speak, som får hver anden til at krumme tæer. Publikum deles i to grupper. Men det filmiske greb er konsekvent og valgt med vilje og åbne øjne. Så det er take it, or leave it.” Læs det hele her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/1612/

”… Jeg gik skeptisk til Adam Schmedes’ film, Ishavets kæmpe, for jeg vidste jo, at der ville være så meget, jeg ikke kunne lide, fordi jeg forstyrres af dyr med individualitet, med navne, som tillægges personlige stedord i speaken, og jeg forstyrres af rekonstruktion og pludselige spillefilmgreb, forstyrres, ja, generes direkte af omklamring, moralisering og mangel på tvivl. Og så gik det altså alligevel sådan, at filmen voksede og voksede for mine øjne, og jeg gik imponeret fra filmen, tænkte hvilken indsats og var fyldt af sorg. Denne overmåde hensynsløshed mod dette dyr havde jeg i virkeligheden ikke kendt til. Og det var jo meningen, at jeg skulle have det at vide, forstå det og sørge. Det er Adam Schmedes hensigt med sin film. Det er også på den måde et selvfølgeligt mesterværk og derfor også netop så æstetisk provokerende, for det er et værk af en stærk og egensindig mester, som kun vil det han vil.” Læs det hele her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2592/

Adam Schmedes sendte mig en kommentar til anmeldelsen af Ishavets kæmpe, en kommentar jeg blev meget glad for:

”… en meget vanskelig filmopgave, Danmarks hidtil største satsning på naturfilmområdet. En pioneropgave, idet Grønlandshvalen var nærmest umulig at filme (BBC opgav) og samtidig et koncept med historiske rekonstruktioner til søs i det arktiske.

Efter den præstation, som fik rekordstor seermodtagelse på omkring 900.000 på DR1, en god lancering og nogen presseomtale forblev filmintelligentsiaen tavs. Ingen omtale i EKKO eller andetsteds og ingen finaleplads i Robert sammenhæng for nylig.

Genren naturfilm, og det skønt jeg har skubbet kraftigt til genreopfattelsen, er åbenbart ikke noget den intellektuelle del af filmkritikken, eller filmkritikken i det hele taget, vil beskæftige sig med.

I mine fordomsfulde øjeblikke havde jeg lyst til at karakterisere disse filmkritikere enten som begrænsede af faglige vanemæssige barrierer og interesser; det er ikke film, det er fakta og vi kender intet til natur, altså en manifesteret dovenskab overfor at beskæftige sig med det universelt naturvidenskabelige indhold og dertil knyttede filmiske debat.” Læs det hele her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2596/

 

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99629.aspx?id=99629 (DFI om en anden del af edderkoppe filmværket)

Lars Feldballe Pedersen: Præsidenten fra Nordvest

It’s a Dane writing this review. Important to say as the main character of this film, Ahmed Dualeh, is Danish, well he is born in Somalia but has been living in Denmark for 47 years – and he speaks the most perfect, classic Danish. An accent is there but the vocabulary is huge, which is heard, when he in first person tells the amazing story about his life in the country he loves and where he settled in 1967. He became a captain of ships at Maersk, he set up his own company and became a millionaire, he established a family… but he has his heart in Somalia, where he was born in poverty, adopted by an Italian family, and where he – voted by exile Somalis – became the president of Jubaland in 2012, the republic in the South of Somalia. As it turns out there are many other, who want that job, and also a position as prime minister is not reachable for the charismatic idealistic man, who wants to help his native country and dedicates a lot of time to go to political meetings and to meet people in the streets. Most of the time outside Jubaland, in Mogadishu or in neighbouring Kenya as Jubaland still is a dangerous place because of warlords.

The structure of the film goes from here to there, from Denmark to Somalia, from the family to politics. Very simple and efficient. His wife Zhara is worried about him – and their life together – as he is so much away from home. In a scene she is packing her suitcase, cut to him trying to catch her by phone, no success, cut to a daughter who tells him to stop all that travelling, cut to him and wife on what is said to be the last tour, where he is bringing computers and other technical equipment to a school in his native region in Somalia.

Apart from the drama, which is actually not described as a drama, of the couple who has been together for 45 years, the film lives through the way he – and she – is described. An almost constantly smiling, well formulated positive Danish Somali and his adventurous life with Zhara. You will be in a good mood watching this film, which of course also in a Denmark of today full of restrictions towards foreigners is a very timely documentary.

Denmark, 2017, 65 mins.

Best Documentaries 2017/ Intro

Per tradition I have gone through the texts on this site to find, what I see as the best documentaries of 2017. I stopped at 16 titles – half of them come from the Eastern part of Europe. Am I one-sided? Many will probably say ”yes you are”, but it is a fact that in 2017 – contrary to another fact: that funding is much less in Eastern Europe compared to for example in France and Germany – creative, personal cinematographic works came from directors in Poland, Serbia, Lithuania, Romania, Czech Republic/Slovakia and Russia. Let me remind you that it was a Romanian film (”Licu”) that won first prize at DOK Leipzig and a Serbian at IDFA (”The Other Side of Everything”)

Another positive aspect of the list is that new names mingle with well known as Leonard Helmrich, Talal Derki, Arunas Matelis, Vit Klusak, Elvira Niewiera/Piotr Rosolowski and Ai WeiWei. I refer to Marta Prus, Simon Lereng Wilmont, Mila Turajlic, Mohamed Siam, Mindaugas Survila, Ana Dumitrescu, Elvira Lind, Ní Chianáin and David Rane. Julia Bobkova, Ana Dumitrescu.

