– set af Finn Larsen og Lars Johansson, og udstillet i Øksnehallen i København indtil begyndelsen af august, med Larsen og Hans Grundsø som kuratorer.
Jeg tog derind i går søndag til det fine udstillingssted ved Halmtorvet og mødte en lys og inviterende udstilling, ordentlig lavet med masser af fotos, de fleste sort/hvide sat op i hvide rammer og med nøgterne tekster, der giver den nødvendige baggrund for oplevelsen af de tre udstillinger samlet i én og så filmen “Ungdomsbilleder”. Jeg var der et par timer og tog så hjem til haven med udstillingsavisen i hånden, små hundrede sider, en præstation i sig selv, som jeg nød og fordybede mig i – i nok et par timer.
… en ung mand med krøllet hår på gaden med en smøg i munden ved aftentide. Han har – viser billederne – været på grillbar, nu tager han på knallert (sammen med to andre på samme køretøj) hen på et værtshus, hvor der er piger, hvor der er gang i den… og så sidste foto der tages af fotografen Lars Johansson, taget af Finn Larsen, går jeg ud fra.
En filmisk sekvens gengivet i forstørrede kontaktark på bannere, der daterede hænger fra loft til gulv. Det her fotograferede vi den dag i 1978, se på dem, se på hvad de gør, hvordan de ser ud, se på deres ansigter. Det er for mig udstillingens scoop, denne suite af bannere, der dokumenterer (sorry!) dokumentarismens styrke, hvad der kan komme ud af, som Johansson og Larsen har gjort det, at være sammen med unge i en dansk provinsby i længere tid, interessere sig for dem, fange dem i hverdag og (mest) i fritid, lige på og hårdt og nænsomt og kærligt. De har taget den tid, det tager at få noget vigtigt og ægte frem.
Som den legendariske svenske dokumentarist Sune Jonsson skriver i en artikel (citeret fra den engelske oversættelse) gengivet i udstillingsavisen:
“The reportage confrontation is a fragile method of documentary work. But even so unfavorable an assigment situation can be transformed: IF the photographer is given sufficient time, IF he is given time to gain a knowledge of the environment that will enable his pictures to function as documentary statements, IF he has the personal qualifications to deepen his empathy, his social commitment, and his responsibility as a fellow human being…”
Citatet bringer mig tilbage til avisen, de små hundrede sider, som er fremragende redigeret af Finn Larsen, og disponeret så dobbeltsider med en gengivelse af fire af de omtalte kontaktark-bannere kan foldes ud. Lige til at hænge op. Der er kloge tekster – tak for Sune Jonsson – en flot åbningstale af Johansson, da udstillingen åbnede i Randers, to ligeså flotte interviews med Allan Berg og Vibe Mogensen, som begge var med på holdet bag “Ungdomsbilleder”, filmen som blev lavet via Workshoppen i København efter udstillingen åbnede med succes dengang. Filmen, jo jeg så den igen, men den virker – og det er den jo – som et noget tungt museumsstykke, hvor fotografierne har beholdt sin friskhed. Se selv i avisen, kig forbi Øksnehallen og se hvordan – som en dokumentarist har udtrykt det – man kan lave noget “extraordinary out of the ordinary”.
