Lise Birk Pedersen: Tutti a Casa
Vi er 83 minutter inde i filmen, her er det dramatiske højdepunkt, i billedet ser vi de egentlige medvirkende bortset fra en. Kvinden i midten er Paola, manden til højre er Alberto, manden til venstre er Mario. Den fjerde hovedperson er fraværende, det er den på det tidspunkt i filmens forløb ekskluderede Luis. Scenen sammenfatter filmens to vigtigste dramatiske forløb, den pludselige vækst, men så også uenighederne og eksklusionerne i det nye parti i Italien, Movimento 5 Stelle og nedturen for den tidligere regerende partikoalition og især den dominerende Silvio Berlusconi.
De fire var oprindeligt venner og kolleger, enige om grundlaget, at reducere eller fjerne mafiaens og alle de gamle politikeres, først og fremmest Berlusconis magt, de er enige om målet, men ikke om enkelthandlingerne undervejs. Luis blev stemt ud ved en votering blandt partiets medlemmer. Så her ved den afgørende afstemning i senatet om Berlusconis immunitet er det de kun de tre af de fire som samlet energisk råbende argumenterer, men bestemt uden at miste noget som helst af deres store charme, som jeg filmen igennem vænner mig til og bliver meget glad for, de tre plus én er yderst forskellige, men det er fornemt lykkedes Lise Birk Pedersen og Anders Villadsen at tegne dem præcist lige stærke, lige sympatiske.
Jeg ser fem tråde i konstruktionen: For det første er der skildringen af de fire personer som udvikles hver for sig: Mario som lytter til musik og har det sært med sin pistol til selvforsvar men godt i sin lænestol på sit værelse hos forældrene, Paola som er enlig mor og hjemme sidder munter på gulvet med sit barn ved et lavt bord foran tv som en ung kvinde, Alberto, som er vred og uforsonlig og angrebets mand, som drikker norgenkaffen i køkkenet stående og læsende noget aktuelt, Luis som er moderat og forhandlingens mand og lever velordnet med familien om spisebordet. Dette er den vigtige og stærke tråd, hvor Lise Birk Pedersen undersøger et politisk system gennem filmisk skildring af menige politikeres sind. For det andet er der en meget løsere og indirekte skildring af Beppe Grillo, som er uforanderlig uforandret fra første til sidste klip og af Silvio Berlusconi, hvor filmen følger hans faldende kurve til et nulpunkt. For det tredje er der en kort historie om Grillokritikeren, Adele Gambaro, som dukker op og forsvinder. For det fjerde er der Movimentos udvikling. For det femte er der Italiens politiske udvikling som bundet til alliancen mellem PD og Berlusconi. Det hele fortalt kronologisk siden 2013.
Jeg kom efter at have set de to versioner ogå til kort at se på Politikens forside 12. januar, at der i tillægget FILM var en artikel: ”Dokumentarist har brugt tre år på at demaskere populismen”, og så var der et foto af instruktøren Lise Birk Pedersen, og jeg tænkte da, at det var hvad hun måtte have sagt. Jeg læste ikke interviewet, da jeg ikke havde fået tillægget med fra naboen, hvis avis jeg overtager. Demaskering betyder jo oftest afsløring af noget grimt, men som det tilsvarende udtryk, hemmeligheden bag sløret som falder, kan der også være tale om noget sjældent og smukt. Jeg ser imidlertid ikke de to film, hverken biografversionen eller tv versionen som en afsløring af populismens nøgne udseende, jeg er efter mit ene gennemsyn slet ikke på det rene med hvad populisme er. Jeg ser derimod en velfunderet dokumentarisk beretning om fire mennesker med vidt forskellig baggrund på en løst skitseret, måske usikkert underforstået baggrund af italiensk statsstyre, sammen kaste sig i gang med et politisk projekt i et nyt parti. Det som filmen i mine øjne skildrer, er politisk handling i en ny begyndelse i disse fire temperamenter og politiske tænkninger.
Det er generøst, at filmen er produceret både som som som dokumentarfilm til biografen og som tv dokumentar, 90 og 60 minutter. Den lange version bygger på optagelserne med de fire medvirkende og på deres skildring af kampen mod Silvio Berlusconi og deres kritik af de gamle partier og deres mænd, ja, især mænd faktisk, over for det nye partis opdukken og dets stifter og leder Beppe Grillo. Den korte version bygger på det samme, vil nok koncentrere sig om den politiske situation, men gør det ved især at forkorte materialets enestående styrkepotentiale, de smukke optagelser med Luis, Mario, Alberto og Paola. Det havde synes jeg, været flottere hvis Lise Birk Pedersen i den disposition havde villet understrege de to genrers særpræg i dag, altså videreudvikle tv-dokumentaren som andet og mere end en forkortet og derved kunstnerisk svækket dokumentarfilm.
