Allan Berg Nielsen 1940-2024

Fredag døde Allan fredfyldt i skumringstimen. Hans datter Maria var ved hans side. Lang tids sygdom sled ham op.

Det var en gave at kende Allan, som vi gjorde siden slutningen af 1970’erne. Andre kender meget mere til hans virke på Kulturhistorisk Museum, beskrevet i hans Randersbiografien, som er en forrygende flot hjemmeside, en bog, som dokumenterer Allans viden om sin by og dens bygninger, blandt andet Sct. Mortens Kirke, hvor han i mange år var en skattet formand for menighedsrådet.

I slutningen af 1970’erne startede Allan Danmarks første kortfilmbiograf på museet. 16mm ruller blev sendt til Randers og Allan betjente projektoren og viste eksperimenterende film af Kirkeby og Jørgen Leth og mange andre.

Det blev til en filmfestival i Randers og til et venskab, som startede i en fælles passion for filmen, men rakte langt videre. Til rejser i ind- og udland. Til glæden ved mad og drikke. Og bøger. Hvor Tue talte film med Allan, var det bøger, som der oftest blev talt om med Ellen. Når vi besøgte ham i Niels Brocks Gade, var han altid i gang med en to-tre bøger, danske som udenlandske. Han var ikke god til engelsk eller tysk og alligevel læste han Rainer Marie Rilke på originalsproget – og Werner Herzogs erindringer. Der blev snakket og drukket en lille whisky eller to. Eller set film. Kieslowskis franske trilogi…

Allan var ikke glad for at tale til store forsamlinger. Alligevel gjorde han det og vi var både stolte og glade, da han holdt et foredrag i Istanbul for tyrkiske dokumentarister, som var vilde med ham og kaldte ham Alan Delon! Med sin viden og sans for filmisk kvalitet var han en oplagt kandidat til juryposter og han var i Pilsen i Tjekkoslovakiet og i Spanien i jury med Pedro Costa, hvis film han forgudede. Og så var han nærmest fast jurymedlem på Balticum Film&TV Festival fra 1990 og ti år frem. Han havde sit eget faste værelse på købmandsgården i Gudhjem og faldt totalt for de baltiske film, ikke mindst Audrius Stonys korte film.

Allan var medlem af Statens Filmcentrals bestyrelse sammen med bl.a. Erik Sigsgaard og Reimer Bo Christensen, respekteret for sin viden og evne til argumentation. Og det var naturligt, at han blev filmkonsulent i Det Danske Filminstitut efter SFC blev lagt sammen med DFI. Det var hårde år for ham for alle skulle behandles ordentligt, men ikke alle var glade for hans grundighed. Der var protester fra instruktører, nogle ville have ham afsat, men DFI’s Thomas Stenderup og Henning Camre støttede ham; det samme gjorde Jørgen Leth, Anne Wivel og Jon Bang Carlsen.

I de fem år  som konsulent – 1998-2003 – boede Allan en del af tiden hos os. Når vi stod op, var han som regel allerede gået på arbejde, men om aftenen stod den tit på rødvin og røde bøffer. De sidste købte Allan hos slagter Thrane i Nansensgade – det var huslejen.

Og så – i 2007 – kom www.filmkommentaren.dk. Det var Allans idé at han og jeg ”gamle drenge” (et udtryk Allan aldrig ville have brugt!) startede den filmblog, som nu bringer hans nekrolog. Han skrev på dansk, jeg på engelsk. Jeg har ikke talt efter, men Allan har nok leveret 1000 tekster, hvoraf mange fik mig til at sige til den beskedne, kloge ven fra Randers: Det er der ingen andre, der skriver bedre end dig. Det er jo poesi! For eksempel om Anne Wivels seneste film, som fik en Bodil i går!

Allan var en sprogets mester og mange har nydt godt af det. Han elskede at skrive, førte dagbog, skrev kærlighedsbreve – og var til det sidste én af få, som holdt fast i at skrive postkort!

Åh, kære kære Allan, vi kommer til at savne dig, du fine menneske!

Foto: Allan i sin båd.

