Cinédoc Focus on Civic Activism

More and more documentary film festivals pick a theme for their programs. The festivals want to state their comments on what goes on in the world and/or in their own country. This goes for the young Cinédoc-Tbilisi festival in Georgia. I asked Ileana Stanculescu from the festival what the poster represented. She answered like this outlining the chosen themes:

“This year (the festival runs from May 11 till May 16) we have a strong focus on civic activism. Our program this year covers five themes reflecting five human needs: safety, passion, faith, imagination and solidarity. 

Under the umbrella of the theme ‘solidarity’ we will present and

discuss documentary films specifically on labor rights. Unfortunately there are very big problems in Georgia, when it comes to labor rights, there is no functioning labor inspection department, no protection of basic labor rights, a lot of invisible labor, etc. Yesterday, on 9 May, four miners have passed away in a mine accident in the Georgian coal mine city of Tkibuli, a tragic event.  

We have selected nine films from all over the world that deal with the topic ‘solidarity’ and we will screen them in Tbilisi, as well as in other locations in Georgia (within our year long CinéDOC-On Tour Program). Please find the film selection at following link: http://www.cinedoc-tbilisi.com/?cat=105 

For the focus on labor rights we are glad to partner with the Friedrich-Ebert-Stiftung South Caucasus Office. 

Under the umbrella of safety – we will screen films about migration (Stranger in Paradise, The Longest Run, Imagining Emanuel, A Maid for Each, Vienna – Passion Week). 

We try to reflect Georgian civic activism with our film selection and with the discussions and debates we organize. There is a young and dynamic civil society in Georgia and we cooperate with many of its representatives to bring important topics to a large audience. Sometimes it is easier to understand the problems of women who are exploited if you watch a documentary like ‘A Maid for Each’ than if you read statistics on the website of a human rights organization.

And I think that many NGOs have understood that they can have a better communication towards a wider audience, if they partner with a documentary film festival. This is why they cooperate with the festival for the discussions and promotion of certain films.”

More will come from Tbilisi, where I will be from the 13th. I have already written an introduction to film titles and filmmakers:

 

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3893/

 

http://www.cinedoc-tbilisi.com/ 

 

 

Their Finest Hour… and Humphrey Jennings

… is the title of the British WW2 comedy drama, directed by Danish Lone Scherfig, that I saw this morning in Grand Teatret in Copenhagen. It is a lovely picture to bring up the same term the protagonists use, when they talk about their job, which is to make good scripts for propaganda films that serve one purpose: to keep the population optimistic while Hitler’s bombs are hitting London and other bigger cities. The propaganda films were screened after a short film and before a feature. And there were many of them.

Authenticity and Optimism are – in the film – the key words given by the leaders of the Film Division of the Ministry of Information during the years of 1940-1945. But I suppose that these words were also important for the documentarians, who worked at that time. While watching the film by Scherfig I was thinking about the true auteur of that time, Humphrey Jennings, whose films I saw when I got the job at Statens Filmcentral (National Film Board of Denmark) way back in 1975. Thanks to Werner Pedersen who loved his works as did another mentor of mine, Niels Jensen. They imported and promoted several British war time propaganda films.

Derek Malcolm wrote in the Guardian about Jennings and his ”Fires Were Started” (check Youtube) from 1943, 65 mins. – a quote: ”… Jennings had founded the Mass Observation movement which collected information on the British way of life much as Malinowski had documented the behaviour of the South Sea islanders. He put this to good effect in Fires Were Started and other films, notably the equally famous Listen To Britain and Diary For Timothy. But, though ineffably patrician, he transcended the class clichés of the time by recognising the way war can unite disparate people and by making us think about what would have been lost if the conflict had gone the other way…”

Yes, ”Listen to Britain” from 1942 (it is on Youtube) is THE masterpiece of British wartime propaganda documentaries… written together with Stewart McAllister. 19 minutes of superb seducing montage and use of sound (including songs), reconstruction of authenticity (!). It is still a very modern film in its playfulness.

