Hele filmen igennem venter jeg på dette. At løfteraketten stiger præcist lodret ud af Jordens tyngde og ind i et ydre rum som regnestykkerne med kridt på laboratoriets sorte tavle har beregnet den skulle, så logistikken i raketten kan vide, at nu skal kapslen, det lille rumskib skydes af for at klare sig selv og senere lande forsigtigt båret af en faldskærm på havets overflade. Det er Kristian von Bengtsons og Peter Madsens projekt og de kommenterer på deres meget forskellige måder og i filmens løb mere og mere afvigende i indholdets detaljer denne enkle historie, som er filmens fascinerende fortællelinje hen over et passende antal forhindringer og uheld.

40 minutter inde i filmen, det er altid mit kritiske sted, hvor jeg ofte slipper en film jeg er forsvundet i, slipper ud af den og kommer i den situation at jeg sidder i biografen og ser en film, ser filmen som film og ikke som virkelighed, hvad den altså til da har været, hvis den er god, ellers sker det tidligere end 40 minutter inde, men altså nu først på det sted opdager jeg at Kristian von Bengtson i det gennemgående interview, hvad jeg også nu med ét ved det er, taler i datid, og jeg kan mærke at jeg forholdes en viden om fortsættelsen og afslutningen, udsættes for en reservation, en manipulation som ikke var en del af kontrakten ved filmens åbning, og jeg frustreres så sært. Hos Kestner kunne det ellers sagtens være et raffinement, jeg synes ikke det er det her i den her film på det her sted. Nu er von Bengtsons fortrolige beretning til mig, nu hvor jeg kommer ud af fortryllelsen, blevet til et grundinterview, et element, en byggesten beskrevet i filmens manuskript.

Jeg er flyttet fra filmens involverende nutid til en datid distanceret af erindring og efterrationalisering. Fortryllelsen er væk og pludselig ser jeg teatrets kulissebagsider og snoreloft, og det er nogen gange fint, men tydeligt for mig ikke her, hvor jeg bare fra begyndelsen var interesseret i en romanhandlings fremdift, optaget af at få vanskelighederne overstået, problemerne løst og den løfteraket lodret i vejret og den kapsel sikkert tilbage med faldskærm til havets overflade, så jeg kunne se hvordan forsøgets dukke af en astronaut havde det efter alt dette.

Jeg har altid været imponeret af Max Kestners filmarbejde og jeg er bestemt også imponeret af Amateurs in Space, men kan ligesom ikke komme til at holde af den film, fordi dens elementer, dens byggesten bliver tydelige for mig og for mig viser frustrerende små svagheder i arkitekturen, men jeg ved bestemt hvem blandt mine venner som vil være optaget af at se den, jeg vil tro begejstret, fordi de har en splint af en Peter Madsen i sig, vil forstå alle ingeniørmæssige detaljer og fra sig selv genkende hans måde at tænke på, løse problemer på. De vil synes det er en pragtfuld film. Jeg er imidletid optaget af Max Kestners arbejde, af hans insisteren på sin filmiske stils renhed i Drømme i København, 2009 (lutter ømhed i Henrik Bohn Ipsens kamerarbejde og Anne Østeruds klip), Identitetstyveriet, 2012 (hvor begynder og slutter romanen, hvor begynder og slutter selve dokumentaren?), Rejsen på ophavet, 2004, (flimrende præcist distanceret kærlig ironi i en forbilledlig fortællestemme) og i Nede på jorden, 2004 (en filmhistorisk vigtig, en ærlig filmisk udforskning af den folkelige humors liv herude i virkeligheden).

