CONCERNING VIOLENCE – Nine Scenes from the Anti-Imperialistic Self-defence af Göran Hugo Olsson. De unge kvinder taler ikke om andet end håb, og de tror på det nye, som Frelimo lærer dem. 

En kamphelikopter bevæger sig på sin måde hen over et afrikansk landskab, hvor der går hvide geder og hvide køer og græsser. Mændene i helikopteren gør deres maskingevær klar, de skyder de smukke dyr på marken. En smuk kvindestemme læser noget fra en tekst, citatet kommer også som smuk tydelig grafik på skærmen. Skønheden er under destruktion, svaret er en stemmes skønhed, grafikkens skønhed, filmproduktionens skønhed. Skønhed er her ro, skønhed er altid sandhed. Citatet handler om kolonialismen. Det er fra Frantz Fanons bog ”Les damnés de la terre” (på dansk i 1968 ”Fordømte her på Jorden”), og dette er titelsekvensen. Filmen er baseret på den bog, det er en yderst berømt og smuk tekst, og en grusom tekst, men altså sand, et mesterværk fra det 20. århundrede, et politisk og filosofisk skrift ved siden af andre grundlæggende: ”National befrielse, national genfødelse, tilbagegivelsen af nationen til folket, commonwealth. Hvilke overskrifter, der end bliver brugt eller hvilke nye vendinger, er afkolonisering altid et voldeligt fænomen…” begynder bogen. Det er en begyndelse som huskes som ”Et spøgelse går gennem Europa…”, som ”At al erkendelse begynder med erfaring, kan ikke betvivles…”

Sådan kommer filmen i gang. Jeg har store forventninger. Jeg er ved den præcist tankevækkende titel og dertil en undertitel, som til forskel fra næsten alle andre undertitler ikke forklarer, men præciserer og uddyber, forberedt på den her films kvalitet. De ni scener bliver overholdt, jeg ved hvordan det forløber i strukturen, skubber sig af sted. Det er som i en bog ni kapitler, som i teatret ni akter.

Jeg kan godt lide at komme så ordnet i gang. Det viser sig at være en liturgi for os, som tror, vi er antiimperialister, en tekstsamling til erindring, til fastholdelse, til opbyggelse, men også en udfordring til mig, en prædiken, som er et opgør med individets centrale placering i vestlig tænkning, og endnu mere udfordrende for mig, en prædiken med den nøgterne iagttagelse, at volden er en rensende faktor i frigørelsen fra imperialismen. Filmen er en stor sammenhængende politisk-filosofisk tale.

Der følger en række cases, nummererede afsnit, kapitler eller akter, altså ni i alt. De er omhyggeligt klippet i lange scener fra reportager fra dengang, mest svenske. Der er en rystende arbejdskamphistorie om firmaet Lamco, som under en konflikt lod det afrikanske militær i landet deportere de aktive fagforeningsledere og tillidsfolk hver for sig med deres familie fra deres boliger ud til ingenting ude i bushen, hvor de, viser filmklippet fra dengang, blot sætter dem af med deres møbler, dyner og klæder. Gryder og grej. Så kører lastbilen, og der står de. Jeg er med til det hele og må sammen med familieoverhovedet selv beslutte: hvad så? De unge hvide velklædte golfspillere på den velklippede bane forvandles fra blot at være forretningsfolk, som holder fri og leger, til at være arrogante besiddere, som med et vink lader ældre ydmyge besiddelsesløse slæbe rundt på banen med golfkøllerne.

Velmenende, på visse måder naive, ja uvidende missionærer, en svensk præst, vil jeg tro, og hans hustru, som i et uforglemmeligt interview prioriterer kirkebyggeri frem for for eksempel slole- eller klinikbyggeri, bekæmpelse af polygami frem for uddannelse. Disse to genert smilende nordeuropæere ser jeg med ét som den imperialistiske intellektuelle undertrykkelse.

