Sara Ishaq: Kamara has No Walls

Before Scottish/Yemenite Sara Ishaq directed the personal, wonderful “The Mulberry House”, she made this 26 mins. long documentary that is nominated for an Oscar in the Documentary Short Subject category. It is extremely tough and shocking to watch because the director, in this her first documentary, brings reportage footage shot by courageous cameramen Nasr Al-Namir and Khaled Rajeh in the streets of San’a in Yemen, and in the hospitals where dead and dying victims are brought in, into a context, where the two cameramen are interviewed looking back on what happened, as well as the fathers to a dead young man and a boy who got blinded by the bullets from the regime’s soldiers. Here is the synopsis of the film from the website of the film, link below:

Through the lenses of two cameramen and the accounts of two fathers, Karama Has No Walls encapsulates the tragic events of a day that changed the course of Yemen’s 2011 revolution (Friday of Karama [Dignity], March 18th 2011). The film retells the story of the tragic events of the day as they unfolded, from a peaceful prayer gathering to a barrage of bullets.

By changing the reportage material into a creative documentary with a human perspective, including people who were there filming or who came there to find out whether their loved one was one of the victims… you are watching a film, an interpretation of what happened on the square Karma, that means dignity! It’s as simple as that but it takes a clever filmmaker to get there. Read what she has written on the website of the film: 

“The strongest motive that led to the making of “Karama has no walls” movie was meeting young Saleem Al-Harazi, during Yemen’s 2011 revolution, who

had been blinded during the Friday of Dignity attack. Following this encounter, I met the father of martyr Anwar Al-Muati, Abdul-Wahed, who I’d met by chance while working on a BBC piece about the revolution. It shook me how little I and everyone else knew about the actual attacks that took place on the day, and even less about the victims and their families whose lives were irreparably shattered. Most people I talked to about the event at the time seemed to have no clear idea of what actually happened or who was responsible. The subject fell pray to a systematic media blackout. My personal experience at the Square, and of the protestors, gave me insight into how events unfolded as well as what the human cost was, however, no matter how loudly I tried to shout from the rooftops to draw attention to the matter, it seemed my voice fell on deaf ears and a film, that contextualised and humanised the subject, seemed to be the only solution.

While collaborating with other cameramen and activists in the Square, we came across footage of the attacks on YouTube, and this subsequently led us to meet and befriend the cameramen involved in capturing the incredible footage of the attacks. What they showed me when I met them in person left me shocked, and I realised that merely sending the footage to TV channels would reduce the images to routine and forgettable news items which would not impact viewers in the way that I was impacted having spoken to the cameramen and victims. Meeting the cameramen and realising the degree of risk they took in order to document such violations of human rights, was the biggest motivation for me to try my best to publicise their incredibly brave work.

The difficult process of making the film with no money and minimal help made me realise that if this film was possible, equipped only with commitment and the indispensible support of people around us, then any other film would be possible too. It has given my team and myself the motivation to persevere with future films, despite the often long, arduous and laborious process of filmmaking, from inception until release, with no guarantee for good results or a positive reception by its viewers. In the end, seeing an audience respond positively to our efforts, as was the case with Karama Has No Walls , is really what gives us the much-needed encouragement to continue. Personally, this has given me a stronger sense of responsibility to make films that matter and to continue to work towards raising awareness about important human-interest stories (mainly in Yemen), which are typically unexplored by mainstream media…”

And for us who know so little about Yemen, but now considerably more, some background material: The protests in Sana’a began in February 2011, following the fall of Mubarak in Egypt, with a group of youth setting down a row of tents outside their university gates, vowing not to return home until their demands were met. This ever-expanding tent-city became the hub of hope and inspiration for thousands of Yemeni people and was dubbed ‘Change Square’. Within weeks, it became the arena where members of a heavily armed population set aside their weapons and peacefully assembled to demand the fall of (former) president Ali Abdullah Saleh’s 33-year autocratic rule. For the first time in over 30 years, the barrier of fear was broken. Men and women, city-dwellers and tribesmen, rich and poor, young and old, all stood together, equal and resolute in the face of adversity.

UK/Yemen, 2012, 26 mins.

http://karamahasnowalls.com/

http://oscar.go.com/nominees

 

Christopher Olgiati: Mad Dog

Den medvirkende på dette still hedder Ali Aujali, og han har som libysk topdiplomat arbejdet tæt på Gaddafi i fyrre år. Han gik over til oprørerne 2011 og blev deres første ambassadør i Washington. Aujali er hovedvidne i Olgiatis film ”Mad Dog”, som DR Dokumania sender på tirsdag 18. februar kl. 21. Den skal selvfølgelig ses, den kommer fra Nick Frasers ”Storyville” på BBC Four, det er i sig selv grund nok. Og en mand, som har arbejdet sammen med den forfærdende libyske leder i fire årtier, skal man da høre på. Jeg skal selv se og høre igen, for jeg er i første omgang skuffet og forvirret. Hvad er det her for noget?

Undertitlen er ”Gaddafi’s Secret World”, og den titel lover, hvad filmen er, en journalistisk afslørende skildring. Altså ikke et portræt af manden, ikke en biografi, ikke en analyse af hans politik og slet ikke en beskrivelse af den magtkonstellation, som bragte ham til lederposten ved et kup, den konstellation, som holdt ham på lederposten og ikke en analyse af rokeringerne i den, selv om der da må have været en del. Nej, det har ikke fristet Olgiati, det er mandens hemmelige liv, hans voksende sindssyge, som hans film holder et i mange momenter særdeles nyfigent fokus på. Det er en mærkelig film, mærkelig, fordi den, som jeg ser den, er uden kerne af indsigt. Jeg kan nemlig ikke tro, at skildringen af en mulig sindssyge i vækst er værkets inderste erfaring. Men hovedtitlen tyder jo på det.

Jeg har en mulig forklaring på min desorientering. Jeg er påvirket af en anden BBC film, en underholdningsfortælling, som sammenstiller en dag i Stalins liv, en dag i Idi Amins liv og altså en dag i Gaddafis liv. Jeg så den for nogen tid siden. Den har en del af det samme arkivstof, mener jeg, er ellers lavet som spillefilm. Og den er på alle måder ubehagelig i sin smagende stilisering, synes jeg. Den film kommer jeg hele tiden til at tænke på, og det forstyrrer mig i koncentrationen om Olgiatis arbejde, fordi jeg har så svært ved at se, hvad han egentlig selv vil lægge til. Så ”Mad Dog” bliver for mig en skrækkelig film, en række gentagelser og gennem utroværdige vidner en række overflødige bekræftelser af en række allerede beviste kendsgerninger og kendte rygter i flæng. Det er – bortset fra de grusomme detaljer, hvor jeg må lukke øjnene og skrue ned for lyden – en triviel fortælling, en ulidelig gentagelse af den vulgærpsykologiske almindelighed, at bare skyder et helt regimes ufattelige brutalitet og utallige forbrydelser ind under en diktators, en enkelt persons sygdomsramte sind. Det trods kendsgerningen, at gennem fyrre år har manden på fotoet medvirket og utallige med ham. De har regeret med en stor del af befolkningens støtte og under dens begejstrede tilråb.

Altså ondskab simpelt hen hos mange, manglende viden hos de fleste som manglende viden hos præsidenten selv.

”Mad Dog” er delt ind i en række afsnit med overskrifter, fint nok, men jeg får alligevel ikke overblikket, oplever ingen udvikling i historien, i filmens argumentation. Imidlertid er der – og det er vigtigt, og der ligger mit håb om at forstå – en gennemgående speak, som jeg burde have været mere opmærksom på. Det vil jeg være på tirsdag. Og så desuden lytte ekstra opmærksomt til manden på billedet.

UK 2014, 85 min.

Link: bbc.co.uk/news/world-africa

Link: bbc.co.uk/programmes/

 

DoxPro Conference on Video

Remember the days where content of conferences ended up in big reports that ended up on shelves to be very seldom looked into after the event? I would argue that it is much more attractive to look at a video from a conference, as the DoxPro people Ludmila Nazaruk and Viktor Skubey has published together with the Russian Documentary Guild’s Georgy Molodtsov. The conference, covered on this site (links below), took place late September in St. Petersburg and is now available on video in an English and Russian version. Take a look, find the subject you are interested in, it is divided into chapters, very user-friendly.

Finnish Iikka Vehkalahti opened the conference, there were talks about transmedia, crowdfunding, about the Russian Documentary Film Centre and the Russian Documentary Guild, there were insights to Estonian, Latvian, Lithuanian, Icelandic and Norwegian documentary issues, crossmedia, webdocumentarires, debates… producer and curator of Moscow International Film Festival Grigory Libergal closed the two days.

Russian version: http://rgdoc.ru/promo/2013/mezhdunarodnaya-konferentsiya-doxpro/video.php

English version: http://rgdoc.ru/en/promo/2013/doxpro/video.php

www.doxpro.org

Links: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2473/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2495/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2496/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2497/

Forfatterfilm – hvem er så autor?

Præsten i Askov, Hasse Neldeberg Jørgensen, åbnede for nogen tid siden sin KIRKE-BIO-CAFÉ med et program, som hed ”Forfatterfilm”. Jeg havde fået opgaven at introducere, havde forinden valgt Lars Johanssons ”Højholt” (1997) og Jørgen Leths ”Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter” (1999) og måtte nu, før vi kørte filmene, give et bud på, hvad forfatterfilm egentlig er for noget. Jeg var omkring Henrik Poulsens bog ”Litteraturens film” (2005), som behandler en række film, især med henblik på undervisning, men havde mere direkte og præcis hjælp af Mette Lundens overvejelser i hendes omfattende essay ”Forfatterfilm” (2009), som er skrevet ind i en biblioteksfaglig forståelse. Mette Lundens afhandling, skriver hun, ”…viser dels, at der kan opstilles en meningsfuld systematik, dels at en gruppe af de såkaldte forfatterfilm i kraft af det levende billedes særlige skrift bidrager væsentligt til den biografiske genre som helhed ved med sin sociale og eksistentielle refleksion at udgøre et alternativ til en aktuel privat- og personfokuseret tendens i den skrevne biografi. ” Og lige netop det karakteriserer de to film, vi så og talte om.

Efter et interessant skema, Mette Lunden har stillet op med et forslag til forfatterfilms genrerubricering ses de begge at kunne defineres som portrætfilm, som Lunden bestemmer som ”filmessays over biografisk stof med filminstruktørens blik som det, filmene handler om, og en bestemt filosofisk, æstetisk vinkel med nedslag i forfatterens værk og liv”, det er film MED en forfatter, altså ikke OM en forfatter, hvad det er i en genre, Lunden kalder ”biografisk dokumentarfilm”. Andre forfatterfilm er således filmatiseringer af litterære værker, spillefilm over forfatterbiografier og biografiske dokumentarfilm, som skilles ad ved tilsvarende præciseringer.

Så tydeligt lykkedes det mig naturligvis ikke at stille det op i introduktionen til de to film en hyggelig aften i et lunt lokale med vin på bordet, men det blev alligevel i de efterfølgende samtaler i en sådan ramme, vi forstod filmene.

TO PORTRÆTFILM

De to film, ”Højholt” og ”Jeg er levende” klæder hinanden sådan en aften. De er forskelligt smukke, forskelligt morsomme, og så har de en række sammenlignelige punkter som temaer med to variationer: Begge medvirkende skribenter skriver i hånden. Det skildrer begge film. Højholt skriver med kuglepen og Thomsen med fyldepen. Begge skriver også på skrivemaskine. I en scene kæmper Højholt med sine maskinskrevne A4 ark med rettelser, rettelser. I en scene demonstrerer Thomsen tilfreds et digts grafiske skulptur på et renskrevet ark. Begge medvirkende har skrevet store poetikker, Højholt ”Cézannes metode” (1967) / ”Intethedens grimasser” (1972) og Thomsen ”Mit lys brænder” (1985) / En dans på gloser (1996), og Henrik Poulsen læser da også ”Jeg er levende” som en poetik i filmisk form og faktisk, talte nogle af os om, kan begge film læses som filmpoetikker på et indhold af litterære poetikker. Til det kommer, at begge filminstruktørerne, både Leth og Johansson er skrivende. Johansson skriver romaner og Leth skriver alt andet end romaner, og rigtig meget og er som Johansson fagligt optaget af den litterære proces. Hvordan bærer de andre sig ad?

”Jeg er levende” er titlen på Leths film, og vi konstaterede, at Johanssons film kunne have heddet ”Jeg er døende”, Højholt siger et sted, at romanen, han skriver på, ”Auricula” er én eneste vits om døden, og han arbejder samtidigt intenst med en tekst om digteren Ekelöfs død, mens han forbereder sig på sit eget næste infarkt. Han er i en afviklende proces, mens Thomsen i sin livsfase for første gang måske er i selvbiografiens energi: ”… finder gamle digte / breve erindringer / 10 år 8 år 7 år 1 år / jeg er levende…” Filmene skildrer for så vidt det samme, for fasernes lighedspunkter er mange, og begge forfattere er ikke bare i live, de er intenst i live.

Så er der det, (som den aften var relevant der i præstens konfirmandstue for et par timer omdannet til cafébiograf med den nye smartboard som vigtigste inventar), begge skildrede forfattere forholder sig til kristendommen, meget tydeligt. Thomsen er aktiv og praktiserende kirkegænger, har altid været det. Højholt lærte af sin far, at ”det der med Jesus skulle han ikke tage sig af”, og det gjorde han derefter ikke. Men vi der i konfirmandstuen vidste jo nok, at så let var og er det nu heller ikke her i vores samfund at se bort fra kristendommen, vi så på hinanden med glimt i øjnene – i en smartboardbio er der så meget lys, at man ser hinanden. (Det er mere tv-stue end biograf, og det er en vigtig del af oplevelsen, som man skal tage med i betragtning, når man forbereder sig, lærte jeg. Måske er det muligt at tale med hinanden, mens filmen kører, tage mod til sig og komme med en bemærkning? Det er ikke en irritation, men en særlig, ny kvalitet at se film sammen med et publikum, jeg samtidig ser se den samme film. Se og høre deres reaktion, dele min egen frit. (Som at se film på tv med dem derhjemme, men med disse fremmede uden denne selvfølgelighed.)

HØJHOLT 

Da jeg skulle forberede det her, fandt og læste jeg Lars Movins anmeldelse fra dengang. Han er forbeholden, vist især fordi, han ikke finder Højholt i den form, han havde forventet. Han bemærker blandt meget andet: ”Man skal passe på ikke at blive for fiks på fingrene, siger Per Højholt. Hvis man bliver for dygtig, kommer tingene for let, og så mister de noget af den spændstige nervøsitet, der gjorde de første livtag med kunsten til noget særligt. Det kan virke, som om filmmageren Lars Johansson har forsøgt at tage ved lære af Højholts indsigt. I sit 58 minutter lange videoportræt – med titlen Højholt – fremstår den fotografuddannede Johansson som en professionel, der tilstræber et spontant og næsten amatøristisk filmsprog, en improvisatorisk ligefremhed, der ikke lægger skjul på filmens egen tilblivelsesproces. Man ser Johansson med kameraet – filmet af en anonym andenfotograf – og unoder som rystelser, ujævne zooms og usikre fokuseringer lægges med demonstrativ konsekvens frem for publikum. Stilen er givetvis affødt af nødvendighed. Højholt er tydeligt svækket, stemmen er sprukken, gangen usikker og talen uden tidligere tiders spændstighed. Hertil kommer, at den minimalistiske tilgang – en filmmager og en forfatter – synes at være et rimeligt valg til et menneske, der i tredive år har foretrukket den ensomme tilværelse i skovene omkring Silkeborg. Hensigten har tilsyneladende været at lade filmen have notatets og researchsamtalens søgende karakter. Men eksperimentet er kun delvist lykkedes…”

Derefter så jeg selvfølgelig Johanssons film igen, og jeg så, at Movin selvfølgelig læser og beskriver filmen præcist og dækkende, men jeg mener nu, jeg ser filmen efter de mange år, at han har uret i konklusionen, eksperimentet ser for mig ud til at være lykkedes helt som tænkt. Afdæmpetheden hos Højholt gør først ham, så filmen tydeligere. Det er med vilje, den begynder i en nervøs usikkerhed, sådan er det samvær, det måske begyndende venskab, filmen skildrer, sådan er filmen, jeg er i, det er dens koncensus. Det begynder i usikkerheden med det håndholdte kamera, og klipperen Ghita Beckendorff vælger med sikker hånd at bevare ellers kassable optagelser, for deres anderledeshed vil hun stille og roligt konvertere til en præcision i skildringen af den akavede situation, begge de to generte mænd er i, og langsomt udvikle til en gensidig fortrolighed og forståelse af hinanden og af hinandens projekt. Fotografen prøver vinkler og beskæringer af, og digteren smager på sine formuleringer, lytter til sig selv, ja, faktisk i scenen, som den klippes, det er også et Beckendorff-greb, som tydeliggør filmens ærinde at være en filmisk poetik, som skildrer en litterær poetik i det, som Højholt nok ville kalde praksis. Samværets, samtalens, mulighed for at gribe alt det informationstunge i en gensidig lethed, fastholde Højholts oneliners, som jeg får lyst til at skrive som notater hele tiden, imens bladene falder og årstiderne bliver til filmiske kapitler.

