Det er en rigtig detektivhistorie af de store, vigtige. I DR2 Dokumania klokken 20 i aften. Den handler om at finde alle de ansvarlige for bombeattentatet den 21. december 1988 mod Pan Am Flight 103 fra Heathrow med kurs mod New York, som styrtede ned i Lockerbie i Skotland. Ken Dornsteins bror var med flyet. 25 år efter drager han til Libyen for at opspore de mænd, der myrdede hans bror, for han vil have retfærdighed. Han vil placere ansvar og skyld. Han vil kende navnene på sin brors mordere. Han er fast besluttet på, at få de svar som hverken FBI eller det skotske politi har kunnet finde frem til. Han vil finde sandheden, og han er siden katastrofen blevet filminstruktør, tv-dokumentaren skal være hans metode.

Han har bygget en på næsten alle måder fejlfri film, bygget den over sin egen fortællerstemme, gjort sin store efterforskning, filmens research til filmens handling og indhold. Han har en liste med otte personer under mistanke, han efterforsker dem én efter én. En af dem er den dømte, som meget syg af kræft så mærkeligt blev overført fra Skotland til Libyen. Dornstein opsøger ham med skjult kamera, men opgiver alligevel at konfrontere ham. I et fortsat velfilmet, velklippet, lydefrit, næsten glat filmisk forløb opsøges vidne efter vidne, analyseres og sammenstilles resultater. Det er som selve optagetheden af opklaringsarbejdet, fascinationen af den detektiviske teknik udvikler sig som filmens indhold. Den bliver mærkelig dannet og glat, næsten som sin korrekte og høflige instruktør som på den måde er den drivende medvirkende i stort set alle egentlige scener. Jeg mærker den foruroligende træthed ved 40 minutter.

Det kan således være svært at komme i ordentlig kontakt med den film, svært at engagere sig i hovedpersonens sentimentalt kølige projekt, vanskeligt at komme i kontakt med hovedpersonen, fortælleren selv. Han giver ligesom ikke noget fra sig. Til slut – med sagens opklaring bag sig – befinder han sig i Berlin i noget der ligner en stor filmscene inde i Peter Eisenmans mindesmærke for Europas myrdede jøder. Og jeg tænker mit, mens han tænker sit, som jeg imidlertid ikke synes jeg får at vide. Så jeg kan ikke uden videre skrive, hvad jeg tænker, må som han blive tavs. Ude af kontakt med hans film.

Jeg tror det er fordi Dornsteins fremstilling nøgternt velopdragent så at sige bliver inden for den journalistisk uangribelige redegørelse, ikke finder anledning til at åbne sig i for eksempel et essays komplicerede overvejelse, skildre hvad han tænker som han går der i dette mindesmærkes snævre gader, tænker om de hver for sig farverige og sammensatte personer han og jeg med ham gennem halvanden time har mødt som de medvirkende, som vidner: advokater, ingeniører, journalister, kemikere, forretningsfolk; tænker om deres fascinerende miljøer i Tripolis, Malta, Zürich, Berlin; tænker om filmens mest åbne og interessante karakter, den libyske journalist som er hans makker hele vejen gennem opklaringen.

Et tidligt sted i forløbet har de to en af mange gange siddet og iagttaget mobiltelefonoptagelserne af drabet på Gadaffi liggende lige uden for cementrøret hvor han under flugten havde søgt at skjule sig. Dornstein fortæller at han undrende sig over sig selv mærkede en medfølelse med den forslåede, blødende, angste mand, der som det sidste bad for sit liv, for sin søns liv. Nemlig, tænker jeg på det sted, det forstår jeg godt. Ken Dornstein, du er et for dig uvant sted, inde i et essays tvivl, inde i de komplicerede overvejelser som også er tvivl om hvorvidt det er nok at finde sandheden, som jo er dit forsæt. For når du holder den i hånden, glider den fra dig, det er måske dens væsen.

