The Power of Documentaries…

on the Oscar Trail … is the headline of an interesting article in New York Times by Cara Buckley, January 6. It mentions the changed rules for documentaries and reflects a bit on the who could be the winner this year, where15 films are shortlisted waiting for the 5 nominees to be announced on January 14. A quote that outlines what could happen:

”… the Academy is known to favor show business movies and, lo, two of the last three winners of the documentary prize, along with one of this year’s front-runners, “Amy,” the story of Amy Winehouse, are about just that. In 2013, when the nominated documentaries delved into subjects like AIDS and conflict in the Middle East, the prize went to “Searching for Sugar Man,” about a tremendously gifted, woefully obscure musician from Detroit. For the 2014 awards, when the nominees included Oppenheimer’s artful, devastating “The Act of Killing,” about death squads in Indonesia, along with films about the Egyptian uprising and deadly covert American military operations, the Oscar went to “20 Feet From Stardom,” about backup singers who were largely forgotten despite having been instrumental (as it were) in making hits.

“The knock against the system is people think it favors films that are more about show business,” Mr. Powers (director of New York Film Festival) said. “Well, of course it does. The Association of Motion Picture Arts and Sciences is an organization of show business people. Why shouldn’t it?”…”

Two other show business films are on the list of 15 are ”Listen to Me, Marlon” and ”What happened to Miss Simone”, as ”Amy” good films – anyway, allow me to cross fingers for ”The Look of Silence” by Joshua Oppenheimer, produced by Danish company Final Cut for Real. This film (and ”The Act of Killing”) has, in terms of subject and innovative storytelling, already found a place in new documentary history. But first the nomination to come next week.

http://www.nytimes.com/2016/01/07/movies/the-power-of-documentaries-on-the-oscar-trail.html?ref=movies

Christian Braad Thomsen: Fassbinder

Det var sent efter fremkomsten jeg fik set Christian Braad Thomsens efter premieren i Berlin meget omtalte nye film. Først da jeg læste Rune Kühls anmeldelse i Information blev det til noget, og det var fordi en bestemt formulering ramte mig: ”Braad Thomsens film kunne i sin form næsten være lavet dengang i 1970’erne. Den består af en lang række interviews kædet sammen af instruktørens fortællerstemme…”

Det er for mig i hvert fald grund nok til at få fat i en DVD, instruktørens fortællerstemme, Braad Thomsens fortællestemmer i det hele taget er synes jeg de smukkeste, de mest vedkommende velskrevne i dansk dokumentarfilm, de er gammeldags på den gode nutidige måde. Ok, jeg er selvfølgelig interesseret i Fassbinders værk og da også i hans biografi, men det er Christian Braad Thomsens blik på og sprog om det materiale som fascinerer mig.

På grund af det blik samlet i fortællestemmen holder jeg jo så meget af Christian Braad Thomsens film om Karen Blixen, Svend Aage Madsen, Morten Korch. Han kalder dem portrætfilm, jeg ville dog kalde dem filmessays over biografisk materiale for de er dybt litterære, ikke maleriske, Braad Thomsens fortællestemme er i hver film det helt afgørende bærende element. Det reducerer ikke filmscenerne til illustration, slet ikke til billeddækning, de forbliver virkelige filmscener og klippene forbliver tydelige klip.

Og det er derfor filmen om Fassbinder gør indtryk, det skyldes Braad Thomsens manuskript til teksten han læser. Fortællestemme og filmscener, fortællestemme og interviews, ord og billeder bliver til en intens beretning om en instruktørpersonlighed, der i alle henseender var “larger than life…” Det er en rig og dejlig film, en film at se igen og igen, en film til samlingen.

Christian Braad Thomsen: Fassbinder – at elske uden at kræve, Danmark 2015, 106 min.

SYNOPSIS

Danish film director Christian Braad Thomsen was a close friend of Rainer Werner Fassbinder (1945-82). They met when Fassbinder showed his first film “Love is colder than death” at the Berlinale 1969 and saw each other for the last time just three weeks before he died.

This documentary is based on lengthy film interviews that Braad Thomsen shot with Fassbinder in the 1970’s, and which have never been published. Also Braad Thomsen shortly after Fassbinders death made a tape recording with his mother Lilo Pempeit, who remembers his unusual childhood in the ruins of Germany.

The film contains new recollections with actress Irm Hermann, who was the first to know Fassbinder. They became friends, when he was unknown to the public, yet dreamt of making Hollywood-films in München. Irm Hermann was the only one that believed in his wild dreams.