JEG ER LEVENDE

Jeg husker tydeligt, da jeg så den film første gang. Husker den følelse af ro, som greb mig: filmen begynder i kompetence, jeg er tryg og i sikkerhed. Og jeg vil blive bragt i tvivl og i anfægtelse, men ikke i usikkerhed om filmen. Det jeg hører først er Søren Ulrik Thomsens sikkerhed i sproget, det, jeg så ser, er Dan Holmbergs intuition i sin nødvendige enegang (som jeg har læst Thomsens beskrivelse af), og så ser jeg Camilla Skousens gennemprøvede og alligevel hver gang nyskabende filmdigt greb, hendes viden om juxtapositionernes styrke, at 1+1=3. Dette mærkværdige postulat, som er en indsigt. Bag alt dette læser jeg så Jørgen Leths samlede tanke.

”Filmen er fra 1999 og er et slags bestillingsarbejde, idet Søren Ulrik Thomsens forlag ønskede at lave en portrætfilm med digteren, der til gengæld gjorde det til et ultimativt krav, at skulle der laves en film, skulle den laves af Leth. Søren Ulrik Thomsen ønskede at filmen skulle være Leths. Det skulle være en film, som Leth kunne kalde sit værk. Søren Ulrik Thomsen ønskede overhovedet ikke at blande sig i, hvordan jeg lavede den. Han ville stå til rådighed’, har Jørgen Leth senere fortalt. Leth, der selv skriver digte, beundrer Søren Ulrik Thomsens arbejde, og fandt det en stor udfordring at skulle arbejde med en anden digters ord. I første omgang sagde filminstituttets konsulent imidlertid nej til at finansiere filmen med den begrundelse, at Leth ville fylde for meget i forhold til Søren Ulrik Thomsen. Interessant ved historien er en problematik om, hvem der er autor og hvem og hvad et portræt i virkeligheden portrætterer. Enden på det blev en usædvanlig fin film, der har opnået høj status, og glædet såvel læserne af filmen, som Leth og Søren Ulrik Thomsen selv. Vi får nogle ganske få biografiske historier; hvordan Søren Ulrik Thomsen i skolen holdt meget af salmevers, hvordan hans far pakkede børnene ind i opvarmede dyner og sang godnatsalmer for dem i hjemmet på Stevns, og hvordan det gik for sig, når hele familien besøgte morbror Børge i Kongens have. Det er nok – vi er helt med – og har fattet vigtige stemninger fra fortiden, der ligger bag Søren Ulrik Thomsens vej til digtningen.”

HVEM ER AUTOR?

Mette Lunden, som skriver her, understreger altså: ”Interessant ved historien er en problematik om, hvem der er autor og hvem og hvad et portræt i virkeligheden portrætterer…” Og det rejser så mit berettigede spørgsmål som publikum, som læser: Hvad er fortællepositionen? Hvem fortæller, hvem er det, som udreder det essay om poetik, som er filmens? Er det i de to film Højholt eller Johansson, Thomsen eller Leth? Hvem er det, der skriver en forfatterfilm? Og hvem skildrer portrættet? Modellen eller maleren?

Rembrandt har malet et portræt af Jan Rijcksen og hustruen Griet Jans. I 1633. Det hænger på Buckingham Palace. Først i 1970-erne fandt en kunsthistoriker ud af, at Rijcksen var skibsreder og skibsbygger, altså en vigtig person i Amsterdam dengang, i virkeligheden vigtig for hollandsk historie i perioden. Men hvad så den engelske dronning før 1633? Hvilken omverdenstolkning? Et ukendt par i Amsterdam i 1600-tallets blik på verden eller Rembrandts? Hvordan mon i dag? Ser hun det som et Rijcksen-portræt eller som et Rembrandt-portræt?

Lars Johansson: ”Højholt”, Danmark , 1997, 58 min.

Jørgen Leth: ”Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter”, 1999, 40 min.