Det bliver så tydeligt. Det er så indlysende. De mange reportager fra krigene med rå og grusomme øjeblikke i begge slags hære, i begge lejre, for eksempel både hos Frelimo og portugiserne bliver rituelle handlinger, bliver længsel mod frihed, og de to ord slås sammen. Og jeg ser det i et vemod, jeg ved jo nu et halvt århundrede senere, hvordan det senere er gået med denne frihedslængsel. Der har været mange forrædere, mange tilbageslag. Der er meget tilbage at gøre.

De fine, gamle optagelser er klippet med respekt for scenens egetliv. Jeg tror, hvis jeg undersøgte det nærmere, ville jeg se, at filmen led for led er bygget op i sindrige juxtapositioner mellem scene og tekst og tillige enkeltvis mellem sceneudsagn og tekstudsagn. Teksten gør noget afgørende ved min forståelse af den uforståelige scene. Forsyner disse scener med et særligt blik, et analyserende og konkluderende blik. Det er meget tilfredsstillende. Det store materiale ordnes, og der skabes et roligt overblik, en konsekvens fra afsnit til afsnit helt i Fanons teksts ånd. Der skrides roligt og ubønhørligt frem i en ny voksende indsigts logik.

Concerning Violence er et fornemt værk. Det placerer sig i en af dokumentarfilmkunstens vigtigste genrer, den historiske film på filmisk arkivmateriale. Gør det vel at mærke ved en filmisk brug af materialet, behandler disse et halvt århundrede gamle, meget forskelligartede journalistiske reportager respektfuldt og nænsomt og forvandler dem ved fuld opmærksomhed på den enkelte scenes egen og hele fortælling og ved Fanontekstens særlige lys på den til ren cinematografi. Film er skrift.

Sverige 2014, 83 min. Vises på CPH:DOX 2014 10. og 13. november. Link til steder og billetbestilling her:

http://cphdox.dk/screening/concerning-violence

Filmens Facebookside:

https://www.facebook.com/concerningviolence

SILVERED WATER, Syria Self-Portrait by Ossama Mohammed og Wiam Simav Bedirxan

This is my recommendation of what not to miss at the CPH:DOX festival going on in Copenhagen these days.

I wish I had never seen Silvered Water. Images will haunt me for the rest of my life, scenes in my head will never go away. Horror. Hell. And yet I strongly recommend you to go see the film that is screened twice at the festival. First, because it is Syria, there is so little access to information about life there and, of course, we have to see what the two directors Ossama Mohammed and Wiam Simav Bedirxan want to show us. But also because this is an exceptional film, I wouldn’t hesitate to call it a masterpiece. It is poetry, in the dialogs, in the images, in the editing.

Silvered Water, Syria Self-Portrait is film about the encounter and the following correspondence between the Syrian filmmaker Ossama Mohammed, exiled in Paris, and the young Kurdish woman Wiam Simav Bedirxan, living in what is left of Homs. This is how Muhammed himself introduces the film:

« In Syria, everyday, YouTubers film then die; others kill then film. In Paris, driven by my inexhaustible love for Syria, I find that I can only film the sky and edit the footage posted on YouTube. From within the tension between my estrangement in France and the revolution, an encounter happened. A young Kurdish from Homs began to chat with me, asking: ‘If your camera were here, in Homs, what would you be filming?”. Silvered Water is the story of that encounter ». (From the French producer Les Films d’Ici’s website).

You get to understand the pain and the guilt of the exiled. Mohammed expresses his agony in a strong cinematographic language of metaphors, he is the one who has lost his freedom, his life has stopped. In the first part of the film, we see horrible scenes of torture and executions that are unbearable to watch. Raw images captured with mobile phones by the torturers, the security forces of the regime, and put out on the Internet. You can only try to imagine what pain Mohammed have inflicted on himself in working with these images, seeing them over and over again when doing the editing. And we understand that, strangely enough, the besieged Bedirxan is the one who is the most free and alive. The courageous woman, who has turned cinematographer to survive the in the midst of the civil war, becomes his eyes and his hope. The title, Silvered Water, is the signification of her Kurdish name Simav.

The original music, beautiful and devastating, is composed and performed by Mohammed’s wife, the renowned Syrian singer Noma Omran, originally from Homs.