https://en.wikipedia.org/wiki/Listen_to_Britain

www.theguardian.com/film

Phie Ambo om filmmusik

I programmet ”Filmharmonikerne” på DR P2 i går 18:05 var Phie Ambo vært. Det var så fint, smukt, ordentligt, tænksomt og brugbart. Jeg tror det også for fagfolk var en masterclass med en filminstruktør, som deler ud af sine erfaringer om valg af musik og komponister og samarbejde med dem i sine film, for Phie Ambo er det jo alle dokumentarfilm til biografen og for det store lærreds alliance med den store lyd, som hun sagde. Hun fortalte om inspiration, komponister og musik til film som Mechanical love, 2007 og Hjemmefronten, 2010, (komponist Sanna Salmenkallio). Free the Mind, 2012 og Så meget godt i vente, 2014 (komponist Johan Johansson) Og så var der det, at Phie Ambo altid havde ønsket kormusik, og til mange af billederne her er naturskildringer i lange forløb hvor kor kunne bruges. Og det fik hun, det skrev Johansson og skaffede et vidunderligt kor.

Hun uddybede her musikkens indhold ved at fortælle om teksten, som koret synger, at det er Lucrets’ digt om naturen (De rerum natura, 1. årh. f. Kr.) og undrede sig så overbevisende kvalificeret (hun er netop færdig med sit komplicerede og videnfyldte filosofiske værk om teoretisk fysik / kvantefysik, … when you look away, som får premiere senere i år som tredje del af den naturvidenskabelige trilogi) over denne teksts forunderligt moderne oldtidige kosmologi, som er frisk og ny, sagde hun og citerede fra digtets 5. bog om kosmos, som er dannet ved atomernes tilfældige sammensmeltninger, og som synges til lange afsnit om naturens forvandlingsformer i filmens sjællandske landskab.

Og hun lavede så samtidig på dette sted i naturen den dialogløse film Songs for the Soil, 2014, som helst skulle være med Arvo Pärts musik, som hun imidlertid mente hun vanskeligt kunne nærme sig. Men det kunne koret! Og hun fik korværket af Pärt over temaet fra hans meget kendte Spiegel im Spiegel stillet til rådighed og brød alle sine regler for brug af maskemusik, klippede den nye film Songs for the Soil, 2014 til den færdige og endelige musik som så faktisk var masken sunget af dette kor i bordets højttalere.

Jeg kan ikke takke Phie Ambo nok for denne analyse og kommentar og forklaring ikke blot her i eksemplet, men hele vejen igennem radioprogrammet, som Anna Thaulow havde produceret så indforstået med vid plads til Phie Ambos forsigtigtige omhyggelighed og lange uddrag af sin valgte musik til både eksempel og til nærmere undersøgelse. Masterclass for filmfolk, ja bestemt, men også seriøs musikradio underholdning for os radiolyttere og biografgængere.

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/filmharmonikerne-14 (link til radioprogrammet)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/147913.aspx?id=147913 (filmografi)

DOKLeipzig 2017

The press releases coming from the Leipzig festival are always well written. The one about the 2017 is copy-pasted here:

DOK Leipzig’s anniversary edition’s theme is Nach der Angst (Post-Angst). It runs through the Special Programmes and is also linked to the festival’s history.

In its 60th anniversary edition, which will be taking place against a backdrop of political polarisation and the erosion of democratic values across the world, DOK Leipzig will propose forward-thinking strategies for art and politics. The leitmotif of this year’s festival is Nach der Angst (Post-Angst) and also runs through the Special Programmes.

Taking place as it is 100 years after the October Revolution, the Retrospective will be about totalitarian regimes’ filmic strategies for the representation of power after 1917. It will highlight the geographic and temporal range of visual politics in communist states and also show how methods resorted to in the past are once again being employed today, in times of heated political debate.