Yderligere styrkes det undersøgende og kommenterende journalistiske greb ikke i tv-versionen. Den grafiske begejstring som er uden politisk filosofisk analyse af Grillos blog fylder i begge versioner alt for meget. Egentlig er den som den bruges ligegyldig, det er jo blot en måde at organisere et politisk parti på ved talrige medlemsafstemninger. Åbningen af den lange version om det politiske system i oldtidens Rom er smukt fotograferet og klippet, men i dens populariserede og lapidariske form et BBC-greb som her er problematisk og en svaghed, oven i købet altså i front.
Men filmens styrkesider er mange flere. Der er som nævnt sidehistorien med eksklusionen af Adele Gambaro, en fin kort historie i historien, der er tilsvarende Luis’ opgør med Grillo. Der er den rystende scene med Alberto som på et ark med portrætter af kolleger cirkler afvigere fra Grillos linje ind, kolleger som Luis, som Mario. Og der er Paolas store tale ved mistillidsafstemningen vedrørende Berlusconis immunitet, en smukt klippet sekvens af smukke filmscener. Og der er også korte øjeblikke som Paolas beherskelse af tribunen ved en demonstration og der er et sted, hvor Grillo taler, hun lytter, scenens indhold er slet ikke Grillos sætninger, men dette levende portræt af hende. Og så er der fine neddæmpede steder, ofte nærbilleder af lyttende, af samtalende ved møder, hvor lyden fra optagelsen tages fra og kun musikken ledsager fotografiet, tænkepauser.
Så jeg er selvfølgelig blevet nysgerrig. Jeg må forstå Lise Birk Pedersens projekt! Det har hendes film Tutti á Casa gjort nødvendigt for mig, jeg må nu med det samme bestemt se alle hendes film, det er blevet uomgængeligt, i første omgang naturligvis Putins Kys, men så også de andre. Vil hun med sine værker skildre og fatte den filmiske undersøgelses emne og objekt gennem sine medvirkendes sind, umiddelbart og direkte og ikke ved deres replikker, ikke ved det de siger som jo mest er spontane almindeligheder, som hun her beskriver Luis klassiske, besindige mådehold i gammel anstændig borgerlighed, Marios faglighed i juraens skønhed og retfærdighed som den viser sig i barokmusikkens orden, Albertos uforsonlige robespierreske kynisme i en vrede over undertrykkelsen af sin fattige baggrund af ødelæggelsen af sin smukke by Torino med den vidunderlige FIAT fabrik og Paolas betagne forelskelse i Grillo, hendes skønne naive naturlige kraft når hun taler i bilen, i senatet, på tribunen ved valgmødet, taler med sin krops sprog, sine hænders gestik og sit ansigts lynsnare mimik? Er det det hun vil? Kernen i Tutti a Casa er nemlig ikke Grillos blog, ikke Italiens historie siden oldtiden, ikke den venlige udgave af populisme (hvad det så er). Den er disse fire menneskers spæde voksne liv med den politiske handling.
Tutti a Casa – al magt til folket? Danmark, Norge, Finland 2017, 90 min. / 60 min. Manuskript og instruktion: Lise Birk Pedersen. Fotografi: Thomas Løberg og Riccardo Gremona. Klip: Anders Villadsen og Geir Ørnholt. Produktion: Magic Hour Films, producere: Lise Lense-Møller, Bjarte Mørner Tveit og Sami Jahnukainen. Biografpremiere i DOXBIO biograferne 1. februar: http://www.doxbio.dk/kob-billet/
SYNOPSIS
Efter årevis med politisk korruption og en alenlang række af dysfunktionelle regeringer er Italien på randen af kollaps. Komiker Beppe Grillo og hans politiske bevægelse Movimento 5 Stelle trænger ved hjælp af sociale medier igennem Berlusconis mediemaskine og vinder ved valget i 2013 25 % af stemmerne ved parlamentsvalget. ‘Tutti a Casa’ belyser den nuværende udvikling indenfor de vestlige demokratier, hvor populistiske partier, som Movimento 5 Stelle, stormer frem. Filmen dokumenterer en bevægelse igennem dens begyndelse og ved mødet med den politiske dagligdag og realitet. (Magic Hour Films)
LINKS / LITTERATUR
http://www.magichourfilms.dk/tutti-a-casa-1 (Producentens side)
http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96102.aspx?id=96102 (DFI faktaark)