Det handler om jordskælvet i Haiti for nøjagtigt et år siden, og det handler om to, som mirakuløst overlevede, den ene, Jens Tranum Kristensen ved sin egen ufattelige viljestyrke og held, den anden, Jørgen Leth ved sin tjeners resolutte indgriben og held. Tranum Kristensens skarptskårne beretning i én lang optagelse, som støttes af arkivbilleder og en serie rekonstruerede vignetter, er klippet sammen med Jørgen Leths rejse tilbage og hans kloge og ærlige refleksion, som ofte glider over i en slags tilføjelse til fortællerstemmen, Plejdrups må man tro. Det er elementerne.   

Som Plejdrups tidligere dokumentar er denne en omhyggeligt velordnet reportage, og den kommer oven i købet et anseligt skridt videre, vokser til et egentligt filmessay (eller tv-essay skulle man måske skrive) om det stærke menneskes møde med rædslen, det reflekterende menneskes møde med den ekstreme katastrofe. Plejdrup skildrer det usentimentalt, men følsomt, personligt og ikke spor nyfigent privat. De to berømte medvirkende er ikke fremstillet som interessante privatpersoner, faktisk heller ikke Jørgen Leth, som jo selvfølgelig fylder meget, begge er udelukkende brugt som dækkende medvirkende i en dokumentarisk overvejelse. Som er Plejdrups.

Dokumentarens afgørende styrke er disse to stærke medvirkende, som begge yder deres professioners allerbedste, embedsmanden Tranum Kristensens klare, beslutsomme rationalitet, digteren og journalisten Jørgen Leths indgribende tøven og voldsomme vrede begrundet i omfattende viden om det ulykkelige og mishandlede Haiti.

Michael Plejdrup: Da jorden skælvede, Danmark 2011. DR Dokumentar. Sendt i aftes på DR1. Genudsendes 21. januar 2011 09:30 og 3. februar 2011 23:30. Michael Plejdrup filmografi: Et liv på kanten, 2010, Da jorden skælvede, 2011. 

Der er allerede skrevet meget om dette tv-program. Er det rigtigt at sende det nu, hvor en valgkamp er i gang, for det vil kunne gavne statsministerens nyvundne popularitet. Osv. Osv. Her på filmkommentaren vinkles der anderledes. Vi ser ikke alene på hvad , men også på hvordan. Derfor nævner vi som regel i overskriften, hvem der har været instruktør eller tilrettelægger. Det gør vi ikke i dette tilfælde, for der var ingen instruktion eller tilrettelæggelse. Ingen. Krediteringens navn skal ikke frem. Navnebeskyttelse! Fotograferingen var slasket, arkivindslagene var tilfældige, klipningen elendig, der blev hoppet fra sted til sted. Uden idé. Uden struktur. Vi så statsministerens kone og datter blive interviewet, vi så dem rende rundt efter et par hundehvalpe, lave frikadeller, nej, jeg standser her. Det var utåleligt banalt og utåleligt banalt fortalt, klasket sammen er et bedre ord. Lad mig så lige minde om at det banale kan hæves til et kunstnerisk niveau, det har DR selv gjort igen og igen, da der var en DR-Dokumentarafdeling, der turde satse på billedet og billedfortællingen. Med inspiration bl.a. fra de herrer, der stod bag nedenfor nævnte film som ”Primary”.

Jeg har lige læst at Arne Notkin, ansvarlig for DR2, synes at det var en god historie. Jamen, har manden da helt mistet sansen for kvalitet. Eller er han uvidende om tv-dokumentaren, ser han ikke de udmærkede ”Dokumania”er, som bliver bragt på hans kanal. Mediedirektøren Mikael Kamber bør kalde sin kanalchef til kammeratlig samtale.

2011, 25 min. DR2 

At tænke sig: Dette kan ses! Som det hedder i den aldeles beherskede speak, kræver det imidlertid at nærme sig denne verden med den yderste tålmodighed. Filmen er ren tålmodig venten på, at det sker. Og det sker! I scene efter scene folder denne mig ukendte verden sig ud, vildt forbavsende og fuld af blid og brutal og grusom skønhed. Det er en vidunderlig film.  

Vi er i insekternes verden, nede i øjenhøjde, i den verdens landskab og skala, en enkelt gang endog inde i myrernes pov (så lidt som noget andet i denne film overdrives dette greb), kun enkelte optagelser fra vor verdens landskab orienterer os, før vi atter forsvinder ned til macrooptikkens scener af mesterligt kameraarbejde: edderkoppens indpakning af sin fangst med rædselsvækkende elegance, myrernes slæbearbejde med byggematerialer i en for os uoverskuelig logistik, en blank skinnende skarabæ triller en mange gange den større gødningkugle af sted til sit forråd, er uheldig, triller den fast på en grenspids. Billen undersøger sagen, afprøver forskellige muligheder, lykkes til sidst ved fra modsatte side at sætte skuldrene imod kæmpekuglen. Aldrig glemmer man dette dyrs ihærdige og intelligente indsats. Musikken er både en hyldest til fotografiet og en kongenial medtolkning, lyrisk, når to vinbjergsnegles langsomt prøvende berøringer af hinanden før parringen ved musikken bliver til operahøjdepunkt, når et tusindbens beslutsomme fremfærd ved trommespillerens diskrete rytme bliver til et tog gennem dalen, til mild humor. Det er så pragtfuldt og stort, hvad Dokumania-redaktionen bringer ind i min stue.

Claude Nuridsany og Marie Pérennov: Microcosmos – Le peuple de l’herbe, Frankrig, 1996. Sendt i Dokumania på DR2 i går. Tidligere sendt 4. januar. Forhåbentlig har DR2 rettigheder til et par visninger mere. Og Carsten Olsen: køb den til Filmstriben, den er en evig klassiker, denne generations Bæverdalen, mindst! (Min kollega Tue Steen Müller gør dog i den forbindelse opmærksom på, at filmen i sin fulde længde pt. kan ses på Dokumanias hjemmeside, at en dansk version på dvd er til at købe og har været det længe. En vhs-kopi eller måske dvd befinder sig i samlingen på Videoteket i Filmhuset, København og kan ses der. En fransk version på dvd kan lånes på biblioteket.) Claude Nuridsany og Marie Pérennov filmografi: Microcosmos, 1996, Genesis, 2004.