Max Frisch skrev og udgav i 1979 en roman Mennesket dukker op i Holocæn og den mangetydige titel både dækker og resumerer i en kort sætning en fortælling om en gammel mand alene i sit hus i en lille landsby højt i Alperne med strømsvigt og afbrudte færdselsforbindelser på grund af meget regn og måske eller måske ikke truet af laviner og bjergskred. I en fremskridende tilstand af senilitet er den belæste og erfarne herre i gang med at repetere sin viden om menneskets forhold til naturen. Hans indprægningsevne svigter mere og mere så han skriver på sedler og klipper artikler ud af sit leksikon og monterer disse små papirer på vægge i huset for på den måde at konstruere en protese til sin beskadigede hjerne.

I Ah, Humanity! (Igen en titel som viser hen til Melville) er jeg blandt en senere tids, en senere teknologis, en senere æstetiks erindringssedler fra en senere tids encyklopædi, blandt dens mobiltelefonoptegnelser gennem en kikkert, dens filmcitater, dens lydoptagelser blandt andet af jordlagenes bevægelser klippet til en kort og massiv filmisk opera med et stort lyddesign som i biografen vil opleves som fire parallelle spor.

Jeg ser Lucien Castaing-Taylors, Verena Paravels og Ernst Karels film som et foregribende billede på en skildring (vel i begyndelsen af et uundgåeligt Postantropocæn) en skildring af ruiner efter det uddøde menneske. Fortumlet forsøger jeg et overblik: TIL STEDE / TOGET / BYGNINGERNE / MENNESKENE INDE I BYGNINGERNE / MENNESKENE MED HVIDE ÅNDEDRÆTSVÆRN… som var det overskrifter på små gule post its på væggen i klipperummet, kulturen opløst i huskesedler forsvindende i glemslens mørke barmhjertighed. Filmen vælger jeg at se som Ernst Karels og kollegernes tøvende og tvivlende og således ganske ærlige bidrag til en definiton af af CPH:DOX festivalens aktualisering af den siden 2000 (efter Paul J. Crutzens forslag) verserende alternative betegnelse Antropocæn for den nuværende geologiske periode. Det giver mig en del at tænke over og i hvert fald en konklusion: den film skal ses og genses og anbefales.

Japan, Frankrig, USA 2015, 23 min. Vises på CPH:DOX 2015.

SYNOPSIS

Det Harvard-baserede Sensory Ethnography Lab repræsenterer det mest avancerede, kontemporære krydsfelt imellem film og videnskabelig research. Véréna Paravel, Lucien Castaing-Taylor og Ernst Karels helt nye film- og lydværk ligger således i forlængelse af mastodontværket ‘Leviathan’ (New Vision Award, CPH:DOX 2012), som i den grad har sat et før og et efter i både filmens og forskningens verden. Ikke mindst i forsøget på at give den verden, der omgiver os og som vi selv har skabt, en filmisk form, der lader os se og erkende den på ny. Og denne gang er det Fukushima – optaget på en mobiltelefon og med et massivt lyddesign i fire parallalle spor. (CPH:DOX katalog)

“Ah, humanity! reflects on the fragility and folly of humanity in the age of the Anthropocene. Taking the 3/11/11 disaster of Fukushima as its point of departure, it evokes an apocalyptic vision of modernity, and our predilection for historical amnesia and futuristic flights of fancy. Shot on a telephone through a handheld telescope, at once close to and far from its subject, the audio composition combines excerpts from Japanese genbaku film soundtracks, audio recordings from scientific seismic laboratories, and location sound.” (New York Film Festival)

FILMOGRAFI

”Castaing-Taylor and Paravel are currently at work on various installations set in the middle of the Atlantic Ocean, as well forthcoming projects in Japan. Together with Ernst Karel, he and Paravel have recently completed Ah, humanity!, an installation about the anthropocene.” (Harvard Universitets hjemmeside). Leviathan, 2012.

