Filmen rummer et vigtigt sted 30 minutter inde den mest gribende scene, jeg mindes at have set i en tv-dokumentar. Den er en ægte og helt igennem autentisk filmscene. Den varer vel næsten fem minutter, og er netop så lang, den er, fordi den skildrer en vanskelig telefonsamtale, og en sådan tøver, som vi ved, med at slutte, for ingen ved, hvordan man gør. Scenen fortsætter, så den kan vise mig hvor smukt, det kan ske. Fortsætter til sin egen afslutning. Samtalen er den alvorligste en læge og en patient kan have. Når begge, patienten og lægen, er tømte for ord, naturligt færdige, trætte, vokser pauserne og bliver ligesom af sig selv til en slutning. Det er meget smukt, for sådan ved jeg naturligvis, det er i den virkelige virkelighed.

Patienten deltager i forsøget på Herlev Sygehus med t-celle behandling. Det var først gået så godt, men nu efter den seneste scanning opfylder hun ikke kriterierne for at fortsætte. Hun er opgivet, det er hvad lægen, uden direkte at sige det sådan, må meddele i denne telefonsamtale. Patienten argumenterer med lægen, hun gør det afdæmpet klogt. Både på et intellektuelt niveau og på et følelsesmæssigt niveau. Hele samtalen hører jeg på filmens lydside. Jeg er hos lægen og kigger hende over skulderen, mens hun sidder ved sit skrivebord og tager den samtale, som hun på forhånd har aftalt med patienten, som bor i Thy. Det er alt sammen meget, meget opmærksomt registreret af Henrik Bohn Ipsens kamera.  Det er filmens centrum og handlingens overraskende omdrejningspunkt. Sådan har klipperen Steen Johannessen klogt ordnet det.

Louise Detlefsen har lavet en interessant produktionsbeskrivelse, hvor hun skriver om filmens idé: ”Først mødte vi den erfarne kræftlæge Benny Vittrup Jensen, der som overlæge ved Enhed for Eksperimentel Behandling på Herlev Hospital, talte med os om tro, håb og kærlighed i arbejdet med de uhelbredeligt syge patienter. I en periode på nogle måneder fik vi lov at sidde med i hans konsultation på 17. etage, hvor patienter, der ikke har flere behandlingsmuligheder kommer for at medvirke i medicinske forsøg, i håbet om det kan forlænge eller redde deres liv. Efter at have fulgt Benny Vittrup Jensen havnede vi nogle etager længere nede på Herlev Hospital, hvor Center for Cancer Immunterapi holder til. Her oplevede vi, at der foregik noget nær et mirakel…”

“I al stilfærdighed var den ansete professor i klinisk immun terapi Inge Marie Svane sammen med et hold af yngre læger i gang med at afprøve en helt ny form for kræftbehandling. I vores øre lød det for godt til at være sandt: Lægerne opererede en kræftknude ud, tog nogle særlige immunceller ud, dyrkede dem i laboratoriet så de delte sig til milliarder og så fik patienten sine egne immunceller tilbage i kroppen. Her kunne de så i månedsvis bagefter helt af sig selv gnaskede kræftcellerne i sig. Så kræften skrumpede ind eller sågar helt forsvandt. Døende patienter kunne blive helbredt.

Det lød så enkelt, at selv vi forstod det. Og det lød ikke bare forståeligt, men også som første skridt hen imod en kur mod kræft. At Herlev Hospital til og med var det første sted i Europa, hvor denne nye metode blev afprøvet på mennesker, gjorde det endnu mere spændende for os…”

Jeg kan godt lide den film, ja, jeg er meget optaget af den film. Jeg har måske enkelte indvendinger. Vistnok. Men det har mindre betydning. Det vigtige er, at filmen er lavet. Den leverer en ren og ordentlig og afdæmpet beskrivelse af kræftlæge og kræftpatient på fælles hårdt arbejde. (At det stik modsatte billede af patient læge relationen andre steder i andre situationer både kan tegnes og er blevet tegnet, ved mange – bestemt også jeg.) Men her er jeg i den klassiske oplysende dokumentarfilms verden. Disse film skildrer opbyggeligt vore samfunds vitale funktioner. De skal bruges til folkeoplysning, og de var fra deres begyndelse ikke kritiske (blev det efterhånden ind imellem), og i dag er en film som Forsøget i sin art og kvalitet ikke så almindelig. Den er en gammeldags film på den fine måde. En tv-dokumentar med information og oplysning som formål og indhold i en filmisk form, hvor samtale og interview veksler med reportage med ren og behersket journalistisk holdning.

Danmark 2014, 56 min. TV2 på torsdag 23. oktober 20:50

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/85454.aspx?id=85454

LOUISE DETLEFSEN

Fra Barbie til Babe (2003), Min bedste lærer (2006), Klara – livvagtens datter (2008), Jakob – Revisorens søn (2008), Christas mareridt (2010), Mig og mine forældre, Sådan er kvinder, Et forbandet år (2012), Lovebirds (2014) 7,9,13 (2014) Forsøget (2014)

LOUISE UNMARK KJELDSEN

Min bedste lærer (2006), Sådan er kvinder, Et forbandet år (2012), Store piger græder ikke, De sårede, Selvoptaget

På tirsdag den 21. oktober 20:45 sender DR2 Dokumania filmen “Particle Fever”, en videnskabsformidlende dokumentar om verdens største og dyreste forsøg inden for teoretisk og eksperimenterende fysik, bygningen og ibrugtagningen af partikelacceleratoren under CERN, det europæiske forskningscenter for partikelfysik. Eksperimentet skal, hedder det i Dokumanias nyhedsbrev simpelthen ”hjælpe os med at forstå livets oprindelse ved en genskabelse af The Big Bang. 10.000 forskere fra mere end 100 lande samarbejder om verdenshistoriens vildeste videnskabelige eksperiment, og seerne er inviteret til første parket.”

