Det er hans stemme, som er den første jeg hører. Han går med ryggen til. Sådan er det mange gange i filmen, de går med ryggen til kameraet, når de fortæller om deres ulykke, gentager erindringerne om hændelsen. De går typisk med ryggen til i en billeddækning, som må opfattes som en skyhed. Der ikke så meget lykke at fortælle om. Manden på fotoet er gennemgående medvirkende, han er pedel på stedet, og han er på en måde vært for mig, mens jeg ser filmen. Så godt jeg kan, lytter til fortællingerne, så opmærksomt, jeg magter. Det han viser mig er Florida Justice Transitions, et housingprogram for sexforbrydere St. Petersburg, Florida.
Det er bestemt ikke rart, jeg må overskride mange grænser for blufærdighed, men som beboerne i lejren af beboelsesvogne, hvor bosættelsesprogrammet er indrettet, må jeg finde mig i, at der tales om den slags ting, tales til hinanden og lyttes til hinanden. Filmen skildrer møder i gruppeterapien, et samvær, som er en slgs rutine, er en rytme på stedet, og bliver en rytme i filmen. Her er der en anden gennemgående medvirkende, psykologen, som leder gruppeterapien. Han er min mulighed for at begribe disse mennesker, min redning. At låne hans konstant levede og med bløde mellemrum klart formulerede humanitet og indlevelse.
Det handler om privat organiseret kriminalforsorg, beboerne i denne lille by har udstået deres straf, men samfundet omkring dem vil ikke tage dem tilbage, vil ikke tilgive. Ingen vil bo i deres nærhed, de er udstødte. En app fortæller i alle telefoner præcist, hvor de bor, flytter de ind en almindelig bolig.
For mig er der kun ét at gøre med den film, og det er at lytte og lytte til disse fortællinger, og det er nødvendigt forinden at skyde mine egne forklaringer, rationaliseringer, bedreviden og fordomme til side, og det er svært for mig at komme dertil.
Filmen er omhyggeligt fotograferet af Lasse Barkfors. Den er ganske traditionelt bygget op, lægger sig på gedigne konventioner. Den gør det konsekvent og meget bevidst, ja fejlfrit og først og sidst smukt. Billeddækningen i hverdagens små ting og gøremål er sirligt skildret af Lasse Barkfors’ kamera. De bliver hvile for mit blik under disse forfærdende historier, disse smertende erindringer, som lægges op i klippet efter hinanden så tæt, at jeg husker dem oven i hinanden som en samlet katastrofe, som et landsab af viden, jeg ikke vil have, men får, fordi det også mejsles ud i detaljerne i lange, detaljerede, rolige betroelser. Men altså, og det er vigtigt, disse betroelser er pakket omhyggeligt ind i en smukt konventionel billedside. Og det skriver jeg ikke negativt, jeg skriver det for at være præcis. Jeg ser, at Frida og Lasse Barkfors har villet lave filmen, så der bare ikke kan sættes en finger på noget som helst i billede, lyd, klip. De har villet give mig ro til at høre disse replikker, disse fortællinger og være med i de 120 beboeres liv i trailerparken og deres forsøg på ture udenfor. ”Vi skal gå ud og lade folk se, at vi er mennesker, selv om åbenbart ingen vil bo i vores nærhed”. En vover sig på biblioteket, han læser computerteknik. Han vil videre. Filmen slutter med deres fælles grillfest. De har et sammenhold og gensidig accept, Frida og Lasse Barkfors’ indforståede og solidariske film udvider måske denne accept til tøvende at blive min.
SYNOPSIS
Florida Justice Transitions is home to 120 convicted sex offenders. Like in many other U.S. states, sex offenders are not allowed to live within 1000 feetof places frequented by children. Because of this, many sex offenders live under bridges or in woods – or in the trailer park Florida Justice Transitions – also known as “Pervert Park”.
The crimes committed by the residents range from simple misdemeanors to horrendous acts unbearable to contemplate. The characters in Pervert Park are all fighting their own very different battles and demons. In this film they tell us their stories as they have never told them before. We meet Bill, Jamie, Tracy and Patrick, all residents in the park. And we meet Don, the therapist who started out working with the victims of sex offenders, but because many of the victims asked him to treat their abusers – often a parent or a familymember – he did.
Florida Justice Transitions is a private institution, founded by a mother of a convicted sex offender who couldn’t find a place to live after his release. The name is meant to signal a hope for justice and the belief that people can change. But can we talk about justice when we’re dealing with the sexual abuse of children and minors? Or have the offenders forfeited this right forever by doing what they did?
“Pervert Park” is a film about the people no one wants as a neighbor. It follows the every day life of the sex offenders in the park as they struggle to reintegrate into society, and gives us a chance to understand who they are and how the destructive cycle of sexual abuse and the silence can be broken. (Final Cut for Real’s site)
Frida and Lasse Barkfors’s “Pervert Park” was praised at Sundance Film Festival 2015 and received the “World Cinema Documentary Special Jury Award for Impact”. The Swedish-Danish documentary is directed by Frida and Lasse Barkfors, produced by Frida Barkfors from “De Andra” and Anne Köhncke from “Final Cut for Real”.
Sverige 2014, 75 min. Deltog i CPH: DOX 2014 og i Sundance 2015. DR2 Dokumania, som har co-produceret, bebuder at vise filmen snart.
http://www.final-cut.dk/films2.php?mit_indhold_id=3&films_id=20