The festival’s Country Focus will be Georgia; thus DOK Leipzig will

be paying tribute to a country, whose flourishing film industry has been witnessed and admired at international festivals for some years now and at the same time shedding light on a region which has had to develop a new understanding of itself as it has cast off its Soviet past.

This year’s Homage is dedicated to the US filmmaker Jay Rosenblatt, a master in the art of deconstructing archival footage. In his experimental filmmaking, he frees images and sound from their original context, enabling new associations and interpretations.

“At a time when many political foundations are on shaky ground, we want to know what could come after the angst?” says festival director Leena Pasanen. “What visions for the future can be developed when fear is driving people towards authoritarian power structures? What can art and society do with regard to the erosion of democracy, the developments in the US and Europe’s uncertain future? We want to learn from history, rub salt in the wounds but also dare to dream of utopia,” she continues.

The other Special Programmes will also highlight the festival’s theme. The programme for young audiences will focus on films that depict how many youths are fleeing reality, through fancy dress (e.g. “cosplay”), role play or other types of games. It will examine the reasons youths have for wanting to escape the world and their needs and at the same time explore the creativity and potential involved with developing new realities. An animation programme inspired by the festival’s theme and a DEFA Matinee will complement the Special Programmes.

The theme is not only the leitmotif of all the Special Programmes but also alludes to the festival’s eventful past, as Leena Pasanen says: “In the GDR, from the time the festival was founded, filmmakers and audience members would seek places that were free during the documentary film week – despite the censorship and interference – where artistic exchange could take place in a safe zone, a refuge. Looking to the past and the future, we intend to uphold principles that the festival’s founders always sought to defend: freedom of speech, artistic freedom and human dignity. At the same time, the festival’s history teaches us that post-angst can also be pre-angst. In the GDR, festival years that were more liberal tended to be followed by years when the state’s censorship was more rigid. We have to fight constantly for democratic values.”

This year’s DOK Leipzig will take place between 30th October and 5th November. The Official Selection and the Special Programmes will comprise over 300 films from all over the world. As in previous years, the Official Selection is chosen independently of the festival’s theme.

http://www.dok-leipzig.de

DocAlliance Celebrates Ex Oriente Film

A press release came in: ”In collaboration with its organizer, Institute of documentary film, Film, we have prepared a selection of the best works that have gone through this prestigious workshop throughout its history of 15 years! Nine critically acclaimed films, among which you won’t miss festival winners or even an Oscar nominee, are going to guide you across the film region that has been bubbling over with excitingly increasing energy incomparable with the rest of Europe…”

I was Head of Studies of Ex Oriente until 2009 and have only sweet memories of the three yearly sessions organized by the people at the IDF (Andrea Prenghyova, Ivana Milosevic, Hanka Rezkova, Filip Remunda and many others), as well as the many skilled tutor colleagues (Miroslav Janek, Emma Davie, Kristina Pärvila, Jan Gogola, Stan Neumann not to forget the two who took over as “Heads”, Mikael Opstrup and Marijke Rawie). BUT first of all the filmmakers, who came with their film projects, got feedback, learned about market and storytelling, and got inspiration from the mentioned people and colleagues.

The ”nine critically acclaimed films” offered by DocAlliance to

celebrate include the Oscar nominated Polish ”Rabbit a la Berlin” by Bartosz Konopka with Anna Wydra as the energetic producer, Macedonian Atanas Georgiev’s comedy ”Cash and Marry”, Diana Fabiánová’s ”The Moon Inside You” that went all over the world, Róbert Lakatos film on Roma ”Artists in Life”, ”Bahrtalo! Good Luck!”, Salome Jashi’s international breakthrough ”Bakhmaro”, Srdjan Sarenac’s ”Village Without Women” and Juraj Lehotsky’s ”Blind Loves” (PHOTO), that had its premiere at the Cannes Film Festival. All these talented directors have since then made other or are making other films, fiction or documentary. Many others could have been picked but these ones are all of high quality.

