Det har været med stor fornøjelse, at jeg har fulgt det store arbejde, som var forbundet med produktionen af denne film (Peteris Krilov: Klucis – the Deconstruction of an Artist, som i går blev vist i Øst For Paradis i Århus som led i festivalen “Baltic Frames“). Fra den første søgende synopsis var klar til flere år senere, hvor en stor international coproduktion havde premiere i Riga den 6. maj 2008. Jeg kendte producenten Uldis Cekulis på forhånd, en af de to-tre yngre lettiske filmfolk, som satsede internationalt efter imperiets fald omkring 1990. Cekulis investerede tid og penge på at gøre sit selskab Vides Film Studio kendt uden for sit lands grænser. Med succes. Han er i høj grad medansvarlig for at den smukke lettiske dokumentarfilmtradition (Herz Frank, Ivars Seleckis, Juris Podnieks) er videreført fra USSR-tiden til nutidens Letland.
Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle lykkes at få skabt en så rig kunstfilm, i verdensklasse ganske enkelt, da jeg mødte instruktøren Peteris Krilovs i Prag til træningsprogrammet Ex Oriente, som jeg har været knyttet til i 6 år. Erfarne Krilovs var for mig først og fremmest en teaterinstruktør, som havde lavet nogle spille- og dokumentarfilm, som jeg ikke havde set. Og navnet Klucis sagde mig ikke noget, hvorfor instruktør og producent da også i begyndelsen ville præsentere forslaget som en film om Klucis og den ligeledes i Letland fødte Sergei Eisenstein.
Det gik ikke, det var Klucis der skulle laves en film om, så Eisenstein røg ud, og Krilovs forstsatte sin intense research i arkiverne. Han ville finde ud af, hvornår og hvorfor Gustavs Klucis døde efter at være blevet hentet af politiet en dag i januar 1938. Klucis kom aldrig tilbage, besynderligt eftersom han var en loyal kommunist, hvis kunst fra at være innovativ konstruktivisme mere og mere blev ren propagande for Stalin og hans regime. Krilovs finder svaret, Klucis blev henrettet den 26. februar 1938. Som så mange andre fordi han var lette. Den eneste forklaring – og én der gjorde det af med tusinder af andre letter.
Det er en af trådene i filmen, lad os kalde det den politiske historie. Som knyttes smukt sammen med den personlige, kærlighedshistorien om Gustavs og Valentina, hvor instruktøren gør smukt brug af breve og dagbogsnotater fra begge, mest fra sidstnævnte. Og så kunsthistorien, dekonstruktionen af en af de fineste konstruktivister og – sammen med John Heartfield – skaberen skaberen af fotomontagen som udtryksmiddel.
Det var her, i den såkaldte dekonstruktion, at filmens sprog og rytme blev fundet. Dekonstruktionen af plakater veksler med konstruktioner af fotomontager, så de ser ud som Klucis lavede dem dengang, med henvisninger til hvordan hans dekonstruktive elementer den dag i dag inspirerer grafikere, der har været taget med på råd i skabelsen af filmens design. Jo, lad os bare kalde det design, selvom det kan lyde fælt i mange ører, men ned til de mindste detaljer som font til tekster er der arbejdet på at finde harmoni i disharmonien. Man kan også sige, at mange sekvenser repræsenterer en rekonstruktion af en kunstnerisk produktionsproces. To sekvenser er på den måde veritable små kortfilm – udspringerne i Moskva som bliver til en plakat. Og hænderne der klapper i lang tid, Stalins hænder som fifler ved et stykke papir, formentlig noter til en tale, som hele tiden bliver udskudt på grund af jubeltilråb ned mod nationens fader. Men også andre hænder er der i denne sekvens som bliver til en plakat med hænder. I solidaritetens navn. Og i troen på det socialistiske paradis. På fremskridtet.
På det emotionelle plan besøger Krilovs Edoard, søn af Valentina og Gustavs, født i 1935. Han husker naturligvis ikke sin far, men ligger inde med uvurderlige billeder, som moren har gemt, ligesom der findes de rørende breve fra hende til myndighederne, hvor hun anmoder om at få at vide, hvor hendes mand er begravet. Til sin død i 1987 troede Valentina på den officielle version, at hendes mand var død af et hjerteanfald i et fængsel i Moskva i 1944. Det påviser Krilovs altså er usandt, ligesom han tilbageviser at Klucis frivilligt meldte sig til de forhadte Latvian Riflemen, som støttede Lenin ubetinget i den bolsjevikiske revolution.
Klucis var mest i Moskva og fremstilles som kunstneren, der elskede at lege med sit materiale, holdt af selskabslivet og af at blive feteret som avantgardekunstnerne gjorde i perioden før den sociale realisme holdt sit indtog. Krilovs bruger rekonstruktioner og leger med dem i forhold til de mange fotos der eksisterer af det unge par. Det er gjort fint integreret i historien, og manden i det hvide jakkesæt, som vi ser i arkivoptagelser fra Paris er måske Klucis. Nogle få sekunder som måske er de eneste levende billeder af kunstneren. Han kommer hjem til Valentina og Edoard, overvældet af hvad han har set i Paris. Ikke længe efter bliver han hentet.
Med sagte stemme til slut i filmen fortæller Krilovs som kommentar, at han på en måde misunder Edoard, at han nu ved hvor og hvornår hans far blev likvideret. Krilovs egen far blev hentet af KGB i 1951 og kom heller ikke tilbage. Hans skyld: han var lette. Så diskret og smuk en tilgang til stoffet. Og kun på grund af at vi var flere, der skubbede den sympatiske instruktør i den retning.
Krilovs udviklede sin film i årevis, han havde hele tiden motivationen, han søgte og fandt den motor og de fortælleelementer, der skulle til for at kæde sin historie sammen til et menneskeligt drama og en kunsthistorisk præsentation og et stykke verdenshistorie.
I en suveræn konstruktion med en suveræn anvendelse af arkivmateriale. Jeg har i hvert fald sjældent set mage. Og det skal nævnes at klipperen er danske Julia Vinten, bosat i Riga. Hvilket talent! (Tue Steen Müller, FOF Randers 2009)
Peteris Krilovs: Klucis-the Deconstruction of an Artist, Letland, 2008.
SYNOPSIS
Gustav Klucis (1895-1938), one of the pioneers and major exponents of constructivism and photo collage, is also one of the most controversial figures in Latvian art. Born in a peasants’ family, he is perhaps the best known Latvian artist in the world. Ironically, the art catalogues and textbooks call him a Russian artist, and in Latvia he is still largely regarded as some sort of a “lost son”. Gustav Klucis’s life and artistic career pose many questions still unanswered today. Who was he?
A hero or a victim of his own political naivety? An idealist or a conformist? A patriot or a traitor of his homeland? Killed during the Stalin’s purges at the end of the 1930s, his name lives on in art history as one of the classics of Russia’s avant-garde art. This film will endeavour to “decipher” Klucis by using the means of his own artistic thinking. (Pöff site)
https://vimeo.com/11383150 (trailer)
www.vfs.lv
http://2008.poff.ee/?lang=2&id=2127&module=1&todo=film