Her i Amateurs in Space gælder ambitionen plottets eventyrlighed, handlingskonstruktionens elementære og forrygende spænding gennem vanskelighederne til stjernestunderne, som hvor motoren i sin prøveopstilling virker med overbevisende kraft, hvor faldskærmen omsider blidt folder sig ud i kastet fra den højeste kran i byen. Det gælder komedieelementernes docering og placering og det gælder den skarpsindige udvikling af de to personer, et mimesis skabende menneske ved siden af et poiesis skabende menneske som metafor for en splittelse i enhver kunstners sind. Non est ad astra mollis e terris via…

Danmark 2016, 90 min. Klip: Jacob Thuesen, produktion: Sigrid Jonsson Dyekjær, Danish Documentary. Filmkommentaren, anmeldelse: 5/6 penne. Premiere i DOXBIO 2. november 2016:

http://www.doxbio.dk/kob-billet/

http://www.doxbio.dk/movie-archive/amateurs-in-space/

http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2016/November (Dorte Hygum Sørensens interview med Max Kestner)

SYNOPSIS

Peter Madsen, 42, and Kristian von Bengtson, 39, are both working hard to make their dream come true. They are busy building a spaceship that can take a man into space. Kristian arrives every day at 9.15 a.m. at their workshop after he has dropped his children off at the daycare. Just before arriving at the workshop, he sends a text to Peter to let him know he is on his way. This gives Peter just enough time to roll out of his berth from underneath the spaceship and get dressed. Peter is a self-taught submarine builder specialising in making the impossible happen. He is responsible for the booster part that is supposed to take the spacecraft out of Earth’s atmosphere. Kristian has worked for NASA and is responsible for building the actual spacecraft that is to take Peter into space – and back home again. Everything in the spacecraft’s structure is homemade and the materials are all bought at the local DIY shop. (DFI Fakta)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/en/92080.aspx?id=92080 

http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2016/November

Obaidah Zytoon tager her på dette still som programvært begejstret styringen af sit radioprogram med populær musik. Det er tilbage i 2011 vel. Det er filmens første scene og det er dens ramme. Men straks efter kommer så hendes dæmpede stemme. Eftertænksom og fem år senere. Nu fra mikrofonen i filmens lydstudie begynder hun i sin voiceover at fortælle, hvad der herefter skete. Og det her er en alvorlig og intens og en god film, det er man allerede nu sikker på.

Men før filmens første scene med Zytoon i radiostudiet er der imidlertid titelskiltet The War Show og før det er der titelsekvensen, som er en forrevet, styrtende optagelse fra en gadekamp under en demonstration vil jeg tro, et kamera som falder eller tabes, et lille kamera, en telefon måske. Obaidah Zytoons medinstruktør Andreas Dalsgaard og klipperen Adam Nielsen har således med kyndigt overblik anbragt filmens ramme og dens billedmateriale i front. Dette er fortællingen og dette er fortælleren og dette er hendes position. Filmens fortællested er klipperummet før biografen og tv. Og fortællingen er beretningen om Syriens historie disse år. Fortalt på afstand, flygtningens afstand, nogen tid efter i et studie i København. De mange forrevne optagelser fra alle mulige kameraer på gaderne samles som til et vævet tæppe, et billedtæppe med historiske motiver. Et antal mere private optagelser fra de medvirkendes hjem og fra deres udflugter til bjergene og til havet bliver til en tæt forbundet venskabsgruppes historie, et tragisk kammerspil på baggrund af billedtæppet.

Filmen er dermed et epos; og den er en roman. Romanens steder er byer som er vigtige i landets historie, byer som er vigtige for nogle af personernes historie; og romanens bevægelse er rejser. Romanens temaer er opstandens ikke krigeriske men journalistiske og kunstneriske arbejde, med klædedragtens udfordring, musikkens rymer, pamfletternes tekster og grafik og så især arbejdet med den løbende dokumentation af tilstande og begivenheder med filmoptagelser og med indsamling af optagelser. Romanskrivningen er herefter at konstruere en redegørelse i en fortællings form indeholdt i denne mængde meget forskellige filmscener af først jublende glade, senere dybt skræmte menneskers vilde, urolige handlinger. Det hele holdt på plads i en slags facebookæstetik.