I stopped at 16. I could have added Frederick Wiseman and his film on the New York Public Library, which was loved by me, who was once long long ago educated librarian. And I am sure that if I had seen Agnès Varda’s ”Faces Places” or the new film by Raymond Depardon, they could have been candidates.

But veterans have to wait – and let me just remind you that if you miss Raoul Peck’s masterpiece ”I’m not your Negro”, Rahul Jain’s ”Machines” that is on most hit lists coming out right now, ”Cameraperson”, ”Austerlitz”… they were on the 2016 list that you can check here:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3782/

Photo from “The Distant Barking of Dogs” by Simon Lereng Wilmont.

Best Documentaries of 2017

Marta Prus: Over the Limit

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4091/

Leonard Helmrich:The Long Season

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4092/

Talal Derki: Of Fathers and Sons

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4094/

Simon Lereng Wilmont: The Distant Barking of Dogs

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4099/

Mila Turajlic: The Other Side of Everything

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4096/

Mohamed Siam: Amal

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4087/

Mindaugas Survila: The Ancient Woods

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4086/

Arunas Matelis: Wonderful Losers

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4048/

Ana Dumitrescu: Licu – A Romanian Story

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4076/

Ai WeiWei: Human Flow

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4066/

Elvira Lind: Bobbi Jene

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4030/

Niewiera/Rosolowski: The Prince and the Dybbuk

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4052/

Julia Bobkova: The Last Waltz

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3984/

Vit Klusak: The White World According to Daliborek

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3959/

Kasper Collin: I Called Him Morgan

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4046/

Ní Chianáin and Rane: In Loco Parentis

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3821/

Yulia Grigoryants. Photographer/ 2

In the beginning of this month, December 2017, the Armenian photographer published a slate of photos and a text for ajjazeera, click the link below and you can see and read it all.

Here is some of Grigoryants text: In Gyumri time is measured as “before” and “after” the earthquake. On December 7, 1988, an earthquake measuring a magnitude of 7.0 on the Richter scale struck northern Armenia, killing at least 25,000 people and injuring hundreds of thousands more. A countless number of people were left homeless as high-rise apartment blocks collapsed like dominoes. Gyumri, Armenia’s second largest city, suffered much of the damage… the photo: Syuzanna, aged 9, plays inside old rusty cars in front of the abandoned building, where she lives with her family. Ten days ago, Syuzanna’s father committed suicide because of debts he was unable to repay…

Copyright: Yulia Grigoryants/ al jazeera

http://www.aljazeera.com/indepth/inpictures/forgotten-survivors-gyumri-earthquake-171004083707018.html

Yulia Grigoryants. Photographer

The times they are a changing… Years ago I met Yulia Grigoryants several times in the Caucasus region. In Tbilisi and in her own country Armenia’s capital Jerevan. She worked with local Bars Media and was the producer of the film ”The Chosen Ones” that ended up having the title ”One,Two,Three”. I already then knew her as an excellent documentary photographer so when I met her again in Paris last week – she is married to a French film producer and they live in Paris – I asked if she would be so generous to let us show you readers a couple of her photos. Here is the first one that has this text to follow:

Yazidi Gyozal (34 y.o.) bakes bread in the traditional bread house “tonratoon” in Yazidi village Rya Taza in Armenia. Gyozal hasn’t seen her husband for the last 10 years. He emigrated to France and even hasn’t seen his youngest son. Together with her 4 children Gyozal waits for the moment when he will be able to take them to France.

Photo Copyright: Yulia Grigoryants.

Important Questionnaire from EDN

Ahhh again! Someone asking you to fill in a questionnaire – were you happy with the festival, the workshop, the hotel you stayed at, the dinner you enjoyed and paid for… You know it and you don’t like it. And if you don’t answer, be sure they will come back.

The same as director of EDN (European Documentary Network) Paul Pauwels (PP) and his office in Copenhagen has done again and again. BUT WITH QUITE A DIFFERENT AIM that points to the future. I have always been sceptical when it comes to studies, especially to academic ones, but having been pushed gently by PP, I clicked on the link below and went quickly to the questionnaire, that is actually very well put together showing that ”they” know what they are talking about.

It’s part of the EDN’s ”Media and Society” survey that EDN and partners want to be the fundament for setting up a policy for the future of the documentary genre, in all its aspects.

The questionnaire is NOT ONLY FOR EDN MEMBERS, who are primarily producers/productions companies and institutions. I would strongly advice also directors, camerapersons, editors etc. to take a look at the questionnaire.

And if I may be ”geographical”: EDN has far too few members from the Eastern part of Europe – and their situation is quite different from the (rich) countries in the West of Europe like France, Germany, the Nordic … so come on Baltic makers, Polish, Belorussians, Czech, Slovaks, Hungarians, Croats, Serbs, Macedonians, Montenegrins, Slovenians, Russians, Georgians, Ukrainians… take a look, give your answers, make your voices heard! How do you see the documentary world today and tomorrow? About 30 minutes online, it’s nothing!

http://edn.network/activities/media-and-society-initiative/