Also actor and producer Harry Bär appears in new recordings. He was the last to talk with Fassbinder, just a few hours before he died. They planned a new film based on Joachim Witts song “Ich bin das Glück dieser Erde”.

Finally the film contains a new interview with Andrea Schober, who played the child roles in Fassbinders early films. They became close, because Andrea longed for a father, and Fassbinder longed for a child.

All sequences are bound together by Braad Thomsens personal memories from his friendship with Fassbinder.

Fassbinder is the most productive director in film history. In 14 years he wrote and directed 60 films for cinemas and tv. He started as an avantgarde-director and in the end reached a large audience all over the world without ever compromising. He is above all the visual interpreter of German history in the 20th century from the collapse of the Weimar republic to the terrorism of the 1970’s. But what is extraordinary about his films is, that he investigates, how history influences the life of a single person.

In this film portrait Fassbinder tries to understand this creativity through his extraordinary childhood. He grew up with many mothers and fathers, who were refugees from the east, but when they gradually left his home, he was for long periods on his own, often spending more time in cinemas than in schools.

In front of Braad Thomsens camera Fassbinder is more open than ever talking about postwar Hollywood, which was his first love, and psychoanalysis, love, marriage, children and madness. The title of his first film, Love is colder than death, could easily be the head line over his whole production, and yet he created a love stronger than death in those who came close to him. (fassbindermovie.com)

LITTERATUR / LINKS

Rune Kühl: Et selvsikkert geni i forfald, Information 2. oktober 2015.

http://www.fassbindermovie.com/

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/91788.aspx?id=91788

http://filmcentralen.dk/alle/film/fassbinder-elske-uden-kraeve (streaming)

http://www.tagesspiegel.de/kultur/rainer-werner-fassbinder-auf-der-berlinale-missbrauchte-gefuehle/11344006.html

Best Documentaries 2015 Introduction

Below you find my list of ”Best Documentaries 2015” as well as a list of ”Documentary Talents of 2015”. I could also – like the DOKLeipzig did – have called the latter ”Next Masters”. Anyway, here they are, in a random order, 10 in each category. With the comment that I have seen quite a lot but not all of course, and please do not wonder why fine works like ”The Sound of Silence”, ”Democrats” and ”Citizen Four” do not appear. Simple reason: they were on the list of 2014.

Most documentaries have been watched on this MacBook Pro or other computers. Sorry filmmakers, I know that you want the big screen for your works, and you deserve that, but without the generous vod’s IDFA’s Docs For Sale, IDF’s East Silver, DOK Leipzig’s video market, CPH:DOX and distributors and filmmakers who have sent me vimeo links… I would have had no chance to get an overview for filmkommentaren and for the film selection for DOCSBarcelona and Magnificent7 in Belgrade.

Nevertheless thanks to all the festivals and workshops which have invited and treated me well – and where I have been able to enjoy films on a big screen together with an audience.

From winter-cold Belgrade to springtime California, to the warm

American Documentary Film Festival in Palm Springs, to Barcelona late May, where you may enjoy a cigar at a café outside around midnight, to St. Petersburg, where the Message to Man, problems of attracting audience to the new headquarter of the festival, the Velikan Centre, experienced an audience in fine numbers. To – first time after 20 years – Listapad festival in Minsk, it was fine to be there.

Back to Russia, I would like to highlight the new festival Doker Moscow International Documentary Film Festival, run by local filmmakers, who are full of enthusiasm and passion – and are superprofessional, take a look at their website, link below. First they made the festival (45 films from 32 countries) in May, the winners were found, including best director, camera person, editor etc., and stage 2, the winners were invited end of October to come to Moscow to screen their films and meet the audience. How come – well, they made a crowdfunding campaign and raised the money for travel and accomodation. Commitment!

As for the classics, DOKLeipzig, CPH:DOX and IDFA, I attended some cinema screenings and enjoyed to experience – yes, it is – the golden age of the documentary film.

About the selection: For filmkommentaren.dk readers it is no surprise that films from the Eastern part of Europe take many of the 20 seats. Many original works still come from countries, where the funding possibilities are not that many, where there could be censorship but where the will to find ways to create the stories comes out of necessity: We have to make this film and we want to make it our way. 

