Why Democracy: Stem på mig

Der skal vælges ny duks i 3. klasse. Læreren forklarer proceduren. Det hedder “demokrati”, siger hun. De kigger spørgende på hende. Og jeg forstår dem godt. Det har heller ikke spor med min opfattelse af demokrati at gøre. At børn vælger en anfører.

Og det bliver da også med det samme forstået ind i spil- og sportsverdenen som noget med “at vinde” og ind i familie- og skoleverdenen som noget med “at bestemme”. Godt, så er det på det rene, så kan vi godt glemme grækerne og torvet i Athen og den vestlige folkestyreidés historie siden.

Duks hedder altså embedet, der konkurreres om, og det viser sig, at det er forældrene, der konkurrerer i international kombineret coaching og spin stil. Deres projektbørn instruerer de i hjemmene på det omhyggeligste og ubehageligste. De voksne overtager legen. For dem gælder den æren, som var det livet. På deres forkælede og selvoptagne børns vegne.

Og de repeterer alle (også de gemene) tricks fra politikerrådgivningsværktøjskassen. For eksempel det at udarbejde en liste over modkandidaternes fejltrin og så bruge dem mund til mund og senere åbent i debatterne. En kandidat til embedet må se sin nærmeste hjælper købt, regulært for penge, af en af de andre! Debatterne og valgtalerne er dybt deprimerende at overvære. Om det kunstlede og opskruede skyldes forældrenes instruktioner, lærerens belæringer eller filminstruktørens iscenesættelse er uvist. Jeg er sikker på, at det ikke er en del af børnenes spontane leg.

Filmen bygger apellerende på, at jeg fascineres af disse børn. Det gør jeg ikke, hverken af kandidater eller vælgere. Jeg irriteres over deres råben og skrigen og især over deres vilde optagethed af sig selv.

Filmen er dertil kedelig og forudsigelig. Dygtig, vist nok, i meget af det håndværksmæssige, arbejdet med det observerende kamera og i klipningen delvis konstruktionen af karakterudviklingen. Det giver jeg så to penne for. Og skynder mig over til “24 Timer” på TV2. Ikke i tvivl om hvilken demokratianalyse, der er klogest af disse to.

Weijun Chen: Stem på mig. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821