7BEST 5
Festivalen er i gang. Første film i morgen søndag klokken 11 er Ferenc Moldovananyis “Another Planet”. Citat fra Tue Steen Müllers katalogtekst:
… Uden kommentar og uden at vi bogstaveligt får at vide, hvor i verden vi er. Moldovanyi går fra sekvens til sekvens, fra verdensdel til verdensdel, i ét langt flow, og med en højstemt værdighed, en respekt for sine personer, børnene, som udtrykkes gennem et fuldstændigt formidabelt kameraarbejde (fotograf: Tibor Máthè) i samspil med komponeret musik af Tibor Szemsö.
Det er en film, som benytter sig af en mise-en-scène, af drømmeagtige tableauer, som brydes af tætte atmosfærebilleder fra de steder, hvor instruktøren har fundet sine personer. Med andre ord, hans fotograf har været i stand til både at være til stede i bedste direct cinema stil og lægge sin instruktørs fortolkning ind i billeder fra de smukkeste steder på denne planet. Det bliver aldrig banalt, nærmere subtilt. Og der gøres ingen forsøg på at sentimentalisere, samtidig med at det godt nok er følelsesmæssigt hårdt at leve 90 minutter med disse stakkels børn, der hutler sig igennem en nådesløs hverdag og prøver at få et liv ud af det…
Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk