Når Nagieb Khaja, som har min tillid og respekt som journalist anbefaler en ny dokumentar på sin facebookside, bliver jeg opmærksom. Han skrev i forgårs: ”På tirsdag kl.20.45 viser Dokumania på DR2 Mads Ellesøes dokumentar Børnesoldatens nye job, som handler om udlicitering af krig. Jeg har ikke set den endnu, men med mit indgående kendskab til Mads´tidligere produktioner, han er efter min opfattelse en af Danmarks dygtigste undersøgende journalister, er jeg sikker på, at det er en hårdtslående og vigtig dokumentar.”
Mads Ellesøe laver for tiden tv-dokumentarer for DR og har tidligere instrueret tv-serien Pind & Holdt i USA (2012) og filmen Far, far, krigsmand (2009) om en dansk soldat udsendt til Afghanistan. I det, Ellesøe har skrevet om sin film i pressematerialet, finder jeg en overvejelse efter aksluttet research og en konklusion på materialets udsagn, som jeg læser som en vinkling af den nye dokumentar: ”… Filmen er ikke tænkt som en kritik af privatisering eller af udbud og efterspørgsel. Der er intet galt i, at en virksomhed vil tjene penge. Men filmen giver et portræt af, hvad der sker, når markedskræfterne får lov at virke helt uden regler. Ganske som vand altid vil finde den letteste vej ned, så vil uregulerede markedskræfter i et globalt marked altid søge efter den billigst mulige arbejdskraft. Og de billigst muligt unge mænd med massiv våbenerfaring er åbenbart tidligere børnesoldater fra Sierra Leone, der tager til Irak for 250 dollars om måneden. Ganske enkelt fordi det er deres eneste mulighed for at tjene penge.”
Filmen har to afdækninger, den første: vestens krig i Irak overlades i stigende omfang til private firmaers hære, og den anden: disse firmaer bruger de billigst mulige lejesoldater og blandt disse mænd som er oplært i krigens håndværk som børnesoldater i Afrika, hvor de metodisk har lært at anvende de frygteligste grusomheder og følgelig dehumaniseredes.
Fra pressemeddelelsens synopsis citerer jeg yderligere to nødvendigt lange stykker, for det er kompliceret det her: ”Filmen begynder på et rekrutteringskontor i Uganda, hvor man ikke har noget problem med at hyre tidligere børnesoldater. Derfra fortsætter dokumentaren til Sierra Leone, hvor en række tidligere børnesoldater fortæller om, hvordan de blev trænet i den nationale Camp Lion, før de skulle sendes til Irak. Samtidigt fortæller dokumentaren om, hvordan den private militære sikkerhedsindustri (Private military contractors) er boomet eksplosivt siden 11. september 2001. Og om hvordan de krige, der er blevet besluttet i Washington, støttet på Christiansborg og udkæmpet i Irak og Afghanistan i stor stil har været udliciteret til private militære firmaer. Private selskaber, der er gået i krig for at tjene penge og på mange niveauer har kunnet gøre, som det passer dem i forhold til rekruttering.”
… ”Samtidigt oprulles historien om, hvorfor politikere gerne vil bruge private soldater, da de dels ikke tæller som ”boots on the ground” og dels ikke kommer hjem i kister med flag på. Og vi ser hvordan der er tætte bånd mellem diverse politiske og militære nøglepersoner, beslutningstagere og så de private militære firmaer, der får milliardkontrakter af de selvsamme personer.”
Ellesøe og klipperne Bodil Kjærhauge og Steen Johannesen bygger i en neddæmpet, nøgtern, alvorlig stil deres konstruktion på fire elementer: interviews, erindringsstof i korte fortællinger, nye reportageoptagelser, og et omfattende arkivstof, især fra tv. Altså som man ofte eller oftest gør i sådanne journalistiske fremlæggelser beregnet for tv, men vel at mærke her med en story-line, som ikke bygger på en opklaringens spænding, men mere på en journalistisk undersøgelses vidnesbyrd på vidnesbyrd: interviews med en række nøglepersoner, tidligere medarbejdere i de undersøgte private defence services (de private hære), efterretningsfolk og undersøgende journalister, interviews med både aktive og tidligere soldater, som begyndte som helt små drenge.
Der klippes ikke i filmscener, der klippes direkte i vidneudsagnene og der indsættes dækbilleder, men de medvirkende er alle intense og meget kompetente og fotograferet i smukke omhyggelige filmbilleder og dækbillederne er valgt medfortællende mere end blot illustrerende, så i lange forløb oplever jeg faktisk en samtales kvaliteter. Ad den vej lykkes det fortællemæssigt yderst fornemt ved præcist valgte dækbilleder især fra arkivmaterialet at etablere Tim Spicer, lederen af de måske største militære firmaer / private hære Sandline, som bliver til det nuværende Aegis, som gennemgående hovedpeson skønt han, oplyses det til sidst, har nægtet at give interview, nægtet at medvirke i filmen.
De afrikanske lejesoldaters vidneudsagn er optaget i en mere uroligt bevæget reportagestil og klippet i kortere forløb, men tilstækkeligt lange til at skildre usigelige grusomheder. Jeg glemmer ikke disse fortællinger, men jeg når heller ikke at blive fortrolig med vidnerne, så fortrolig, at deres udsagn om det frygtelige vokser ind i mig og bliver en del af min erfaring, min forståelse af livet.
Det roligste vidnudsagn fra den anden hovedperson, Tim Spicers modsætning, forfatteren og journalisten Stephen Armstrong, som jeg hele vejen igennem støttede mig mest til, formulerer i filmens slutning dens sammenfatning: ”Den private sikkerhedsindustri vil fortsat arbejde for regeringer. Vi vil se private firmaer føre krig. Firmaerne ligger i vores lande. De vokser takket være vores penge, og de er registrerede på vores børser. Bor man i et demokrati og er utilfreds med regeringen, kan man stemme på oppositionen. Hvis man er utilfreds med et firma, kan man ikke gøre noget.” Jeg er sikker på at Nagieb Khaja i aften vil se at han havde ret, det er en hårdtslående og vigtig dokumentar.
Mads Ellesøe: Børnesoldatens nye job (The Child Soldier’s New Job), Danmark 2016, 68 min. Foto: Henrik Bohn Ipsen, Nadim Carlsen og Thomas Jensen. Klip: Bodil Kjærhauge og Steen Johannesen. Produktion: Mette Heide / +pluspictures for DR. Premiere i DR2 Dokumania i dag 19. april 20:45.
SYNOPSIS
It is a well-known fact that private military companies are becoming significant players in conflicts around the world, supplying not merely the goods but also the services of war. Large parts of both the logistics and the actual warfare have been outsourced to private companies who want to maximize profit. They hire cheap labour from the poorest parts of the world. The gravest example is the employment of former child soldiers. The film explores how the globalization has changed the industry of warfare. How is it possible that companies can hire former child soldiers despite the codes of conduct that have been formulated for the private military industry? (DFI Fakta)
”… A former senior director at a British firm says that it employed mercenaries from Sierra Leone to work in Iraq because they were cheaper than Europeans and did not check if they were former child soldiers. James Ellery, who was a director of Aegis Defence Services between 2005 and 2015, said that contractors had a “duty” to recruit from countries such as Sierra Leone, “where there’s high unemployment and a decent workforce”, in order to reduce costs for the US presence in Iraq.”
“…Aegis Defence Services, which is chaired by Sir Nicholas Soames, a Tory MP and Winston Churchill’s grandson, had a series of contracts worth hundreds of millions of dollars to provide guards to protect US military bases in Iraq from 2004 onwards. From 2011 the company broadened its recruitment to take in African countries, having previously employed people from the UK, the US and Nepal.
Contract documents say that the soldiers from Sierra Leone were paid $16 (£11) a day. A documentary, The Child Soldier’s New Job, to be broadcast on Monday in Denmark alleges that the estimated 2,500 Sierra Leonean personnel who were recruited by Aegis and other private security companies to work in Iraq included former child soldiers.
“When war gets outsourced, then the companies tries to find the cheapest soldiers globally. Turns out that that is former child soldiers from Sierra Leone. I think it is important that we in the west are aware of the consequences of the privatisation of war,” the film’s maker, Mads Ellesøe, said.” (The Guardian 17. april 2016)
http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/96536.aspx?id=96536 (DFI Fakta)
http://www.madsmedia.dk/#intro (Ellesøes hjmmeside)
http://www.theguardian.com/global-development/2016/apr/17/uk-firm-employed-former-child-soldiers-as-mercenaries-in-iraq (The Guardians foromtale)
Litt.: Stephen Armstrong: War Plc. The Rise of the New Mercenary. (2008)
http://www.theguardian.com/culture/2008/jul/06/review.features (Interessat kritisk anmeldelse af Stephen Armstrongs bog)