Ellen og Tue, 17.3.2024

Zara Zerny: Echo of You

A brief and warm recommendation of the Danish debutant Zara Zerny’s film on a group of men and women between 80 and 100, who lost their husband, wife or partner and how they have overcome the grief connected. But mostly about the memories, the small and bigger moments of a long life together, and suddenly you are alone. Some of them, however, have found a new partner in life, some not but cope very well – from their home or from the nursing home they have moved into.

It sounds thematically like a déja vu so it´s all about how the film is constructed and the director’s skills to get close, asking questions in a fine respectful manner. Zara Zerny’s ambition is clear from the start, I am not going to make an interview film, it has to be lively and for my taste she succeeds fully. She is playing with the protagonists, they are playing with their bodies, there are movements and it helps of course, when one of them – the one on the photo – was performing at Cirque du Soleil togther with his late wife. They had a comeback when they were 73! Archive proofs their ability.

There is also the clever, reflective 100 year old woman, who is eating an ice. There is the homosexual, who has found or was found by a 20 year younger man, who finds him sexy. There is the woman from the countryside, who got a child before marriage, which was not approved by the parents. There is talk about being unfaithful, yes of course most of them say, not a big deal…

The tone is light and I understand completely, why the CPH:DOX has chosen to send this film to all corners of the kingdom. It will be appreciated as it was for me and my wife – we (at least I) are not 80 years yet. But we are getting there.

Denmark, 2023, 76 mins.

Kristoffer Juel Poulsen & Christian Als: Daughter of Genghis

… Knud Brix took part in the creation of the film as did producer Andreas Dalsgaard, Elk Film. And many others…

Again it is beautifully demonstrated, how important Time is, when you do documentaries. This film is shot over a period of 8 years, 2015-2023. Things happen during these years for the protagonists Gerel Byamba and her son Temuulen, who is six years old, when we meet him. With a cliché: the camera loves the two and convey through many close-ups expressions – hate, love, sadness – of mother and son.

Gerel hates the Chinese, has formed her own feminist gang that has as its mission to fight prostitution and enter with violence brothels. She uses the swastika, wanting Mongolia to be for Mongolians only, the camera is with her and her gang at a couple of raids. Quite tough to look at.

Paradoxically, Gerel takes a job as security officer at a Chinese railroad project in the Gobi Desert. The son is left in the capital Ulaanbaatar with some family, misses his mother, who tried to get her father take care of the boy. In vain. Slowly the film tells its audience about her childhood, a mother who passed away, while Gerel was a child and a father, who was not present in her life.

The film provides in an excellent way the necessary information to its audience about Mongolia but where it really catches the attention and evokes emotions are in the scenes between mother and son. Especially after she comes back from the job, has saved enough to get a good flat for Temuulen and herself. It is amazing how natural these scenes are, chapeau to the filmmakers for getting that close and for creating poetic moments. The scene where Gerel opens up to tell her son about his father is second to none. It seems like the filmmakers started out to make a journalistic documentary about the nationalistic movement and the anti-chinese thinking, but – as the years went by – focused on mother and son and made that relation THE theme, outstandingly put in the foreground in what is a true creative documentary that took me by the heart,

A strong contender to awards at CPH:DOX.

Denmark and other countries, 2024, 86 mins.

Sissel Morell Dargis: Balomania/ Anmeldelse

Early in this amazing film a boy says about the balloon phenomenon: It’s an art form. People express themselves through the balloons, I’ve heard… cut to a policeman who is in the middle of a balloon on ground. Do you like it, the director asks him. Yes, it’s beautiful, but forbidden, he answers.

Before that, in brief television clips, we have seen raids on the so-called balloon gangs, actions that the director, who in Portuguese takes us into the world of Baloeiros, questions: how come it seems to be seen as more dangerous than the drug scene in Rio de Janeiro and Sao Paulo, the locations of the film.