Det er romanens ramme, betingelse og regel. Dens syv kapitler er 1 Revolution, 2 Undertrykkelse, som er dramatiske forberedelser, så 3 Modstand, hvor vi med Obaidah Zytoon er rejst til hendes hjemby Zabadani, hvor der er kommet våben til oprørerne, som har taget kontrollen med byen, befriet den hedder det. Så følger i kapitel 4 Belejring en skildring af nytårsaften 2011 i Homs som er omringet af regeringshæren. Vi er blandt oprørerne, de løsladte og undslupne fra tilbageholdelserne viser os mærker efter mishandlindlingen, efter torturen. Der er også desertører fra regeringshæren, de har vel kamperfaring, de holder byen. Det er en belejring som vi lærte om dem i historietimerne, middelalderlige byer som sultedes til overgivelse, lægerne må operere uden bedøvelse.

Kapitel 5 Minder er en ekskurs, en parentes, et tilbageblik fra det sted hvor filmen nu er i sin fremskriden i tid, altså før begivenhederne i Homs. Gruppens glade liv var dengang udflugterne til bjergene og havet, men erindringen fortsætter i fortællingen om dødens realitet, først dræbtes Fi Fi, den lille hvide hund som flokken var fælles om. Den påkørtes af en bil. Rabea blev skudt i sin søsters bil, ingen vidste af hvem, myndighederne forbød hans begravelsesoptog. Lulus bydel blev angrebet af regeringsstyrker, hendes kæreste Hisham blev bortført af tropperne og forsvandt, få dage senere blev Argha anholdt. Så blev Huossams lejlighed stormet, han meldte derefter sig selv. 11 dage senere kunne familien hente hans lig.

Også børnene vænnes ved de voksnes instruktion til brugen af håndvåben. Vi er nu i kapitel 6 Frontlinjer i Sarageb midt i borgerkrigens verden og til roligt filmede opstillinger af væbnede grupper konkluderer Obaidah Zytoon i sin fortælling nøgternt, at det her er en krig per stedfortræder, hvis formål det er at omfordele ”mafiaens magt” i dette land og ”på krigens skueplads kan alle være med, undtaget folket”. Og afsnit 7 Ekstremisme fortæller som modtræk om en vigtig tryksag de laver til uddeling blandt de kæmpende, en fin lille bog som digterisk, religiøst, filosofisk og juridisk opregner krigens universelle regler. Vi oplever som uhyggelig kontrast en IS fortrop ankomme med deres sorte faner og får at vide at regimet nu i stort tal løslader kriminelle fra fængslerne, så de kan skabe forvirring og uro og vold. Zytoons dæmpede stemme fortæller i en smuk tekst om krigenes væsen gennem verdenshistorien. I epilogen derefter fortælles om de mange døde og om de mange flygtninge – og til slut i denne elegi fortæller hun om den lille gruppe venners egne døde og levende, om deres kærlighedshistories slutning.

Instruktørernes og klipperens klare, dybt gribende og beslutsomme greb om dette meget store og voldsomme materiale samlet over fire, fem år hæver det ud af øjeblikkenes journalistiske reportage og formidling, som det oprindeligt så ivrigt blev skabt i, og placerer det eftertænksomt i en universel, men klart nutidig episk omverdenstolkning i Homers, i Tolstojs krig og fred – tradition. The War Show er som jeg ser det netop så stor filmkunst. Den er fra nu et uundværligt og uforgængeligt værk om Syriens håb og tragedie i begyndelsen af det 21. århundrede.

Syrien / Danmark 2016. Filmkommentarens anmeldelse: 6/6. 100 min. Premiere i DOX:BIO 26. oktober 2016:

http://www.doxbio.dk/events/the-war-show/

SYNOPSIS

In March 2011, radio host Obaidah Zytoon and her circle of friends join the street protests against President Bashar al-Assad, as the Arab Spring reaches Syria. Knowing their country would be changed forever, this group of artists and activists begin filming their lives and the events around them. But as the regime’s violent response spirals the country into a bloody civil war, their hopes for a better future will be tested by violence, imprisonment and death. Obaidah leaves Damascus and journeys around the country, from her hometown of Zabadani, to the center of the rebellion in Homs, and to northern Syria where she witnesses the rise of extremism. A deeply personal road movie, the film captures the fate of Syria through the intimate lens of a small circle of friends. (DFI)

http://f-film.com/category/the-war-show/