Ken Dornstein: “Lockerbie – jagten på min brors morder” (“My Brother’s Bomber”), 2014, 90 min. Sendes på DR2 Dokumania i aften 20:00. Kan herefter streames nogle dage på: https://www.dr.dk/tv/se/dokumania/dokumania-lockerbie-jagten-pa-min-brors-morder

SYNOPSIS

For some 25 years, Ken Dornstein has been haunted by the bombing of Pan Am Flight 103 over Lockerbie, Scotland – a terrorist act that killed 270 people, including his older brother David. Only one person was ever convicted of the plot – who else was involved remains an open case.

In this emotional and suspenseful documentary, Dornstein sets out to find the men responsible for one of the worst attacks on Americans before 9/11. From the ruins and chaos of post-Gaddafi Libya, Dornstein hunts for clues to the identities and whereabouts of the suspects, who he tracks for almost five years across the Middle East and Europe. He encounters new witnesses and unearths fresh evidence that brings him closer to the truth about what really happened.

This is a rare, real-life spy thriller, but also a meditation on loss, love, revenge and the nature of obsession. (BBC Four, Storyville)

http://www.mirror.co.uk/news/world-news/brother-lockerbie-victim-claims-found-6510080

http://www.newyorker.com/magazine/2015/09/28/the-avenger

Det var dengang i 1999 Lars von Triers idé. Den byggede på forestillingen om det åndelige testamente, den personlige sammenfatning af hele omverdenstolkningen, og så på hans møde med journalisten Peter Øvig Knudsens interviews i avis, bog og på tv, som jo var blevet en institution. Disse intervews er på én gang komplicerede afdækninger af fremragende personlighedssammensætninger og underholdende, ja, spændende fortællinger. De er dertil blevet folkeeje.

Lars von Triers idé var da videre at lade Peter Øvig forberede en række kommende film med sådanne samtaler med danskere, hvis tanker om tilværelsen formuleret netop i det medium, vi kunne ønske at arve. På arvingernes vegne bad han Peter Øvig sammen med en række sådanne testatorer oprette en række filmiske testamenter, en række dybtgående samtaler, som kunne optages på den bedste måde, filmteknik og filmkunst lige nu formåede. Det optagne materiale skulle klippes til en film og gemmes umiddelbart herefter som testamenter i et særlig notarialarkiv. Efter testators død skulle testamentet tages frem, og det åndelige bo af eksekutor fordeles blandt arvingerne ved at sendes i tv.

Ideen er forunderlig, smuk og indlysende. Vi sikrer et antal filmiske testamenter fra vort samfunds betydelige inspiratorer. Sikrer dem, mens disse mennesker intellektuelt er usvækkede, sikrer dem på det bedst mulige niveau, teknisk og filmkunstnerisk. Og gemmer dem godt. Peter Øvig Knudsen var den indlysende rigtige person til at realisere projektet. Hemmeligheden bag hans beundrede interviewteknik var jo den meget omhyggelige forundersøgelse. Var der tale om en forfatter, læste han for eksempel alle bøgerne først. Han ville med det samme researche den første person og – skriver han nu 15 år senere på sin hjemmeside ved dette første og hidtil eneste filmtestamentes tv-visning, testamentet efter Tage Skou-Hansen, som døde den 11. november:

”… Tage Skou-Hansen var et naturligt valg, da Lars von Trier og jeg skulle finde en person, der ville kunne fortælle noget væsentligt ud fra sit eget liv. Han er ikke blot en af det 20. århundredes største, danske forfattere – han har også i særdeleshed taget del i sin tid og skrevet skarpt om den, lige fra han som ung valgte at blive frihedskæmper under Besættelsen og siden skrev romanen De nøgne træer om netop de oplevelser… I oktober 2002 tilbragte jeg og et filmhold tre dage på førstesalen af Tage Skou-Hansens villa i Egå nord for Århus. Med stor ærlighed og selvironi fortalte forfatteren om nogle af de største oplevelser og traumer i sit liv…

Lars von Trier satte de filmiske rammer: Både under optagelse og klipning fulgte vi nogle af de samme minimalistiske dogmer, som han satte for Marathon-serien: Optagelserne skete hjemme hos hovedpersonen, og vi inddrog kun elementer – for eksempel fotografier og musik – som i forvejen var til stede, og som personen selv valgte Under klipningen måtte kun bruges optagelser fra selve samtalerne, og alle klip i tid blev markeret med sort skærm.