Back to the press release, quote: “Over the past 15 years, over 160 films have gone through the Ex Oriente Film training program. The aim of Ex Oriente Film is to increase the potential for international co-production and success at the international level through intensive tutoring by leading documentary film experts, while inspiring and challenging documentary filmmakers to produce innovative and insightful work…”

As part of this special event the film Blind Loves is available for free streaming. To watch the others – and whatever you like from the excellent catalogue of DocAlliance, SIGN UP FOR A SUBSCRIPTION – 5€ per month, 50€ for a year. It’s cheap, very cheap, and it is QUALITY!

The celebration ends on May 14th!

https://dafilms.com/program/626-ex-oriente-2017

Jon Bang Carlsen: At opfinde virkeligheden

– tekster om film og liv, … redigeret og med forord af Lars Movin, som I 2012 skrev en monografi om instruktøren: “Jeg ville først finde sandheden”. Den fik 6 penne, det højest opnåelige på dette sted med disse ord: Resultatet er blændende, den bedste filmbog jeg har læst i årevis.

Nu har Movin/Carlsen fået konkurrence af Carlsen/Movin. Denne bog er for mig ligeså vidunderlig læsning. Seks penne! De to bøger skal stå ved siden af hinanden på reolen og ved siden af dem dvd’er af instruktørens film. Flere er udkommet i boks-format, andre kan erhverves hos Bang Carlsen eller ses på DFI’s streamingtjeneste. Lad mig præsentere bogen ved at citere omslagsteksten:

“I mere end fyrre år har filmkunstneren Jon Bang Carlsen skabt fabulerende fortællinger, der svæver I mellemrummet mellem dokumentarisme og fiction. I film efter film – heraf mange I den selvopfundne kategori: iscenesat dokumentarisme – har han digtet med virkelighedsfragmenter. Og altid med et dobbeltblik, hvor iagttagelser af en ydre virkelighed filtreres gennem lag af

selvbiografi og eksistentiel søgen. I denne bogs essays blandes metoderefleksioner med erindringer og poetiske registreringer fra et liv i evig bevægelse. Teksterne er skrevet over en lang årrække, men bearbejdet på ny til denne sammenhæng og sat I relief af fyldige uddrag fra de private dagbøger, der dokumenterer den tætte forbindelse mellem liv og værk. En rejse gennem livet. Ud i den store verden. Og ind I dokumentaristens digterhjerte”.

For mig som har set alle Bang Carlsens film – med et par undtagelser – og har rejst med instruktøren, hørt ham fortælle ved mange masterclasses, arrangeret på festivaler som vil hædre instruktøren, sidst I Kiev og før da I Leipzig, er læsningen først og fremmest en tilbagevenden til hovedværker I moderne dansk og international dokumentarfilm, instruktørens metodiske overvejelser, den forkætrede iscenesatte dokumentarisme, som han forklarer så klart og tydeligt, altid velskrevet, seriøst og morsomt på samme tid.

Det nye for mig er de personlige erindringer og dagbogsnotaterne.

Opvæksten i Vedbæk, skilsmissehjemmet, turene til den lokale biograf – og hvordan bliver man filminstruktør, et pragtfuldt citat: Jeg besluttede mig for at gå filmens vej en eftermiddag efter skole, hvor jeg udmattet var faldet omkuld i det høje græs i Mols Bjerge. Pludselig gik det op for mig, at jeg var blevet forelsket i at se på verden, at se skyerne drive af sted på den blå himmel over græsstråene, tågebankerne, der drev ned over bakkerne og satte sig i spindelvævene mellem birkekrattets kviste, grusvejene, der forsvandt ind i landskabet som forstenede floder. Ligegyldigt hvor jeg så hen, var der en rigdom af billeder, der kom mig i møde og straks fandt en tanke i mit indre, som de kunne parre sig med, så en helt tredje verden opstod. At der ingen mennesker var i min verden, kan man stadig se i mine film. De er underligt ubeboede, som var halvdelen af skuespillerne strandet i en anden film, men landskaberne er der altid, og de siger sjældent noget, som de behøver at skamme sig over dagen efter premieren…

Der er flere andre fine tekster, sådan er det faktisk hele vejen igennem, som dokumenterer, at instruktøren elsker at skrive, at udtrykke sig skriftligt akkurat som alle hans film er skrevne – og det ofte med humor. Jeg husker ikke at have kluk-leet så meget som ved læsningen af denne bog.