So this is a personal and painful film that is very hard to watch, and it is even harder to fathom that since the premiere in Cannes in May this year, the situation in Syria has only gotten worst.

Ossama Mohammed himself is present for a Q&A at the screening on Friday the 14th. Together with Omar Amiralay (who passed away in February 2011, at the very beginning of the revolution), he is the key figure of Syrian cinema. His filmography is not long, under the Assad reign how could it be, none of the two were friends of the regime: The documentary Step by Step (1978), and the two feature films Stars in Broad Daylight (1988) and Sacrifices (2002), both rare films that, as far as I know, are not in distribution. After having seen Silvered Water you only want to see more, and I hope that Cinemateket in Copenhagen will soon choose to show the entire oeuvre of this clearly unique filmmaker.

Silvered Water, Syria Self-Portrait (Syria, France, 92 min.): Monday November 10th at 16.30 and Friday 14th at 19.00 (with the presence of the director) at Nordisk Film Palads.

http://cphdox.dk/en/screening/silvered-water-syria-self-portrait

Trailer: https://www.youtube.com/watch?v=CPaERAgs2uY

JOSHUA OPPENHEIMER: THE LOOK OF SILENCE

Jeg ser ikke Oppenheimers to film frivilligt, de er ubærligt forfærdende. Jeg ser dem af den slags pligt, det er at blive konfronteret med selve sandheden. Den sandhed om mennesket, at det har en grusom side. Ikke blot konfronteret som filosofisk tanke, nej som omhyggeligt udpenslet, konkret teknisk detaljeret virkelighed. Måske har jeg en grusom side gemt af vejen, men til stede et ikke utilgængeligt sted? Dette er rystelsen, tvivlen og sandheden.

I ”The Act of Killing” var det TORTUREN og dens intimiderende virkning, den rædsel, som holdt mig tilbage fra filmen, fik mig til at se væk, holde mig for ørerne. Garotteringen, som også skildredes i filmen, glemte jeg i psykisk forsvar øjeblikkelig. I Oppenheimers nye forfærdende film, ”The Look of Silence”, er min rædsel OMBRINGELSEN, ikke drabet som sådan, men metoden ved jeg, for nu har jeg så for nogen tid siden set ”The Look of Silence”, og straks lagt den til side, glemt den. Jeg kan ikke huske den film, jeg fortrænger den film, jeg kan altså ikke leve med de erfaringer, jeg fik ved gennemsynet for nogen tid siden. Jeg ser på mine notater, men de lukker sig, de vil ikke åbne for hvordan det nu var med den eller den scene. Slet ikke scenen ved floden. Snake River.

Jeg ser altså på mine notater, der står, at åbningen af filmen er et chok af nærvær. Den gamle mand vaskes, jeg ser den nøgne, ældede krop så tydeligt. Hans kone vasker ham omhyggeligt i en lang scene, og jeg mener blufærdig, at jeg bør se væk. Og så har jeg noteret, at hovedpersonen er optiker, og jeg forstår med ét det still, som i mange måneder har introduceret filmen, disse voldsomme briller på et ansigt. Hovedpersonen er jo optiker og sætter i sit arbejde denne prøvebrille på sine klienter. Det er optikeren, jeg følger. Det næste er, at den gamle mand synger en erotisk sang. Igen bliver jeg genert, men sex er sært nok et vigtigt tema i denne film.

Så har jeg noteret, at filmen er klippet i scener. Se, her bliver jeg rolig, her kan jeg skrive om filmgrebet, jeg holder så meget af, dokumentarfilm bygget op af scener, som roligt afløser hinanden i et billedmæssigt forløb, et emotionelt forløb, her er det så opbygningen af en rædsel i mig, og grunden under min samfundsforståelse vakler, der gives altså helt andre grundlag. Læreren underviser om kommunisterne som noget farligt og umenneskeligt. Den unge far, optikeren snakker med sin søn og modsiger hvad læreren har fortalt.

