”Skrevet efter en lang lykkelig dag med Olof Lagercrantz’ Ekelöf-bog”, skrev Poul Borum engang over et digt om lykke, tid og rigdom på tanker. Sætningen hører til dem, som ofte memorerer sig selv, synger sig selv, lever sit eget liv i mit hoved: En lang lykkelig dag. Sådan en sjælden dag havde jeg med Lars Movins bog om Jørgen Leth. Den er på 479 sider, og jeg nåede at læse til side 159. Det var det første af fem afsnit, det hedder ”Find et område, afgræns det” og det er på en måde en bog for sig selv. De øvrige hedder ”Helte og ikoner”, ”Det er os, der skal arve det hele”, ”Elsker dig sagligt og detaljeret” og ”Slentre gennem tegn”, måske er det også bøger for sig selv, de to sidste dog små, men selvfølgelig afgørende. Jeg synes altså, jeg allerede har læst en bog, og jeg må hellere nu med det samme skrive, at jeg er meget glad for den bog, og jeg mener dermed med det samme hele bogen, alle 479 sider plus 48 tætte sider noter, lister og registre, en komplet håndbog i sig selv. Ja, jeg er meget glad for det hele, men i første omgang for noget, jeg med det samme hæftede mig ved.
Jeg kiggede omkring i bogen og slog ned og læste et helt bestemt afsnit, som har undertitlen ”om en fejllæst film”. Jeg tror, det er et kritisk reviderende gensyn med ”Det erotiske menneske” (2010). Det afsnit blev jeg glad for, fordi Movin, som naturligvis har sin anmeldelse fra dengang liggende, ligesom ser bort fra den og ser filmen på ny og nu fortæller mig alt om, hvordan han ser, ja, jeg vil faktisk skrive, hvordan han læser Jørgen Leths film (filmen er ikke kun maleriets forlængelse, den er også bogens efterkommer), og dernæst hvordan han læser den ene film efter den anden. Rækkefølgen kan forvirre, men det ser ud til han kommer igennem hele filmografien med sine enkeltværksanalyser, det jeg vælger at kalde læsninger. For det er Movin ude af busken, nu mangler jeg kun, han skriver ”jeg” lidt oftere.
Det første jeg slog ned på var altså formuleringen ”om en fejllæst film”. Se, det kunne jeg lide! Film er altså noget man læser, og man kan læse forkert, tage fejl, og så kan man tage det op igen, se filmen igen og rette sin læsning. Og jeg tænkte, er det sådan bogen er, kan jeg godt lide den, så har jeg brug for den. Og så kom den lykkelige dag, og jeg gik i gang med at læse forfra, og jeg læste, efter en række tematisk bestemte afsnit om de antropologiske film om enkeltværkerne ”Det legende menneske”(1986), ”Notater fra Kina” (1987) og så, at analyserne af filmene pakkes grundigt ind i interviews med Leth og de vigtigste af medarbejderne undervejs, anmeldelser og andet arkivmateriale og Movins egne brede kunsthistoriske skildringer af perioden, hvor Leths liv og udvikling i denne vekselvirkning viser sig som en fortælling. Som biografi. Det er kompliceret, men jeg bliver opmærksom, det er ikke kun film, det her. Det er menneskeliv, kunstnerliv. ”Notater om kærligheden” (1989) får så fra side 93 den første store analyse, den første rigtige læsning. Og den hænger selvfølgelig sammen med den første jeg læste.
Så da jeg havde læst hertil, kom jeg til at tænke på, at Movin (ud over altså at have set alle filmene på ny og revideret sin opfattelse af dem) da måske har konstrueret og skrevet sin bog om Leth ligesom Lagercrantz har konstrueret og skrevet sin bog om Strindberg, som jeg for mange år siden læste en anden lykkelig dag, i et hus i Skåne (det betyder noget, hvor jeg læser), så nu udvider det her sig! Lagercrantz bandt, husker jeg det, biografien, op- og nedturene, kvinderne og offentligheden, den daglige tænken om og samliv med det hele, han bandt det sammen med værkerne, som bare voksede frem i hans tekst. Kronologisk, og det var lykken, tiden som bare gik, (min barndoms historielærer, som bare fortalte os historien, time efter time, åh, kronologi, munkenes nedskrivninger og alle dagbøgerne). Jeg må jo læse Ekelöf-biografien og Strindberg-biografien igen, inden jeg kan gå videre med Leth-biografien. For det kan jo være, at jeg husker forkert.
Og så er der er der jo sider nok tilbage i Movins Lethbog til endnu en lykkelig dag. Mindst. Og så skriver jeg nok lidt mere.
“Alt er i billedet – Om Jørgen Leths film”, Gyldendal 2013, 528 sider, 400 kr.
Foto af Asger Schnack