Eksempler… dette om hvorfor dokumentarisme “Er det den dokumentariske films adelsmærke, at den i sine bedste øjeblikke kan afbilde livet uden at måtte garnere andestegen med suspensemættede flødesovse og andet distraherende garniture for at skjule, at den spisende I virkeligheden er ved at fortære en allike?” (side 76) eller dette lille dagbogsnotat fra juli 2004: “Min underbo er lige gået. Hun anklagede en skuespiller, jeg tænker på at hyre for at være for fed. Deres fedt bliver en del af historien, var vi enige om, hvilketfor mig i dette tilfælde er en kvalitet. Men hun var vred på de fede, så vred, at det løse kød under hendes kalkunhals dinglede … som lysekronen I Titanics imposante spisesal da skibet ramte isbjerget…”

Alle mine film (bortset fra “Baby Doll”) kommer fra mig selv, skriver instruktøren et sted. Og mange direkte fra hans eget liv. Det er bevægende igen, på tryk at læse “Livet vil Leves”, som er bygget op om morens breve til sin søn, det er den evige tilbagevenden til landsbyens lange gade, til opvæksten I det jyske for vor mest berejste danske dokumentariske filmkunstner, der I sine film og på tryk som her leder efter en mening med det hele. Jeg skriver med vilje “vor”: Hvilken glæde at få verden genfortalt af Jon Bang Carlsen, for at citere en af overskifterne I dette must af en bog for filmfolk og filmelskere og andre, der er interesserede i virkeligheden…

Udkommer 11.5.2017, forlag Tiderne Skifter, ISBN13 9788702237214, 330 sider, illustreret, pris ikke opgivet.

www.jonbangcarlsen.com

www.filmcentralen.dk

 

BIG TIME & Den anden side

For those of our visitors, who don’t read Danish: I have written two reviews, with top scores, in Danish language as this could push Danes go to the cinema. ”Den anden side” by Pernille Rose Grønkjær about and with standup comedian Anders Matthesen has been running in cinemas all over Denmark since April 27, mainly through the chain of Nordisk Film Biografer. Big marketing work has been done, good reviews, hope it will give results, the film deserves it. The film will definitely have an international appeal as well, when it gets to the festival circuit.

Where ”BIG TIME” by Kasper Astrup Schröder will also go, for sure. It premieres tomorrow May 3 in more than 50 cinemas in Denmark with DoxBio as distributor. Again big marketing work, interviews with Bjarke Ingels, the now world famous architect, clips on tv etc.

(A footnote from one who started as consultant and press person at the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral) in 1975, where it was almost impossible to make the press interested in documentaries – why… because they were not screened in cinemas or at festivals. Today Copenhagen (and some other bigger Danish cities) are full of festivals like CPH:DOX, like the architecture festival that runs now, Cinemateket has its ”documentary of the month” etc. etc. So happy about this development!)

Back to the standup comedian Matthesen and the architect Ingels. Both have been followed over several years, you see that in the final results and both deal with men, who face crises in their private and professional work at the age around 40! The directors Pernille Rose Grønkjær and Kasper Astrup Schröder go close to their protagonists, both public persons, who are often in the media and who deserve a bravo for letting the filmmakers into their stressful lives. These two well-produced films fit perfectly into the international line of direct cinema portraits of celebrities, that we know mostly from the American documentary history.    