Han sidder og ser Joshua Oppenheimers optagelser med bødlernes erindringer. Bødlerne ler, mens de fortæller. Så møder jeg den overlevende i dødsrækken. Det her fortsætter i et roligt tempo. Nu er jeg disse mange år senere med bødlerne på henrettelsespladsen, de viser vej, det er en historisk omvisning. Og så ser jeg den overlevende der på dette sted af alle. Oppenheimer er ubarmhjertig.

Senere er jeg hjemme hos lederen af byens dødspatrulje dengang. Han har en abe som kæledyr. Optikeren kommer på besøg, han skal tage mål til nye briller, og jeg ved jo, at han filmen igennem søger oplysninger om drabene dengang, drabet på sin bror. De har en samtale om at se klart. Så taler de om drabene, efterhånden i detaljer, om at drikke offerets blod. De skændes, for optikeren søger den sande historie. Det går op for dødspatruljelederen, at dette er en konfrontation.

Så har jeg noteret et mellemspil. Optikeren barberer sin blinde far, som nu synger en kærlighedssang. Moderen laver sine daglige gymnastikøvelser. Dette er den daglige rytme, filmens ro, stedets ro, det er muligt.

Herefter atter en konfrontation, nu med den rige mand i byen, den øverste leder, og optikeren må skjule sin identitet, for den øverste leder er smart, finder hurtigt ud af, hvad det går ud på. Vil vide, hvor han senere vil kunne finde optikeren. De taler om detaljer ved ombringelsens metode, the act of killing, og der klippes til moderen, som tidligere fortalte, at hun godt ved, bødlen skal ramme et bestemt sted i nakken, hun lever med den viden, den er ikke fortrængt. Og så gruens gru: ombringning ved machetehug demonstreres på flodbredden, der på stedet ved Snake River.

Kvinden på trappen, er det optikerens hustru? Jeg finder ikke ud af det. Det er cirka to tredjedele inde i filmen. Det er en vigtig scene, en særlig smuk scene. Så retter undersøgelsen sig mod den undersøgende optikers egen familie. Han er på besøg hos sin morbroder, som skal prøve brilleglas. Han var fangevogter dengang. Han fortæller, smiler. De smiler alle under, for mig, sære omstændigheder. Tavsheden mellem de to bliver så stående, der panoreres mellem dem, de er tavse i mange sekunder, men scenen lever. Filmen er levende. Moderen nægter i den følgende scene at vide det, som handes bror nu har fortalt. Optikeren vasker sin far.

Mod slutningen er der en scene med datteren til manden, som dræbte optikerens bror. Denne bøddel har i sine dagbogsnotater beskrevet og tegnet detaljer vedrørende dette drab. Joshua Oppenheimer har set og filmet dagbogen. Herefter er denne mand død, og nu konfronteres datteren, som har været helt uvidende, med faderens fortælling og optegnelse på den bærbare computer, som filmholdet har med. Den unge kvinde forsøger at nærme sig med en forsonende gestus. Afvisning, vrede. Sidste scene, jeg har noteret: faderen er, blind som han er, faret vild i husets rum. Jeg husker, at jeg så den scene med vemod, tænkte på slutscenen i ”The Act of Killing”.

Disse rablende notater fastholder for mig en film, som jeg ved er umulig nogensinde at glemme. Sådan ser tavshed ud. Denne store metafor med nye glas for øjnene. Den blinde far, som godt kan se lidt, alligevel. ”The Look of Silence” er en suverænt ubarmhjertigt tænkt, planlagt og instrueret film, et mesterværk af Joshua Oppenheimer. Den er uendeligt smukt fotograferet af Lars Skree og klogt og overlegent behersket klippet af Niels Pagh Andersen. Den er en uafbrudt filmisk nydelse at se, og den er en stigende gru af den værste slags. Virkelighedens gru. Den er en undersøgelse af folkedrabets inderste bestanddele og væsen. I det lokale samfund, i familiens gruppe, i det enkelte menneskesind. Sådan er the crime of crimes.

Danmark 2014, 98 min. Vises på CPH:DOX 2014 9., 11. og 13. november. Link til steder og billetbestilling her:

http://cphdox.dk/screening/look-silence

Filmens hjemmeside:

http://thelookofsilence.com/