Litt.:

Henrik Poulsen: ”Litteraturens film”, Gyldendal, 2005.

Mette Lunden: ”Forfatterfilm. Det audiovisuelle skønlitterære biografiske værk”, 2009. Ikke trykt manus, Danmarks Biblioteksskole, Aalborg Afdelingen.

Lars Johansson: “Udsatte egne – det er mig”. Samtaler med Per Højholt, Borgen 1998. 

Søren Ulrik Thomsen: “Intet mindre end magisk”, i “The Jørgen Leth Collection. Portrætfilmene”, Det Danske Filminstitut, 2008.

Lars Movin: “Alt er i billedet”, Gyldendal 2013, 132ff (Om “Jeg er levende”)

Link: Lars Movins anmeldelse af “Højholt”

Link: Henrik Poulsen: “Filmisk poetik”

Foto: H. C. Andersens håndskrift. Vi kender portrætterne af ham, fotografierne og malerierne, hans biografier. Men fotografen, maleren, biografiforfatteren? Alene selvbiografien kan vi nævne. Den kan vi på en måde udenad. Er det værkernes kunstneriske styrke eller er det vore valg, som afgør det?

Mahdi Fleifel: Xenos

”A World not Ours” was in Belgrade for the Magnificent7 festival – and was met with enthusiasm. The director told us that a follow-up short film had been selected for the Berlinale short film competition. The first public screening takes place today in Berlin, I got a dvd to watch here in Copenhagen. For those of you who are in Berlin, go and watch the film, there are still screenings scheduled. You will discover a harsh cinematic interpretation of what it means to be a refugee in today’s Europe.

The main character of ”A World not Ours”, the charismatic Abu Eyad, fled his Palestinian refugee camp in Lebanon to end up in the streets of Athens, where drug addicts lie on the pavements and where he sleeps in a cellar room together with other refugees. To say the least, they hate to be in Athens, they take drugs to survive depression, and Abu Eyad earns money through sex with men and ”grannies” as he calls them.

The film is based on rough material from the streets and the cellar, including photos, with the sound of a phone conversation between the director and his pal Abu Eyad. It works perfect.

There is no smile on your face having watched this short documentary from… yes from Hell.

Xenos means “stranger”, “enemy”, “alien”.

13 mins., 2014, United Kingdom, Denmark

Link: berlinale.de/en/programm

DocAlliance Offer Films by Peter Liechti

The vod that calls itself “your online documentary cinema”, and very right so, always high quality has this time chosen to present 11 films by a real auteur, Peter Liechti, for free until February16. The text that introduces the director follows below and on the site you will also find the interview that Sevara Pan has made with Liechti for the spring2014 issue that just came out. Pan made earlier a review on filmkommentaren of Liechti’s “Father’s Garden – the Love of my Parents”, which is not part of the retrospective. If you have time for only one film, choose “Sound of Insects”.

DocAlliance: What forms can documentary film take? Really extraordinary ones, as far as films by internationally renowned Swiss director Peter Liechti are concerned. To Liechti, the film medium is an open field entered by other art elements such as music and literary text. Under his directing guidance, plastic documentary images emerge, dominated by a common trait; that of a stream of imagination. Learn more about the power of Liechti’s visual language in a unique online retrospective from February 10 to 16 at DAFilms.com for free!

The online selection of Liechti’s works represents a summary of his films made in more than 20 years. During this time, Peter Liechti, who had originally studied visual arts, has created a specific film language with an emphasis on the powerful combination of long takes, macroscopic details and literary means of expression. In case of Liechti’s films, the label “documentary essay“ is more than fitting. The unique compilation, with its accord of narrative and visually powerful images, is perhaps best represented by the highly suggestive documentary The Sound of Insects: Report of a Mummy, which has received the Prix Arte of the European Film Academy in 2009. The voluntary death of the protagonist, accompanied by a philosophical reflection on the birth and death of life, is captured by means of the miniature movement of individual natural elements.