Danish Sissel Morell Dargis, a grafftti artist, entered the balloon environment, when she was 19 and slowly – as the film puts in – she is accepted with her camera. First by “Playboy”, then by Jaba and first and foremost by the respected Godfather of the Baloeiros, Sergio, to whom the film is dedicated. “He was the one, who had most confidence in me”. They open up to her with some skepticism as it is an invitation to a secret world, because of the constant police surveillance. At some point Sissel says that she was observed by the police as well and had to change cards for her phone. Nobody wants to say when and where a balloon release is to happen, some of the balloons, at least one, is said to have measures of a football pitch! And why Pavarotti on a balloon, Sissel asks in a scene, that takes place in a workshop, where the balloons are created. We don’t know, but Brazilian people love opera, is the laughing answer!

Oh, there is so much energy and passion in this film. Maybe the right word is Presence. Because of a young girl with a camera asking questions again and again to discover a world, she knew very little about. Curiosity is what she has, as a true documentarian combined with a lot of courage. Her intimate talks with “Playboy” and especially Jaba give the social dimension; it’s not a rich world and she does not really get an answer to the question, where the money for the creation and release of the balloons come from. Sponsors there are for sure.

There are two interconnected ways: You can be part of the creation and you can be part of the crazy chase of the balloon. Or both. Once the balloon is up in the air the question is where it will land! Both parts are followed in a film about an art form and its artists. I have been in Rio and Sao Paulo enjoying the passion around football, now a brilliant film has shown me another Brazilian world of passion, sharing, loving, fighting to be the best. Thank you for bringing me there. And be sure this film will travel all over!

Denmark and other countries, 2024, 93 mins.

Sissel Morell Dargis: Balomania

Fra pressemeddelelsen om “Balomania” som jeg gætter vil blive en af de mest populære film på CPH:DOX. Premiere – og anmeldelse – om et par dage. Instruktøren skriver følgende som en optakt, og billedet er af den flyvende instruktør…

”Da jeg som 19-årige trådte ind i ballonmiljøet var det som de anekdoter, man hører om folk, der ender i sekter eller mærkelige kulter. Jeg havde været del af et andet miljø, graffiti-scenen i Sao Paulo, som på daværende tidspunkt var i eksplosiv vækst. Jeg malede først under et andet alias, indtil folk begyndte at kalde mig Simba. For dem var det en flinkere måde at sige: ‘du er sådan lidt gullig, og du er oss’ noget af en kæmpebaby, der prøver at løbe med os løver… Hvis du vil overleve må du lære at løbe hurtigt nok.’… Jeg kunne aldrig helt løbe hurtig nok, og det endte med, at jeg var ulovligt i Brasilien, uden penge, og godt hustlet af nogle typer, der ‘kunne hjælpe’ med papirer til at arbejde og ændre min legale status. Og så pludselig den dag jeg følte mig mest på røven, kom en ven og fortalte mig, at det var på tide jeg lærte ballonverdenen at kende”.

CPH:DOX Når verden er i brand…

På dfi.dk fandt jeg et glimrende interview (af Bjørn Juul Andersen) med CPH:DOX kunstneriske direktør Niklas Engstrøm og programchef Mads K. Mikkelsen, som tager udgangspunkt i den ballade, som ramte IDFA i Amsterdam og Berlinale. “Hvordan placerer man sig som dokumentarfilmfestival, når verden er i brand” er overskriften og de to svarer godt for sig og forventer ingen ballade på festivalen, som starter om ganske få dage. Jeg citerer et par steder:

“Hos CPH:DOX har den betændte konflikt i Gaza – og andre filmfestivalers håndtering af den – fyldt ekstremt meget op til festivalen, som med flere film og debatter om konflikten ikke er bleg for at italesætte og diskutere den. Ifølge Niklas Engstrøm har festivalen en klar holdning til, hvad de som festival skal mene og ikke mene noget om:

”Andre filmfestivaler har efter Hamas’ angreb antaget forskellige strategier. Nogen har valgt en vej, hvor man slet ikke italesætter eller programlægger nogen film om konflikten, mens andre er gået ud med meget klare meninger på festivalernes vegne. Gennem hele det forløb har det været klart for mig, hvor CPH:DOX står: Vi tager ikke stilling i geopolitiske konflikter, som vi ikke er part i. Og det gør vi heller ikke, selvom der står nogle vrede mennesker, der mener, vi skal skamme os over ikke at have valgt side. På CPH:DOX lader vi filmprogrammet, filmene og filmskaberne tale. Og vi står som festival op for filmskabernes ytringsfrihed. De er her for at præsentere deres film og deres perspektiv på verden, og det kommer vi ikke til at tage afstand fra.”