Photo: the DOKer winner 2015, Best Film, director Ye Zuyi, born in Guangdong in October 1985. First film. On the list of Talents.

http://www.midff.com/

Best Documentaries 2015

A Syrian Love Story, Sean McAllister

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3247/

Brothers, Wojciech Staron

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3233/

The Wolfpack, Crystal Moselle

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3346/

Listen to Me, Marlon, Stevan Riley

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3240/

Amy, Asif Kapadia

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3269/

Varicella, Viktor Kossakovsky

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3306/

The Event, Sergei Loznitsa

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3341/

Twilight of a Life, Sylvain Biegeleisen

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3119

Ingrid Bergman, In Her Own Words, Stig Björkman (photo)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3232/

Beyond the Fear, Herz Frank & Maria Kravchenko

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3138/

Documentary Talents 2015

The Gleaners, Ye Zuyi

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3167/

Lampedusa in Winter, Jakob Brossmann

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3224/

Elephant’s Dream, Kristof Bilsen

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2982/

When the Earth Seems to be Light, Salome Machaidze, Tamuna Karumidze & David Meskhi.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3396/

Train to Adulthood, Klára Trencsényi

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3395/

Ukrainian Sheriffs, Roman Bondarchuk & Dar´ya Averchenko

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3369/

Olmo & the Seagull, Petra Costa & Lea Glob

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3279/

Master and Tatyana, Giedre Zickyte

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3151/

Strange Particles, Denis Klebeev (photo)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3143/

Thy Father’s Chair, Antonio Tibaldi & Alex Lora

http://dokincubator.net/preview-2015/

Viktor Kossakovsky: Vivan las Antipodas!

Hun er en russisk skolepige. Hun står i stalden i den lille landejendom, hvor hendes mor ellers er alene med langt til naboer, men i et storslået landskab ved Baikalkasøen, et landskab hun elsker. Det fortæller hun datteren på turen op i højden med udsigten til den vældige vandflade. Den store pige er hjemme nogle dage, går i skole i byen langt væk. Nu laver hun ting sammen med moderen, i en smuk scene i det velordnede køkken med et lille så pænt hvidmalet bord og to lige så hvide taburetter sætter de sig over for hinanden, pigen har noget i hænderne og med en graciøs bevægelse trækker hun med en fod taburetten ind under sig, intet er tilfældigt i denne film, nu sidder de over for hinanden og ordner grøntsager. Det er scenens indhold, dette og så lyset.

Ude i stalden er det også lyset som er indholdet. Og så skolepigens gæs og en enkelt hane, som hun driver ind i deres aflukke. Men altså dette lys i skrå striber, som vel kun er til stede et kort øjeblik visse dage, at fange og skildre dette lys er scenens magi. I sin kritik af Tom Fassaerts ”A Family Affair” den dag i Amsterdam, som Tue Steen Müller refererede, faldt blandt andet denne hurtige, svidende bemærkning: ”… What do you think, he asked Fassaert, is that a good cut, is that a good shot, why did you not get up a bit earlier in the morning to catch the right light?” Alle som ser ”Vivan las Antipodas!” vil anerkende at den erfarne mester alle disse mange optagedage, som denne med den russiske skolepige i stalden, selv har været tidligt oppe.

Filmen kan ses på det fremragende streaming site Doc Alliance:

http://dafilms.com/film/9249-vivan-las-antipodas-en-version/

det er gratis i dag og i morgen i deres jul og nytårstilbud, klik blot den grønne knap. Filmen kan efter tilbudets ophør ses mod betaling. Det koster ikke så meget:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3400/ (Om Doc Alliance)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/1761/ (Tue Steen Müllers anmeldelse)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3371/ (Kossakovsky i Amsterdam)  

Haskell Wexler 1922-2015/ 2

The IDA, International Documentary Association, pays tribute to Haskell Wexler:

“In his rich and impactful career, Haskell Wexler inspired, mentored and befriended scores of filmmakers, who, spurred by not only his artistic verve but also his unwavering commitment to social issues and his singular wit and wisdom, went on to make a difference in their own careers. We reached out to various friends and colleagues of Haskell Wexler to share their thoughts about him…”

They are sound recordist Alan Barker, cinematographer Christine Burrill, cinematographer and director Joan Churchill, director/editor Johanna Demetrakas, director Lisa Leeman, director Pamela Yates.  