Det er ikke en film med hurtige klip og meget action. Men ved gensyn med filmen mærker jeg igen med glæde, hvordan et meget livsklogt og velformuleret menneske kan bidrage til også at gøre mig klogere, fordi han kompromisløst søger at fortælle de sandest mulige udgaver af sit livs centrale oplevelser og erkendelser.”

Testamentet 1, Danmark 2015, 57 min.

Koncept: Lars von Trier og Peter Øvig Knudsen, interview og instruktion: Peter Øvig Knudsen, foto: Thomas Mosegaard og Arne Abrahamsen, klip: Camilla Schyberg, produktion: Zentropa ved Carsten Holst og Peter Aalbæk Jensen. Sendt på DRK i går eftermiddag og kan nu streames nogle dage:

https://www.dr.dk/tv/se/testamentet/testamentet-tage-skou-hansen  (DR streaming)

http://oevig.dk/tage-skou-hansens-filmiske-testamente/  (Beskrivelsen på instruktørens hjemmeside)

Still: Bonnerup Claus, Politiken

Luk op for DR2 Dokumania i aften 20:45 og se Hanna Polaks cinéma vérité bedrift ”Something Better To Come”, det har min bedste anbefaling. Det er en filmroman som følger pigen Yula fra hun er 10 år og så med et årligt kapitel seks år frem. Men fortællingen følger ikke kun Yula, den følger efterhånden som de bliver tydelige også de mennesker hun lever sammen med, ser dem med hendes kloge øjne, med Hanna Polaks opmærksomme kamera og således i hendes filmisk signerende blik så vedholdende gennem de mange år (og flere til må man formode i mindst én opfølgende film). Se godt efter, lyt godt efter! Forskydningerne i de uendelige scener af ensartethed er små og kan forekomme henkastede, men det er de slet ikke, de er lagt så smukt på plads i en losseplads rod og snavs og er der blevet til en forunderlig roligt fremadskridende orden med den ene fine dokumentariske iagttagelse efter den anden som i filmens minutter følger dagenes rutiner med endeløse lastbilrækkers dumpen affald, som skubbes på plads og begraves af andre maskiner under sværme af måger gennem vintre og somre, nætter og dage.

Ja, filmen er optaget på en losseplads, på en meget stor losseplads lige uden for Moskva, hvor Yula og hendes mor bor i et sammenflikket skur sammen med en række andre klunsere og hjemløse i tilsvarende primitive boliger. Og ja, det er omhyggelig romankunst, af den polske og russiske slags, det er en kollektiv roman, en skildring af en række menneskeskæbner i et lille samfund, en lille landsby på en jordoverflade af andres affald, en række prægnante karakterer, som den lille pige opmærksomt, oftest tavst, iagttager og vokser sig stor i og udvikler en voksen forståelse af, og på det grundlag tager hun en række beslutninger for sit eget liv: jeg kender dem, jeg holder af dem, meget, men de sidder fast og de dør her. Noget bedre kan hænde mig.

Polen/Danmark. 90 min., tv-premiere på DR2 i aften 20:45

SYNOPSIS

Ten-year-old Yula has but one dream – to lead a normal life. For 14 years, Oscar-nominated filmmaker Hanna Polak follows Yula as she grows up in the forbidden territory of Svalka, the garbage dump located 13 miles from the Kremlin in Putin’s Russia. ”Something Better To Come” is Yula’s story – a dramatic tale of coming of age and maturing to the point of taking destiny into one’s own hands. It is a story of hope, courage, and life, all shot in gripping vérité style that stuns with its directness and immediacy. (Danish Documentary site)

http://danishdocumentary.com/upcoming-films/somethingbettertocome/

Streaming (Denmark): https://www.dr.dk/tv/se/dokumania/dokumania-boernene-pa-putins-losseplads?app_mode=true&amp%3Bplatform=ios&amp%3Bpersonalization=true&amp%3B%3F#!/00:00:00