“Vi tager ikke stilling… Vi er her for at skabe en åben debat igennem vores program, hvor filmen som kunstart – i et fælles biografrum, hvor folk sidder sammen og skal kigge hinanden i øjnene – danner udgangspunkt for samtaler, der på civiliseret vis lader forskellige synspunkter komme til orde. Det er ikke vores opgave at fremme bestemte synspunkter om hverken nationale eller internationale konflikter.”

Som det fremgår tydeligt på deres hjemmeside, er festivalen dog på ingen måde værdineutral, men solidt funderet på demokratiske værdier som dialog, diversitet og åbenhed. Men dette demokratiske værdisæt skal ifølge Niklas Engstrøm ikke forveksles med en reel politisk agenda…

Foto: Nicolai Oreskov Westh / CPH:DOX

Max Kestner: Livet – og andre problemer

”Mine børn beder mig – ved deres blotte tilstedeværelse – om at tage stilling til mit aftryk på verden. Som de fleste andre spiser jeg ikke en bøf uden at tænke på, at den engang var et levende dyr. Jeg forsøger at leve ansvarligt i håbet om, at fremtidens mennesker også kan bebo vores planet. Men jeg forvirres af positionerne i debatten. Har mennesket et særligt ansvar for planeten? Har mennesket en særlig ret til planeten? Er vi ikke bare en del af en ubarmhjertig fødekæde og alle i færd med at æde hinanden?

Jeg har oplevet mine bedsteforældres død, og enkelte venners også. Jeg har set mine børn blive født og vokse. Jeg er ikke længere frygtløs og jeg mærker tiden på min egen krop. Spørgsmål trænger sig på: Hvem er jeg, hvem er du, hvem er vi?

Jeg forestiller mig, at vi kan vælge mellem to livssyn. Det ene betragter livet som

forudsigeligt og vores handlinger som forudbestemte. Det andet betragter livet som uforudsigeligt, netop fordi vores valg ikke er forudbestemte, men påvirket af vores bevidsthed, vores oplevelse af at være os selv. Filmen er på jagt efter det sidste. Den er en skattejagt, en søgen efter håb om at vores handlinger altid er fulde af mening.

Jeg er ikke religiøs. Men jeg synes, at verden er mere spændende, hvis man tillader muligheden for, at den ikke er meningsløs. Og på samme måde så kan jeg godt lide at forestille mig, at jeg har en fri vilje og ikke er genetisk forudbestemt til at gøre, det jeg gør. Det føles mere rigtigt. Kan livet genkendes ved at det har en fri vilje? På hvilke måder er alle planetens frie viljer forbundet?

Om livet på planeten forstår jeg vist ikke ret meget. Vi udrydder dyr, der er små og freder de store, som om stor er mere værdifuld end lille. Vi beskytter enkelte individer og æder hele arter. Hvis plastik er skidt, fordi det nedbrydes langsomt, hvad så med sten? Er det, der er uberørt af menneskehånd, bedre end det vi har fremstillet? Ligger ondskaben i bevidstheden og findes der overhovedet et tankeløst liv? Er blæksprutter mere værdifulde end kloakrotter, er mennesket, er bjergene?

Men om mit eget liv ved jeg noget. Jeg bløder, når jeg stikker en østerskniv i hånden. Jeg savner mine unger, når jeg er bortrejst og kun tiden vil vise, hvor gammel jeg ender med at blive. Det samme tror jeg, at de fleste andre kan sige, med mindre de ikke har børn, har meget destruktive tanker eller ikke spiser østers. Vi ligner hinanden. Og faktisk så ligner vi også de andre, spækhuggere, tulipaner, østers og giraffer. Filmen handler om det vi har til fælles. Liv. Død.”

Danmark og andre lande, 2024, 100 mins.