CITAT

“Dead letters! does it not sound like dead men? Conceive a man by nature and misfortune prone to a pallid hopelessness, can any business seem more fitting to heighten it than that of continually handling these dead letters, and assorting them for the flames? Sometimes from out the folder paper the pale clerk takes a ring—the finger it was meant for, perhaps, moulders in the grave; a bank- note sent in swiftest charity—he whom it would relieve, nor eats nor hungers any more…on errands of life, these letters speed to death. Ah, Bartleby! Ah, humanity!” (Melville: “Bartleby the Scrivener”)

LINKS

http://cphdox.dk/program/film/?id=3015  (Katalogside, dansk)

http://cphdox.dk/en/programme/film/?id=3015  (Katalogue, English)

http://ves.fas.harvard.edu/people/lucien-castaing-taylor (Harvard University site)

 

Se filmene – Søndag 25. oktober er udråbt til ’Store Nordisk Filmdag’ når Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København præsenterer de fem film, der i år kandiderer til Nordisk Råds Filmpris.

Om kort tid afsløres vinderen af NORDISK RÅDS FILMPRIS 2015 men inden det sker, vil biografpublikummet kunne opleve samtlige fem priskandidater i biografen, når Øst for Paradis og Grand Teatret blænder op for “Store Nordisk Filmdag”, søndag 25. oktober.

PROGRAM I ØST FOR PARADIS SØNDAG 25. OKTOBER

 

• 17.40 Den islandske film VIRGIN MOUNTAIN af Dagur Kari vandt flere priser på Tribeca Filmfestival og supplerede bl.a. med Politikens Publikumspris på CPH:PIX i foråret 2015. Filmen får dansk biografpremiere i juli 2016, hvor den bliver en del af Biografklub Danmarks.

Pressekontakt: Freddy Neumann, 20467846 / neumann@mail.dk

For billetter og yderligere information: www.paradisbio.dk

 

Se filmene og mød stjernerne! – Søndag 25. oktober er udråbt til ’Store Nordisk Filmdag’ når Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus præsenterer de fem film, der i år kandiderer til Nordisk Råds Filmpris.

Om kort tid afsløres vinderen af NORDISK RÅDS FILMPRIS 2015 men inden det sker, vil biografpublikummet kunne opleve samtlige fem priskandidater i biografen, når Grand Teatret og Øst for Paradis blænder op for “Store Nordisk Filmdag”, søndag 25. oktober.

Udover fem forrygende gode nordiske film, bliver der i København også mulighed for at deltage i filmsamtaler med tidl. filmkonsulent og journalist STEEN BILLE når han møder nogen af de kendte skuespillere/instruktører, som har stået foran eller bagved kameraet.

PROGRAMMET I GRAND TEATRET – SØNDAG 25. OKTOBER

• 11.30: GENTLEMEN af Mikael Marcimain, som bygger på Klas Östergrens roman af samme navn, havde svensk premiere i december 2014 og og blev nomineret til intet mindre end 13 Guldbaggar. Mød danske DAVID DENCIK som spiller hovedrollen som den unge bokser og forfører, Henry Morgan, når han kommer og fortæller om filmen og sit arbejde på tværs af Øresund.

• 15.45: MOD NATUREN, som er Norges svar på en prisvinder. Filmen, som er instrueret af Ole Giæver (og spiller hovedrollen) havde dansk biografpremiere tidligere på året.

• 16.40: STILLE HJERTE er Danmarks kandidat til den eftertragtede pris. Filmen som er instrueret af Bille August med manuskript af Christian Torpe blev en af årets store danske anmeldersucceser med 240.000 solgte billetter. Mød skuespillerne PAPRIKA STEEN og DANICA CURCIC i en samtale om filmen og arbejdet med Bille August.

• 19.00 Den islandske film VIRGIN MOUNTAIN af Dagur Kari vandt flere priser på Tribeca Filmfestival og supplerede bl.a. med Politikens Publikumspris på CPH:PIX i foråret 2015. Filmen får dansk biografpremiere i juli 2016, hvor den bliver en del af Biografklub Danmarks. Mød filmens instruktør DAGUR KARI når han kommer for at fortælle om sine film og om visionerne for sine islandske film.

