Werner Pedersen 1922-2015
Werner Pedersen (WP) var ikke længe i dansk film, men han fik stor betydning for dansk kort- og dokumentarfilms udvikling. I 1959 blev han ansat i Statens Filmcentral, i 1962 blev han direktør samme sted og fra 1967 til 1970 var han leder af Kortfilmrådet (KR), og introducerede, hvad der dengang blev kaldt ”den frie (kunstneriske) kortfilm”. KR eksisterede frem til 1972 og nåede at få produceret 150 titler. Folk som Per Kirkeby, Jørgen Leth, Allan de Waal (den kontroversielle film om Nato), Ole John, Tørk Haxthausen, Jørgen Roos og en række billedkunstnere (Ursula Reuter, Bjørn Nørgaard, Jens Jørgen Thorsen…) figurerer på instruktør-listen over de såkaldte ”uønskede film”, som de blev kaldt fordi Statens Filmcentral (SFC) ikke ville tage dem alle i distribution. De blev ikke opfattet som folkeoplysende… I 1972 kom så filmloven, der lagde produktionen under SFC med en støttefunktion, der ligner konsulentsystemet af i dag. Og et ansvar for distributionen. WP’s holdninger – at der skulle være plads til den kunstneriske film – fulgte med. Filmhistorikeren Carl Nørrested har flere steder (check dfi.dk) fremhævet WP’s indsats: Kortfilmrådet blev i sin syv-årige levetid en tumleplads for æstetiske eksperimenter…
Og så på det personlige plan: Da Werner Pedersen (WP) forlod
dansk film blev han lærer på Biblioteksskolen. Han underviste Kjell Væring og mig (og mange andre) i film og tv fra 1970-72 og var en kolossal inspirationskilde, en fortrinlig formidler, en passioneret filmelsker, som kunne sin filmhistorie. Han viste os Visconti, Bergman, den engelske ”free cinema”, Jytte Rex og Kirsten Justesens ”Tornerose var et vakkert barn”, Jørgen Leth og Ole Johns ”Motion Picture” og ”Det perfekte menneske” og en række af de stærkt eksperimenterende værker fra Kortfilmrådet, eksempelvis ”Tre Piger og en Gris”. Jeg husker, at WP kom til at bytte rundt på spole 2 og 3, da han viste os denne film, som Per Kirkeby er krediteret som instruktør for. Ingen opdagede det før slutteksterne pludselig dukkede lidt tidligt op. Det gjorde ikke så meget…den var for viderekomne!
16mm projektoren snurrede på Biblioteksskolen og WP gav os mulighed for studenterjob på Statens Filmcentral. Kjell skrev afsluttende opgave om u-landsfilm, jeg om kunstfilm. Jeg endte med at arbejde i Statens Filmcentral i 20 år, fra 1975, og Kjell blev med tiden WP’s kollega på Biblioteksskolen.
I 1989 fyldte Statens Filmcentral 50 år, en bog blev udgivet og WP var den idérige redaktør med mig som redaktionssekretær. Lærer og elev nok engang, herligt! WP var en fremragende skribent, har skrevet et utal af anmeldelser i Kosmorama og som redaktør af jubilæumsskriftet kunne vi ikke ønske os en bedre mand til at sætte ord på, hvordan dansk kort- og dokumentarfilm udviklede sig til at være hjemsted for det ubundne og frie filmiske udtryk. Og for Kjell på Danmarks Biblioteksskole – der nu hedder Det Informationsvidenskabelige Akademi – var WP en markant kollega med sin afslappede autoritet, internt i forhold til skolens administration og styrende organer og især direkte over for mange studerende.