Wonderful to read, do so on

http://www.documentary.org/blog/friends-and-colleagues-remember-haskell-wexler

Baltiske dokumentarfilm i Aarhus

En glædelig meddelelse til alle os danskere, der er glade for baltiske dokumentarfilm: Aarhus biografen Øst for Paradis lægger hus til en fire dag lang festival straks i det nye år, 9-12. Januar 2016. Jeg iler med at videregive den velskrevne og kloge pressemeddelelse, som arrangøren Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen har sendt ud i dag under overskriften ” BALTIC FRAMES: DOCUMENTARIES CONVERSING WITH THE SOVIET PAST”:

I begyndelsen af januar 2016 skyller en baltisk dokumentarfilmbølge ind over Aarhus’ art cinema Øst for Paradis. Det er første gang, der afholdes en baltisk dokumentarfilmfestval i Danmark i det nye årtusinde, og er dermed en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med dokumentarfilmgenren fra dette nordøstlige hjørne af Europa, der sjældent er på dagsordenen i Danmark.

Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen præsenterer i samarbejde med de tre baltiske nationale filminstitutter en vigtig håndfuld af nye baltiske dokumentarfilm med en historisk, kulturel og geografisk spændvidde, der rækker fra Narva i det nordøstligste Estland over Riga, Kaunas og Vilnius med afstikkere til Tjernobyl, Leningrad og Sibirien. Filmene skaber tilsammen et indblik i tiden før, under og efter Sovjetunionen, og netop i 2016 vil det være 25 år siden at Estland, Letland og Litauen løsrev sig fra Sovjetunionen. Foruden de seks film, indgår også et seminar i festivalens program.

Centralt for ’Baltic Frames: Documentaries conversing with the

Soviet past’ er temaet ’erindring’ og bearbejdningen af Sovjetfortiden, som dokumentarfilmene på levende, poetisk og personlig vis realiserer. Derudover berøres de ydre omstændigheder som påvirkede modstand, kunst og kultur, men også de indre konsekvenser som opløsningen medførte for bl.a. etniske russere. Den baltiske poetiske dokumentarfilm styrker og aktualiserer kendskabet til den mangfoldighed og kompleksitet, der karakteriserer den region vi i daglig tale, under et, kalder for Østeuropa.

Baltic Frames åbner lørdag d. 9. januar 2016 kl. 19:00 med en fremvisning af et nostalgisk og herligt eksempel på en poetisk kortfilm 10 Minutes Older (1978) af den lettiske instruktør Herz Frank (1926-2013). Samme aften vises den litauiske dokumentarfilm ’Master and Tatyana’ – et intenst portræt af fotografen Vitas Luckus’ liv i Sovjetunionen – om kunsten, kærligheden og en løve, der er instrueret af Giedre Zickyte (f. 1980). Premiereaftenen afsluttes med en reception.

Søndag d. 10. januar kl. 11-13:00 afholdes seminaret Poetic Baltic Documentaries in a contemporary perspective. Her kan man blive klogere på hvad der sker i det baltiske dokumentarfilmlandskab, når den estiske producer Pille Rünk fra Allfilm (’Crosswind – hvor vindene mødes’), den lettiske producer Uldis Cekulis fra VFS Film (’Klucis’) og den litauiske instruktør Giedre Zickyte i samtale med den danske dokumentarfilmekspert Tue Steen Müller (http://www.filmkommentaren.dk) introducerer og stiller skarpt på tendenser, udfordringer og udviklingen af den poetiske dokumentarfilmgenre. Efterfølgende vises de to film ’Klucis – the decontruction of an artist’ og ’Crosswind – hvor vindene mødes’, en feature, der havde premiere i danske biografer i november, men som nu får aarhusiansk premiere. En film, der allerede har fået de fleste anmeldere til at kaste om sig med roser:

“En autentisk dagbog er basis for et unikt filmsprog, der bogstaveligt mimer ufriheden: Alt er fastfrosne tableauer, selv de dramatiske situationer, helt stillestående. Fanger og vogtere er levende, birkens løv bevæger sig, en kjole flagrer i vinden. Men kun kameraet kan bevæge sig.” (Søren Vinterberg, Politiken, 27/11 2015).