• 21.30: THEY HAVE ESCAPED af Jukka-Pekka Valkeapäa vandt fire Jussi-priser deriblandt den eftertragede Jussi Award for ’bedste film i Finland i 2014’. Filmen som er Finlands kandidat til Nordisk Råds Filmpris havde verdenspremiere på Venice Days og får nu sin danske biografpremiere i forbindelse med markeringen af Nordisk Råds Filmpris 2015.

De fem film, som er udpeget af en national jury, dyster om den ærefulde Nordisk Råds Filmpris på 350.000 kr., der gives til filmens instruktør, manuskriptforfatter og producent. Filmene er alle udvalgt for deres stærke forankring i den nordiske kultur og meget høje kunstneriske kvalitet. Vinderen af Nordisk Råds Filmpris offentliggøres den 27. oktober ved Nordisk Råds session i Reykjavik, hvor der ligeledes uddeles priser til litteratur, musik og miljø.

Pressekontakt: Freddy Neumann, 20467846 / neumann@mail.dk

For billetter og yderligere information: www.grandteatret.dk  og www.paradisbio.dk

 

Historien kan forandres fundamentalt, og det kan ske nu, det må nødvendigvis ske nu, siger Naomi Klein. Hun fortæller om sine tanker, hun lægger sig selv og sin krop ind i den beretning, som bliver til af hendes notater som fastholder hvad hun læser og ser på sine rejser. Avi Lewis’ film kommer ind i hendes arbejde for et stykke tid, her står hun ved begyndelsen i en park ved en engelsk herregård, hvor Royal Society drøfter klimasituationen. Det er derfor hun er der, hun lytter og laver notater i sin notesbog. Det bliver til hendes essay This Changes Everything som filmen handler om. Det er en film om en tekst, den tekst.

Jeg oplever det som en tankevækkende film med tydelige scener som følger en bestemt rejses nødvendighed, som tager mig med langsomt og aldeles overbevisende, men jeg der hader omvisninger mærker også, at her er min rejsefører uafbrudt nærværende, men så diskret, at jeg skal tage mig sammen for at indse, at det hele faktisk er hendes dæmpede, men kloge, gennemtænkte og lidenskabelige essay, at filmens kerne er det mærkværdige forhold, at det er en oprørende tankevækkende tekst, trods, nej med sine store rolige billeder og gennemarbejdede lyd, tydeligt en litterær film.

Filmens billeder uddyber teksten ved at udvide dennes billeder etableret i mit sind (snarere end ved at illustrere, ved at billeddække den), tekstens billedrækker og filmens scener kommer ikke på noget tidspunkt i modfase. Jeg ved reelt ikke hvad det er der her sker, det må jeg tænke mere over, men det er foruroligende og det er mærkeligt tilfredsstillende.

Rytmen er langsom ubønhørligt fremadskridende, og intens. Ikke alene scenerne gøres færdige, mange griber fast om mit hjerte, også sekvenserne sluttes naturligt af når de i sig selv er færdige. Jeg rejser med Naomi Klein fra sted til sted, hører hende vist nok hele tiden, men ser kun et glimt af hende hist og her i en mængde lyttende, noterende og som en biperson, først ude af billedet men til stede hos naturforkæmpere i et køkken hos en velformuleret husmor som sammen med sine nærmeste i naturbeskyttelses bevægelsen i hjertet af Naomi Kleins eget land ALBERTA CANADA organiserer modstanden mod at destruere et enormt tyndt befolket skovområde for olieudvindingens skyld. Det hele begyndte med industrialiseringen belæres jeg midt i dette overraskende, men her er indgrebet reversibelt, hører jeg, når vi er færdige dækker vi det hele til igen og planter træer lover projektlederen, og jeg tænker på bævernes projekter i Bæversøen og i mig prentes modsætninger som denne at ”vi ikke ejer jorden, det er jorden som ejer os”, og naturen findes, og naturen er i stand til at slå igen, og Avi Lewis tager med Kleins tekst til NEW YORK hvor orkanen Sandys ødelæggelser bliver en opvågnen ”a wake up call”: de væltede huse på østkysten, de ophobede druknede biler i byens lave gader under viadukterne.