However, the rest of Liechti’s works deserve attention as well. A specific combination of electronic music and film characterizes Liechti’s debut Kick That Habit. Music has also been the main theme of the appreciated film Namibia Crossings capturing an ethnically diverse group of musicians on tour in the South African state. Whereas music is a strong linking element between the individual protagonists, their cultural differences and bias lead to many a misunderstanding. The director’s personal testimony about the search for his own roots, integrated in the story of his attempt to get rid of his nicotine addiction, is given during the contemplative journey to the director’s native city in Lucky Jack.

http://dafilms.com/event/156-the-power-of-imagination-a-retrospective-of-peter-liechti/

Michael Madsen m. fl.: Cathedrals of Culture

Var jeg i Berlin, ville jeg finde en visning af det store 3-D projekt om arkitektur, seks filmessays, som Final Cut for Real har produceret med Michael Madsen som den danske bidragyder. De øvrige instruktører er Karim Aïnouz , Margreth Olin, Wim Wenders, Michael Glawogger og Robert Redford.

Berlinale kataloget beskriver filmene således: ”If buildings could talk, what would they say about us? ”Cathedrals of Culture” offers six startling responses to this question. This 3D film project about the soul of buildings allows six iconic and very different buildings to speak for themselves, examining human life from the unblinking perspective of a manmade structure. Six acclaimed filmmakers bring their own visual style and artistic approach to the project. Buildings, they show us, are material manifestations of human thought and action: the Berlin Philharmonic, an icon of modernity; the National Library of Russia, a kingdom of thoughts; Halden Prison, the world’s most humane prison; the Salk Institute, a scientific monastery on the California coast; the Oslo Opera House, a futuristic symbiosis of art and life; and the Centre Pompidou, a modern culture machine. ”Cathedrals of Culture” explores how each of these landmarks reflects our culture and guards our collective memory.”

Det lyder jo noget pompøst og internationalt samarbejde agtigt som en ambassadørs åbningstale. Men jeg har helt andre personlige grunde til at opsøge dette tre timers værk. Jeg har endnu smerten fra ”Into Eternity” i mig, overvejelsen af at bygge for evigheden og glemslen, filmens gribende slutning i vemodets værdighed med Edgard Varèse musik til Paul Verlaines digt fra Sagesse III: ”Un grand Sommeil noir / Tombe sur ma vie: / Dormez, tout espoir, / Dormez, toute envie! ” Det er hvad, jeg venter af Madsen. Og jeg lever stadigvæk med biblioteksscenerne i ”Himlen over Berlin” i sindet, englene Bruno Ganz og Otto Sander uhørligt tydelige samtale med de mange dybt optagne i læsesalen i Staatsbibliothek. Det er hvad, jeg håber på hos Wenders. Og så er der fire kloge og følsomme instruktører mere. Det bliver stort stort. Så 3D delen er jeg ligeglad med, jeg lægger de klodsede briller væk, essayenes billeder, lyd og klip er nok for mig.

Link: www.berlinale.de/en/programm

Link: www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate

Still: Fra Michael Glawoggers del af “Cathedrals of Culture”, som skildrer Naionalbiblioteket i Skt. Petersborg. 

Bakker & van Koevorden: Ne Me Quitte Pas

Shit happens… Det var min hensigt at anmelde, og anmelde positivt om denne fine film, produceret af Hollands fremragende dokumentarproducent Pieter van Huystee. Jeg så den i Amsterdam, hvor den var nomineret til den store pris, men ikke vandt, men det kunne den sådan set godt have gjort for sin indlevende og kærlige beskrivelse af to herlige alkoholiske, lommefilosoferende skæbner, der ligeså godt kunne være bænket i Ørstedsparken om sommeren. Vejrbidte mænd med flaskerne indenfor rækkevidde.

Jeg nåede ikke at skrive før afrejsen til Beograd, så nu nøjes jeg med at gøre opmærksom på filmen, som to dage efter sin premiere via DoxBio stadig er til at se i 10 biografer landet over, se link nedenfor. OG for dem, der som mig oprindeligt troede, at Jacques Brel’s sang er med i filmen – nej, det er den ikke, men derfor kan I godt nynne den efter filmen, som fra starten kalder på melankolien. Her er en beskrivelse fra idfa festivalen:

The Flemish Bob and the Walloon Marcel have come together in the lonely woods and empty fields of Wallonia, the French-speaking part of Belgium. At first everything is bleak, bare and gray, just like the two men feel inside. Both have seen their lives slip through their fingers, and they have come together to share sorrow and drink-sodden nights. Bob, who looks like a weather-beaten explorer, hardly ever sees his grown-up children. He has lost his girlfriend and drinks rum like water. Marcel is a broken man caught up in divorce proceedings who drowns his sorrows in liters of beer, but at least they have one another. Together they visit the dentist, celebrate carnival in the village pub and go to Marcel’s intake at a rehab clinic. But usually they meet at one of their kitchen tables, where drink and conversation flow freely. Although the pair is able to bring a sense of humor to bear on their gloomy lives, they always end up discussing a suicide pact. The camera follows this couple thrown together by fate over several seasons in Direct Cinema style. This exceptional, character-driven story delivers heartwarming and sad, hilarious and very painful moments in provincial Belgium, which, like the two main characters, also seems to be in decay.