De øvrige filmomtaler og information findes på www.paradisbio.dk. Det samlede program ser således ud:

Lørdag 9/1:

Kl. 19:00 Åbningsreception og fremvisning af

10 Minutes Older (Herz Frank, 1978)


Kl. 19:40 Master And Tatyana (Litauen):

Kærlighed, fotografiske udskejelser og en løve

Søndag 10/1:

Kl. 11-13:00

Seminar: Poetic Baltic Documentaries in a contemporary perspective

Kl. 13:30

Klucis – The Deconstruction Of An Artist (Letland): Oktoberrevolution, kunst og visuelle eksperimenter

Kl. 15:30

Crosswind – Hvor vindene mødes (Estland): 1941, massedeportering og momentan stilstand

Mandag 11/1:                          

Kl. 18:00

How We Played The Revolution (Litauen):

Perestrojka, undergrund og kulturelle bevægelser

Kl. 19:40

The Russians On Crow Island (Estland):

Post-Sovjet, post-identitet og minoritets-øer

Tirsdag 12/1:                           

Kl. 18:00 The Invisible City (Letland):

Tjernobyl, eksistentielle zoner og en virkelighedsfjern landsby

Praktisk information

 

  • Arrangører

                Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen i samarbejde  med de nationale filminstitutter i Estland, Letland og Litauen.

 

 

  • Festivalen foregår d. 9-12/1 2016 i Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus C, Tlf. 8619 3122

                Man kan købe billetter i forsalg via www.paradisbio.dk og ligeledes i       døren til de forskellige fremvisninger.

 

  • Kontakt
                    Simon Drewsen Holmberg, Institutleder ved Det Danske Kulturinstitut i     Estland, Letland og Litauen: sdh@dki.lv // +371 26 542 524

 

                Niels Bjørn Wied, Kurator og stud.mag. i Ruslandsstudier og   samfundsfag, AU: nielswied@gmail.com // +45 5320 3252

 

                Signe van Zundert, Kurator og cand.mag. i Østeuropastudier med           russisk sprog: signevz@gmail.com // +45 6165 2180

 

  • PR/Credits. Still (forside): fra den litauiske dokumentarfilm ’Master and Tatyana’ © Just A Moment, Litauen

        

Haskell Wexler 1922-2015

Legendary Haskell Wexler died yesterday, 93 years old. Long obituaries giving information on his impressive career are to be found in Hollywwod Reporter, Variety and Indiewire (links below), several FB friends salute his strong contribution to film history and social documentary.

I met Wexler briefly at the American Documentary Film Festival in Palm Springs this year in March. He was on stage with colleagues, one of them being Joan Churchill, who is currently making ”My Dinner With Haskell” – here is a short quote from her website:

“My Dinner with Haskell” is a feature length documentary about the legendary cinematographer and inspirational activist filmmaker, Haskell Wexler, who we follow over a 2 year period as he interacts with the people & events in his life, using his influence to promote his message of social justice and hope, both within & outside of the Hollywood system…

A clip was shown from that upcoming film with Churchill herself behind the camera and Wexler and Pennebaker in debate about “to set up scenes or not to set up scenes”, the latter making films according to what was formulated in the prologue to the seminar by Robert Drew’s son: recording life as it happens, whereas Wexler said the vérité films – another word frequently used over there in the US – is all fiction, somebody’s fiction, ”a lot of what I did in “Medium Cool” was scripted.”

The 93 year old Haskell Wexler was wonderful in Palm Springs, concluding the session by saying ”forget about How and Technique, what matters is Why”.

I took the photo of Wexler (left) and the organiser of the memorable seminar, colleague of Wexler cinematographer Fred Goodrich.

http://joanchurchill.com

http://www.hollywoodreporter.com/news/haskell-wexler-dead-cuckoo-s-722103

http://variety.com/2015/film/news/haskell-wexler-dead-93-cinematographer-1201668018/

http://blogs.indiewire.com/theplaylist/rip-haskell-wexler-1922-2015-20151227

Ken Dornstein: My Brother’s Bomber

Det er en rigtig detektivhistorie af de store, vigtige. I DR2 Dokumania klokken 20 i aften. Den handler om at finde alle de ansvarlige for bombeattentatet den 21. december 1988 mod Pan Am Flight 103 fra Heathrow med kurs mod New York, som styrtede ned i Lockerbie i Skotland. Ken Dornsteins bror var med flyet. 25 år efter drager han til Libyen for at opspore de mænd, der myrdede hans bror, for han vil have retfærdighed. Han vil placere ansvar og skyld. Han vil kende navnene på sin brors mordere. Han er fast besluttet på, at få de svar som hverken FBI eller det skotske politi har kunnet finde frem til. Han vil finde sandheden, og han er siden katastrofen blevet filminstruktør, tv-dokumentaren skal være hans metode.