Filmen har valgt over en årrække at følge nogle forskere i gang med dette. Hun her på fotoet hedder Monica Dunford og er fysiker fra Kirchhoff- instituttet på universitetet i Heidelberg. Hun forklarer det sådan til Huffingtonpost.com: “I am an experimental physicist, and with 3,000 of my fellow colleagues, I helped build the ATLAS detector at the Large Hadron Collider, which is the size of a five-story building, encompasses 100 million electronic channels and has more than 1,800 miles of cable. To build this detector, 38 countries had to agree to the micrometer.

My daily work life has involved a mixture of thinking about the big questions (like how can we use this detector to search for dark matter particles), international relations (like managing a group of French, Russians, Georgians, Brazilians, Swedes, Italians and Americans) and large-scale project management (for example, we have 5,000 feet of cable that has to be run by next Tuesday). Zero math…” Hun kan ikke lide matematik og græske bogstaver skrevet med kridt på tavlen på væggen, men hun er ret glad for laboratoriearbejde, for at eksperimentere i praksis. Faget er delt i teoretisk og eksperimentel fysik, og der er brug for begge slags.

“Particle Fever” følger altså seks forskere (også sådan nogle som tænker med kridt i hånden) under opbygningen af den 27 kilometer lange cirkulære tunnel under CERN. Målet med den kæmpemæssige partikelaccelerator er at forsøge at genskabe de forhold, der eksisterede øjeblikket efter The Big Bang og finde Higgs partikel, der potentielt kan forklare oprindelsen til alt stof. Filmen, hedder det videre i Dokumanias anbefaling, ”…prikker til menneskets grundlæggende nysgerrighed om livets oprindelse, og stiller blandt andet spørgsmålet om hvorvidt vi har nået vores grænse for at forstå hvorfor vi eksisterer?”

Det er så rørende, når disse på deres vis bestemt imponerende videnskabsformidlende filmværker, en gruppe, som “Particle Fever så fornemt tilhører”, vil medtage den kunstneriske indsigt. Det lykkes som regel ikke for dem at integrere noget kunstnerisk udsagn i det journalistiske værk, så det ændres fra at være en film-forelæsning til at blive et film-essay. Også i denne film bliver det ved et velment citat fra Beethovens niende symfoni. Naturligvis netop ikke bassens solo med Schillerlinjen om glæden, men det af alle kendte sted, hvor koret kommer for fuld kraft, og naturligvis netop ved filmens vedtagne højdepunkt, hvor eksperimentet lykkes og auditorium og kontrolrum jubler. Og det bliver forsøgt med et kort citat fra Dantes guddommelige komedie i den italienske forsøgsleders festtale. Forsøget at kunstgøre filmen inkluderer uden videre van Goghs stjernehimmel og er tydeligst skuffende i det ret lange citat fra Herzogs “Caves of Forgotten Dreams”, hvor kun billedsiden bruges, netop ikke Herzogs umistelige essay i fortællestemmen.

Todd McCarthy på Hollywoodreporter.com ser venligere og med større forståelse på det her: ”On July 4, 2012, the results are finally obtained, to the joy of those assembled at CERN and in other smaller gatherings around the world. Among the crowd packed into the auditorium is aged British physicist Peter Higgs, for whom the elusive particle was named and who is seen removing his glasses and dabbing his eyes. It’s a well-earned moving climax to the film, as it’s evident that a major frontier has been conquered and new horizons opened up. A clip from Werner Herzog’s cave art documentary Cave of Forgotten Dreams is used to again invoke the link between art and science in the search for coherence and meaning. For the more art-minded, seeing such an articulate and clear-headed elucidation by physicists of what they do results in an invigorating new insight into a vital realm of exploratory endeavor.”

Jeg smiler og tænker: hvor sødt – og foretrækker som art-minded i stedet at lytte til videnskaben, til fysikeren, den almindelige kvinde med almindelig begejstring, som i den sportsverden, hvor hun træner på mountainbike til og fra arbejde på CERN, i løb på landevejen i weekenden og roende støt og sikkert i fireren på søen sammen med venner. Så for mig er den lille stump af filmen, den korte scene med Peter Higgs, som kommer til stede, netop den erfarne filmklipper Walter Murchs udnyttelse af den mindste materialestump, som blot rummer et strejf af den autenticitet, som er afgørende for værkets helhed som noget, jeg tror på og bevæges af.

Peter Higgs

Her har jeg hele spændet af tid og følelse og arbejdsindsats: fra den gamle fysiske teoretiker, som påviste denne universelle byggesten til den unge eksperimenterende fysiker, som i den vældige organisation er med til at påvise higgspartiklens materielle eksistens. Hun kan forklare, så jeg forstår og især begejstres, så jeg følger med, emotionelt accepterende. Uden modstand.

USA 2013, 99 min.

http://www.huffingtonpost.com/monica-dunford/myth-breaking-in-physics_b_5214404.html  (interviewet med Monica Dunford)

http://www.hollywoodreporter.com/review/particle-fever-film-review-646439  (anmeldelsen på Hollywoodreporter.com)

http://hub.jhu.edu/2014/03/21/particle-fever-director-levinson  (interview med Mark Levinson om produktionshistorien)