Vestergaard tager igen simpelthen ordet og fortæller en historie. Den her gang om en stor musiker ude på landet, der hvor de bor. Han gør det på den måde, han kan og altid har gjort det på, i en dokumentarfilm, som han bare laver. Han samler pengene sammen, han samler holdet af kolleger og venner og går i gang. Optager og klipper og færdiggør og indtaler sin fortælling voice over. Det er sådan han tager ordet, og jeg bliver så glad, når jeg igen hører hans stemme fortælle om det, han nu er optaget af. Det gik sådan til, at Jacob Oschlag fra foreningen Thy Folkemusik pegede på en fortsættelse af filmene om Evald Thomsen, Evald og Ingeborg og alle de andre (1974) og om brødrene Ejnar, Hans og Karl Nielsen fra Oksbøl, Æ Tinuser (1979). Han skulle lave en film med Karl Skaarup.
Filmen er for så vidt om ham, spillemanden Karl Skaarup (1924) fra Koldby i Thy, men den er mere end det, den er en film om musik, og den er derfor især med ham som medvirkende, han fortæller skam lidt om sig selv og sit liv, men vigtigst, han forklarer fagligt og omhyggeligt om sin musik i ellers ubeskrevne detaljer, om sine forbilleder og om sin undervisning, som han sent i karrieren med succes blev lokket ud i af en ny generation af musikere. Filmen er om musik og musikalske generationsskifter uden egentlige brud, men med traditioner og videreførelser og fornyelser. Og så om den personlige faktor: det drejer sig her om Karl Skaarup. Og den loyale, klassiske tv-dokumentar udvider sig, ja, Skaarup fortæller, som han forventes, om gamle dage og missionens syn på hans fag i dans og alkohol og hans myndige dialekt slår fast: det er ikke synd. Men han bliver faglig i sin selvbiografi, holder sig til instrumenternes række, fortæller om dem, han har ejet siden barndommen. Og så kommer det interessante, musikken. Han lærte at se på de dansende, skille de dygtigste ud og spille efter dem, for dans og musik hører sammen, i hans verden i den rækkefølge. Sådan er kunsten.
Filmens kerne er mødet mellem Karl Skaarup og violinisten fra konservatoriet, Kristian Bugge, mødet mellem erfaring og begejstring. Bugge overtaler Skaarup til at tage sig som elev, og efterhånden bliver Skaarup en slags ekstern lærer ved Fyns Musikkonservatorium. Selv havde han lært af violinisten Viggo Post fra Bedsted, og han kunne så videreføre kendskabet til de lange, lange thyske turdanse i akademiske rammer, men ikke kun denne folkloreindsamling, han tilføjede og fortsætter med at tilføje sin egen kunst, det gammeldags på den autentiske, den ægte måde. Musikken er levende, variationerne udvides med improvisationer, som i opmærksomhed på dansen stadig understreger denne. Dette er Vestergaards films fornemhed, klippet følger og illustrerer konkret i dejligt lange scener uden nogen fotografisk eller klippeteknisk pynt, at Karl Skaarup samler en stil omkring sig, en musikalsk skole velsagtens, der som hovedingrediens er afhængig af og respekterer, hvad folk gør, når de danser, og af, hvad de simpelthen kan lide.
Jørgen Vestergaard har lavet en film om og en udforskning af en stor musikalsk tradition i sin værkrække, endnu en fint følt film om kunst. Direkte gribende er det at overvære den gamle musiker lytte sig opmærksomt ind i et ungt orkester, Habadekuks fremmede musik og lidt efter lidt spille sammen med dem, senere at se ham give koncert for 400 alvorligt lyttende tilhørere i Vestervig Kirke, koncert, ja! Både spillende med i stort orkester og som solist med fuldstændig stilhed omkring sig og sin harmonika.
Jørgen Vestergaard: Spillemanden – en film om Karl Skaarup, Danmark 2012, 39 min. Fotografi: Orla Nielsen, lyd: Erik Nielsen, klip: Henrik Jørgensen, musik: Karl Skaarup, Kristian Bugge og Habadekuk, idé: Jakob Oschlag, produktion: JV film & tv, salg: Forlaget Knakken orpo@thisted.dk