Magnus Gertten: Cornelis Vreeswijk – Nogle går rundt i udtrådte sko/Anmeldelse

Jeg skrev hele tiden, siger Cornelis Vreeswijk i et interview optaget på et hospital kort før sin død i efteråret 1987. Hans tekster står klart og tydeligt den dag i dag næsten tyve år senere. Det samme med hans sang. Som visekunstner var han uovertruffen og jeg tror og håber, at han vil fange et publikum af i dag og ikke blot os mange, der var unge dengang i tresserne og halvfjerdserne, hvor han “satte ansigt på” de mange, som ikke passede ind i det svenske velfærdssamfund OG skrev og fremførte de dejligste kærlighedssange. Han, poeten, skrev hele tiden, filmen har ofte nærbilleder af hans digte skrevet ned vers for vers. “Jeg kan få anfald of panik hvis jeg ikke skriver”, siger han.

Tag nu de to digte om Rosenblad (som er Gull, en af hans kærester) og “Balladen om Fredrik Åkare og frøken Cecilia Lind”, vidunderligt enkle er de og fremført af Cornelis med en indfølelse, som får mig til at give den norske forfatter Jan Erik Vold ret i (i filmen ifb med Cornelis 50 års dag), at her har Svenskerne deres Jacques Brel, uden at hylde ham som rimeligt er.

Det startede ellers så godt med en plade, som solgte i 30-40.000 eksemplarer, men efterhånden faldt hans kritiske tekster ikke i god jord, “jeg er ikke stueren” sagde han, og filmen indeholder en optagelse fra en koncert, hvor Cornelis ender en ironisk tekst med sætningen: “Medborgere, der er behov for mere moral”! I næste øjeblik, som for det meste, henter han sine tekster fra sig selv: “Du drikker vin for at nyde, jeg for at blive fuld”. Hans liv udenfor scenen kom til at fylde mere og mere i medierne, alkoholismen og også narkotikaen tog over og han endte på et tidspunkt som “ensam, sjuk och ruinerad”. Og paranoid og voldelig.

Konstruktionen af filmen er eminent. Brugen af dokumentarisk arkivmateriale, der er voldsomt meget fra den stockholmske tunnelbana, er flettet ind mellem interviews (få men vigtige først og fremmest med kvinder i hans liv), som står i kontrast til smukke landskabsbilleder. Cornelis ønskede – som mange andre alkoholiserede digtere – at komme væk fra storbyen og gjorde det med Bim. De havde det godt på landet, indtil han gik grassat og bankede hende.

Tilbage til Rosenblad-visen. Læg mærke til hvordan den fremføres i en blændende klippet sekvens, hvor vi først til sidst får et foto af Rosenblad aka Gull, som døde af en overdosis. Erik Bäfving er klipperen, som også har været med til at skrive manuskript med Magnus Gertten.

Krydser fingre for at distributøren Camera Film får filmen ud i det ganske land. Vi har brug for poesi i disse tider!

Sverige/Danmark, 2024, 106 mins.

Juan Palacios: Før stormen

Medinstruktør: Sofie Husum Johannesen

Local is Global. Han sagde det ikke sådan, Orwa Nyrabia, IDFA’s kunstneriske leder, da han på pressekonferencen præsenterede “Før stormen” (Engelsk titel: “As the Tide Comes In”), men det var tydeligt, at han havde fundet en perle til sin festivals hovedkonkurrence, optaget på en lille ø i Danmark, Mandø. Jeg forstod navnet han sagde, kiggede i papirerne og på Danmarkskortet og fandt den lille vadehavsø, der ligger mellem Fanø og Rømø. Jeg så den dengang filmen på min computer og nu igen på dagen, hvor filmen åbner lanceringen af dette års CPH:DOX i aften og fra i morgen bliver vist i mange biografer landet over.

Det er en forrygende film. I indhold og form. Alt er så filmisk gennemført og filmen har fortjent alle de roser, den allerede har fået i danske medier. Den bliver lanceret i aften med efterfølgende debat om klima og de små øers mulighed for at overleve. Dige-gennembrud vil ske, siger én af de 28 fastboende på Mandø, vi kan ikke holde vandet tilbage og øen har været ramt mange gange af oversvømmelser. Fred med det, vigtigt, men at møde nogle af beboerne var min store oplevelse.