CAFx 2017 /Danmark ved Ganges

NICOLÁS NØRGAARD STAFFOLANO: DANMARK VED GANGES

I dag klokken 17 er der på Nationalmuseet premiere på filmen, som Andreas Dalsgaard har produceret og er medforfatter til, som Nadim Carlsen og Juan Palacios har fotograferet og Nørgaard Staffolano selv klippet. Filmen vises igen i morgen, 3. maj i museet 17:00, da efterfulgt af en paneldebat om bevaring af den koloniale bygningsarv i Indien, Grønland og tidligere Dansk Vestindien.

Filmen skildrer den tidligere danske koloniby Serampore ved Ganges. Engang var Serampore en af de største og smukkeste byer i Indien, center for viden og tænkning i Asien. Historikeren Simon Rastén og antropologen Bente Wolf undersøger de tilbageblevne danske bygninger, en del er fortsat i brug, nogle på samme måde som for 200 år siden, en række ligger som ruiner i fare for at forsvinde i det voldsomme nybyggeri, som nu finder sted i Serampores centrum, og de deltager i det store projekt med at restaurere kirken og to af ruinerne. De er i tæt kontakt med kolleger i byen og med kvarterets aktive bevaringsgruppe, som arbejder for, at de minderige gader, haver og huse sikres i den smukke ældste bydel.

Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange – alle afgørende præcise – detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.

www.cafx.dk (Copenhagen Architecture Festival, katalog og billetter)

Pernille Rose Grønkjær: Den anden side

Han har netop rundet de 40 år og har længe været et fænomen i dansk underholdning – navnet er Anders Matthesen. Sådan lyder den første sætning på Det Danske Filminstituts hjemmeside om Pernille Rose Grønkjærs nye film, som havde biografpremiere den 27.4.

Der er bare lige det, at jeg selvfølgelig har hørt navnet, men jeg har aldrig set hans shows som standupkomiker, eller hans optræden/instruktioner på film og tv. Eller hørt hans rap på plade. Så jeg havde brug for en ekspertise, som kunne fortælle mig om indholdet var i orden. Er det sådan, han er på scenen, er de rigtige valg foretaget, de vigtige shows nævnt, genkender du dine egne oplevelser som tilskuer og fan.

Ja, sagde kenderen, jævnaldrende (næsten) med Matthesen, som jeg havde taget med i biografen. Han sagde god for  præsentationen af komikeren, som Grønkjær har fulgt i mere end 4 år. Imponerende meget materiale er indsamlet og suppleret med

familiens egne optagelser. Og der gås tæt på hovedpersonen, det er ”den anden side” der skal frem, komikeren der tvivler, har det skidt, bliver træt af sig selv, af at høre sig selv, som han siger, hvor sidder stresset, her eller der, det tror da fan, tænker jeg… var det 95 shows alene på scenen! Forberedelserne til et show bliver fulgt, de mange samtaler med konen Cemille, som er hans manager og sparringspartner og hende han skændes med i bilen, når dagligdagens familieliv med tre børn og arbejdet ikke lige fungerer.

Kenderen kunne også godt lide, hvordan filmen var lavet. Jeg var dog lidt forvirret omkring tiden ind imellem, sagde han. Hvor er vi nu henne, hvorfor er vi pludselig på Island med hans mor?

Jo for pokker, der bliver hoppet rundt i tid og sted. Det er film og her leges der, her forsøges der noget. Som passer til hovedpersonens nogle gange platte, nogle gange sofistikerede ordekvilibrisme og hans konstante associationer. Det er herligt at se, hvordan Grønkjær med sine klippere Kasper Leick og Jacob Thuesen giver fortællingen et dynamisk flow; nogle gange er det akkurat som konen siger til Matthesen at hans show skal være: totalt poetisk og vildt sjovt. Et eksempel er en scene i bilen – Grønkjær har kørt meget i bil med Matthesen – hvor han fortæller, hvordan han kan huske landene i Asien. Bahrain, ja regn, og så klippes der regn ind. Thuesen som klipper, jeg tænkte undervejs tilbage til hans arbejde på Jørgen Leths Haiti-film.

