“… Wie grossartig dagegen etwa Antonionis Schauspielerarbeit in seinem Film “L’Avventura” oder jene von Orson Welles in “Citizen Kane”. Bei ihnen kommt einfach das Gefühl auf, einmalig überzeugende Figuren vor sich zu haben. Doch das ist einequalitativ ganz andere, filmspezifische Überzeugungskraft, die sich prinzipiell von der Expressivität eines Theaterschauspielers unterscheidet.
So kam es seinerzeit nicht zu einer wirklich kreativen Zusammenarbeit mit Donatas Banionis, der die Hauptrolle (Kris Kelvin) in meinem “Solaris”-Film spielte. Banionis Gehört nämlich zur Kategorie analytischer Schauspieler, die einfach nicht arbeiten können, wenn sie…”
… können, wenn sie noch nicht begriffen haben, “wozu” und “weshalb” sie etwas spielen. Er ist unfähig, spontan, aus sich heraus zu spielen, und muss seine Rolle zunächst erst einmal strukturieren. Das heisst, er braucht genaue Informationen über den Zusammenhang der einzelnen Passagen und über die anderen Schauspieler, die nicht nur in seinen eigenen Szenen, sondern überhaupt im Film mitspielen. Auf diese Weise versucht er, sich selbst an die Stelle des Regisseurs zu setzen, was wahrscheinlich eine Folge langjähriger Theaterarbeit ist. Er kann sich einfach nicht mit dem Gedanken abfinden, dass ein Filmschauspieler ausserstande ist, sich den fertigen Film vorzustellen. Sogar der beste Regisseur, der genau weiss, was er will, kann dies nicht immer. Dennoch gelang Donatas die Rolle Kelvins sehr, und ich bin dem Schicksal dafür dankbar, dass gerade er sie gespielt hat…” (Andrej Tarkovskij, 1984)
Jeg ved godt, at “Solaris” først og fremmest er et visuelt mesterværk. Og i den nye rensede og smukke dvd-udgave bliver jeg overbevist fra første billede. Dette russiske landskab omkring det nye gammeldags landhus brydes kun af en motorvejsbro langt væk – men smerten ved den kommer som et stik i idyllen.
Og smerten sidder i denne spiller Donatas Banionis som en særlig alvor fra dette allerførste billede, hvor skarpheden i smertestikket er lyden fra bilen, som kommer med gæsten, som indfører dialogen i kammerspillet, som herefter i den langsomme, langsomme rytme bliver elementet ved siden af billedfortællingen. “Solaris” er også et kammerspil, i det russiske landhus, i dets smukke rum, og senere jo i rumstationen i kredsløb om planeten Solaris.
Herude forstår vi, at smerten hos Banionis er som kollegerne der (låste i den videnskabelige kontekst, de selv dementerer) bemærker en banal kærlighedssorg. Kvinden, som altså er i mandens tanke, kommer derude genfødt til stede og genkender sig selv på fotografiet, han har taget med. Og han ser hende rygvendt til stede, som fotografisk gengivelse og som spejlbillede.
Kammerspillets litterære lag (jeg stoler faktisk på den danske oversættelse i underteksterne) er helt i balance med Vadim Yusovs billeders tyngde, og det siger jeg så lige til instruktøren. Skuespillernes teatertræning og replikbehandling tror jeg er det, som gør, at jeg efter de to en halv time straks begynder forfra i filmen, atter er ude i engene ved dachaen. Skuespil og fotografi i ustandselig balance med Eduard Artemyevs orgelmotiv som kontrapunkt: alt skal ikke forstås og oversættes. Det skal blot være til stede, for det er virkeligt. Det har Andrej Tarkovskij jo sørget for. Sådan ser et mesterværk ud.
Still: Natalya Bondarchuk som Kris Kelvins hustru Hari genkender sig selv..
Solaris, Rusland 1972. 161 min. Andrej Tarkovskij Collection 1-6. Remasteret, med danske undertekster. Another World Entertainment, 2008. I boghandler og videobutikker, kan også lånes på biblioteket.
Litt.: Peter Schepelern i Ekko #41, maj 2008 (anmeldelse af dvd-udgaven). Andrej Tarkowskij: Die vesiegelte Zeit, 1984, ny udgave 2000.