Men derefter til en sekvens af landlig idyl og ungdoms energi i et traditionelt landbrug i MONTANA USA, alternativet til udnyttelse af energreserver i stor skala. Men men gennem dette sårbare landskab fører olieindustrien sine rørledninger og to dage senere mens filmholdet er der kommer olieudslippet og filmscenerne skildrer det i deres largo: alt levende klæbet ind i sortbrunt.

2 grader grænsen behandles på dette sted i teksten, og filmen rejser forbi en solcellegruppes lykke ved efter egen indsats at rykke kontakten i bund, og på displayet ses watt meteret kontant afregne resultatet, fra nu af altså CO2 neutral el i disse huse, og filmen rejser til HALKIDIKI GRÆKENLAND hvor guldminedrift ved det canadiske selskab El Dorado ændrer den smukke natur med de rene bjergkilder og befolkningens levebetingelser. Jeg vil længe huske scenen med den beklagende gamle borgmester som forklarer hvorfor hans land disse år må sælge alt hvad det har af skønhed, og jeg vil huske skildringen af de folkelige protestgrupper over for magthavergrupperne som et historisk nyt eksempel på den evige konfrontation af fattig over for rig, huske disse individuelle portrætter, disse enkeltmennsker inde i Kleins tekst.

Så kommer jeg til ANDHRA PRADESH Indien, hvor et stort vådområde er afgivet til et kulfyret kraftværk. Vådområdet tørlægges, befolkningens livsgrundlag udslettes. ”Det ser ud som at den eneste model for vækst som findes er den vestlige model”, lyder en replik, og jeg mærker filmen som et voksende og fornemt overblik over et stort tema: bevægelser mod autoriteter. Det udbygges i PEKING KINA, hvor en energisk kvinde i et meget stort auditorium taler om smog, om luftforureningen og på skærmen i en time lapse sekvens dokumentarisk viser så mange grå dage i årets løb, forrige år, dette år, men næste? Procentdelen er rystende. Lige modsat udviklingen i Indien lukker de imidlertid nu i Kina kulkraftværker og etablerer solcelleanlæg som de i Tyskland bygger vindmølleparker. Således optimistisk, men skeptisk sidder Naomi Klein gemt blandt tilhørere ved konferencen COP 19 i Polen. Dertil er filmen altså nået i sin status. Hvad der er sket siden er det op til mig selv at huske, at vurdere. Jeg noterer som det sidste fra mit møde med filmen et citat fra en blogger: ”… ikke valgte bureaukrater dirigerer dit liv.”

This Changes Everything er en meget vigtig film, den skal absolut ses, og filmen er også central på festivalen, da Naomi Klein sammen med Avi Lewis har redigeret et særligt program for CPH:DOX. Overordnet vil jeg på forhånd tro at det består af film som behandler den opfattelse, at naturen findes. Olafur Eliasson har ved siden af dette også redigeret et program. Jeg aner at filmene i den serie betvivler det, at de behandler den opfattelse, at naturen ikke findes.

Canada og USA 2015, 89 min. Filmen vises på CPH:DOX 2015

SYNOPSIS

“…During the festival you will be able to experience the film This Changes Everything, based on Klein’s sensational book of the same name, which raises a controversial claim that the climate crisis is not only the most urgent challenge of our time, but also the biggest opportunity we ever have to change the world.” (Katrine Ravndal, CPH:DOX) 

LINKS

http://cphdox.dk/program/film/?id=3094 (katalogside) 

http://cphdox.dk/en/programme/film/?id=3094 (ENGLISH)