Det er underholdende og medrivende og bekymrende, når man tænker tilbage på Dirch Passer og Kjeld Petersen. Den der branche hvor alt skal være ”boblende og nyskabende”, som det bliver sagt. Og hvor man ønsker ”fred i sindet”. Der hoppes i tid og sted men alligevel fornemmer man klart, at Matthesen bliver ældre og mere reflekterende som temaerne i hans shows forandrer sig. Det må gerne være lidt usjovt ind imellem.

Det tænkte jeg på, da Matthesen hældte alle sine gemte skriverier ud på gulvet, alle de ord det er blevet til, en tunnel af udtryk der bliver ved med at komme tordnende. Og angsten for at det ikke lykkes.

Danmark, 2017, 93 mins.

www.dfi.dk

Kasper Astrup Schröder: BIG TIME

Glimrende, sagde hun, da jeg bad min kone om en vurdering af filmen om Bjarke Ingels. Jeg havde brug for en ”second opinion” efter at have set filmen ved en pressevisning på det store lærred i Grand Teatret. Og jeg ville gerne dele billederne fra New York med hende og billederne fra Amager, hvor arkitekten og hans tegnestue er i gang med det nye forbrændingsanlæg Amager Bakke, som vi kan se fra vores nærtliggende kolonihave.

Hvorfor, spurgte jeg den ellers altid kritiske filmkigger. Først og fremmest fordi han er så tiltalende, arkitekten. Og det er jo vigtigt, fulgte jeg op med, man skal synes om en films hovedperson ellers gider man jo ikke tilbringe halvanden time med ham eller hende.

Bjarke Ingels er sjov at være sammen med. Han er, når han taler dansk, den 40 årige uhøjtidelige drengerøv som elsker sit fede job, ”vil gøre en forskel”, er visionær og får den internationale anerkendelse som han fortjener, når man ser de mange bygninger, han har lagt navn til i Danmark and all over. Hans drømme er gået i opfyldelse.

Og han er den fremragende fortæller, når han på engelsk ved det

hvide papir tegner og fortæller – om tankerne bag forbrændingsanstalten og dens skibakke og om arbejdet i New York med at omforme verdens mest berømte skyline. For at bruge hans eget udtryk, på dansk, er det sindssygt spændende at se arkitekten med en tuschpen ved det hvide papir, filmet en face eller fra oven. Her træder filmens instruktør ind og arrangerer for tilskueren. Visualiserer hvad det er arkitekten kan og gør. Det er medlevende og oplysende.

Det samme gør sig gældende med de animerede kruseduller, som filmen igennem skiller sekvenser og indbyder til refleksion. Det er et fortællemæssigt scoop, som med det samme får tankerne hen til at her sker der noget oppe i hovedet, i hjernen, hvad der så også bogstaveligt talt gør for Ingels, der får konstateret en lille svulst, som der kigges nærmere på. I filmen kædes det sammen med at arkitekten har for meget at lave; for meget afhænger af hans person, kunderne forventer at han er der. Og det er han ikke, kan han ikke være, den ofte stressede mand hvis tegnestue har store kontorer i både København og New York.

Jeg havde behov for at se filmen igen sammen med en god filmkigger. Ved første kig var jeg i tvivl om det meget omkring Ingels – besøget i barndomshjemmet, prisceremonierne, kærligheden – ved andet kig forsvandt tvivlen, jeg kunne se, hvor godt det hele hænger sammen, hvor flot de observerende scener kædes med de arrangerede, der er fine øjeblikke, hvor Ingels tvivl kommer frem, hvor hans drengede facon pludselig forandrer sig og du ser et blik, der siger ”hvad skal det her ende med”, ”gør jeg det rigtige”. Bagsiden af medaljen. Og det er tydeligt, at filmens skabere under ham den happy end, som vi får.

Kasper Astrup Schröder har fulgt succesdrengen i 7 år. Han har selv filmet. Imponerende arbejde!

Filmen har premiere den 3.5 i biografer over hele landet via DoxBio.

Danmark, 2017, 85 mins.

http://www.doxbio.dk/movie-archive/big-time/