Først og fremmest er det lykkedes instruktøren at tegne et smukt portræt af landmanden Gregers, der længes efter kærligheden – han har haft en kvinde hos sig, men, siger vennen, du holdt ikke fast i hende, du gik på værtshus. Han har mange sider, Gregers, vi ser ham knokle, være ved at dratte ned fra en gummiged, tænke over hvad han kunne give en kvinde, der ville flytte ind hos ham – naturen siger han, og at den giver skønheden tilbage, dokumenterer Palacios til fulde i maleriske landskabstotaler. Han er ved middagsbordet med mor og far, fortæller, at han måske kan komme med i “Landmand søger kærlighed”, moren griner, den tror hun ikke på. Der er rørende scener fra bilen, hvor han kører rundt, ikke altid appelsinfri ser han ud, med hunden Sif, som er den han snakker mest og bedst med, og kærligt beskytter under sin jakke, når blæsten tager voldsomt til. Allerbedst er de scener, hvor han er sammen med nevøen, drengen som han forsøger at lære, hvordan man taler om og til en kvinde. Drengen er for lille, ved ikke hvad han skal svare til det, heller ikke, da Gregers spørger om han kunne tænke sig at bo på Mandø, omvendt svarer Gregers ikke drengen da han spørger, hvorfor han ikke flytter over på fastlandet…

Omkring Gregers er der det lille samfund. Mie som bliver 100, Ellen som bestyrer Brugsen og meget andet, de besøgende ornitologer og turister, præsten som kommer hver anden uge, små iscenesatte situationer, flot fanget – minder mig om Jon Bang Carlsens mesterstykke “Før gæsterne kommer” fra 1984.

Som en af de i filmen omtalte københavnske aber, der ikke vidste meget om en lille ø’s liv og udfordringer, vil jeg gerne sige tusind tak for en forrygende flot film. Ja Film med stort F.

Danmark, 2023, 88 mins.

Birgitte Stærmose: Afterwar

Made in co-creation with lead cast: Shpresim Azemi, Xhevahire Abdullahu, Gëzim Kelmendi, Besnik Hyseni.

It’s such a clever film. That stays with you. Touches your heart. Because of the way it is made and the consequent narrative. Birgitte Stærmose made “Ønskebørn” (“Out of Love”) in 2009, ten years after the Kosovo war, went back to the kids from the film to catch, no to create glimpses of their lives today, where they are young carrying memories of a childhood. Traumas and a suffering that does not leave them. Stærmose has made the film WITH them, “in co-creation”, based on interviews over the years gone and discussions about the scenes that you experience in three chapters, Past, Present and Future.

They look at us Shpresim, Xhevahire, Gëzim and Besnik. Right into the camera: Do you get how our lives were and are? We do. Because the scenes are so precisely directed – “we all share the same story” as one of them says, in the childhood selling cigarettes, phone cards and peanuts, bringing the little money back to mum without saying, where they come from. Don’t want her to feel shame! I saved my life hiding under a cow, I was afraid to tell my father but he said it was a good cow, took a photo of it and hang it on the wall. Later on the soldiers shot the cow and I cut its throat so it did not suffer its last moments. Gëzim is a rapper and he gives several examples of his talent, when he interprets his feelings and situation via his lyrics.

Locations? A tunnel underground, cafés, hotel rooms, where clients are met or cleaning is performed, also in rich homes of course. Landscapes and ruins, it is a poor country and the living conditions have not improved much for the kids, who are now youngsters.

I want to build a house for my mother, Xhevahire says, while Besnik and Shpresim have a conversation before Besnik is leaving with a plastic bag and clothes. I am dreaming of my own death, one says, I am thinking about my own funeral, the other says. Good morals is all you need, Shpresim says, he is the one who prays in the film. Also scenes like that are filmed/set up with a fine gentleness. This is the case during the whole film, you care about these young people because Stærmose is a director, who knows how to make all scenes intense and full of atmosphere.

No hope, the interviewer in Danish Politiken asked Stærmose the other day. There is, she says, they are survivors, they want change, they have a will to live like other young people. It’s just so much more difficult for them. Their strength is their hope!

Denmark and other countries, 2024, 93 mins.
Produced by Magic Hour Films, Lise Lense-Møller