Holland/Belgien, 2013, 107 mins.

http://www.doxbio.dk/?page_id=23

Göran Olsson: Concerning Violence

Hun læser Fanon-tekster i filmen, har jeg forstået på foromtalen, og det er uomgængeligt. Hvis jeg var i Berlin ville jeg først og fremmest gå hen og se Göran Olssons ”Concerning Violence”, og det er kun fordi oplysningen om, at denne musiker, som jeg ikke vil lade, som om jeg kender, men som jeg fornemmer er berømt i andre verdener end min, læser et tekstlag, som bygger på filosoffen Franz Fanon, kun fordi netop den oplysning rammer mig, og jeg forundret tager ”Fordømte her på jorden” (Rhodos 1968) ud af reolen. Og jeg tænker på den ikke gerne rejsende Per Højholt som (i Lars Johanssons filmportræt af ham) sagde, at man da sagtens kan sidde i Hørbylunde (hvor han boede) og læse franske filosoffer. Altså kan jeg bare gå i gang med at finde en streaming mulighed og høre Lauryn Hill læse disse gribende et snart halvt århundrede gamle bibliotekstekster til skandinaviske dokumentaristers arkivbilleder i Göran Olssons filmessay i ni afsnit om frihedsbevægelsernes historie i Afrika og den øvrige tredje verden. Men først altså tager jeg Michael Mallings elegant slanke orange bog fra dette særlige år i også min historie og læser efter denne lange tid igen Sartres forord og Simone de Beauvoirs efterskrift, hans Fanon-analyse hendes Fanon-portræt. Og så er jeg klar til at lede efter filmen med filosoffens tekster. Det kan jeg sagtens gøre på min computer her i Randers, men meget hellere gik jeg naturligvis i biografen i Festivalens Berlin.

Sverige / Danmark, 2013, 85 min.

Link: dfi.dk/fakta om film 

Link: berlinale.de/en/programm  

Link: filmguide.sundance.org/film 

Magnificent7 Diary/ 8

Take a look at the photo. It is taken at the oldest Belgrade kafana that has the name ? It is situated next to Saboma Church (The Cathedral) where the four of us always go. From left Zoran Popovic, then Tue Steen Müller and Svetlana Popovic, camera held by Ellen Fonnesbech-Sandberg. Wednesday morning there was time for a classical small tour that we have done during many years of Magnificent7: cakes at Hotel Moscow, candles at the church and this year also a small rakija kruska (pear brandy) at ?

Later that day we had lunch at the residence of the Finnish ambassador, who had invited due to the presence of the Finnish director Petri Luukkainen and his cameraman Jesse Jokinen, who back at headquarter, the Sava Center, gave a fine masterclass on their film. Luukkainen talked about the filming and the editing (they had 200 hours!) for this (the director’s word) self-reflecting film, where Luukkainen more and more felt that his presence was a kind of performative play.

EDN (European Documentary Network) director Paul Pauwels gave a motivating speech to the 30 young filmmakers present on this last day of the workshop: the media situation is changing, we need to share to survive, to make a good documentary you need a sustainable compay behind… PP responded to brief pitches give by a handful of the participants, and then we were all off to the closing ceremony in the big hall of Sava Center where the loyal audience knew how to praise Zoran and Svetlana Popovic and their team. The closing film ”Faith Connection” is magnificent – a fantastic documentation of Kumbh Mela, ”a fresco” as the Popovic’s write below, and a film where you fall in love with the kids that the director Pan Nalin so cleverly portrays – the small Babu, touching to follow the love he gets from his Baba, the Yogi who gets stoned several times per day. Not to forget Kishan Tiwari, the runaway kid who wants to be a sadhu.

Magnificent7 2014 is over. Time to go back to Copenhagen later today.

faithconnections.in

http://www.magnificent7festival.org/pages/Program_eng.html