Han har bygget en på næsten alle måder fejlfri film, bygget den over sin egen fortællerstemme, gjort sin store efterforskning, filmens research til filmens handling og indhold. Han har en liste med otte personer under mistanke, han efterforsker dem én efter én. En af dem er den dømte, som meget syg af kræft så mærkeligt blev overført fra Skotland til Libyen. Dornstein opsøger ham med skjult kamera, men opgiver alligevel at konfrontere ham. I et fortsat velfilmet, velklippet, lydefrit, næsten glat filmisk forløb opsøges vidne efter vidne, analyseres og sammenstilles resultater. Det er som selve optagetheden af opklaringsarbejdet, fascinationen af den detektiviske teknik udvikler sig som filmens indhold. Den bliver mærkelig dannet og glat, næsten som sin korrekte og høflige instruktør som på den måde er den drivende medvirkende i stort set alle egentlige scener. Jeg mærker den foruroligende træthed ved 40 minutter.

Det kan således være svært at komme i ordentlig kontakt med den film, svært at engagere sig i hovedpersonens sentimentalt kølige projekt, vanskeligt at komme i kontakt med hovedpersonen, fortælleren selv. Han giver ligesom ikke noget fra sig. Til slut – med sagens opklaring bag sig – befinder han sig i Berlin i noget der ligner en stor filmscene inde i Peter Eisenmans mindesmærke for Europas myrdede jøder. Og jeg tænker mit, mens han tænker sit, som jeg imidlertid ikke synes jeg får at vide. Så jeg kan ikke uden videre skrive, hvad jeg tænker, må som han blive tavs. Ude af kontakt med hans film.

Jeg tror det er fordi Dornsteins fremstilling nøgternt velopdragent så at sige bliver inden for den journalistisk uangribelige redegørelse, ikke finder anledning til at åbne sig i for eksempel et essays komplicerede overvejelse, skildre hvad han tænker som han går der i dette mindesmærkes snævre gader, tænker om de hver for sig farverige og sammensatte personer han og jeg med ham gennem halvanden time har mødt som de medvirkende, som vidner: advokater, ingeniører, journalister, kemikere, forretningsfolk; tænker om deres fascinerende miljøer i Tripolis, Malta, Zürich, Berlin; tænker om filmens mest åbne og interessante karakter, den libyske journalist som er hans makker hele vejen gennem opklaringen.

Et tidligt sted i forløbet har de to en af mange gange siddet og iagttaget mobiltelefonoptagelserne af drabet på Gadaffi liggende lige uden for cementrøret hvor han under flugten havde søgt at skjule sig. Dornstein fortæller at han undrende sig over sig selv mærkede en medfølelse med den forslåede, blødende, angste mand, der som det sidste bad for sit liv, for sin søns liv. Nemlig, tænker jeg på det sted, det forstår jeg godt. Ken Dornstein, du er et for dig uvant sted, inde i et essays tvivl, inde i de komplicerede overvejelser som også er tvivl om hvorvidt det er nok at finde sandheden, som jo er dit forsæt. For når du holder den i hånden, glider den fra dig, det er måske dens væsen.

Ken Dornstein: “Lockerbie – jagten på min brors morder” (“My Brother’s Bomber”), 2014, 90 min. Sendes på DR2 Dokumania i aften 20:00. Kan herefter streames nogle dage på: https://www.dr.dk/tv/se/dokumania/dokumania-lockerbie-jagten-pa-min-brors-morder

SYNOPSIS

For some 25 years, Ken Dornstein has been haunted by the bombing of Pan Am Flight 103 over Lockerbie, Scotland – a terrorist act that killed 270 people, including his older brother David. Only one person was ever convicted of the plot – who else was involved remains an open case.

In this emotional and suspenseful documentary, Dornstein sets out to find the men responsible for one of the worst attacks on Americans before 9/11. From the ruins and chaos of post-Gaddafi Libya, Dornstein hunts for clues to the identities and whereabouts of the suspects, who he tracks for almost five years across the Middle East and Europe. He encounters new witnesses and unearths fresh evidence that brings him closer to the truth about what really happened.

This is a rare, real-life spy thriller, but also a meditation on loss, love, revenge and the nature of obsession. (BBC Four, Storyville)

http://www.mirror.co.uk/news/world-news/brother-lockerbie-victim-claims-found-6510080

http://www.newyorker.com/magazine/2015/09/28/the-avenger